Min engel

Michael Vennon er en dreng på 14 år, som bor i det centrale London. Han har gennem sit liv været ude for utallige ulykker, men er mirakuløst nok sluppet godt fra dem alle sammen. Michael går på privatskole, fordi hans forældre tænkte at det kunne være godt for ham, men han har det ikke ligefrem godt. Michael er nemlig lidt af en "outsider", hvis man kan sige det sådan. Alle de andre børn fryser ham ude, fordi de er bange for ham. Fordi han har overlevet alle de ulykker, som han burde være død af. Som en form for zombie, som han nok selv ville have betegnet det.

En dag, da Michael falder ned fra et træ og slår hovedet, dukker den mystiske pige Ayleen pludselig op i skolegården, som trådt ud af det blå. Michael føler sig på en underlig måde draget af hende, selvom han egentlig aldrig rigtig før har været interesseret i piger før. Men hun viser sig dog at bære på dybe hemmeligheder, som også indblander Michael selv.

4Likes
6Kommentarer
361Visninger
AA

3. Udkast

Ellanor stod og så ud over de mørke skyer. "Du er blevet veltrænet, min kære. Du er blevet stærk med årene." Sagde hun efter noget tid og så på den smukke engel ved siden af sig. 

"Tak" svarede englen og rødmede svagt. "Men jeg kunne ikke have klaret mig uden dem." sagde hun stille og så på Ellanor. Ellanor smilede til hende og strøg et hår væk fra hendes pande. "Du er så smuk, min pige" sagde hun og strøg hende over kinden. Englen smilede svagt. "Ikke så smuk som dem!" sagde hun, nærmest som refleks. 

"Ham drengen..." mumlede Ellanor. "Michael?" svarede englen og så på hende. 

"Ja, ham!" mumlede Ellanor hurtigt. "Han er et meget hårdt emne, som du plejer at få hjælp til, ikke?" fortsatte hun, og så igen ud over skyerne. 

"Ja..." mumlede englen og sænkede hovedet. Ellanor lagde en hånd på hendes skulder.

"Jeg tror... at det er på tide, at du kommer på egne ben." sagde hun langsomt og så på hende igen. Englen så langsomt op med vidt åbne øjne.

"T-tror du virkelig, at jeg er k-k-k-klar til det?" stammede hun og gispede efter vejret.

Ellanor smilede til hende og strøg en hånd igennem det lange hår. 

"Ja, det tror jeg, at du er! Du skal nok klare dig! Du er en stærk engel!"

Englen stod og stirrede ud over de mørke skyer, som forstenet. 

"Der er et uvejr på vej..." mumlede hun, uden at flytte blikket. 

"Det betyder, at du har travlt!" sagde Ellanor og lagde blidt en hånd på hendes skulder. 

Englen vaklede et øjeblik, før hun snublede over sine egne ben og faldt lige ind i favnen på Ellanor. Ellanor grinede og trykkede hende ind til sig med en lille tåre i øjenkrogen. 

"Jeg skal nok passe godt på ham!" hulkede englen og trykkede sig tæt ind til Ellanor. 

"Han kommer ikke noget til! Det lover jeg!" fortsatte hun, og kiggede op på hende med tårer i øjnene. 

"Det ved jeg!" sagde Ellanor, og trykkede hende ind til sig igen.

"Du skal nok klare dig, min pige!" nærmest sang hun i hendes øre.

"Min kæreste Ayleen!"

 

Michael sparkede døren op. Det var begyndt at regne undervejs, så han var blevet drivvåd. 

"Er det dig, Michael?" lød en hæs stemme inde fra stuen. Michael svarede ikke, men udstedte bare et lille grynt, og smækkede døren ind til sit værelse. Han smed tasken hen i hjørnet, og kastede sig ned på sengen. Sikke dog en dag. Men den var jo selvfølgelig meget normal for ham. Andre ville have brug for psykolog efter sådan et uheld, men han var vant til den slags. Det var hans hverdag. Han vendte sig om på maven og trykkede ansigtet ned mod sin pude. Tårerne strømmede ned ad kinderne på ham, og det blev ikke ligefrem bedre af, at håret dryppede. 

"Så er der mad!" råbte Ann ude fra gangen. "Hallo, Michael, er du derinde?" råbte hun igen, før han overhovedet havde nået at svare. "Ja, hvor skulle jeg ellers være?" mumlede han og stirrede surt hen mod døren. Tea gik væk fra døren igen, og Michael kæmpede sig op fra sengen. Han måtte hellere komme ud ad det her våde tøj, ellers ville han bare få lungebetændelse. Men det var vel egentlig lige meget, han kunne jo nok alligevel heller ikke dø af det. Men han skiftede nu alligevel, og tørrede håret i et håndklæde, som endte med at blive næsten helt gennemblødt. Han traskede langsomt ud ad værelset, og gik med tunge skridt ind mod stuen, hvor de andre sad. "Har du været i bad?" var Anns eneste kommentar, da han kom ind. Hun havde vidst tydeligvis ikke lagt mærke til vejret udenfor. Men hun lagde jo selvfølgelig heller ikke mærke til noget som helst. Han trak en stol ud og satte sig ned ved det lille bord, uden at se på nogen af de andre ved bordet. Ann øste kartofler og steak op til ham, uden at han lagde mærke til det. "Tak" mumlede han og slog en hånd ud, da hun skulle til at hælde sovs på. Sovsen skvulpede ud over bordet, og George greb fat i hans hånd. 

"Hvad fanden er der galt med dig, dreng? Hvad laver du?" råbte han, og slog en hånd i bordet. Michael så langsomt op og vristede sin hånd fri.

"George...." mumlede han bare, og vred sit håndled. Ann sad ved siden af, stadig med sovseskeen i hånden, og den tydelige åre i hendes pande var begyndt at dunke, som den altid gjorde, når hun var sur. "Ann..." vrissede jeg, og begyndte at stikke i en kartoffel.

"Hvornår..." gispede hun, tydeligt anstrengt af min attitude.

"Hvornår lærer du lige at kalde os for mor og far?" Vrissede hun, og slog også en hånd i bordet.

"Aldrig" mumlede Michael lidt højere. 

"Hvorfor ikke?" spurgte George, og forsøgte forgæves at få øjenkontakt med ham. 

Michael tøvede et øjeblik. Det var da åbenlyst.

"Fordi i ikke er min mor og far." sukkede han og sænkede blikket. 

Ann tog en dyb indånding, tydeligvis frustreret. "Skal vi nu begynde på det der igen!?" mumlede hun, og tårene begyndte så småt at trille. 

"Du bliver altså nødt til at komme dig over den ulykke!" nærmest skreg George og lagde en arm om Anns skulder.

"Dine forældre døde i det fly, og du ved, at vi også er kede af det, men du kan ikke gøre noget ved det!" Michael begyndte at få tårer i øjnene, men George lagde ikke mærke til noget.

" Du er da heldig, at du overlevede!" fortsatte George. Michael krummede sig sammen, og begyndte så småt at udstede små hulkelyde. 

"Du bliver nødt til at komme videre!" 

Det var dråben. Michal rejste sig hurtigt op, og stormede ind på sit værelse, med tårerne strømmende ned ad kinderne, og smækkede døren efter sig. Han begravede ansigtet i puden, og begyndte at hulke.

"Lad mig dø..." mumlede han stille, og krammede puden ind til sig.

"Lad mig dø, lad mig dø, lad mig dø..." Messede han gentagende gange ind mod den fugtige pude.

"LAD MIG NU BARE DØ, FOR HELVEDE!" skreg han, og rev løs i underlaget under sig. George og Ann havde helt sikkert hørt det, men han var ligeglad. Han var ligeglad med alt. Han ville bare dø, så han kunne slippe af med sine dårlige minder. Men det yndede skæbnen ham selvfølgelig ikke. Han lå i flere timer med ansigtet begravet i den efterhånden meget tårevædede pude, og faldt til sidst i søvn. 

 

Næste morgen vågnede Michael ved, at solen skinnede ham i øjnene. Han så hen på uret. kvart over seks. Selvfølgelig kunne han heller ikke sove længe, når han havde brug for det. Han strakte sig, og gned øjnene fri af søvnen. Da han ikke kunne finde på andet at lave, gik han ud og snuppede et tørt stykke toastbrød med nutella. der var ikke andet han havde lyst til. Da han var færdig, gik han ind og pakkede sin taske, hvorefter han så op på uret. Halv syv. Hvor gik tiden dog bare langsomt. Uden et ord smed han tasken over skulderen, og gik ud ad døren. Skolen startede egentlig ikke før klokken otte, men han kunne ikke se nogen grund til at blive hjemme, til George og Ann stod op. 

Efter første time gik han ud i skolegården. De andre børn holdt sig som sædvanlig på afstand af ham, og sendte ham skræmte blikke, men han ignorerede dem. Han gik bare i sine egne tanker og så ned i jorden. Indtil en stemme pludselig fangede hans opmærksomhed. Et råb om hjælp. Han så op, og fik øje på en lille pige, som sad oppe i toppen af et træ. Hun kunne ikke komme ned. Ingen af de andre så ud til at ville kravle derop, så han besluttede sig for at gøre det. Hvis han var heldig, ville han måske falde ned og rent faktisk for en gangs skyld brække nakken eller noget i den retning. Som han gik hen mod træet med faste skridt, spredtes menneskemængden ud til alle sider, fordi ingen turde være i nærheden af ham. Da han begyndte at klatre op i træet efter pigen, opdagede hun, hvem hendes redningsmand var, og begyndte at hulke højlydt. Han satte farten lidt ned for ikke at skræmme hende fra vid og sans. Da han var nået op til hende, sad hun stadig og hulkede, og trak sig så langt væk fra ham som muligt. Han tog forsigtigt fat i hendes arm, og hun spærrede øjnene op på vid gab.

"V-vær sød ikke at sp-p-p-pise mig, z-z-z-zombiedreng!" stammede hun og kneb øjnene sammen. Michael smilede kort af hendes reaktion, og tog hende forsigtigt op i sine arme. Hun var let som en fjer, så det var ikke så svært at få hende ned. Han så ned på de måbende tilskuere, og rakte hende forsigtigt ned til hendes storesøster, Melissa, som omhyggeligt undgik at røre ham, da hun tog imod hende. Hun sendte ham et vanvittigt blik, og styrtede af sted med pigen knyttet ind til sig. 

Han kravlede så højt op han kunne komme, for at gennemføre min egentlige plan. Det kunne godt være, at han kun ville få mig et par hudafskrabninger, men han kunne jo altid gøre et forsøg. Han stillede mig på en svejende gren helt oppe i toppen af træet, og så ned over den store mængde, som stod og gloede op på ham. 

"I vil nok flytte jer lidt" mumlede han, umuligt højt nok til, at nogen af dem kunne høre ham. Men de forstod hurtigt budskabet. Så snart han satte af fra grenen, løb de alle sammen skrigende væk. Men nogle af dem var dog for nysgerrige, og stoppede på halvvejen for at se sig over skulderen.

Jeg faldt. Faldt gennem den kolde luft. Jeg drømte om, hvordan jeg ville dø. Måske ville jeg brække nakken. Måske ville jeg smadre ned og skabe et dybt hul i asfalten. Det ville være temmelig dramatisk. Lige min måde at dø på. Så kunne jeg endelig være sammen med min rigtige mor og far igen. Jeg smilede for mig selv, og rakte længselsfuldt armene ud mod den hårde asfalt, som kom tættere og tættere på. Jeg talte ned, til at jeg ville ramme asfalten. Til at jeg ville dø. 3. 2. 1... 

 

Men han mærkede ikke noget. Det eneste han mærkede, var noget blødt omkring ham, nærmest som om at nogen havde grebet ham med en pude, og så var han nede på jorden uden en eneste skramme. Pokkers også. Så havde det ikke virket. Han var i hvert fald ret sikker på, at han stadig var i live, eftersom folk flygtede skrigende væk fra ham. Hvorfor. Hvorfor skete sådan noget her altid for ham. Hvorfor kunne han ikke bare dø ligesom alle andre ville have gjort? Han tog mig selv til hovedet, men blev hurtigt afledet af noget andet. En elegant, slank pige med rødt, smukt hår stod lige foran ham og så ham ind i øjnene. Hun lignede næsten englen fra hans bog, men han kunne ikke nå at studere hende nærmere, for hun var væk i løbet af et øjeblik. Han glemte alt om, at han lige var faldet ned fra et træ, og stirrede bare måbende ud i luften. Han vidste ikke, hvem hun var. Han vidste ikke hvorfor. Han vidste bare, at han måtte se hende igen på en eller anden måde. Hvis hun da nogensinde ville dukke op igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...