Blood Hunt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Vampyrerne styrer natten og dagen i det lille land kaldet Danmark. De styrer det overalt i verdenen men ingen må vide det, så de holder lav profil. Som der så findes vampyrer, findes der også vampyrjagere.
Vi følger vampyren Eris. Hun er en af de få steampunk vampyrer i verdenen.

6Likes
5Kommentarer
848Visninger
AA

19. Hævn

Hverken Eris eller Arawn var hjemme. De var ude på en såkaldt date, eller hvad man nu kunne kalde det, de var ihvertfald ude og det efterlod Caro og Aya alene hjemme. De lavede intet specielt når de var alene hjemme, snakkede knap nok sammen, mest fordi de var så forskellige at de intet havde at snakke om. Aya stod og vaksede op i det store køkken iført en pink blomstret lolitakjole imens Caro sad på sit værelse og læste en krimi bog med mord og jagten på morderen. Caro var ikke så huslig, men det var derfor Aya var der, Caro skulle jo være hende der forudså ting, mens Aya skulle sørge for at huset blev holdt nogenlunde i stand. Med et kunne Caro fornemme noget som nærmede sig, noget der ikke var godt. Noget der bragte død med sig, noget uundgåeligt. Hun var ikke bange. Jo måske en smule, men hvem ville ikke være det? For hun ville nok ikke overleve det, men hun valgte ikke at advarer Aya da hun vidste hvor paranoid den pige var. Skønt Caro var bange og ofte var det, så var Aya den der kunne blive mest bange af dem begge.

Clement kom til villaen, den hvide store villa, den var fin nok, syntes han, finere end det hus han havde, og større. Men farven var ikke hans stil, for han var ikke bange for at vise der boede en anderledes person i huset. Lugten af mandelig vampyr havde ramt ham langt væk fra, han var vred, nej ikke kun vred, hævngerrig. Ella var hans, for det havde han bestemt. I hans verden var hans ord lov, han var ligeglad hvor stærk den anden vampyr var, han kunne jo mærke de ikke var hjemme. Så nu skulle det ordnes, og det skulle ordnes nu. Hævn.

Aya var den første til at falde, hun havde ingen idé om hvad der ventede hende, han kom bagfra og sugede hende tør for blod næsten før hun kunne nå at blinke. Hendes skrig nåede ikke engang ud af munden. Hun var færdig før end at han var begyndt.

Caro var den næste, hun så ham godt. Hun så ham tydeligt og klart med sine egne brune øjne. Han var ikke kærlig mod hende, han nærmest væltede hende og bordet med kystalkuglen så den smadredes i tusinde stykker. Han sugede hende tør lidt langsommere end Aya, men det var fordi hans krop var fyldt, men ej hans sind, for han kunne drikke tusindvis af udsle mennesker tørre bare for at få Ella, eller hvad hun nu hed. For det var tydeligt han ikke havde fået hendes rigtige navn. Men han var ligeglad.

Da Caro var tør for blod trak han sig tilbage med en ond og dyb latter. Hans hævn var ikke færdig, men hvad ellers kunne han gøre, både vampyrmanden og Ella var stærkere end ham. Men han var ligeglad, på en måde var han helt ligeglad, men nu havde han startet en kamp, som han havde belsuttet sig at vinde. Han trak sig tilbage og tørrede munden med håndryggen så han ikke havde blod om munden, og gik så tilbage af, mod hans hjem. Han var tilfreds med det budskab han havde sendt, han var tilfreds med hvad han havde gjort og fortrød intet.

Tilbage lå to tomme kroppe, tom for sjæl og tom for blod, der var ikke meget tilbage andet end rod og kroppende som var forulempet på det groveste i en vampyrverden. For vampyrer måtte ikke slå ihjel, kun i selvforsvar. Og dette var intet selvforsvar, for hvad kunne to slavetøser have gjort nogen? Hvad kunne to næsten almindelige mennesker have gjort forkert? Men i Clements verden havde de gjort alt forkert, alt. De havde ikke stoppet den nye fremmede mand, de havde ikke prøvet at få ham væk, de havde bare fundet sig i det. Det var forkert i hans øjne, for Ella var hans.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...