Blood Hunt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
Vampyrerne styrer natten og dagen i det lille land kaldet Danmark. De styrer det overalt i verdenen men ingen må vide det, så de holder lav profil. Som der så findes vampyrer, findes der også vampyrjagere.
Vi følger vampyren Eris. Hun er en af de få steampunk vampyrer i verdenen.

6Likes
5Kommentarer
788Visninger
AA

15. Eris historie

Det kom som en chok for hende og hun stoppede op. Hendes pupiller var helt små og det løb hende koldt ned af ryggen, hun prøvede at huske tilbage på den dag hun blev vampyr eller før det, men kunne ikke huske det. Hun kunne huske intet. Hun ikke uforstående på ham, vidste ikke om hun skulle tro på ham, eller hvad hun skulle, det tidligste hun kunne huske var nogen sagde hendes navn; Eris. Det var det eneste. Skønt hans duft mindede hende om noget havde hun umuligt sammensat det med det, det tidspunkt hun vågnede op som vampyr. 

"Jeg undskylder meget at jeg forlod dig dengang" sagde han trist.

Han var også stoppet op lidt fra hende, hun forstod intet. Ja det var mest kendt at vampyrerne blev hos deres 'afkom' indtil de havde lært at jage og lært reglerne udenad, og så ville de gå hver til sit. Der var dog også nogen som bare forlod deres efterkommere i frygt for enten hvad de havde gjort eller hvad de skulle gøre, var dette tilfældet med ham?

"Kom jeg forklarer dig det hele..." sagde han stadig trist.

Hun nikkede og begyndte så at gå igen. Hun kom op på siden af ham og han begyndte også at gå, hun var fuldstændig rundtosset. Hun kunne ikke sætte ord på noget af det, hun åbnede munden en smule op til flere gange, men intet kom ud.

"hvo...hvorfor...?" kom det endelig fra hende.

"Jeg var en ung vampyr og jeg havde egentlig ikke tænkt mig at gøre nogen til vampyrer, jeg vidste knap hvordan, men da jeg så dig, faldt jeg for din kamp for at overleve, dit gåpåmod og din vilje og det du aldrig gav op" forklarede han så.

De gik lidt videre mens hun slugte det, ja det lød ganske vidst som hende, men som menneske burde man ikke have så meget vilje mod en vampyr, så det han beskrev var utroligt.

"Da jeg havde bidt dig og gjort dig til vampyr, vidste jeg knap hvad jeg havde gjort, jeg var usikker på mig selv, men jeg vidste dog jeg skulle navngive dig, så det gjorde jeg og så stak jeg af, i frygt for mig selv og for dig" sagde han trist igen.

Hun kiggede undrende på ham, havde han været bange for hende, en nyfødt vampyr? Hun kiggede lidt såret på ham, alle disse år havde hun nærmest hungredet efter en at se op til, indtil hun fandt slangen som lærte hende det hele og gav hende muligheden for at være en rigtig vampyr.

"Jeg er så ked af det, efter nogle år gik det op for mig hvor forkert jeg havde gjort dig, og hvor åndsvag jeg selv havde været, jeg ved ikke om du nogensinde kan tilgive mig, men jeg vil i det mindste gerne have muligheden for at vide hvad jeg gik glip af, ved at lære dig lidt at kende..." sagde han stadig trist.

Hun nikkede forstående, men sagde intet, kunne hun nogensinde tilgive ham? De kom afsted og var snart hjemme ved hende, det var nu hun skulle beslutte sig for om han måtte se hvor hun boede eller om hun skulle skilles fra ham nu, men hun havde ikke lyst til at skilles fra ham, på en måde ville hun gerne vide mere. Hun gik bare videre med ham, valgte at han godt måtte komme med hjem, det var jo heller ikke sikkert at han havde et sted at være.

"Jeg tilgiver dig..." sagde hun lidt tøvende, men hun mente det.

Han lyste op i et smil med en smule charme i og det fik hende til at rødme en anelse og kigge væk, han var jo en meget charmerende vampyr og havde noget over sig der gjorde ham interessant, det og at han vidste mere om hende end hun selv gjorde, eller ihvertfald om hendes fortid. Hun ville gerne vide mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...