Ansigtsløs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 15 aug. 2013
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
245Visninger

1. Ansigtet

Mit ansigt mangler. Det er ingen hemmelighed og det irriterer mig ikke længere. Jeg ved hvem jeg er. Jeg er den ansigtsløse mand. Selvfølgelig er det hvem jeg er. For mit ansigt er væk og jeg ved ikke hvordan det skete. Det faldt bare af, lige der på gaden og folk stirrede. Jeg samlede det op og prøvede at sætte det på igen, men det gad ikke sidde fast og blev ved med at falde af. Jeg lagde det ned i min lomme og så gik vi hjem, for det var mærkeligt at folk kiggede. De havde åbenbart aldrig set en mands ansigt falde af før. Da vi kom hjem prøvede jeg igen og igen. Det var umuligt. Vi prøvede med tape og vi prøvede med lim, men det blev ved med at falde af og så havde jeg bare ikke noget ansigt.

Det ligger på mit skrivebord, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af det. Jeg ved ikke om jeg lige pludselig en dag kan sætte det på igen eller om det aldrig vil kunne sidde fast mere, men jeg vil ikke smide det ud. Det er mit ansigt og det har det været i lang tid, indtil den dag for tre år siden hvor det faldt af. Og ansigtet gør ikke noget. Det er bare mit ansigt der ligger der og det ændrer sig ikke, lige meget hvor lang tid der går. Kinderne er stadig svagt lyserøde, da jeg rødmede fordi jeg kunne mærke alle blikkene på mig. Øjnene er mørkebrune og røde af at have været åbne så lang tid. Jeg lukker dem om aftenen og åbner dem igen om dagen. Læberne er lyserøde og adskilte fordi jeg var i gang med at sige noget da jeg tabte mit ansigt. Det ligner bare en maske. En håndlavet, meget ægte maske, og med lidt snor er jeg sikker på at man også kunne bruge den som det, bortset fra at den med det samme ville springe ud fra min krop igen. Mit ansigt nægtede at sidde fast, hverken på den ene eller den anden måde, så jeg er bare ansigtsløs. Det er hvem jeg er.

Mange havde svært ved at se på mig til at starte med, og da de endelig gjorde, så var det enten medfølende eller frastødende blikke jeg fik. På trods af hvordan alle andre ser mig, så lever jeg så normalt som muligt. Jeg undgår bare offentligheden en hel del. Der er mange der siger at jeg bare skal vænne andre folk til, at jeg ikke har noget ansigt, men jeg ville hellere undgå de mange blikke, end jeg ville vænne mig selv til at få dem. Der vil jo altid være et nyt ansigt i mængden, som vil kigge på mig på den måde, så jeg ved ikke hvordan jeg skal vænne folk til, at jeg er den ansigtsløse mand. At jeg er den ansigtsløse mand og nok altid vil være det. De kan jo ikke forstå det, for sådan burde det ikke være. Sådan foregår deres verden ikke. Sådan noget sker jo ikke, folks ansigter falder ikke bare af og så lever de videre helt normalt. Det er ikke noget de kender til og det er ikke noget de vil kende til. Sådan er det nu engang bare.

Jeg kan knap nok snakke. Det kræver meget energi og mange kræfter at bevæge mine usynlige læber. De er der på en eller anden måde gemt inde under min ansigtsløse hud. Og mine øjne er der også stadig, for mit syn er ikke engang blevet dårligere af, at jeg mistede mit ansigt. Det er præcis det samme, jeg kan bare ikke mærke mit ansigt. Nogle gange føler jeg at det er så virkeligt, at jeg bliver nødt til at minde mig selv om, at jeg ikke har noget ansigt, og så tager jeg hænderne op til ansigtet og rører ved absolut ingenting. Jeg kan mærke formerne efter ingenting og jeg kan mærke at mit ansigt engang har været der, og jeg kan mærke at det aldrig vil komme op igen. Jeg kan mærke at jeg er den ansigtsløse mand og jeg kan mærke støvet, der har lagt sig på min tomme hud.

Jeg håber bare på at det på et tidspunkt vil blive nemmere. Jeg håber at jeg ikke er den eneste der har tabt sit ansigt. Jeg er glad for at jeg nåede at samle det op, inden der var nogen der trådte på det. Jeg blev tilbudt at komme i nyhederne, men hvad skulle jeg så gøre? Sidde der uden et ansigt og vide, at alle folk sad og dømmede mig i lige dét øjeblik. Høre mig selv blive omtalt som den ansigtsløse mand og høre væmmelsen i personens stemme. Jeg vil bare have en måde at sætte mit ansigt på igen, og jeg vil have at det blive siddende på. Jeg har vænnet mig til at være den ansigtsløse mand nu. Jeg har vænnet mig til blikkene og stemmerne og jeg ved at der ikke er noget at gøre. Jeg har bare ikke noget ansigt og sådan vil det altid være. Det ligger på mit bord og kigger på mig om dagen. Om natten drømmer det om at sidde på en krop igen og være en del af noget.

Måske er det fordi de to dele ikke passede sammen. Min krop og mit ansigt. Måske havde jeg slidt det op, så det ville hellere sidde på en anden. Måske har vi bare aldrig hørt sammen og det håbede at der var nogen der ville opdage det. Jeg var glad for mit ansigt, da det sad fast. Jeg var glad for mit smil og mine smilehuller. Jeg var glad for mine øjenvipper og min øjenfarve. Jeg var glad for mine øjenbryn og jeg var glad for mine kinder. Jeg var glad for min næse og mine ører. Jeg var glad for at have et ansigt. Jeg troede altid at jeg var speciel, men det var først da jeg tabte mit ansigt jeg blev speciel. Jeg kommer aldrig til at kunne kigge i et spejl og se det ansigt igen. Jeg kommer aldrig til at kunne se det sidde fast på min krop igen. Jeg er den ansigtsløse mand. Jeg tabte mit ansigt en dag for tre år siden og det vil blive liggende der på bordet indtil jeg dør. Jeg er den ansigtsløse mand og jeg har affundet mig med det. Jeg har vænnet mig til det og jeg ved hvem jeg er nu.

Jeg mangler mit ansigt. Jeg er ansigtsløs. Jeg er den ansigtsløse mand. Jeg mangler mit ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...