Running With The Bulls {1D}

One Direction er på vej til at blive de største popstjerner nogensinde, mens bryllupsklokkerne ringer i det fjerne for en af drengene. Derfor beslutter drengene, at de har brug for en pause. En pause fra omverdenen. En pause fra deres job og alle deres fans. En pause hvor de kan nyde livet. Derfor tager de til Spanien, landet med den nedgående sol. Her er de næsten ukendt, hvis de gemmer sig godt. Turen til Spanien er ikke blot en pause, men også en tur hvor de rigtigt kan opleve alt. En tur hvor der ikke er nogen til at holde dem tilbage. En tur hvor de kan fuldføre deres drømme. En tur som er en slags polterabend for en af drengene. Derfor vælger hver eneste af dem noget, som de gerne vil opleve, men den anden må ikke vide noget om det. Grunden dertil er, at hvis man direkte står på stedet, som er valgt, kan man jo ikke bakke ud. 5 oplevelser, 5 drenge og tusindvis af mennesker. Alt er ikke som det skal være, men løser alt sig? Går alt som planlagt?

21Likes
21Kommentarer
1307Visninger
AA

5. 3. Doesnt matter what I say nothing's gonna be the same


Der var efterhånden gået halvanden time, siden vi lettede, og vi ville lande om cirka. 30 minutter. Flyet var allerede forsinket på den. Det var ret nedern, fordi Zayn havde bestilt en bil til kl. 16, men vi ankom først kl. 16:30, så vi kunne risikere, at vi ikke fik den bil. Vi havde besluttet os for, at vi så ville prøve at leje en anden bil, hvis vi ikke kunne få den, som Zayn havde bestilt.

Jeg havde aldrig prøvet at være i Spanien i en måned før. Vi havde jo været her til forskellige koncerter, men det var også det. Vi vidste ikke engang navnet på den første by, hvor vi skulle hen. Zayn havde bestemt den første by, da det var hans polterabend. Den eneste regel vi alle sammen havde været enige om omkring denne tur var, at den der bestemte, det vi skulle lave, eller stedet hvor vi skulle hen, måtte ikke fortælle det til de andre. Så jeg var lidt spændt på at se, hvad Zayn og de andre havde fundet på. Jeg glædede mig virkelig meget til at udforske Spaniens gader, men samtidig var jeg nervøs for, hvad der vil ske. Louis og jeg var jo ikke ligefrem de bedste venner.

Jeg var ked af, at jeg havde mistet min virkelig gode ven, men jeg kunne slet ikke gøre for det. Jeg elskede Louis så højt. Det gjorde jeg også nu, men der var stadig noget imellem os, som jeg ikke helt kunne sætte ord på. Han gad ikke snakke med mig, og jeg gad ikke snakke med ham. Det var os begge, der var skyld i det, der var sket. Det var ikke kun mig, men Louis forstod det ikke. Han gad ikke engang høre mig ud, når jeg ville snakke med ham, og med tiden lod jeg vær med at tænke på det.  

Jeg vidste, at Eleanor havde slået op med ham. Han eller de andre drenge havde ikke fortalt mig det, men jeg vidste det. Jeg vidste det på grund af alle de sladderblade og aviser, som tjente på at ydmyge de forskellige stjerner. Jeg vidste ikke, hvorfor Eleanor havde slået op med Louis, men jeg vidste på en eller anden måde, at det vil ske, og jeg havde ikke prøvet at forhindre det. Jeg var ligeglad. Jeg var ligeglad med Louis. Jeg var ligeglad med Eleanor. De kunne rende rundt i helvede uden, at jeg ville gøre noget. Ej måske ikke Louis, men Eleanor måtte godt. Hun havde forfanden såret min bedsteven. Selvom jeg ikke snakkede med ham, vidste jeg hvor såret, han var. Han havde ændret sig. Han havde ændret sig meget.

Selvom vi sad i businessclass i flyet, kunne jeg ikke lad være med at spekulere om, der var fans lige ved siden af. Vi havde ikke fortalt fansene, at vi tog af sted til Spanien, da vi ville have, at Zayn fik den bedste polterabend nogensinde, og det skulle være uden skrigende fans. Selvom vi elskede alle vores fans højt, kunne de nogen gange godt være irriterende, og vi havde ikke Paul eller de andre med, så det vil ikke ligefrem være det fedeste for os at møde nogle fans. Vi havde kun Andy med, men han ville ikke sådan rende rundt sammen med os hele tiden. Han havde selv betalt for denne ferie, og jeg vidste, hvor meget han havde glædede sig til den. Han blev ved med at snakke om den i de mange uger, før vi tog af sted.

Jeg vidste også, at Paul var på ferie i Spanien, og han var kun en mobilopkald væk. Det havde Modest sørget for. De kunne ikke miste os. Vi var deres eneste indtjening lige for øjeblikket. Jeg var på en eller anden måde glad for, at Paul også var i Spanien, men han var stadig ikke sammen med os, og det var jo noget andet end normalt, så bange for fansene var jeg i hvert fald. Hvis de rottede sig sammen, så kunne de flå os alle fem i stykker på under et minut.

Jeg sad ved siden af Niall, men jeg snakkede ikke rigtigt med ham. Det var, som om at alle mine tanker overtog, og jeg kunne bare ikke lad være med at kigge på Louis hele tiden. Han sad mellem Liam og Zayn, men han snakkede ikke rigtigt med dem. Han sad helt fordybet i sin computerskærm. Det var noget helt andet at se ham sådan, for normalt så snakkede han med alle og enhver og lavede sjove jokes hele tiden, men ikke i dag. Han havde virkelig ændret sig. Måske var jeg den eneste, der så det, men der var noget, der havde ændret sig ved Louis.

Jeg havde ikke været så glad, da Liam og Niall fortalte mig, om denne tur. Vi havde aflyst den samme tur for et halvt år siden, på grund af Louis og mig. Det var efterhånden ved at være lang tid siden, at jeg havde rigtig snakket med ham. Få ord havde jeg sagt til ham, men det var ikke det helt store, men jeg havde ikke lyst, og det havde han vidst heller ikke. Vi snakkede sammen, når vi var foran kameraet i f.eks. interviews, men det var også det eneste. Ingen af fansene vidste, at vi ikke var helt venner mere, men vi ville heller ikke have, at de skulle vide det.
Jeg kunne mærke, at jeg var ved at være godt søvnig, men jeg skulle ikke sove nu. Jeg besluttede mig for at snakke med Niall, da det var den eneste løsning til ikke at falde i søvn.

”Niall, hvad så? Hvad laver du?”, spurgte jeg, men fik ikke noget svar. Han havde hovedet vendt den anden vej, men han kunne da godt høre mig, ikke?

Jeg rykkede mig lidt tættere på ham og indså, at han havde høretelefoner i ørene, så jeg tog dem ud, og endnu engang gentog jeg mig selv, men der kom stadig ikke noget reaktion. Jeg kiggede undrende op, og så at Zayn kiggede underligt på mig, og der indså jeg, at drengen lå og sov. Niall lå og sov, og det var, derfor han ikke svarede mig. Havde jeg været så kedelig, at han var faldet i søvn? Svaret var et stort ja.

Jeg rykkede tilbage til min plads og vidste ikke helt, hvad jeg skulle lave. Zayn sad for langt væk til, at jeg kunne snakke med ham, og der var ikke nogle blade, jeg kunne læse, for dem havde jeg allerede læst flere millioner gange i andre fly. Vi havde lige fået mad, så spise kunne jeg heller ikke. Jeg lukkede øjnene for at tænke, men åbnede dem straks igen, da der begyndte at lugte underligt omkring mig. Det var passageren foran, ugh. Han lugtede af sved. Selvom det her var businessclass, så var der også nogen, der lugtede. Det var der altid.

Som en generel regel, bør man nok tage et bad en gang, før man tager af sted hjemme fra. Og hvis brusebad er umuligt, bør man bringe noget skifte tøj og deodorant i sin håndbagage. Please. Jeg tror ikke engang, at jeg selv kan tælle antallet af de gange, hvor jeg havde været på en fly tæt på en person, der stank? Jeg forstår bare ikke, hvordan nogen kan være bekendt, at de lugter som et drenge omklædningsrum? Hvis jeg ikke havde været i bad, og jeg var klar over det, ville jeg aldrig overveje at udsætte nogen ved siden af ​​mig på et fly til det.

Men nogle gange, sker der selvfølgelig det modsatte. Da vi ventede på en lufthavn for et par måneder siden for at flyve til New York, på tværs af midtergangen i venteområdet før boarding, da jeg var i gang med at drikke min kaffe, så jeg med rædsel på en kvinde, som tog en flaske af en slags koncentrerede, flygtige, æterisk olie og fortsatte med at smøre sig selv i det. Jeg kunne bogstaveligtalt føle mine øjne prikke fra 15 meter væk. Det var, som om at hun var en egyptisk mumie, som smørrede sig selv i den hellige væske eller noget.

Jeg synes bare, at alle bør lugte neutralt på et fly. Gode ​​eller dårlige, jeg ønsker slet ikke at lugte til dig.

Og jeg hader også bare børn i fly. Et andet varmt emne i rejsebranchen er rejser med børn. Normalt har jeg ikke noget problem med børn, jeg elsker babyer. Børn er børn, babyer græder. Det ved jeg, og det er slet ikke noget problem.

Mit blod begynder først at koge, når forældre ikke kan styre deres barn på et fly. Det driver mig til vanvid. De vilde børn sparker mit sæde bagfra, som var det en fodbold, kører op og ned ad gangene, eller skriger mens forældrene bare sidder der, og kigger på. Det er der, jeg bliver helt sur. Ingen invaderer mit personlige rum, min personlige grotte, på en flyvning. INGEN.

Det er derfor, jeg mener, at flyvemaskiner bør have en speciel rum i enden af flyet for børn. Suk, en dag. En dag vil min ønske gå i opfyldelse. Børn er søde nok, bare ikke når jeg rejser. Det er derfor, at vi for det meste rejser med vores eget fly, men ikke denne gang.

”Ladies and Gentlemen, as you can probably tell, we have begun our final descent into the Barcelona-El Prat airport. Currently in Barcelona, the winds are calm, partly cloudy skies but mostly sunny and 26 degrees Centigrade, or about 87 degrees Fahrenheit. We sure have enjoyed having you on board today, and hope to see you again really soon, and thanks for flying British Airways.”, lød det i højtalerne, så jeg tog min sele på, som jeg efterhånden gjorde automatisk, når jeg hørte sådan en meddelse. Jeg havde jo gjort det flere hundrede gange før.

Zayn rykkede i Niall, og han vågnede brat op, så det fik mig til at grine. Hvordan kunne den dreng sove i en 2 timers flyvetur? Jeg forstod det ærligtalt ikke. Der var så meget turbulens på et fly.

Ude af vinduet kunne jeg se massere af huse og høj bygninger. Det lignede legetøjshuse, og bilerne lignede legtøjsbiler. Dem, som man legede med, når man var lille. Jeg fik en underlig følelse, når jeg så ud af vinduet. Jeg var en del af det hele, som jeg sad og så på. Jeg var også bare en brik i hele universet. Jeg var en brik i guds puslespil. Jeg var ikke noget specielt, men jeg følte mig speciel, når jeg var sammen med drengene. Jeg følte mig fuldent sammen med dem.

De fem dreng betød alt for mig, og selvom Louis og jeg ikke kunne enes lige i øjeblikket, så var jeg sikker på, at på et eller andet tidspunkt vil han tage i mod mig med åbne arme, også selvom han kendte til alle de fejl, som jeg havde lavet. Jeg var ked af det, men jeg kunne ikke gøre for det. Jeg vidste ikke, at alt dette vil ske. Og jeg var ked af det. Jeg fortrød det, jeg havde gjort, men ligegyldigt hvad jeg havde lyst til at sige, vidste jeg at intet kom til at være den samme igen. 

----------------------------------------------

Jeg sidder her og græder nu. Jeg kan næsten føle alt det, som jeg har skrevet. Jeg kan se det for mig. Alt. Hvordan Louis bare sidder der, og Harry har sådan en lyst til at snakke med ham, men kan ikke. Hvordan han føler ikke føler sig spor speciel, men når drengene er ved hans side, kan han vinde over alt. OMG. Kan I mærke, at jeg sidder her og tuder stort?

Jeg har skrevet kapitlet om flere gange, men jeg synes alligevel ikke, at jeg har lavet den, som jeg ville. Jeg havde skrevet et bedre kapitel før, men på grund af min gamle og rådne computer, blev det slettet. Jeg håber, at I alligevel forstår, hvad jeg har skrevet. Jeg er slet ikke tilfreds med den, men vil ikke lad jer vente længere, så I får den endelig! Undskyld ventetiden, og jeg lover, at det ikke sker igen. 

De lander nu i Spanien. Hvad tror I, det første bliver? Hvad tror I, at Zayn har gemt i ærmet?

P.S. Undskyld hvis jeg spammer, men movellas driller.

*Husk at kommentere. Det gør mig sindsygt glad*

- Sandy xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...