Behind the Mask

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2013
  • Opdateret: 15 aug. 2013
  • Status: Igang
Jeg har besluttet mig for at skrive en historie om mit eget liv. Det er en meget svær ting for mig at gøre, men da det altid har været min store passion at skrive historier, håber jeg at det vil hjælpe med at lette mit meget tynget hjerte. Jeg skriver ikke den her for at flere hundrede skal falde over den og læse den, men for at få nogle sten fjernet fra mit hjerte og sprætte mig selv op for offentligheden. Der vil nok falde en tårer eller to mens jeg skriver den.

1Likes
0Kommentarer
140Visninger
AA

2. Det startede med et brag

Jeg blev født d. 21 juni 1999. Det var den længste dag på året, lige i midten af det hele. Jeg er stadig den dag i dag sikker på at alting ville have været meget lettere hvis jeg ikke var født.

Det første jeg kan huske fra mit liv var, da jeg som to årig stod og skreg af min far at jeg hadede ham. At jeg aldrig ville se ham igen. Hvorfor? Fordi min far altid arbejdede, aldrig var hjemme, ikke længere føltes som min far. Nærmere bare en fremmed der engang imellem dukkede op og klappede mig lidt på hovedet. Og grunden til at jeg kan huske det så tydeligt er fordi jeg stadig har den mening. Jeg tror det ville være nemmere for alle i min familie hvis mine forældre blev skilt. Men kærligheden mellem mine forældre er åbenbart for stærk. Tja. Jeg er jo også en forvirret teenager på 14, så det er sikkert derfor. Jeg ved intet. Skal bare lukke munden og sidde og se pæn ud.

Undskyld, så slemt er det heller ikke. Jeg er bare pessimist og allerede nu kan jeg mærke mine øjne begynde at blive vandede. Men jeg vil bare så gerne have det ud. Historien og dagene hvor jeg bare kravlede ind i et hjørne og lod alt selvhadet flyde ud af mig som blod. Hvor jeg hamrede kniven ind i væggen, døren, mig selv. Alt i nærheden. Mens jeg skreg. Skreg som om mine ordløse råb om hjælp kunne hjælpe mig. Dagene hvor jeg troede jeg var syg i hovedet. Hvor jeg sad og rokkede frem og tilbage i et hjørne med klistrede kinder på grund af de intørrede tårer, og ikke længere vidste hvad der var op og ned på verdenen. Dagene hvor jeg gik rundt som en zombie, kravlende gennem en sump af dårligt selvværd og flere års massiv mobning.

Jeg forventer ingen medlidenhed. Tænk på børnene i Afrika, osv osv. Lad mig starte ud med der hvor det alt sammen startede: Min søster. Jeg har en storesøster på 15, snart 16, og en lillebror på 10. Min mor og far er 45 og 46. Min søster var rasende over at hun havde fået en lillesøster. Nu kunne hun ikke længere have mor for sig selv, og det tog hende noget tid inden hun accepterede mig og hun forstod jeg kunne bruges til noget. Når hun legede prinsesse inde på hendes fine lyserøde fe værelse, kunne jeg være prinsen der kom ridende på kæpheste og dræbte dragen med mit træ sværd. Så det var jo fint. Men jeg var en forfærdelig stædig lille prut, og hver evig eneste gang jeg ikke fik min vilje stampede jeg i jorden og skreg i vilden sky. Så blødte min pædagog medhjælper, mor op og gav mig det ekstra store stykke kage. Altid. Min søster var selvfølgelig ligeså stædig, og det blev til en del skænderier.

Min søster gik efter halsen og håret. Ned i gulvet, et godt tag om halsen så man ikke kunne skrige på mor og et tag i håret, så man kunne banke hovedet ned i gulvet. Når man så også har en far der skriger af vrede bare ved at tabe sin gaffel, og en mor der bare tavst stikker videre til sin mad, så er det altså svært at gøre noget. Min lillebror lærte alt for meget af min far og han endte med et blive ca. ligeså voldeligt. Ikke rart. Det var muligvis også fordi at da vi var yngre nægtede min søster at lege med ham. Hun ville kun lege med mig, fordi jeg var en pige. Og da jeg så sindssygt meget op til min søster, lod jeg ham også bare tale til hånden. Så han blev holdt udenfor det meste af sin barndom. Hvis ikke hele sin barndom. Jeg er et forfærdeligt menneske, jeg ved det.

Så gik alting galt. Jeg kom i skole, blev pludselig tvunget til at være sammen med andre mennesker. Jeg blev vred ligegyldigt hvad der skete. Slog, sparkede og bed, bare ved et mindste prik. Mit temperament kom meget hurtigt op i det røde felt. Jeg anede ikke hvordan man håndterede det, da jeg var vokset op med at det var sådan man gjorde. Min barndom er noget af det sværeste at skrive om, da jeg ikke kan huske særlig meget. Jeg har så vidt som muligt forsøgt at skubbe det alt sammen væk, slette det fra min hukommelse. Ikke særlig mange ved ret meget om hvordan jeg var som mindre, om hvordan jeg tævede de andre børn. Om den massive mobning, om hvordan jeg engang fik tæsk af en af drengene fra de større klasser. Ingen ved ret meget. Undtagen jer selvfølgelig, jer der læser. Om hvor et forfærdeligt menneske jeg var. Det fortsatte indtil halvvejs gennem tredje klasse. Så flyttede min søster skole, og jeg flyttede med. Så kom jeg til den nye skole, en lille skole der lå på en mark. 200 elever, alle var åbne og kendte hinanden. Jeg kunne have skreget hver gang snakkede med mig. På min gamle skole kendte dem fra min klasse mig dårligt nok. Jeg turde ikke snakke med nogen, trak bare min bog helt op under næsen og læste som en besat. På det tidspunkt læste jeg allerede Harry Potter som om det var ingenting. I tredje klasse, ja.

Det har så også altid været det eneste jeg nogensinde har været god til. Meget få ved at jeg ikke særlig godt kan lide mig selv, og jeg vil ikke høre en eneste kommentar om: Jamen, du er da god nok som du er! Jeg tror bare jeg har accepteret at jeg hader mig selv, og sådan er det bare. Nå. Jeg orker ikke at skrive mere ligenu. I må få at vide hvordan det gik på min nye skole, næste gang jeg får et flip eller lander nede i et sort hul, og jeg får lyst til at skrive endnu et kapitel. See ya.

~ Johanne

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...