Broken Souls - One Direction

En mørk sal - en stille sal. Det er det Harry Styles befinder sig i. Både fysisk og mentalt. Alt for længe har han været i mediernes søgelys, og når man presser noget eller nogen længe nok, vil det gå galt. Harry er ikke som han tidligere har været, men kun ganske få mennesker ved det. Hans indre bliver mørkere og mørkere, og snart vil ingen kunne kende ham mere. Dette er noget ikke blot han selv ved, men også de resterende fire drenge i det berømte band. Men en dag, skal noget ændre det. En dag træder han ind i salen, og i den skal han finde endnu en brudt sjæl, der længe har været alene. En sjæl, som har brug for hjælp, præcist som han selv.
Vil Harry nogensinde finde pigen igen, da hun i frygt flygter? Vil de to brudte sjæle finde hinanden, og på en eller anden måde gøre to halve hjerter til ét helt? Vil Harry kunne gennemføre sin karriere? Og vigtigst af alt - vil kærligheden sejre over rygter og mistillid?

24Likes
17Kommentarer
1706Visninger
AA

2. Prolog

 

Hendes lille, spinkle og blege skikkelse, stod I stærk kontrast til det enorme rum, der omfavnede hende med dets mørke. Hendes blonde, kraftige hår hang løst nedover hendes hoved, og skjulte hendes ansigt en smule – dog var det muligt at fange et glimt af det, hvis man så godt efter. Hendes tynde arme hang slapt ned langs hendes sider, og gav hende et opgivende og dog kæmpende udtryk. Hun havde en kort, sort kjole på, der gik lige over knæene, og med matchende sorte, korte støvler.

Hun havde lukkede øjne, men åbnede hun dem, ville hun afsløre de isblå øjne, der gang på gang havde været vidne til ting, sådanne øjne aldrig nogensinde skulle udsættes  for. Kiggede man dybere ind i dem, ville man kunne se svigt, sorg og mistænksomhed, langt, langt ind i hendes mørke og udsatte sjæl. De var omkranset af lange, sorte vipper, dækket af et tykt lag mascara, der skyggede så øjnene aldrig rigtigt kom frem i lyset.

Men som hun stod der – med skuldrende hængende opgivende ned, og med bøjet hoved – ville man aldrig tro noget nogensinde havde kunnet gøre så smuk og sårbar en pige ondt. Hverken psykisk eller fysisk. At realiteten så var en anden, var noget helt andet.

Hun stod med let spredte ben, og et lille smil spillede om hendes læber. Hun var tom, og blottet for enhver tanke og følelse.

Og hun var alene.

Den store sal, der om få dage ville huse et af jordens største bands, var helt stille, og ikke en eneste bevægelse eller lyd var at finde, udover edderkopperne der stille spandt deres spind i krogene, og en enkelt mus, der pilede lynhurtigt henover gulvet og ind under scenekanten.

Stilhed og ensomhed var det dominerende kendetegn for salen på dette tidspunkt.

Og mørke.

Præcist som pigen der stod på scenen.

Det eneste lys der var at finde i hele salen, var ’exit’ skiltene, der lyste op over de mange døre der førte ud til friheden – eller fangeskab, alt efter hvem man var eller spurgte. Solen udenfor var på vej ned, og der var kun én ting pigen ventede på. Hun tog en dyb indånding for at blive helt rolig og afslappet, inden hun slog hovedet op, og kastede et blik på uret der hang over hovedindgangen til gulvsektionen.

21:00.

Pigen slappede straks hundrede procent af, inden hun samlede en kæmpe mundfuld luft sammen i brystet, der blev skudt ud af hendes system ledsaget af en skinger og klagende lyd. Hun skreg sin frustration, vrede, ensomhed, mistillid og alle andre følelser ud, inden hun begyndte.

Let og elegant fejede hun nu henover scenen i de smukkeste pirouetter og rond de jambeér - ikke en eneste gang var et fejltrin at finde. Rutinen og følelsen af at høre hjemme, styrede hende fuldstændigt, og hun var så opslugt af sin dans – sin smertens dans – at hun ikke opdagede den høje dreng der pludselig stod midt på gulvet.

Han var kommet til arenaen før sine kollegaer, og rejste alene, da det nu engang var det mest overskuelige for ham på det pågældende tidspunkt. Også hans øjne, der ellers plejede at være så funklende og klare, havde nu en død hinde lagt forsigtigt men præcist henover sig. De var slørrede, og tit og ofte var de røde og hævede af alkohol og frustrationer, der endte galt gang på gang. Det var også derfor han så godt som aldrig gik uden for en dør uden sine elskede solbriller. Med dem lagt som en beskyttende mur over sine skadede øjne, følte han sig langt mere sikker og beskyttet, end de få gange om måneden han blev tvunget til at lade dem ligge i deres etui et eller andet sted.

Det var også derfor lysten til at performe langsomt havde forladt hans krop, og havde forvandlet dét, der engang var hans største drøm og hans livs oplevelse, til et rent mareridt og en plage uden lige. Følelsen af at være helt nøgen, og utrolig sårbar slog sig ned i hans krop, så snart rampelyset faldt på ham. Usikkerheden havde gang på gang naglet ham til stedet og gjort ham uopmærksom, når lyset blændede ham, hvilket ofte resulterede i mindre skader der blot gjorde hullet i hans bryst samt følelsen af ikke at være god nok til, at vokse, så det efterhånden var godt på vej til at æde ham op indefra.

Nej, den dreng alle de unge piger elskede og tilbad, var ikke som han engang var – og som han muligvis aldrig ville komme til at blive det igen. Faktisk, var han ikke andet end en dreng der for hver dag der gik blev mere og mere deprimeret, og forsvandt mere og mere ind i sig selv og det mørke han kaldte sit indre.

I starten kunne han slet ikke se pigen, og havde blot retning direkte imod backstageområdet, hvor han ville finde en sofa at slå sig ned på. Men pludselig – midt i at hun drejede rundt og rundt, og lavede krumspring på scenen, fangede hans blik hendes skikkelse, og han stopped straks op.  Forundret trak han sig en smule tilbage, så han stod i skyggen af den ene af trapperne op til den ene af tribunerne. Han forholdt sig ganske stille, for ikke at forstyrre pigen. Han ville ikke stoppe hende midt i sin dans, som næsten tog vejret helt fra ham. Han lod blikket følge hende, og iagttig hver eneste af hendes smidige bevægelser, da hun fløj henover gulvet, så hurtigt at hun kunne have været en orkan af styrke, sejr og håb.

Dette var dog kun indtil hun stoppede forpustet op med et oprigtigt smil i hele ansigtet. Drengen trådte nemlig da et skridt frem fra mørket, og lod sine hænder slå imod hinanden i ærgbødighed over synet han lige havde set, som måtte være noget af det smukkeste hans hornhinder endnu havde opfanget.

Men det skulle han aldrig have gjort.

For idét hænderne sendte deres anerkendende lyd igennem rummet, fløj pigens blik rundt som en gal, indtil det landede på drengens skikkelse. Pigen stivnede, og alle barrierer og barrikader faldt med ét på plads igen i hende. Hun søgte en flugtvej, og få sekunder efter, var der intet spor af pigens tilstedeværelse tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...