Broken Souls - One Direction

En mørk sal - en stille sal. Det er det Harry Styles befinder sig i. Både fysisk og mentalt. Alt for længe har han været i mediernes søgelys, og når man presser noget eller nogen længe nok, vil det gå galt. Harry er ikke som han tidligere har været, men kun ganske få mennesker ved det. Hans indre bliver mørkere og mørkere, og snart vil ingen kunne kende ham mere. Dette er noget ikke blot han selv ved, men også de resterende fire drenge i det berømte band. Men en dag, skal noget ændre det. En dag træder han ind i salen, og i den skal han finde endnu en brudt sjæl, der længe har været alene. En sjæl, som har brug for hjælp, præcist som han selv.
Vil Harry nogensinde finde pigen igen, da hun i frygt flygter? Vil de to brudte sjæle finde hinanden, og på en eller anden måde gøre to halve hjerter til ét helt? Vil Harry kunne gennemføre sin karriere? Og vigtigst af alt - vil kærligheden sejre over rygter og mistillid?

24Likes
17Kommentarer
1708Visninger
AA

9. Kapitel 7: Be aware

Samantha's synsvinkel

Stilheden omhyllede os med dets usynlige, og dog så tilstedeværende lyse slør, der var så tykt, at havde jeg villet, kunne jeg muligvis have taget og følt på det. Jeg gjorde det dog ikke. I stedet sad jeg blot dér på køkkenstolen, med Harry’s sultne, tænkende blik i nakken.

Det havde været en fejltagelse af mig, at smide Zayn ud. Ganske vidst kendte jeg ham ikke, men den tryghedsfornemmelse han havde givet mig, var nu pist væk, og ville muligvis ikke komme tilbage. Og for at være helt ærlig, så savnede jeg den. Det havde været første gang i uendeligt lang tid, at jeg rent faktisk have følt mig bare en lille smule sikker og beskyttet. På en eller anden vildt langt ude måde, havde det rent faktisk følt som om han holdt af mig. Som om han var inderligt bekymret for, om der skulle ske noget med mig.

Men det var ligemeget. For han var væk nu, og ville ikke komme tilbage. Havde han villet det, ville han være kommet for længst.

To timer.

Det var præcist det der var gået siden han forlod huset. Siden da, havde jeg blot siddet dér på stolen, med adrenalinen pumpende for fuld drøn i mine øregange, og med øjenlåg så tunge som bly. Det var forfærdeligt. Frygten der borede sig igennem min mave, på én og samme tid som jeg var ved, at knalde hovedet i bordet, og give mig til at lege blæsehornsorkster.

Men intet skete.

Han stod blot dér. Ved køkkenbordet, med hænderne korslagte over emhætten, og hovedet hvilende derpå, med ansigtet vendt imod mig. Han hvilede det ene ben på tåen, og så egentlig meget fredfyldt ud, hvis man så bort fra de blikke han sendte mig. De kunne gå fra, at være varme og kærlige det ene sekund til, at være kolde og hårde som sten i det næste. Og fordi jeg betragtede ham udfra det spejlbillede han sendte ind i det smukke billede der hang så fredfyldt i midten af rummet, blev hans udtryk blot forstærket.  Han var så utrolig svær at finde ud af, og jeg vidste virkelig ikke hvad der blev forventet af mig.

Ville han have mig til, at tale til ham? Skulle jeg blot sidde her hele natten – eller det der nu var tilbage af den – og glo ud i luften? Ville han blive ved med blot at stå der? Skulle jeg gå hen til ham? Skulle jeg lade være?

Jeg besluttede mig for blot at blive siddende, og vente på at tiden måtte gå sin gang, og at der forhåbentligt ville komme et eller andet ud af det på et tidspunkt.

Minutterne sneglede sig afsted, imens jeg talte køkkenuret’s evindelige tikken bag mig. Det var som om det ikke længere talte sekunder, kun minutter. Jeg vidste selvfølgelig godt at det ikke var sådan, men sådan føltes det.

”Er du bange? Jeg vil ikke have du skal være bange.” Mumlede Harry pludselig blidt, med en sådan melodisk klang, at han lige så godt kunne have sunget det som en vuggevise. Stift rystede jeg på hovedet, men en smule for hurtigt, til at det virkede troværdigt.

En hånd lagde sig på min skulder med et hult bump, og bød mig, at vende mig. Jeg gjorde som der blev forlangt af mig, og vendte mig imod ham. Hans grønne øjne strålede af ubehag og på en eller anden syg måde, omsorg. Hans øjenbryn sad helt nede imellem hans funklende øjne, og efterlod en dyb, mørk kløft i midten af hans ellers så smukke pande, der skinnede som var den lavet af det fineste silke. En sær trang til, at række ud imod ham, og forsøge at få kløften væk fra hans ansigt meldte sig et sted i mig, men jeg fik den lynhurtigt undertrykt.

Gjorde jeg det, ville det være nøjagtigt det samme som, at kaste sig ind i løvernes hule i zoologisk have.

”Er du bange?” Gentog han, med en stemme tyk af bekymring og undren, lurende et sted lige under den kølige overflade han lagde i sin stemme. Hans spørgsmål, og pludseligt ændrede sindsstemning forvirrede mig. Hvad var han ude på? Jeg måtte holde mig på dubberne, og ikke lade ham overtage kontrollen over mig. Heller ikke selvom der på trods af alt var noget helt utroligt fængende og fantastisk over den måde hvorpå hans øjne borede sig ind i mine, og nægtede at lade dem slippe igen, samt den måde hvorpå han blidt bed sig selv i læben, da mit svar endnu engang kom alt for sent.

Hans ansigt kom endnu nærmere, imens hans øjne fortsat lå i mine, og holdt dem låst fast på én eller anden surrealistisk måde. Hans kløft i panden var blevet om muligt endnu dybere, og på trods af den frygt jeg stadig havde overfor denne mand, havde jeg ondt af ham. Hans kulde og sårbarhed strålede ud af ham, og prøvede forgæves at få ham til at se ”hård” ud. Problemet var bare, at nå man så ham som jeg gjorde nu, var det ikke ligefrem ”hård” han så ud. Tvært imod så han ud som et lille barn, der lige havde set hele sin familie komme ud for en tragisk og forfærdelig ulykke af den ene eller anden art.

Jeg havde ondt af ham.

Dybt og inderligt.

Endnu engang kunne det vise sig at være dumt af mig, men det havde jeg altså, og det kunne intet lave om på. Han måtte have været ude for et eller andet, siden han var blevet som han var, og det kunne ikke være noget specielt rart.

”Hvad med nu?”

Det gik op for mig, at hans ansigt nu kun var få centimeter fra mit, og hans kolde ånde der flød ind imod min skoldhede hud, fik mig til at skælve kort. Langsomt rystede jeg mit hoved fra den ene til den anden side, men ét enkelt mistroisk blik fra Harry fik mig til at indse, at jeg endnu engang havde svaret forkert. Hans hoved lagde sig på skrå, og kom tættere og tættere på. Hvad han ville mig, var jeg ikke klar over. Jeg vidste kun, at adrenalinen der fik mit hjerte til at pumpe som en vædeløbshests i slutspurten, snart ville få mig til, at rykke mig væk, og muligvis løbe langt, langt væk.

Pludselig landede et par silkebløde læber, der så let som var de et kærtegn med en fjer, let fejede henover min hals, og ned på mit kraveben. Harrys åndedræt blev langsomt dybere og en smule mere besværet, da han lod sin tunge glide ud imellem læberne, og let løbe med læberne henover min hals. Med ét gispede jeg højlydt, da han lukkede læberne sammen om min hud lige ved overgangen mellem min hals og min venstre skulder, og blidt lod det blive suget med ind. Et smil formede sig tydeligt om hans læber, da han hørte min reaktion, og han trak sig kort fra mig.

”Hvad med nu?” Spurgte han hæst. Hans blik var blevet mørkere, og måden hvorpå han bed sig selv hårdt i læben, sendte alt frygten fra mig.

”Nej.” Svarede jeg lavt, hvilket fik ham til at se overrasket på mig. Hans øjenbryn sad igen i panden på ham, og den dybe kløft, var nu helt igennem pist forsvunden. Smilet, der før havde spillet om hans læber, var nu om muligt endnu større, og afslørede et par kridhvide, perfekte tænder, der glinsede ved den lave belysning den stilrene designerlampe sendte udover dem.

Jeg lod mig endnu engang betage fuldstændigt af den fremmede, og glemte alt omkring mig. Så da hans læber pludselig igen lå imod min hals, var jeg komplet uforberedt. Han kunne fornemme det, og lod blidt sin tunge tegne sirlige, små kunstværker på min hals, med læberne som ramme. Min krop spændte op, en bevægelse Harry lagde mærke til med det samme. Han måtte være mere erfaren end som så. Forstå mig ret, han var jo utrolig attraktiv, men problemet var hans attitude, og den måde hvorpå han troede han ejede alt og alle. Det kan godt være, at jeg ikke som udgangspunkt har megen kontakt til andre mennesker, men det betyder ikke, at jeg ikke er en utrolig god menneskekender.

Og Harry var næsten som en åben bog. På nogle punkter i hvert fald. Såsom det faktum, at han ville have alt til, at gå efter hans eget hoved. Det viste, at han til tider kunne være et utrolig selvcentreret og egoistisk menneske, imens hans blide og – på trods af de mange ar og ru overflader -  perfektformede ansigt indikerede, at han også var hurtig til, at holde af andre, og selv var utrolig sårbar. Og det var sådan cirka dér man blev sparket væk. Smidt på porten, imens man blot kunne høre hvordan den smækkede i bag én, og herefter hvordan den blev låst med stor hast.

For han ville ikke have folk for tæt på.

Han så helst, hvis de holdt sig på afstand, og sørgede for at blive der. Han lukkede helst ikke nogen ind i hans hoved eller personlighed, og var egentligt lidt af en enspænder. Han var fyldt til bristepunktet med frustration, vrede og sorg over noget ukendt, som for alle andre end han selv, skulle forblive ukendt.

Og hvis det betød, at han skulle skræmme dem væk – eller måske endda true dem på livet – ja, så gjorde han det.

Jeg gøs ved tanken.

Og pludselig kom jeg til mig selv igen. Det gik op for mig, at Harry nu havde sin ene hånd til, at hvile stille på mit bryst, imens hans mund langsomt bevægede sig længere og længere ned over mit kraveben.

Med ét var jeg klar over, hvor det her ville ende.

Et sted jeg ikke var klar til, et sted jeg ikke havde lyst til, at komme nu. Slet ikke nu. Selvom jeg havde haft mistanker om, at det kunne ske, havde jeg ikke forventet det. Jeg havde undervurderet ham, og det havde været en kæmpe fejltagelse. Jeg skulle have lyttet til Zayn, og ladet ham føre mig med sig. For det her begyndte, at blive farligt. Her sad jeg, på en stol midt i en fremmed ung mands hus, og var ved at være faretruende tæt på, at gøre noget jeg ikke var klar til. Noget, jeg forbandt med smerte og sorg. Noget, jeg havde lovet mig selv aldrig ville ske igen.

Noget, jeg frygtede som stod jeg foran døden ham selv.

Jeg stivnede med ét, og gik i stå. Min hjerne gik i hak, og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Kun én ting stod fuldstændigt klar for mig.

Jeg måtte væk.

Måtte have det stoppet, og komme væk herfra så hurtigt som overhovedet muligt.

Det kunne kun gå for langsomt.

Det lod ikke til, at Harry havde opdaget min stivhed, for han lod blot sin mund fortsætte ned imod udskæringen på min trøje, i en efterhånden hæsblæsende fart. Jeg skælvede let,i frygten for hvad der ville ske, hvis han nogensinde nåede den, men da jeg forsigtigt prøvede, at skubbe ham fra mig, havde det den stik modsatte effekt. Tvært imod mine intentioner kom han nærmere, og var alt, alt for tæt på mig. Frygten, der ellers for få sekunder siden var forsvunden som dug fra solen, kom nu væltende tilbage, med fornyet kraft, og truede med at tage luften fra mig.

Endnu engang lagde jeg mine hænder på hans muskuløse overkrop, og skubbede – denne gang – til med alle mine muskler. Men stadigvæk uden den fjerneste form for reaktion. Han kom nærmere og nærmere, og for hver eneste gang hans tunge kom den mindste millimeter nærmere min trøje, eksploderede adrenalinen i mit indre, og truede med at få mit hoved til at springe i luften.

Og da skete det. Dét, jeg egentlig havde svoret jeg aldrig ville gøre.

Min hånd røg med fuld kraft imod hans kæbe, og ramte plet, med en lav, knasende lyd, der lød som sød musik i mine ører. Med det samme slaget ramte ham, fløj han op med hånden liggende på kæben, og den anden arm løftet, som ville han slå igen.

Så langt nåede han dog aldrig, for før han kunne nå noget som helst, var jeg smuttet væk fra ham, med direkte kurs imod døren. Jeg nåede mit mål, og forsvandt ud i natten, før nogen eller noget kunne nå at stoppe mig.

 

Well ser man det, ser man det!

Lille Hazbaz har måske ikke helt rent mel i posen... oder was? beklager at handlingen er rimelig død, men jeg kan hilse og sige, at det hele begynder for real nu! :3

 

Håber stadig i vil følge med, og at i kom godt ind i det nye år! :-D

- E xXx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...