Broken Souls - One Direction

En mørk sal - en stille sal. Det er det Harry Styles befinder sig i. Både fysisk og mentalt. Alt for længe har han været i mediernes søgelys, og når man presser noget eller nogen længe nok, vil det gå galt. Harry er ikke som han tidligere har været, men kun ganske få mennesker ved det. Hans indre bliver mørkere og mørkere, og snart vil ingen kunne kende ham mere. Dette er noget ikke blot han selv ved, men også de resterende fire drenge i det berømte band. Men en dag, skal noget ændre det. En dag træder han ind i salen, og i den skal han finde endnu en brudt sjæl, der længe har været alene. En sjæl, som har brug for hjælp, præcist som han selv.
Vil Harry nogensinde finde pigen igen, da hun i frygt flygter? Vil de to brudte sjæle finde hinanden, og på en eller anden måde gøre to halve hjerter til ét helt? Vil Harry kunne gennemføre sin karriere? Og vigtigst af alt - vil kærligheden sejre over rygter og mistillid?

24Likes
17Kommentarer
1773Visninger
AA

8. Kapitel 6: Fear

Samantha's synsvinkel

”Hvor er hun?!”

En stemme så dyb og klar skar igennem luften, og fik mig til at springe op fra sengen med et sæt. Det var ikke lang tid jeg havde sovet – måske ikke engang mere end en times tid – men det var ligemeget. Fuldstændigt ligegyldigt, jeg havde sovet fantastisk på trods af utallige drømme om den selv samme person, som ham der råbte og skreg på etagen under mig på det pågældende tidspunkt. Præcist hvad han var så vred over, var ikke svært for mig at gætte. Og denne ’hun’ kunne kun være én person.

Mig.

Han ledte efter mig, og jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere på det. Måske han blot ville snakke med mig?

”Fortæl mig det Zayn, eller jeg banker dit usle hoved itu!” Skreg drengen arrigt.

Okay, det var tydeligvis ikke en særlig god ting, at han ledte efter mig, og uden overhovedet at være i dissideret nærhed af ham, var det tydeligt for mig, at han var fuld. Jeg kunne høre det på måden hans sætninger nærmest flød sammen og blev til ét langt ord, og den måde hans stemme drillende legede med udtalen af ordene.

”Harry du har drukket. Gå i seng.” Sagde den anden dreng – Zayn – roligt. En stemme i mig bød mig at løbe, at stikke af fra dette galskab, og komme tilbage til byens usikre gader. Hvad der var det bedste valg af de to alternativer, var jeg på pågældende tidspunkt ikke klar over på nogen måde, men jeg valgte at blive.

Fordi det nu engang var det letteste at gøre.

”Du skal ikke fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal gøre! Derimod skal du fortælle mig hvor pigebarnet du har indkvarteret i mit hus, befinder sig! Og bagefter kan du skride ad helvedes til.” Råbte Harry, og kort efter lød der et brag inden en klirren af smadret glas fyldte hele huset.

Forskrækket sprang jeg tilbage, så jeg nær var væltet over sengen bag mig. Han var åbenbart en af de typer, der blev voldelige når han havde drukket. Ikke, at det kom som den store overraskelse for mig. Min krop gik i forsvar, adrenalinen pumbede rundt i mit blod, og gjorde mig opmærksom på enhver skygge og bevægelse der var at finde i det alt for store og luksuriøse værelse.

”Hører du Zayn?! Hører du hvad jeg siger?! Hvor.Er.Hun?!” Rasede han endnu engang.

Stadig intet svar.

Det var tydeligt for mig, at denne Zayn åbenbart nød, at lege med ilden, medmindre han udelukkende gjorde dette for at hjælpe og skåne mig. Hvorfor han skulle det, kunne jeg dog ikke se nogen grund til, så derfor slog jeg det hurtigt væk igen.

En hul lyd lød nede fra underetagen, hvilken fik mig til at fare sammen.

Nogen havde slået – og nogen havde ramt....

”Sig det!” Vrissede Harry.

... og den nogen var min krølhårede ’redningsmand’.

”Du er syg.” Mumlede Zayn, inden en dør gik op, for derefter at smække med et brag. Angsten lagde sig som en tyk dyne over mig. Zayn havde forladt huset, og havde efterladt mig alene med denne galning. Måske var han alligevel ikke så venlig, som han havde fået det til at se ud tidligere i dag. Måske var han faktisk lige så følelsesløs som Harry.

Den tanke rystede jeg dog hurtigt af mig igen. Selvfølgelig var han ikke det, han ville bare ikke være sammen med en psykopat, og det kunne jeg jo sådan set ikke bebrejde ham for. Havde det ikke været fordi jeg for det første ikke havde et bedre sted at være, og for det andet ikke anede hvor jeg egentlig befandt mig, havde jeg nok heller ikke stadig siddet i det værelse.

Lyden af en dør der gik op bag mig, fik mig til at stivne i rædsel. Havde han fundet mig? Og hvis han havde, hvad betød det så? Ville han råbe af mig? Smide mig ud? Eller gøre noget endnu værre?

Og hvorfor ville han overhovedet finde mig? Hvorfor var han så opsat på det?

Tankerne fór rundt i mit hoved, og truede med, at få det til at eksplodere, men inden jeg overhovedet kom så langt, lagde en hånd sig om min arm, hvilket fik mig til at udstøde en forskrækket lyd.

”Shh!” Vrissede en stemme insisterende. Straks forblev jeg stille, og afventede blot nye ordrer.

Det var Zayn.

Uden et ord, trak han mig langsomt efter sig. For at være ærlig, var jeg ikke specielt tryk ved situationen, men da jeg ikke rigtigt havde andre muligheder, end at stole på ham, fulgte jeg lydigt efter. Han trak mig længere og længere frem imod lysets faretruende og blottende stråler. Kom jeg først derud, kunne alle i huset se mig. Dette inkluderede selvfølgelig også Harry, hvilket ikke måtte ske. Han måtte ikke finde mig, for gud ved hvad han ville gøre. Jeg frygtede ham, ja, og for at være ærlig, tror jeg også det var det eneste rigtige, at gøre.

 ”Du skal ikke kigge op. Bare tag min hånd, og følg efter mig.” Hviskede Zayn lavt. Uden nogen form for protester, tog jeg hans hånd, og holdt mit blik fastlåst på gulvet foran os. Lyset var nu så nært, at et enkelt skridt til, ville lade det omfavne os, men det lod ikke til at det gik ham det mindste på. Tvært imod, tøvede han ikke det mindste, og trådte direkte ud i lysets blændende og blottende stråler. Jeg selv var noget mere tøvende, men et opløftende klem om min hånd, forsikrede mig om, at det var okay, og at jeg blot skulle følge ham. Jeg gjorde som der blev forventet af mig. Hverken mere eller mindre.

Med ængstlige skridt fulgte jeg ham igennem det enorme, lydløse hus, indtil vi nåede hall’en. Her stoppede Zayn så brat op, at jeg nær var ramlet direkte ind i ham. Jeg vidste, at han udtrykkeligt havde fortalt mig, at jeg ikke måtte kigge op, men noget måtte være forkert. Og derfor brød jeg mit løfte, og løftede blikket fra trægulvet ved mine fødder, for at søge efter forstyrrelsen.

Og det var ikke svært at finde ud af hvad det var.

En mørk skygge stod lænet op ad døren, og sendte kølige blikke over Zayn og jeg. En enorm ladning kuldegysninger blev sendt indover mig, og fik mig til at gyse. En tyk stank af alkohol nåede mine næsebor, og jeg blev straks mindet om det faktum, at Harry havde drukket.

”Nå.” Sagde han langsomt.

”Nå?” Svarede Zayn udfordrende.

Det her kunne kun ende galt. Hvad filan var det også jeg havde rodet mig selv ud i? Her stod jeg midt i et enormt hus, med to drenge jeg ikke kendte andet end navnet på, og jeg var ærlig talt både træt og pisse bange på én og samme tid. Et øjeblik overvejede  jeg mine muligheder for flugt, men måtte hurtigt slå dem hen igen.

Jeg havde ikke den fjerneste chance, heller ikke hvis jeg skulle være så heldig, at en af drengene ville vende opmærksomheden fra mig, i blot et kort sekund.

Luften var tyk, og truede med at kvæle os alle tre, og den havde muligvis også gjort det, hvis ikke nogen havde brudt den kvælende stilhed.

”Giv mig hende.” Forlangte Harry kort.

Sætningen kom utrolig meget bag på mig, og fik mig hurtigt til at klynge mig om muligt endnu mere til Zayns arm og overkrop. Ikke tale om, om han skulle ’have mig’!

Til min store lettelse, så det ud til, at Zayn delte den samme overbevisning som mig, for han rystede hæftigt på hovedet, med sammenbidte tænder, formet i et sarkastisk smil. Vidste jeg ikke bedre, ville jeg være tro jeg befandt mig midt i den nyeste twilight-film. Problemet var bare, at det gjorde jeg ikke – for det var i modsætning til det der skete lige for snotten af mig på det pågældende tidspunkt, ikke på nogen måder virkeligt. Faktisk, ville jeg foretrække at befinde mig i sådan en film, fremfor at være der hvor jeg var på det tidspunkt.

”Aldrig.” Vrissede Zayn arrigt, og skubbede mig forsigtigt halvt om bag sig.

Harry rullede med øjnene, og slog pludselig en høj, skærende – og utrolig falsk – latter op.

”Åh men er det ikke kært? Prinsen på den hvide hest beskytter prinsessen fra det udyr der truer med at sug livet ud af hende. En sand eventyrfortælling. Problemet er bare, at intet af det passer. Prinsen på den hvide hest, er ikke andet end en uduelig popsanger, der ikke håber på andet, end at få lidt på den dumme. Prinsessen er en hjemløs tyv, og udyret? Tja hvad er der at sige? Udyret er såmen den eneste i dette hus der endnu ved hvordan tingene foregår. Den eneste der rent faktisk kan se bag facaderne på det hele – den eneste der egentlig blot ønsker at hjælpe.” Harrys latter stoppede, og han skød ordene ud igennem sammenbidte tænder.

Zayn klemte min hånd, og sendte mig et ængstligt blik.

”Du skal ikke tro på ham – han lyver.” Hviskede Zayn lavt, tydeligt indikerende, at ordene var til mig, og at Harry skulle blande sig udenom.

Helt ærligt, så vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle tro.

Jeg kendte ingen af de to, og teknisk set, kunne det være ingen af dem overhovedet talte sandt. Måske var det hele en løgn. En joke. Blot for endnu engang at træde på samfundets laveste rak, og få en smule humor ud af det. De kunne være skuespillere. Meget overbevisende skuespillere, ja... men alligevel. Det var på trods af alt LA vi befandt os i, og gaderne flød med forhåbningsfulde unge talenter. Desuden, afslørede deres accenter tydeligt, at de ikke var fra Amerika. Britter, det var hvad de var.

”Tro hvad du vil... Men du bliver her.” Sagde Harry tonløst, og rakte hånden ud efter min. Det var tydeligt, at jeg ikke skulle sige ham imod. Tydeligt, at han ønskede jeg skulle føje ham og tage hans hånd, som en dygtig og velopdraget lille pige.

Problemet var bare, at jeg ikke var en dygtig og velopdraget lille pige. Jeg var blevet opdraget af mig selv, og af samfundet  som helhed.

Derfor rystede jeg stædigt på hovedet, hvilket fik ham til at nikke eftertænksomt for sig selv.

”Javel ja. Du er stædig kan jeg se.” Mumlede han, og trådte et skridt tættere på. Hans blik lå fastlåst på mig. Han så ikke længere Zayn – og hørte ham tydeligvis heller ikke. Zayn råbte og skreg Harry i hovedet, og truede med utallige ting.

Alligevel stoppede Harry ikke.

Tvært imod gik han tættere og tættere på, med hans smukke, smaragdgrønne øjne, smeltende sammen med mine. Det var umuligt for mig at flytte fokus. Jeg kunne ikke, heller ikke selvom Zayn desperat forsøgte at hive mig væk. Hive mig ud af trancen, og formentlig føre mig tilbage i sikkerhed et eller andet sted.

Ikke fordi jeg vil betragte LA’s gader som direkte sikre om natten, men det kunne umuligt være værre end det der udspillede sig for øjnene af mig netop nu.

”Zayn er du rar at holde kæft, bare et øjeblik? Og eventuelt lette røven, og få den ud af min dør, før jeg får den ud for dig.” Hvæste Harry arrigt, og rettede med et sit dræbende blik imod ham.

Zayn tiede på ingen måder, men råbte blot endnu højere, og hev blot endnu mere i min hånd. Men jeg ænsede det end ikke mere. Det eneste jeg så for mit indre blik, var de bedende smaragdøjne, og måden hvorpå de smeltede sig ind i mit indre.

”Zayn han har ret. Måske er det bedre hvis du går.”

Begge stoppede de deres skænderier, og vendte sig forbløffede imod mig. Zayns øjenbryn sad næsten i nakken på ham, da han endnu engang gav min hånd et bydende klem.

”Jeg mener det.” Sagde jeg tonløst, og løsnede langsomt mit greb om hans hånd.

Jeg vidste det var dumt. Utrolig dumt endda. Så snart Zayn var ude af døren, kunne Harry gøre nøjagtigt hvad han ønskede, uden nogen til at stoppe ham. Han kunne slå mig ihjel. Og jeg ville ikke kunne stille meget op. Du må ikke spørge mig, hvorfor jeg valgte at gøre som jeg gjorde, for jeg aner det ikke. Et adrenalinrush måske?

Hvem ved.

”Er du overhovedet klar over hvad du gør?” Spurgte Zayn nervøst.

Jeg åbnede munden for, at svare, men inden jeg nåede så langt, havde Harry åbnet døren, og trukket Zayn med derhen.

”Jeg vinder altid.” Mumlede Harry, inden døren smækkede i med et brag.

 

TADAAA!

Okay i fatter simpelthen ikke hvor stresset jeg har været her den sidste tid. Jeg er såsåsåsåsåsåsåså ked af at der er gået så lang tid siden sidste opdatering, men nu fik i altså et kapitel, som jeg håber i sætter pris på, og synes om! :-)

Fortæl mig endelig om de tanker i har gjort jer omkring historien her, og hvad i indtil videre synes! :-)

Merry Christmas And Happy New Year

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...