Broken Souls - One Direction

En mørk sal - en stille sal. Det er det Harry Styles befinder sig i. Både fysisk og mentalt. Alt for længe har han været i mediernes søgelys, og når man presser noget eller nogen længe nok, vil det gå galt. Harry er ikke som han tidligere har været, men kun ganske få mennesker ved det. Hans indre bliver mørkere og mørkere, og snart vil ingen kunne kende ham mere. Dette er noget ikke blot han selv ved, men også de resterende fire drenge i det berømte band. Men en dag, skal noget ændre det. En dag træder han ind i salen, og i den skal han finde endnu en brudt sjæl, der længe har været alene. En sjæl, som har brug for hjælp, præcist som han selv.
Vil Harry nogensinde finde pigen igen, da hun i frygt flygter? Vil de to brudte sjæle finde hinanden, og på en eller anden måde gøre to halve hjerter til ét helt? Vil Harry kunne gennemføre sin karriere? Og vigtigst af alt - vil kærligheden sejre over rygter og mistillid?

24Likes
17Kommentarer
1716Visninger
AA

7. Kapitel 5: Sweet Dreams

Samantha's Synsvinkel

 

”Du kan gå nu.”

Ordene lød svagt i mine ører, og udmattet slog jeg langsomt øjnene op. Drengen – der nok nærmere kunne betegnes som en ung mand – stod med korslagte arme og kiggede på mig. Hans blik var som før ulæseligt, men det var tydeligt, at han ikke indbød til samtale. Tvært imod vil jeg faktisk sige.

Langsomt kom jeg på benene. Manden havde endnu ikke rykket sig en centimeter, men lod blot sit tomme blik ligge fastlåst på mig. Han sagde intet, og hvis jeg spurgte ham om noget, er jeg overbevist om, at han nok heller ikke ville svare.

Men der var så mange ting jeg så gerne ville spørge om. Så meget jeg måtte vide. Jeg vidste, at det nok var dumt at indlede en samtale med denne følelsesløse mand, men jeg kunne ikke lade være med, at prøve. Der var så meget mystik omkring ham, og for at være ærlig, så syntes jeg selv at jeg fortjente nogle svar efterhånden.

”Hvad er klokken?”

Ordene røg ud af min mund, før min hjerne kunne nå at reagere, og spørge om et af de tusinde andre spørgsmål, der susede rundt i hovedet på mig. Det irriterede mig, men det var vel bedre end ingenting – hvis altså han svarede.

Han rykkede forsigtigt på sig, og trak sin telefon op af lommen. Han lod blikket skimme skærmen, inden hans blik endnu engang blev lagt på mig.

”Den er kvart over 1” Svarede han, inden han vendte sig, og begyndte at gå væk fra mig igen. ”Om natten?” Spurgte jeg dumt.

Selvfølgelig var det om natten – det var mørkt udenfor, og jeg havde stadig ikke fået sovet ordentligt ud endnu. Han kunne ikke helt seriøst mene, at han ville sparke mig på gaden så sent, kunne han? Et enkelt blik på hans hårde figur gjorde det helt klart for mig, at det kunne han.

Og det ville han.

”Er det et problem?” Spurgte han tonløst, og vendte kroppen imod mig igen.

En sær vrede lagde sig i mig. Hvem troede han egentlig han var? Sådan at komme og tvinge mig til læge, for derefter at tvinge mig til at tage med ham hjem, og nu smed han mig ud? Altså hvad troede han lige han havde gang i?

Irriteret kom jeg på benene.

”Øh ja? Jeg kan da ikke bare rende rundt på gaden klokken lort om natten? Tænk lige på hvor mange af nattens øjne der er fremme lige nu. Jeg kunne lige så vel blive slået ihjel så snart jeg trådte ud af døren!” Sagde jeg, og prøvede virkelig at få banket noget fornuft ind i knolden på manden. Jovist levede jeg for det meste på gaden til dagligt, men jeg havde ikke den fjerneste idé om hvor jeg var, eller hvilken retning jeg skulle gå i, for at komme ’hjem’.

Han rystede på hovedet, og kiggede tomt ud af vinduet ved sin side. Han sagde fortsat intet, men det var som om han havde gang i et skænderi med sig selv på en eller anden måde.

”Og så?” Sagde han til sidst.

Hans ord sendte en ny bølge af vrede indover mig, og fik mig til at trække vejret dybt et par gange, i håbet om at kunne styre mit temperament bare en lille smule. Hadet overfor denne mand blev udelukkende større og større, for hver gang han åbnede sin afskyelige – men perfekte – mund.

Okay flot, nu er jeg også så træt, at jeg ikke engang kan abstrahere fra min dejlige stemme i hovedet længere. Ikke, at hun ikke havde ret – for det havde hun – men jeg ville ikke tænke på ham, som værende køn. Det ville udelukkende gøre det endnu sværre for mig, at forholde min tone seriøs, og bibeholde mit had imod ham.

”Og så? Ja så ville du lige pludselig stå med et voldsomt stort problem kammerat! Et problem, jeg ærligtalt ikke tror du har lyst til at få kastet på nakken, så nu lader du mig blive her i nat, eller også ringer jeg til politiet!” Rasede jeg vredt. Jeg var så rasende, at end ikke min stemme kunne forblive i dens normale leje, men i stedet steg til en skinger og insisterende tone, alle og enhver ville få pip af, i løbet af få sekunder. Mine ord overraskede mig en smule. Skulle han lade mig blive her? Ville jeg turde blive her?

Jeg vidste det ikke.

Jeg ved ikke præcist hvad jeg havde forventet. Hvilken reaktion jeg havde tænkt der ville komme fra ham, efter mit udbrud. Måske noget i retning af en masse råberi, eller måske et spark i røven direkte ud af døren. Én ting jeg i hvert fald langt fra havde forventet fra hans side, var den latter der pludselig flød blidt fra hans læber. Latteren var på ingen måder ægte. Den kolde, hårde klang der lå bag ethvert løsgjort udbrud, var nok til at sende en rislende kulde ned ad min ryg, men på samme tid, var latteren også så let.

Den melodiske, bløde lyd, fik min krop til at løsne en smule op – jeg slappede ikke af, men jeg var noget mindre anspændt end før. Det var dog ikke længe jeg fik lov til at nyde hverken den melodiske lyd, eller den noget mindre anspændte stemning, der lå som en usynlig tåge over os.

For med ét stoppe lyden, og mandens øjne forvandlede sig endnu engang til is.

”Truer du mig?” Spurgte han koldt og hårdt.

Hurtigt rystede jeg på hovedet. Nok prøvede jeg at være stærk, men præcist hvad denne mand kunne – og muligvis havde i sinde – at gøre, var nok til at lukke munden på mig. Hans store, makerede mavemuskler viste sig tydeligt under hans stramme, hvide t-shirt, imens musklerne på hans arme spillede hver eneste gang han bevægede sig det mindste. Jeg vil ikke sige at jeg var direkte bange for ham, men på en eller anden ubehagelig måde, skræmte han livet af mig.

Han nikkede eftertænksomt, imens han endnu engang stirrede tomt ud af vinduet. Jeg ved ikke præcist hvor lang tid der gik. Det kunne være timer, kunne være sekunder, men pludselig lagde hans øjne sig på mig påny. Han tog mig tydeligt i øjemål, inden et bestemt udtryk lagde sig i hans øjne igen. Jeg vidste han havde bestemt sig, men før han kunne nå at sige noget blev vi afbrudt af en banken på døren.

Min krop fyldtes straks med frygt og ubevidst trådte jeg i ly bag dørkarmen ind til det ene af de tre rum man kunne gå ind i fra gangen. Manden kiggede på mig med et løftet øjenbryn, men kommenterede ikke yderligere på min opførsel. I stedet gik han hen til døren, og åbnede den på klem. En mandestemme flød ind ad døren og ind i mine øregange, og uden at kende eller se manden overhovedet, fik jeg endnu engang en sending kuldegysninger indover mig. Jeg vidste, at det var dumt og barnligt at være bange for nogen man end ikke havde mødt endnu, men jeg kunne ikke gøre for det. Refleksen sad i mig, og styrede mig, uden jeg havde noget at skulle have sagt.

Et frustreret udtryk lagde sig i ansigtet på ’min redningsmand’ der endnu ikke havde fortalt mig sit navn. Han kastede et hurtigt blik hen imod mig, inden han vendte opmærksomheden tilbage til døren igen,og mumlede noget lavt til personen på den anden side. Præcist hvad det var de talte om, havde jeg ikke den fjerneste idé omkring, jeg vidste blot, at jeg fandt det ubehageligt at være fanget i et fremmet hus, med to fremmede mænd, uden nogen form for flugtveje.

Efter at have kastet endnu et bedømmende blik på mig, lukkede manden med det letkrøllede hår, døren op,og lod den fremmede komme ind. Mit blik blev hurtigt suget til den fremmede mands krop og ansigt, og begyndte uden videre at analysere ham.

Han var høj, ikke helt så høj som den anden, men dog høj. Han havde mørkt hår, og var lettere brun i huden,  hvilken – ligesom den andens – var fyldt med sort blæk. Han havde et par stramme, sorte jeans på, sammen med en hvid t-shirt og en sort læderjakke. Han havde skæg, men efter hvad jeg kunne bedømme,  måtte han være cirka lige så gammel som den anden mand.

Så snart han var kommet indenfor, kiggede han sig nysgerrigt omkring, inden hans blik landede på mig, og bev fyldt med frustration og forbløffelse.

”Hvorfor fortalte du ikke, at du havde damebesøg?” Spurgte den fremmede mistænksomt.

Altså var de bøsser eller sådan noget? Han lød helt forbløffet, og mindst lige så vred.

”Det har jeg heller ikke, hun var lige på vej ud.” Mumlede en mørk, dyb og efterhånden en smule genkendelig stemme. Som modsvar, trådte jeg forsigtigt endnu et skridt tilbage, og kom dermed endnu længere ind i huset. Om det skulle vise sig at være en klog eller en utrolig dum handling, havde jeg endnu ingen idé om.

”Du kan da ikke smide hende ud på gaden nu? Er du gået fra forstanden Harry? Der vrimler jo med skumle typer derude, der udelukkende venter på en pige som hende, at sætte tænderne – og visse andre dele – i med det samme!” Skældte den fremmede mand højlydt.

Harry.

Hmm..

Ikke ligefrem det navn jeg havde forestillet mig han ville have, men på den anden side... Hvad havde jeg så forventet? Hvilket navn ville passe til denne mand? Andet end Harry selvfølgelig. Det selvspurgte spørgsmål havde intet svar, for jeg havde helt ærligt ikke tænkt specielt meget over hvad navn han bar, på trods af hans genkendelige udseende og ansigt.

Jeg havde set ham før, jeg var sikker.

”Ikke det?” Svarede Harry roligt, men med en truende undertone, der gjorde det klart, at hvis jeg skulle have den mindste forhåbning omkring ikke at ende på gaden i nat, skulle den fremmede til at vare sine ord.

Det så dog ikke ud som om det var det han havde i sinde – snarre tvært imod faktisk.

Han rystede på hovedet, og lo stille.

”Du er utrolig Harry. Du overrasker mig for hver gang jeg snakker med dig, og jeg er snart træt af det. Hvor er den gamle Harry? Ham der altid var så smilende og glad? Ham der aldrig nogensinde ville kunne drømme om at smide en pige på gaden, luder eller ej.” Spurgte han.

Luder?

Hvem? Mig?

Hvad bildte de sig ind?

Troede bare de kunne stå lige foran mig og diskuterer omkring mig og hvor jeg skulle overnatte, og så derudover kalde mig en luder?

Vreden kogte i mig, men påtrods af mit raseri, kunne jeg ikke give dem det møgfald de fortjente. Ikke, hvis jeg ønskede at bibeholde det nogenlunde gode billede de vel et eller andet sted måtte have af mig indtil videre.

”Hun er aldeles ikke nogen luder! Og hvad rager det overhovedet dig Zayn? 

Kan du ikke være ligeglad? Hvis jeg ønsker at smide hende på gaden, så er det præcist hvad der sker!” Rasede han, og trådte truende et skridt tættere på Zayn som jeg gik udfra den anden person måtte hedde.

Zayn løftede hurtigt sin ene hånd med knyttet næve.

Adrenalin begyndte straks at pumpe rundt i min krop. De kunne ikke slås, det måtte de ikke. Ikke nu, og ikke på grund af mig.

”Stop! Jeg skal nok gå.” Pippede jeg med høj stemme, som følge af adrenalinen i mit blod.

Begge stoppede de op, og vendte sig imod mig med store øjne. De havde tydeligvis ikke regnet med at blive afbrudt, og slet ikke af den sætning jeg lige havde lukket ud. Begge deres ansigtsudtryk var ulæselige, hvilket dog blev ændret utrolig hurtigt, da jeg langsomt banede mig vej over imod døren.

”Det bliver ikke nødvendigt.” Overraskede Zayn mig ved at sige.

Han var tydeligvis ikke bange af sig, hvilket nok godt kunne gå hen og give ham problemer i den sidste ende. Harry rystede blot på hovedet, inden han arrigt gik ud af døren, og hamrede den i bag sig. Hvilket fik mig til at springe forskrækket tilbage i mørket.

Zayn rystede på hovedet, inden han trådte et skridt hen imod mig.

”Tag dig ikke af ham.” Sagde han, inden han tog min hånd, og førte mig ind i huset. Da lyset var slukket over alt, var det ikke meget jeg kunne se. Han førte mig op ad en trappe, og hen ad en lang gang, inden han stoppede op foran en dør, og gennede mig indenfor.

Værelset vi befandt os i var stort, større end noget gæsteværelse jeg nogensinde i mit liv havde set før. I midten stod en stor dobbeltseng. Langs den ene væg stod et bor af maghonitræ, med tilhørende stol, hvorpå en computer og en lampe stod, imens den anden væg var beklædt med en bogreol der gik fra gulv til loft, og var fyldt med hvad der så ud til at være alle slags bøger.

”Lad som om du er hjemme.” Sagde Zayn kærligt med et smil, inden han vendte sig og gik.

Påtrods af alle de millioner af tanker der sværmede rundt i mit hovede, og gengav alt der var sket, samt det der muligvis ville ske, væltede jeg om i sengen, og drømte drømme fyldt med smaragdgrønne øjne.

 

Beklager virkelig ventetiden, men fra jeg kom op på skolen i søndags, og til jeg blev hentet torsdag aften (og helt til nu faktisk) har jeg haft i alt cirka 10 minutters fritid, grundet brobygning, stævneforberedelser, og stævne.... Jeg er virkelig ked af det, men nu da jeg er ovre stævnet, har jeg muligvis lidt mere tid til at skrive igen :-)

 

Er i der stadig? I'd love to hear something from you! Kan i lide det i læser? Kan i ikke? Hvorfor/hvorfor ikke? 

KOM GLAD, KOM GLAD! :-D

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...