Broken Souls - One Direction

En mørk sal - en stille sal. Det er det Harry Styles befinder sig i. Både fysisk og mentalt. Alt for længe har han været i mediernes søgelys, og når man presser noget eller nogen længe nok, vil det gå galt. Harry er ikke som han tidligere har været, men kun ganske få mennesker ved det. Hans indre bliver mørkere og mørkere, og snart vil ingen kunne kende ham mere. Dette er noget ikke blot han selv ved, men også de resterende fire drenge i det berømte band. Men en dag, skal noget ændre det. En dag træder han ind i salen, og i den skal han finde endnu en brudt sjæl, der længe har været alene. En sjæl, som har brug for hjælp, præcist som han selv.
Vil Harry nogensinde finde pigen igen, da hun i frygt flygter? Vil de to brudte sjæle finde hinanden, og på en eller anden måde gøre to halve hjerter til ét helt? Vil Harry kunne gennemføre sin karriere? Og vigtigst af alt - vil kærligheden sejre over rygter og mistillid?

24Likes
17Kommentarer
1715Visninger
AA

6. Kapitel 4: In Cage

Samantha's synsvinkel

”Tja.” Mumlede lægen lavt, og sendte endnu engang lyskeglen ind over mine øjne. Lyset skar i dem, og fik mig til at lukke dem sammen af irritation. Lysten til at springe op og løbe alt hvad jeg overhovedet kunne, væk fra både lægen og den spøjse dreng, sad i mig endnu. Noget i mig fortalte, at jeg havde set ham før – drengen altså – men jeg kunne ikke finde ud af hvilken kasse han kom fra i mit fortabte lille hoved.

Men at dømme udfra hans utrolig uhøflige og voldsomme behandling af mig, var det ikke en af de bedre kasser.

Jeg stolede ikke på ham.

Ikke, at jeg havde en speciel grund til at skulle det for den sags skyld. Noget i mig sagde, at han hvornår det end skulle være, kunne gå amok og smadre alt omkring sig. Men hvorfor vidste jeg ikke. Han virkede bare mere som en enspænder type, så hvorfor havde han overhovedet brudt sit lille hoved på en som mig? Jeg forstod det ikke.

En hånd fór ned foran mine øjne, for derefter at forsvinde op i luften igen, hvilket fik mig til at fokusere på rummet foran mig igen. Lægen stod og tørrede sine hænder af i et håndklæde, imens drengen hvis navn jeg stadig ikke kendte – og ikke havde i sinde at kende – stod lænet op ad dørkarmen med armene lagt over kors. Et koldt og tomt udtryk lå i hans øjne, imens han med et nærmest mistænksomt blik, fulgte lægen rundt i rummet.

”Tja..” Sagde lægen igen.

Hvis det ord forlod hans læber så meget som en enkelt gang mere, skulle jeg nok personligt sørge for, at det ville blive det sidste der ville komme ud af dén mund.

Nogensinde.

”For at være helt ærlig, så er jeg i tvivl om hvor galt det står til. Såret i sig selv er dybt, men på grund af det’s position, er det mig umuligt at sy det. Du får det vi kalder et sommerfugle plaster på, og skal have det på i i hvert fald fjorten dage. Derudover mistænker jeg dig for hjernerystelse, og du skal derfor sidde eller ligge – alt efter hvad du nu engang finder mest behageligt – helt stille de næste 24 timer, og derefter tage den fuldstændigt med ro i nogen tid. Udover det, skulle jeg ikke mene du fejler noget. Men som sagt er jeg endnu usikker, så du må love at tage den med ro, og nu ikke noget med at kissemisse for meget foreløbigt.” Sagde han strengt, og kiggede alvorligt fra mig, over til drengen, og tilbage igen.

Som om det alligevel ville komme til at ske.

Ja altså som om noget af det han havde sagt, i det hele taget ville ske, for den sags skyld. Drengen kastede et ulæseligt blik på mig, inden han rettede det imod gulvet igen.

Hvor jeg dog var glad for, at jeg om kort tid, forhåbentligt aldrig skulle se ham igen. Jeg vidste, at jeg ikke kendte det mindste til ham, og at han sikkert et eller andet sted var flink nok. Problemet var bare, at jeg ikke havde tænkt mig, at blive hængende længe nok til, at finde ud af hvor flink han nu engang var. Så snart lægen sagde god for det, ville jeg vende tilbage til mit liv på gaden, hvor jeg højst sandsynligt ville prøve at finde ud af, om manden dagen forinden, rent faktisk havde fundet den sparsomme pose med penge, jeg kunne kalde min.

Lægen vendte sig imod mig, og sendte mig et opløftende smil.

”Med lidt kærlig pleje fra din kæreste her, skal du nok komme dig hurtigt.” Sagde han, og smilede varmt. Jeg sendte ham et smil tilbage, men udelukkende af ren høflighed.

Noget sagde mig nemlig, at drengen snart ville holde op med at være så ’rar’ og vise en anden side af sig selv, såfremt jeg blev hængende for længe endnu sammen med ham.

Drengen rettede sig op, og sendte mig et opfordrende men koldt blik. Han ville have mig med ud herfra. Jeg takkede lægen, og lovede ham endnu engang, at være forsigtig, og tage den så meget med ro, som overhovedet muligt. Også selvom jeg aldrig ville kunne være forsigtig, eller tage den med ro for den sags skyld.

Jeg var på evig søgen – evig flygt.

En rømmen fangede min opmærksomhed, og det gik op for mig, at det var drengen. Forsigtigt hoppede jeg ned fra briksen, og gik stivbenet hen imod døren. Jeg havde egentlig ikke tænkt vitterligt meget på, hvad der skulle ske nu, men det der skete kom i den grad bag på mig. For da vi trådte ud i venteværelset igen, blev vi hvad jeg vil kalde for overfaldet.

Tusinder af blitze skar igennem rummet, og så snart de fik ordentligt øje på os, råbte alle de hundrede af kameraer også efter os. Alt muligt, der ingen mening gav, og til sidst blot flød sammen til én høj stemme.

Hvad skete der lige?

Spørgende kiggede jeg op på drengen, der nu havde fået en dyb rynke imellem brynene. Noget sagde mig, at den var vant til at komme der, for den sad perfekt imellem de buskede øjenbryn over de smaragd grønne øjne. De var smukke, men kolde som is – og cirka lige så hårde. Han bandede lavt for sig selv, imens han halede mig med sig igennem mængden, og ud til parkeringspladsen. Her gik han i stå.

”Forhelvede.” Vrissede han arrigt, og spejdede fortvivlet rundt omkring os.

Led han mon af korttidshukommelse? Kunne han virkelig ikke huske, at vi var kommet hertil, til fods? Mon jeg skulle minde ham om det?

Udfra hans humør at dømme, lød det ikke ligefrem som en specielt god idé, men jeg gjorde det nu alligevel. Det var som om den dreng bragte mine dårlige sider frem i mig, og lod dem skinne igennem, med hele deres magt.

Men hvorfor, vidste jeg ikke.

For han havdejo trods alt ikke gjort andet end at hjælpe mig. På hans egen syge måde ganske vidst, men alligevel.

”Vi gik herhen.” Ordene fløj ustoppeligt over mine læber, hvilket fik drengen til, at vende sig vredt imod mig, med et dræbende blik i sine hårde, tomme øjne.

”Nå alligevel?” Vrængede han sarkastisk, og rullede med øjnene.

Irritationen væltede op i mig, og lige som jeg skulle til at bede ham om at lade mig gå, gik døren bag os op, og de hundredevis af kameraer kom endnu engang stormende imod os. Drengen greb min hånd – højest sandsynligt uden at tænke videre meget over det – og trak mig ellers med sig.

Til hans held strittede jeg ikke imod, men lod ham blot føre mig med sig. Hvor vi var på vej hen, havde jeg ikke den fjerneste idé om, og hvorfor jeg overhovedet fulgte med, var mig en endnu større gåde. Men det kunne muligvis godt have noget at gøre med det faktum, at jeg ikke anede hvor vi var, og inderst inde måske havde et håb om, at han var på vej til at føre mig tilbage til dér hvor han fandt mig.

***

Det skulle dog vise sig, at det overhovedet ikke var det han havde i sinde. Derimod føltes det blot som om han løb forvildet rundt i den store by, indtil han nåede et villakvarter.

Eller.. det vil sige, villakvarter var måske for meget sagt, for boligerne her var langtfra små villaer, man plejede at kunne finde i kvarterer som dette. De var alle kæmpe og luksuriøse, og jeg havde virkelig ikke den fjerneste idé om, hvorfor han førte mig herhen.

Lige indtil han stoppede op foran det største af dem alle, og trak mig med op til hoveddøren.

Det her kunne han ikke mene. Han havde lige fundet mig på gaden, fulgt mig til lægen, og nu forventede han tydeligvis en belønning, jeg aldrig i mit liv havde i sinde at give ham.

Han stak nøglen ind i nøglehullet, drejede til låsen sagde ’klik’, og trådte så indenfor. Han kiggede ikke på mig – forventede sikkert bare, at jeg ville følge efter ham som en anden hund. Men dér tog han ellers fejl. Stædigt blev jeg stående på dørtrinnet, med armene lagt over kors. Ikke tale om, om jeg ville med ham derind!

”Kom nu.” Mumlede han kort og tonløst.

Jeg rykkede mig ikke en millimeter – eller jo, men ikke i retning af ham. 

. Tvært imod trådte jeg et skridt baglæns, og gjorde mig klar på at flygte. Jeg stolede ikke på ham. Hans tomme og hårde udtryk skræmte mig ærligtalt, også selvom jeg aldrig ville indrømme det overfor nogen – og specielt ikke ham selv. Hans tykke jakke skjulte hans krop godt, men det var dog stadig tydeligt, at han var slank, men enormt muskuløs. Ikke ligefrem én man skulle begynde at ligge sig ud med.

Det skulle man dog ikke være professor i et eller andet fancy for at finde ud af, for blot et blik på hans ansigt, ville være nok til at få de fleste til at stikke halen imellem benene, og løbe så langt væk som overhovedet muligt, og det ville ikke kunne gå hurtigt nok.

Men lige som jeg troede jeg havde mistet hans opmærksomhed, og kunne flygte ubemærket, sukkede han opgivende, og langede hånden ud efter mig. Han greb fat om min overarm, og trak mig med ind i huset, inden han lukkede døren bag mig. Da han var sikker på at døren var lukket forsvarligt, og mere eller mindre sikker på at jeg ikke ville flygte, slap han mig, og lod langsomt sin jakke glide af.

Ved dén bevægelse, blev mine øjne store.

Han var endnu smukkere, end jeg først havde bedømt ham til at være. Hans hvide, gennemsigtige t-shirt smøg sig let ind til hans markerede mave, og afslørede adskillige tatoveringer, både på maven, men også op og ned ad begge hans arme. Den ene havde dog flere end den anden, og hvis ikke man kiggede ordentligt efter, mindede den mere om én stor, end om adskillige små.

Betaget lå mit blik på hans krop, indtil han med tydeligt ubehag, vendte sig, og hang jakken op på knagerækken bag ham.

”Jeg bryder mig ikke om, at du stirrer på mig.” Mumlede han. Blodet i min krop fandt lynhurtigt vej til mit ansigt, og farvede i løbet af ingen tid, begge mine kinder knaldrøde. Han havde taget mig i at stirre på ham – og han syntes helt tydeligt ikke om det.

Et dybt suk forlod hans læber, idet han vendte sig imod mig igen, og lod en hånd ryge op i sit hår, for at prøve at gøre det i orden. Ikke, at det behøvede det, for dets rodede struktur, sendte et kært udtryk over hans ellers noget barske og ugæstfri krop.

”Hør.” Sagde han, og kiggede mig alvorligt i øjnene. ”Du bliver nødt til at blive her, indtil de fuckhoveder der har glemt os, og ikke kommer herhen. Derefter kan du frit gå. Men indtil da, bliver du her – og du rører ikke ved noget, er du med?” Hans stemme var truende, og gjorde det utrolig klart for mig, at der ikke kunne være tale om nogen former for kompromis. Så jeg nikkede, og straks fløj lettelsen indover hans ansigt – blot for at blive erstattet af den hårde facade igen, i løbet af få sekunder.

”Godt. Jeg går i bad nu, og når jeg kommer tilbage, forventer jeg at du fortsat befinder dig i denne entré. Ikke noget med at liste omkring – og du rører ikke ved noget.” Sagde han igen, inden han vendte ryggen til mig, og forsvandt længere ind i huset.

Da jeg ikke vidste hvor lang tid jeg ville komme til at skulle blive her, tænkte jeg, at jeg hellere måtte finde en ordentlig stilling at sidde i. Så det gjorde jeg. Med et hult dump, satte jeg mig på jorden, og lænede mig forsigtigt op ad væggen bag mig. Jeg trak benene op under mig, og kom frem til den konklusion, at jeg nok heller ikke ville kunne nå tilbage til de få mennesker jeg rent faktisk kendte og kunne holde ud at være i samme rum som i længere tid ad gangen – for det meste – i dag.

Et dybt suk forlod mine læber, da en sær sløvhed overfaldt mig. Trætheden slog nærmest benene væk under mig, og ikke lang tid efter, befandt jeg mig i drømmeland.

 

Så kom det nye kapitel langt om længe!

Beklager for den lange ventetid, men det er nok desværre noget i må lærer at leve med, da det ikke er megen tid jeg har i hverdagen til at skrive (jeg går på efterskole). Jeg er rigtig træt af det, men sådan er det nu engang. Jeg lover at opdatere så tit som muligt, men om det bliver en gang om ugen, eller to (eller noget helt tredje) skal jeg ikke kunne svare på.

Men hvad synes i? Jeg synes i er lidt stille... Er der overhovedet nogen der læser med? Hvor er i? :-(

Haha ej jeg håber inderligt i synes om historien, selvom de første kapitler som sagt er en lille smule forvirrende. Dette håber jeg dog i vil bære over med, og fortsat læse, da jeg lover at det her nok skal blive godt i den sidste ende! :-)

Take Care

-E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...