Broken Souls - One Direction

En mørk sal - en stille sal. Det er det Harry Styles befinder sig i. Både fysisk og mentalt. Alt for længe har han været i mediernes søgelys, og når man presser noget eller nogen længe nok, vil det gå galt. Harry er ikke som han tidligere har været, men kun ganske få mennesker ved det. Hans indre bliver mørkere og mørkere, og snart vil ingen kunne kende ham mere. Dette er noget ikke blot han selv ved, men også de resterende fire drenge i det berømte band. Men en dag, skal noget ændre det. En dag træder han ind i salen, og i den skal han finde endnu en brudt sjæl, der længe har været alene. En sjæl, som har brug for hjælp, præcist som han selv.
Vil Harry nogensinde finde pigen igen, da hun i frygt flygter? Vil de to brudte sjæle finde hinanden, og på en eller anden måde gøre to halve hjerter til ét helt? Vil Harry kunne gennemføre sin karriere? Og vigtigst af alt - vil kærligheden sejre over rygter og mistillid?

24Likes
17Kommentarer
1754Visninger
AA

5. kapitel 3: Wounded

Harry's synsvinkel

 

”Uduelig” ”Elendig” ”Hjerteløs”

Ordene der for få sekunder var blevet smidt i mit ansigt, drønede rundt i hovedet på mig, og for hver gang de nåede en omgang rundt derinde, tyngede de mig mere og mere, satte sig mere og mere fast – betød mere og mere. Jeg ville gerne kunne sige, at det hverken var ment på en måde, eller at det satte sig fast i mig på nogen som helst måde, men det kunne jeg ikke. For det ville på ingen måder være sandt.

Langsomt satte jeg det ene ben foran det andet, imens min ene hånd langsomt fandt mit pandehår, og irriteret rev det til siden, så min pande blev blottet for den iskolde vind. Jeg forstod det ikke, forstod ikke hvorfor de havde så meget imod mig – hvorfor de følte et sådan behov for, at håne og ødelægge mig.

Hvad havde jeg gjort?

Havde jeg overhovedet gjort noget, der retfærdiggjorde deres opførsel? Jeg vidste ved mig selv, at det havde jeg ikke, men alligevel følte jeg stadig, at alt skylden lå på mig. Jeg havde jo selv valgt at blive så verdensberømt og kendt...

Eller havde jeg nu virkelig det?

Jeg havde selv meldt mig til x-factor, ja. Men havde jeg nu virkelig også selv valgt, at jeg skulle komme til at ligge øverst på verdens hitlister, både over musik, men i den grad også over kendte ansigter?

Nej.

Havde jeg i sin tid vidst, at det ville blive så hårdt som det nu engang var, tror jeg ikke, jeg nogensinde ville have meldt mig til. Om ikke andet, så havde jeg i hvert fald nok stoppet op, så snart vi var færdige det sidste liveshow. Jeg ville aldrig have fået det samme forhold til drengene, nej, men vi ville nok fortsat have mødt hinanden, og holdt sammen. Ikke på samme måde, nej, men stadig.

En sten ramte min fod, og irriteret løftede jeg blikket fra jorden. En tåre gled blidt og hidtil ubemærket ned ad min kind, men nåede aldrig bunden, før den blev skubbet væk, og smidt på jorden. Mit blik gled rundt omkring mig, i en søgen efter det eller den, der havde sparket stenen på mig.

I første omgang så jeg hende ikke, men da jeg endnu engang lod blikket glide over gyden ved min side, opfangede mit blik en svag, lille skikkelse, krummet helt sammen på jorden ved mine fødder. Først troede jeg det var et barn, men da jeg kom tættere på, stod det klart for mig, at pigen nok var omtrent min egen alder. 

Nysgerrigt trådte jeg tættere på.

Et halvstort sår var blotlagt i hendes blege pande, og skabte dermed med sin røde farve, en stærk kontrast. En smal stribe af indtørret blod, skar sig igennem hendes ansigt, og fik det til at se helt vandsirret og ødelagt ud. Men så man bag det – bag blodet – var hun utrolig smuk, med sit fine, lyse hår, den spinkle men muskuløse krop, samt de perfekt-buede læber. Desuden, var jeg slet ikke et sekund i tvivl om, at hvis bare hun åbnede dem, ville hendes øjne skinne om kap med solen.

Hvorfor mine tanker bar den vej, har jeg ikke den fjerneste idé om. Men noget et eller andet sted inden i mig, sagde – råbte – at jeg kendte hende, at jeg havde mødt hende før. Dog kunne jeg ikke sætte fingeren på præcist hvor og hvornår jeg havde mødt hende. Eller i hvilken sammenhæng for den sags skyld. Hun kunne være en fan, kunne være en gammel ven af en art, kunne være en jeg havde fået at vide at jeg skulle kende – for mit eget ry’s bedste. Hun kunne være alt, og hun kunne være intet.

Men én ting var i hvert fald sikker, og det var, at hun var kommet til skade, og måtte havde hjælp. Forsigtigt knælede jeg ned ved hendes side, og lagde blidt en hånd på hendes arm. Jeg måtte vække hende. Så roligt, og med yderst forsigtige bevægelser, ruskede jeg blidt i hende. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad dér og blot prøvede at vække den fremmede og dog så utroligt bekendte pige, men til sidst blinkede hun undrende, og lod sit blik glide tomt rundt over gyden. Hun fokuserede ikke på noget, og det bekymrede mig en smule, for måske var hun blind?

Den tanke kunne jeg dog hurtigt udelukke, da en sitren gik igennem pigen. Forvirret lagde jeg blikket på hendes ansigt, og så hvordan synet af mig sendte en rædsel over hendes ansigt. Hurtigt begyndte hun, at vride sig fri af mit greb, og der gik da heller ikke længe, før hun var fri.

Hun rejste sig, og trak sig tilbage, men tog sig samtidigt til panden – det var tydeligt, at hun både havde store smerter, samt at hun på en eller anden måde, var.... Bange?

Men hvorfor?

”Tror du ikke du måske skulle have en læge til, at kigge på det der?” Spurgte jeg forsigtigt, og sørgede for at gøre min stemme så blid og indbydende som muligt. Det var lang tid siden jeg havde kunnet tænke og se så klart, for ikke at tale om det tonefald jeg lige havde anvendt. Jeg skulle bruge megen koncentration på at holde stemmelejet roligt, og det var helt underligt for mig, at skulle koncentrere mig så meget, for at ligge følelser i min stemme. Men det mærkværdige af det hele var, at jeg kunne. Jeg var så forvirret og forbløffet over mig selv, at jeg ikke lagde mærke til, at hun langsomt begyndte at kravle væk fra mig.

”Hov!” Udbrød jeg. ”Bliv her! Du kan ikke løbe omkring i den tilstand der!” Råbte jeg, og lagde mærke til hvordan bekymringen lyste ud af mine ord.

Men hun stoppede ikke op.

Tvært imod, satte hun farten op, og vendte omkring for at sætte i løb, lige i det øjeblik jeg fangede hendes arm i et jerngreb. Hun skulle have hjælp, og det kunne ikke benægtes.

”Slip mig! Lad mig være!” Skreg hun, med en stemme så sårbar og fyldt med panik og rædsel, som jeg aldrig havde hørt, eller troet jeg ville komme til at høre nogensinde. Hendes krop panikkede, og fik hende til at slå og sparke vildt omkring sig.

”Shh.. Rolig nu.” Sagde jeg, og forsøgte at holde hende fast, samtidig med at jeg prøvede at få hende til at slappe af. Hun panikkede blot endnu mere, og pludselig mærkede jeg en skarp smerte gennembore min arm.

Hun bed mig.

”Av for helvede!” Sagde jeg højt, og prøvede forgæves at vride hendes sylespidse tænder ud af min arm – dog uden synderlig succes. Stædigt fastholdt hun sit tandsæt i min arm, og bed blot mere og mere til. ”Så stop dog!” Sagde jeg hårdt, og måtte mod min vilje sætte et slag imod hendes kæbe. Dette fik hende til både at slippe taget i min arm, samt at falde slapt sammen.

Hun overgav sig.

Et dybt suk lød fra hendes læber, og langsomt blødte hun op. Hun holdt blikket imod jorden, og nægtede stædigt, at flytte dem derfra, men hendes skuldre sank, og hun forholdt sig endnu engang stille.

”Hvad er der sket?” Spurgte jeg blidt, og nikkede sigende imod hendes pande. Hun svarede ikke, men hurtigt som lynet fløj hendes hænder op for, at dække over såret. Hun holdt dem fast der, og nægtede stædigt at flytte dem.

”Det kommer ikke dig ved.” Hviskede hun lavt, med stemmen dryppende af had. Hun kiggede fortsat ikke op, men jeg behøvede ikke megen fantasi for at vide, at hendes blik muligvis ville kunne dræbe mig, på det pågældende tidspunkt.

”Jeg vil jo bare hjælpe dig.” Fortsatte jeg blidt, og lagde forsigtigt min ene hånd over hendes, for at få hende overtalt til, at fjerne dem. Men hun nægtede blankt. I noget tid stod jeg derfor blot og dvælede i mine egne tanker, omkring hvad jeg skulle gøre for, at hjælpe hende – for forlade hende alene på gaden med et sår som hendes, havde jeg aldeles ikke tænkt mig.

Til sidst gav jeg op, og gjorde det eneste der var at gøre. Hurtigt, så hun ikke nåede at opfange det, greb jeg hende om livet, og smed hende op over skulderen. Hun stivnede brat, før hun placerede et spark i min bug. Det slog luften ud af mig, men kun for et kort sekund. Jeg lagde mine arme stramt omkring hende, og holdt hende fast.

”Jeg vil jo bare hjælpe dig.” Mumlede jeg irriteret.

Lidt taknemmelig kunne hun da godt være – jeg kunne trods alt have fortsat forbi hende, og som så mange andre ville have gjort, have ladt hende ligge, uden så meget som at ænse hendes skikkelse.

Men det havde jeg ikke. For det kunne jeg ganske enkelt ikke få mig selv til.

For hjerteløs var jeg ikke.

Heller ikke selvom det var det jeg altid fik smidt i hovedet.

Stille og med taktfaste skridt gik jeg – gik vi – nu videre. Som en sæk kartofler hang hun mig over skulderen, og buldrede blot rundt, på trods af hendes vage forsøg på, at ligge så stille som muligt. Hun havde tydeligt ondt, og jeg vidste, at det ikke var hensigtsmæssigt, at hænge med hovedet nedad, når det var dér hun havde ondt.

Men skulle jeg være helt ærlig, var jeg efterhånden ligeglad. Jeg skulle aldrig have hjulpet hende – der ville kun komme problemer ud af det her, og det var ikke bare en vag intiution jeg havde, men derimod et faktum.

”Sæt mig ned!” Snerrede hun arrigt, og sparkede endnu engang vildt omkring sig.

Irritationen væltede op i mig.

”Lig dog forhelvede stille! Jo før vi når frem, jo før slipper vi for hinanden! Men indtil da, bedes du holde kæft, og ligge stille. Du tror vel ikke jeg gør det her for min egen skyld, gør du?” Vrissede jeg tilbage i nogenlunde samme tone som hendes egen havde været.

”Urgh!” Snerrede hun, men lå så ellers mere eller mindre stille.

Resten af turen gik mere eller mindre uden problemer, dog føltes det som en tur på mindst hundrede kilometer, før vi endelig nåede målet – skadestuen. Jeg traskede upåvirket ind igennem døren, og hen til skranken, hvor en midaldrende sekretær ikke gjorde sig den ulejlighed, at kigge op fra hendes klimrende fingre imod tastaturet på computeren foran hende. Utålmodigt trommede jeg med fingrene imod skranken – dog stadig uden synderlig succes.

”Undskyld mig.” Sagde jeg koldt og rømmede mig.

Damen stoppede sin klimren, og kastede et enkelt blik på mig, op over brillen, inden hun langsomt drejede sig imod mig. Hun hævede spørgende øjenbrynet, og kastede et blik på pigen der fortsat hang over min skulder.

”Hvis hun skal kaste op, så følg hende ud på toilettet, vi vil ikke have et sådant svineri her midt i det hele.” Sagde hun hårdt, inden hun vendte tilbage til klimeriet. Irritationen fyldte mit indre, og fik mig til at hamre min ene hånd, med fuld kraft ned i bordet. Måbende vendte damen sig igen imod mig.

”Jeg håber så sandelig ikke at du ødelagde noget, for så....”
”Hør, har du tænkt dig at hjælpe os eller ej?!” Afbrød jeg hende irriteret. Hendes øjne blev store, men hun skjulte det hurtigt bag sin kolde, grimme maske igen.

”Hvad kan jeg hjælpe med?” Spurgte hun flabet, hvilket resulterede i, at jeg måtte tage en meget dyb og behersket indånding, for ikke at kaste pigen på gulvet, og fare i hovedet på kvinden i det lille glasbur.

”Ja jeg vil gerne bestille to pizzaer og en bakke pommes frites. Hvad fanden tror du, du kan hjælpe med?! Kan du ikke se hun har brug for hjælp?” Snerrede jeg sarkastisk, og kastede et blik imod pigen på min skulder.

Damen nikkede, og pegede imod en dør.

”Javel ja. Jamen hvis i tager plads i venteværelset, vil en læge komme lige straks.” Sagde hun koldt, og lukkede så lugen der gjorde det muligt for hende, at høre mig.

Jeg sukkede dybt, og begav mig hen imod venteværelset, der selvfølgelig var helt stoppet til med mennesker.

Jo, det her var nu engang en rigtig dårlig idé.

 

Yayyayay! :D 

Nyt kapitel til jer! :)

Tak til alle jer, der allerede nu følger med i min lille fortælling! Det betyder meget for mig, og jeg håber så inderligt, at i vil blive ved med at følge med.. o.o Men lad mig endelig høre fra jer! 

Hvad synes i er godt? Skidt? Kunne laves bedre? osv.

Please kom med noget, jeg savner sådan at høre fra jer? :-)

Take care

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...