Broken Souls - One Direction

En mørk sal - en stille sal. Det er det Harry Styles befinder sig i. Både fysisk og mentalt. Alt for længe har han været i mediernes søgelys, og når man presser noget eller nogen længe nok, vil det gå galt. Harry er ikke som han tidligere har været, men kun ganske få mennesker ved det. Hans indre bliver mørkere og mørkere, og snart vil ingen kunne kende ham mere. Dette er noget ikke blot han selv ved, men også de resterende fire drenge i det berømte band. Men en dag, skal noget ændre det. En dag træder han ind i salen, og i den skal han finde endnu en brudt sjæl, der længe har været alene. En sjæl, som har brug for hjælp, præcist som han selv.
Vil Harry nogensinde finde pigen igen, da hun i frygt flygter? Vil de to brudte sjæle finde hinanden, og på en eller anden måde gøre to halve hjerter til ét helt? Vil Harry kunne gennemføre sin karriere? Og vigtigst af alt - vil kærligheden sejre over rygter og mistillid?

24Likes
17Kommentarer
1730Visninger
AA

4. Kapitel 2: Escape from reality

Hun havde været uforsigtig. Og hun vidste det udemærket godt. Hun skulle have ventet, ventet til alle skrigene var forstummet, til de trampende fødder hørte op, til tårerne stoppede deres evindelige trillen, og til alt var tyst og mørkt igen som det plejede at være – som det burde være.

Hun ærgrede sig over sin uforsigtighed, og fortrød så bittert sin handling. Men hvordan skulle hun også kunne vide, at den mærkværdigt høje, krølhårede fyr, ville kunne genkende hende? For ikke at snakke om, at han i det hele taget havde kunnet se hende? Afstanden mellem hun og scenen var lang, og utallige mennesker stod i vejen for deres fælles udsyn – og alligevel havde det ladet sig kunne gi´ sig. Hun måtte være mere forsigtig.

Kulden havde lagt sig som en kold dyne omkring hende, da hun blidt og med fjerlette skridt, vandrede rundt i de efterhånden tomme gader. Hun skuttede sig, og fortsatte imod sit mål. Hun vidste, at der ikke var langt igen, og det var udelukkende også derfor hun endnu ikke bare var brast ind et eller andet sted, og havde overnattet der. En ting, hun så ofte havde gjort, at hun slet ikke tænkte over det længere. Men hun fortsatte stædigt.

Den hårde jord gav sig ikke megen under de slidte skosåler, der var så slidte, at man efterhånden kunne tælle samtlige tæer der var at finde på pigens lette, lille fod. Hun trængte gevaldigt til et par nye, men havde ikke pengene til nogen, og stjæle ville hun nødigt.

Ikke, fordi hun aldrig havde gjort det før, eller fordi hun var dårlig til det. Nej, hun fik så det så gevaldig dårligt med det, hver eneste gang. For hun kunne alt for let forestille sig, hvordan det måtte være for den retmæssige ejer af tingene. Derfor gjorde hun det også kun i yderste nødstilfælde, og oftest var det udelukkende mad og drikke hun stjal. Og aldrig fra det samme sted. Men et æble eller en skive brød hist og her, var der nok ikke nogen der tog varig skade af at miste – ikke i længden i hvert fald.

Et stille suk forlod hendes mund, hvilket sendte en dampsky ud i luften. Langsomt svævede den til vejrs, og havnede højt, højt oppe, blandt højhusenes mørke silhuetter, så langt borte fra gadelygternes favre skær, at man umuligt kunne se den.

Vinteren nærmede sig hastigt, og hun var bekymret. Som sædvanligt var der alt for meget, der tyngede hendes spinkle skuldre ned, men lige netop denne frygt, var dog den værste hun havde på det pågældende tidspunkt. For hvad skulle der blive af hende til den tid? Når kulden for alvor tog til, og ville rive og ruske hendes sparsomme hus omkuld? Hun gøs ved tanken, men skubbede det ellers fra sig. Hun ville ikke tænke på det. Ikke endnu i hvert fald.

Langsomt, og i roligt tempo, nærmede hun sig. Lydene fra storbyens mange biler, cykler og busser, var blevet dæmpet en smule, men kunne dog stadig høres tydeligt. Hendes blik fór rundt, for at være helt sikker på, at ingen fulgte efter hende, inden hun satte i let løb, ind i gyden der lå lige foran hende. Hegnet i enden var ingen stor forhindring for hende – let og elegant sprang hun simpelthen bare over det.

Hun fortsatte i løb, som kunne hun ikke andet, imens en let og ukendt melodi blidt flød fra hendes læber. Hun sprang og drejede sig omkring, imens hun dansede hele vejen ned ad gaden, og endte i en smal, mørk gyde.

Hendes hjem.

Forsigtigt klemte hun sig ind imellem de to kæmpe containere der var presset op ad hver sin mur, og indunder det lille tag hun havde fået lavet, af en tilfældig forbipasserende, en dag hvor himlen havde åbnet sig, og sendt vand ned i stride strømme. Derinde, faldt hun udmattet sammen på den smalle sofa hun havde fundet et sted, og havde brugt flere timer på at slæbe med hen til containerne. 

. Den sparsomme garderobe hun kunne kalde sin, lå godt gemt afvejen imellem sofapuderne, sammen med de penge hun så desperat forsøgte at spare sammen. Hun ville ud af fattigdommen – væk fra gaden – og ville starte i skole igen, som da hun var lille.

Og dog.

For det var en helt speciel skole hun ville starte på.

Studio One´s Henderson Dance Academy, på ballet holdet, level 3.

Hun havde altid drømt om, at gå der, men måtte endnu vente med tålmodighed. Desuden, var hun ikke så glad for andre mennesker. Hun trivedes bedst alene, og for hendes skyld, måtte hun gerne forblive alene resten af sine dage.

Stille, krøb hun sammen på sofaen, og fiskede det gamle, slidte tæppe frem, hvorefter hun lagde det over sig, og prøvende lukkede øjnene sammen. Det sparsomme tag, gav ikke megen varme, og lige lidt gav både tøj og tæppe. Hendes tænder begyndte efter kort tid at klapre, hvilket fik hende til, at knuge tæppet endnu hårdere ind til sig. Men lige lidt hjalp det. Hun frøs, men måtte bide kulden i sig, for intet andet var der, at gøre.

Med et dybt suk, lod hun sine tanker få lov til at brede deres vingefang, og ikke lang tid efter, flagrede de rundt i hendes hoved, som tusinde sommerfugle. Alle ville de overtage, alle ville de have hendes udelte opmærksomhed.

En af dem fik dog til sidst grebet til hendes bevidsthed, og viste hende drømmende billeder, af bløde senge, varme og rigdom. Alt det hun ønskede sig allermest blev vist i hendes hoved, og selvom hun ikke just var helt sikker på, hvordan hun havde det med det, lod hun dem være der. For hun vidste, at hun ikke ville få anden glæde, end den hun selv lavede.

Udmattet vendte hun sig på den trange plads, og forsøgte at smelte i et med sofaen. En enkelt regndråbe ramte hendes næse, og det gik op for hende, at det regnede. Dette var muligvis en af grundene til, at der var så koldt, og hun håbede inderligt, at solen snart ville tage magten tilbage, og lade lyset glide indover byens tage, og ned på den lille plet hun kaldte sit hjem.

Med lukkede øjne, og en påbegyndende varme i kroppen, gled hun længere og længere ind i drømmeland, for blot at vågne med et sæt igen.

Noget nærmede sig hendes lille skjulested, og straks greb frygtens klamme kløer hende. Hun huskede tydeligt den sidste gang hun havde hørt fodtrin nærme sig, og hun nærmest gøs ved tanken. Hun huskede berøringerne, huskede hvordan han gang på gang havde formanet hende om, at holde munden lukket, og ikke sige en lyd. Hvordan hun græd, og hvordan hun prøvede at ryste sig af sig – uden succes.

Og hun huskede tydeligt skammen og den utrygge følelse, hun havde haft i mellemgulvet lige siden. Aldrig turde hun komme for tæt på fremmede mennesker mere. Dertil kendte hun hankønsvæsenernes bagtanker for godt.

Derfor krøllede hun sig også helt sammen på den bløde sofa, og hev tæppet op over ansigtet, så kun øjnene tittede frem. Frygten bandt knuder i hendes mave, og fik den til at snøre sig sammen. Hun ventede.

Ventede på det ukendte – ventede på det mulige mareridt.

Men det kom aldrig.

I stedet, kom et par sko der så ud til at være mindst tohundrede år gamle, og mindst lige så store i størrelsen. Hun kunne se, på den vinkel skoene havde, at hun endnu ikke var blevet opdaget, hvilket blot gav hende et mindre håb omkring, at hun muligvis ville kunne få sin nattesøvn i fred.

Men hun var for hurtig.

”Jeg har set dig.” Var der pludselig en dyb stemme der mumlede. Blodet frøs til is i hendes årer, og hun lå om muligt, mere ubevægeligt end før. Ikke en eneste lyd slap over hendes sammenknebne mund, og ikke en eneste bevægelse forekom – end ikke øjnene, der var som ætset fast på de store sko, der forekom hende lige så velkendte, som stemmen der talte.

Skoene drejede en lille smule, og vendte sig modsat hendes lille skjulested.

”Okay fint. Hvis det er sådan du vil have det.” Mumlede han, med sin dybe, hårde stemme. Pigen svarede stadig ikke, men en enkelt tåre brød sig fri, og trillede langsomt ned ad hendes kind. Hun vidste udemærket godt hvad der ville ske. Vidste, at hun burde om ikke andet så forsøge, at flygte, imens hun endnu havde chancen. Hun vidste, at det var dumt af hende, at blive liggende dér, og lade som om alt var godt.

Men hun vidste også, at selv hvis hun prøvede, at flygte, ville hun ikke nå langt. Sandsynligheden for, at hun overhovedet ville nå forbi manden, var forsvindende lille, så hvad havde hun at gøre? Ja altså udover, at blive liggende og vente selvfølgelig?

Et dybt, opgivende suk slap ud imellem hendes læber, og hun var ikke i tvivl om, at han havde hørt hende. Hun kunne ligefrem se det klamme smil spille om hans læber, der meget snart ville gøre ting, der bare ved tanken, fik hende til, at ryste.

Og hun hvde ret.

En klam, kold hånd lagde sig på hendes lår, og tvang tæppet af hende. Han bukkede sig ned, så også hans hæslige fjæs kom til syne. Et bydende og hårdt udtryk, var malet på det, og fik blot pigen til, at ryste om muligt mere end før.

Men der var intet, at gøre, ingen steder at flygte hen, og ingen der ville hjælpe hende, selv hvis hun skreg efter hjælp, af sine lungers fulde kraft. Hun vidste det, men hun ville ikke give op – hun ville kæmpe til det sidste, koste hvad det koste ville.

Manden kom tættere på, og satte sig på kanten af sofaen, så tæt på hende som muligt.

”Tja.” Sagde han, og kiggede på hende med et oprigtigt blik i øjet. ”Du må ikke tage det personligt.” mumlede han, inden han endnu engang lod en hånd lande på hendes lår. Langsomt gled den opad, og endte ved hendes buksekant, hvor den holdte en kort pause. Han ventede en reaktion fra hende, men den nydelse skulle han ikke have. Stædigt stirrede hun ham blot i øjnene med et koldt blik.

Han lo.

Og den latter, var hvad der blev den sidste dråbe for pigen. Hvad bildte han sig ind?

Et uskyldigt smil spillede om hendes læber, da hun lagde en hånd på hans kæbe. Hun bød ham, at komme nærmere, og hun vidste, at hun havde ham i sin hule hånd. Da han var kommet så tæt på, at  hun kunne nå ham med sine læber, bed hun så hårdt hun overhovedet kunne, i hans øre, sparkede ham i skridtet, skubbede ham til side, og løb.

Løb som hun aldrig havde løbet før, men som hun vidste, hun ville komme til det igen. For hun ville aldrig få ro. Aldrig blive overladt til sig selv og tilfældighederne. Aldrig bare få lov til, at være i baggrunden, som hun ønskede det.

Hun vidste, at hun måtte væk. Væk fra gyden, væk fra manden – væk fra byen. De få ejendele hun havde haft, var gået tabt – hun vidste, hun ikke ville få dem tilbage. De få penge hun havde haft, var ligeledes borte, men hun nægtede at sørge.

Ikke nu, måske aldrig nogensinde.

Hun ønskede blot, at komme væk. Væk fra byen og dens mørke hemmeligheder, kun få vidste overhovedet befandt sig der, væk fra dem der ville gøre hende ondt, væk fra dem der ville holde af hende.

Luften susede ud og ind af hendes lunger som hun løb, og hun pressede sig selv til det yderste.

. Det ene ben erstattede det andet, og selvom hun prøvede, at lade være, begyndte tårerne langsomt, at trillede ned ad hendes kinder. Det var upraktisk, for det slørrede hendes udsyn forfærdeligt meget, og hun kunne snart ikke se, hvor hun løb henne mere. Hun turde dog ikke sætte farten ned i frygten for, at hun blev forfulgt.

Så med bind for øjnene, sprintede hun af sted, indtil hun med et brag blev standset af noget hårdt og metal-agtigt. Bevidstløsheden svævede over hende, og taknemmeligt trak hun det til sig, og omfavnede det. Hun lod det tage hendes bevidsthed, og efterlod hende i en dyb, dyb søvn.

 

Well guys, så kom der endnu et kapitel :-) Jeg ved, at det med synspunkterne der skifter så meget, vil blive forvirrende for jer, men jeg lover, at det på et tidspunkt bliver ensartet (mere eller mindre i hvert fald) for resten af historien :-)

Jeg håber meget i synes om kapitlet, og jeg undskylder for kapitel 1's sjuskede skrivemåde.. 

Take care

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...