Broken Souls - One Direction

En mørk sal - en stille sal. Det er det Harry Styles befinder sig i. Både fysisk og mentalt. Alt for længe har han været i mediernes søgelys, og når man presser noget eller nogen længe nok, vil det gå galt. Harry er ikke som han tidligere har været, men kun ganske få mennesker ved det. Hans indre bliver mørkere og mørkere, og snart vil ingen kunne kende ham mere. Dette er noget ikke blot han selv ved, men også de resterende fire drenge i det berømte band. Men en dag, skal noget ændre det. En dag træder han ind i salen, og i den skal han finde endnu en brudt sjæl, der længe har været alene. En sjæl, som har brug for hjælp, præcist som han selv.
Vil Harry nogensinde finde pigen igen, da hun i frygt flygter? Vil de to brudte sjæle finde hinanden, og på en eller anden måde gøre to halve hjerter til ét helt? Vil Harry kunne gennemføre sin karriere? Og vigtigst af alt - vil kærligheden sejre over rygter og mistillid?

24Likes
17Kommentarer
1714Visninger
AA

3. Kapitel 1: Shadows

Harry's synsvinkel

 

”Harry hører du overhovedet efter?” Liams insisterende stemme rev mig tilbage til virkeligheden. Eller... så virkelig som det hele nu var. Jeg levede på en løgn, og det vidste jeg – det vidste alle efterhånden. Pånær vores fans selvfølgelig. Fik de det at vide, ville alt være slut. Vi kunne godt være helt sikre på, at hvis bare én eneste pige fik mig at se uden det forbandede smil klistret på læberne, ville alt være forbi for bandet One Direction.

Min fokus blev rettet imod Liam, men selvom han kun stod en meter fra mig, kunne jeg knap nok høre hvad han sagde. Og der gik da heller ikke længe, før jeg endnu engang holdt helt op med at lytte, og i stedet lod mine tanker vandre igen. De førte mig tilbage til to dage forinden, hvor jeg også befandt mig i den selvsamme arena som jeg stod i netop nu. Forskellen var bare, at hvor der nu summede folk rundt over det hele, var det eneste der summede rundt før, pigen på scenen.

Hendes trin og elegance havde taget vejret fra mig, og jeg havde vitterligt fortrudt, at jeg lod mine hænder falde sammen for hende. Ikke fordi hun ikke fortjente det, men fordi hun var blevet så forskrækket over det, at hun var flygtet før jeg kunne nå at tale til hende.

Jeg forstod hende nu godt, for hun lignede én der var udemærket klar over, at ophold i salen uden billet eller som en del af et crew var strengt forbudt. Og jeg er også rimelig overbevist om, at hun udemærket godt var klar over hvem jeg var, og hvad jeg havde forbindelserne til at gøre.

Endnu en ulempe – eller fordel, alt efter hvem du spørger – ved at være så rig og berømt som jeg nu engang var blevet. Hvis jeg ville, kunne jeg få alt til at ske. Stort set i hvert fald. Jeg var som hævet over loven og alle dens regler og begrænsninger, også på trods af at medier og talsmænd fik sandheden fordrejet til noget usandt.  Så hvis jeg havde fået fat i hende – og havde haft intentionerne vel at mærke – kunne jeg uden problemer have smidt hende i fængsel, eller hvad ved jeg. Hun havde virket så bange. Så jaget.

Som om nogen var efter hende – som ville nogen gøre hende ondt.

En ting jeg ikke troede på nogen kunne få sig selv til. Og dog. I det korte sekund mine øjne havde mødt hendes, var de fyldt med had, angst og panik. Hun havde stivnet, inden hun spænede ned fra scenen og ud af rummet. Men jeg måtte finde hende. Hendes skønhed og ynde fyldte stadig mit hoved, hver gang jeg lukkede øjnene, og jeg havde helt alvorligt i sinde, at finde hende. Der var noget ved hende der betagede mig, noget der dragede mig til hende.

Hun var som en kæmpe magnet, der trak mig til sig. Og jeg vidste med mig selv, at jeg aldrig ville kunne finde ro, hvis ikke jeg mødte hende igen. Mødet som sådan, behøvede ikke at være specielt langt. Bare det at se hende, og forsikre mig at hun var okay, ville være mere end nok for mit vedkommende. At hun så med aller højeste sandsynlighed, aldrig nogensinde ville se mig igen, var så en anden ting.

Et suk forlod mine sprukne læber, og afbrød Liam i sin talestrøm, jeg fjernt kunne høre, men som blev forvandlet til en lavmælt summen fremfor tydelige ord, før de ramte min trommehinde. Jeg vandrede altid rundt som i en tåge eller dis, og det var som om der konstant var et slør for mine øjne.

Undtagen da jeg så hende.

Endnu engang sukkede jeg, og rystede samtidigt på hovedet. Jeg måtte klare tankerne, og tænke på noget andet end den pige. Jeg ville aldrig se hende igen, og hun kunne lige så godt have været et misfoster min fantasi havde spyttet ud til mig, som hun kunne have været et rigtigt, levende væsen.

Jeg selv hældte mest til det første.

Eller det var i hvert fald det jeg burde gøre.

To fingre blev slået sammen for øjnene af mig, hvilket udsendte en kort, skarp lyd. Nogen knipsede foran øjnene på mig – muligvis for at få min opmærksomhed. Jeg rystede endnu engang på hovedet, og sprang så forskrækket tilbage. Foran mig stod en noget irriteret Niall, og at sige at han stod helt oppe i hovedet af mig, ville være en underdrivelse.

”Hallo?  Altså Harry hvad fanden er der galt med dig?  Hvor er min gamle buddy blevet af? Min ven? Hvor er den gamle Harry henne? Hv...” Jeg stoppede Nialls  ophidsede tale,ved at vende mig, og gå over imod Lou, der netop var blevet færdig med Louis. Hun smilede stort til mig, og vinkede mig hen, imens jeg var udemærket i stand til at høre den summende lyd, der indikerede  hvordan Niall rasede bag mig.

Jeg ignorerede ham.

Jeg var ligeglad.

For jeg var tom.

***

Rampelysets blændende og skarpe skær, forfulgte mig rundt på scenen, og fik mig gang på gang til at misse med øjnene ud imod den store forsamling af unge – stort set udelukkende piger. Den varmede varmede min ryg, og fik mig til at svede tran. Fokus var et ord der var svært for mig når jeg gik på scenen, for at finde et fokuspunkt var for mig så godt som umuligt.

En hånd lagde sig på min skulder, og da jeg drejede hovedet for, at se hvem det var, så jeg blot to mørke øjne, med hævede øjenbryn over de nærmest sukkende øjne. Skuffelsen lyste ud af dem, og pludselig blev jeg opmærksom på musikken.

”.. gets me... you dont... eh... know...” Min solo blev endnu engang en fiasko.

Jeg sukkede dybt, og kiggede undskyldende på drengene, der allerede fór rundt på scenen igen, imens de sang for deres lungers fulde kraft. Jeg vidste, at de var udkørte og trætte, efter at have været på tour så længe, men jeg vidste ligeså, at de aldrig ville svigte deres fans.

Vores fans.

Problemet var bare, at det ville jeg heller ikke. For alt i verden ville jeg ikke svigte nogen. Jeg havde selv så rigeligt oplevet den følelse man får når man bliver svigtet, og selvom jeg – som dagene nu går – bliver mere og mere tom samt følelsesløs, betyder det ikke at jeg bliver led og ond.

Langtfra faktisk, og hvor ville jeg dog ønske, at nogen ville lytte til mig når jeg sagde det. Selv Lou, som jeg et eller andet sted har betragtet som min mest fortrolige person, og til tider som en form for ekstra mor – forstå mig ret, for jeg ved godt at hun ligesom langtfra er gammel nok til på nogen måder at kunne fungere som en mor for en på min alder – begyndte langsomt at vende mig ryggen.

Ikke, at det var nyt for mig, for det gjorde alle efterhånden. Ingen ville være ved mig, og ingen prøvede rigtigt at hjælpe mig mere. Ikke af dem der vidste der var noget galt i hvert fald. Hvilket var utrolig få. Kun drengene kæmpede fortsat, men noget indeni mig fortalte at det nok heller ikke ville vare ved meget længere. Ikke, fordi de ville opgive mig og lade som om jeg ikke længere eksisterede, men fordi jeg var for langt ude. Måske endda så langt ude, at ingen kunne nå mig længere. At ingen kunne få mig tilbage på rette kurs og lede mig frem i verden.

Og med det sagt, er det selvfølgelig ikke ud i flere søgelys, men derimod en smule tilbage til skyggerne for at få lagt en dæmper på alt det her kendis-pjat.

Endnu engang sukkede jeg dybt, inden jeg endnu engang forsøgte at finde et fokuspunkt et sted blandt publikum. Jeg lod blikket glide over de mange skrigende piger – og de enkelte drenge og forældre der alle så ud til at fortryde at de sagde ja til at tage med – for at finde noget, men intet fandt mig interessant.

I hvert fald ikke før jeg lod blikket glide over til den ene udgang, hvor en mørk skikkelse skjulte sig bag den ene cylinder. Nysgerrigheden overvandt trangen til at tilkalde en sikkerhedsvagt, og få ham eller hun til at eskortere personen ud herfra. Jeg vidste ligesom ikke, om personen havde en bagtanke med at være her, en tanke, der kunne komme til at koste os alle dyrt, eller om hun simpelthen bare var så stor en fan, at hun ville gøre alt for at komme herind.

For at være ærlig, vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle håbe mest på personen ville, for jeg orkede ærligtalt ikke at holde min facade kørende meget længere. Et eller andet sted ønskede jeg blot at gøre en ende på det hele, og slippe fra alt det pres der lå på mig, og få flyttet alle de problemer, der tyngede mine skuldre ned med en helt umenneskelig kraft. På den anden side, ville jeg aldrig kunne få mig elv til at gøre sådanne ting.

Folk elskede mig, og det siger jeg ikke for at lyde selvfed, for det ved jeg at der var nogen der gjorde. Og jeg præcist som jeg vidste det, vidste jeg også, at mange ville savne mig, eller gå præcist samme vej, i løbet af utrolig kort tid.

En drillende albue blev placeret i min side, hvilket fik mig til at dreje hovedet til siden, hvor Niall var godt igang med at takke af for i aften. Han kiggede mig dybt i øjnene, inden han vendte sig mod publikum, og undskyldte min manglende koncentration, ved at fortælle at jeg netop havde mistet en der stod mig meget nær.

Jeg vidste, at han kun sagde det for at hjælpe, men samtidig vidste jeg også, at der nu ville blive lavet utallige rygter omkring hvem denne nære person nu engang var, og at jeg måtte advare min familie, samt få nedtonet det hele en smule på twitter, så snart koncerten var slut.

Da Niall slap mig, og fortsatte henover scenen, løb mit blik endnu engang udover publikum, og for ikke at virke helt kold og hjerteløs, vinkede jeg til et par piger der vinkede til mig på livet løs. Jeg prøvede ligeledes at sende dem et smil, men da jeg udemærket vidste det ikke var hverken ægte, eller nåede mine øjne, var jeg ikke sikker på hvem jeg fik overbevist.

Eller om jeg fik overbevist nogen overhovedet.

Hvilket jeg selv var en del i tvivl om.

Ingen ville tro på et smil så falsk, som det jeg lige havde sendt de to piger. Ingen, udover vores fans. De fleste af dem var så naive at det kvarte kunne og ville være nok. Man kunne med lethed stikke dem en løgn, og de ville både tro på den, og leve på den, indtil man fortalte noget andet eller nyt.

Mit blik fortsatte som var det magnetisk, hen til pælen, den mystiske skikkelse før havde stået lænet op af. Hvilket han eller hun stadig gjorde. Et smil spillede endnu engang om mine læber – om det var ægte eller ej skal jeg hurtigt kunne svare dig på, for evnen til at smile ægte, var noget jeg en ting jeg for længe tiden havde mistet.

Jeg betragtede personen, og så hvordan den langsomt smøg sig fremad langs rækkerne af skrigende teenage-piger. Men kun i skyggerne – den ville ikke opdages.

Jeg vidste, at jeg burde åbne munden og sige noget – advare nogen. En person som den der, der tydeligt ikke ville rammes af nogen former for lys, kunne nærmest kun betyde noget dårligt. Den kom længere og længere op, tættere og tættere på scenen.

Tættere og tættere på os.

Min mund åbnede sig automatisk for at snakke, men lige idét jeg ville lade ordene strømme ud af min mund, stoppede personen op. Meget brat faktisk, og på nøjagtigt samme tid, satte trommerne bag mig igang. Det var nu vi skulle forlade scenen. Nu, vi skulle begive os tilbage til backstage-området, og så hurtigt som muligt nå ud i bussen, helst inden alle fansene nåede ud og spærrede for os.

Langsomt trak jeg mig tilbage, mens mit blik fortsat var fastlåst på skikkelsen i det mørke tøj, i skyggerne. Den stod helt ubevægeligt, med blikket rettet et helt bestemt sted hen – og det sted var ikke os drenge, men derimod uret.

Personen ventede – måske en vildfaren forældre?

Tankerne eksploderede i mit hoved, men lige idét den mindre del af scenen, begyndte sin nedtur fra selve scenen og til backstage-området, forsvandt de som dug for solen.

Klokken var 21.

Og personen dansede.

 

Så skete det! Første kapitel er nu ude, og jeg kan nu officielt sige/skrive, at Broken Souls nu for alvor er skudt igang! 

Jeg er meget beæret over det allerede forholdsvis høje antal af favoritter, og jeg håber min historie og jeg vil leve op til jeres forventninger! :-)

Håber i fortsat vil følge med

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...