⎜Badboy Justin⎜Justin Bieber⎜

Justin ligner bare en af de helt almindlige badboy der går i klassen, som laver ballade. Ham der bare pjækker, ikke tager skolen seriøst og styre skolen, sammen med hans slæng. Men det viser sig så at han ikke bare er den almindelige badboy, men faktisk en rigtig badboy. Ham der laver kriminalitet, ham politiet er efter, ham der ved hvordan man bruger en pistol uden at tøve. Ham der bliver kaldt Mr. heartless. Men om han bliver Heartless forevigt må tiden jo vise, for pludselig kommer der en pige ind i billedet, som man får følelser for? Måske Mr. Heartless bliver Mr. Heartfull - læs med og find ud af det.

156Likes
165Kommentarer
81164Visninger
AA

39. Troede aldrig jeg skulle se ham igen

Justin's synsvinkel

 

Sophie ville gerne kysse hele tiden, og putte osv. Men fordi du stadig var usikker på om du ville være sammen med hende, så tøvede du lidt. For du ville ikke give hende falskforhåbninger hvis du pludselig endte det hele. Men du ville samtidig gerne være sammen med hende, for hun tiltræk dig på en eller anden måde. Hun var som et eller andet stof. For, for hvert kys hun gav dig, så sagde du til mig selv at det ville være det sidste. Men for hver gang hun spurgte så kunne du ikke sige nej, så det blev et tøvende 'Ja', da du prøvede at kæmpe imod - Men det gik dog ikke så godt. Sophie havde også spurgte om du var okay et par gange, da hun syntes du var lidt underlig. Men du sagde bare at du havde nogle ting at tænke på, så det var derfor du tøvede. Da du lige tænkte på noget andet, også skulle havde fat i hvad hun spurgte om inde i hovedet.

"Vil i så spise med eller?" spørger Sophie, så du kigger ned på hende. For hun ligger op af dig, på din skulder.

"Ved ikke" svarer du, da du hellere må komme hjem, for ikke at få for mange følelser for hende.

"Please, jeg vil bare gerne være sammen med min kæreste" siger hun, mens hun kigger op på dig. Så du sukker lydløst. For bare det at hun kalder dig hendes kæreste..

"Bliver nød til at gå" siger du, mens du rejser dig fra sengen. For det bliver for meget.

"Hvorfor, sagde jeg noget forkert?" spørger hun, mens hun kigger trist hen på dig.

"Nej, men bliver nød til at holde mig fra dig" siger du, som det sidste inden du skynder dig nedenunder.

Hvor du får dine sko på, og så er du ellers ude af døren. Du ville normalt tage hjem, men lige nu har du slet ikke lyst til at tage hjem. Så derfor skynder du dig hen i din bil, hvor du begynder at køre lidt ud af byen. Du ved ikke hvad du vil, men det får dig forhåbentlig på andre tanker. Eller tanker om hvordan du skal forklarer Sophie at i ikke kan være sammen. For du vil ikke være så snæversynet som Mason. For han tror ikke der vil ske Laura noget, men det vil der helt sikkert. For du ved bare at jeres fjender vil bruge det mod jer. Hvis ikke de gør det mod Mason, så gør de det helt sikkert mod dig, da der er flere der har et kæmpe had mod dig. Så derfor kan dig og Sophie bare ikke være et par, ligemeget hvad eller hvem der siger noget..

~


Sophie's synsvinkel

 

"Hvad er der galt med mig?" spørger du, på randen til at græde.

"Hvad mener du?" spørger Laura, mens hun lægger armene om dig.

"Det er anden gang han gør det der" snøfter du, så hun trækker dig længere ind til sig.

"Det jeg virkelig ked af" kommer det fra Mason, så du kigger hen på ham.

"Er det normalt?" spørger du, bare for at vide det.

"Ved ikke? Han har aldrig rigtig haft en kæreste, såeh" svarer han.

"Hvad med Stephanie?" spørger du. For du troede de havde været en ting.

"Som sagt så var hun bare en han kunne lukke sine frustrationer ud på, gennem sex" svarer han, så du nikker med et suk.

"Så må der være noget galt med mig" sukker du, og trækker dig fra Laura.

"Der er ikke noget galt med dig, Soph" siger Laura. Så du nikker modstræbende.

"Det må der være, for hvorfor skulle han ellers sige jeg skulle holde mig fra ham, når jeg intet har gjort?" spørger du, mens du går lidt frem og tilbage på dit gulv.

"Ved det ikke, men det er fordi der er noget galt med dig, ellers har han problemer" svarer hun.

"Det sikkert fordi jeg er for tyk" siger du, mens du går hen til dig skab.

"Nej, du er ej!" udbryder Laura nærmest.

"Hvad skulle det ellers være?" råber du irriteret. Grunden til det går udover Laura, er fordi du ikke ved hvem det ellers skal gå udover. Og da hun er den eneste der snakker, går din frustrationer udover hende.

"Jeg ved det ikke.." siger hun stille. Sikkert skræmt af dit udbrud.

"Se, det er fordi der er noget galt med min krop" siger du stille for dig selv, mens du får et par løbe leggings, og en top ud af dit skab.

"Hvad skal du?" spørger Laura forvirret.

"Ud og løbe" svarer du, mens du skifter til det.

For du er lidt ligeglad med Mason er herinde. Men du sørger for at stå med ryggen til ham, hvor du tager din top på først, da den gør lidt nedover din røv. Dine leggings er sorte, hvor der med hvidt står 'Work out' ned af det venstre ben på siden. Din top er lyserød, hvor der står 'Work hard' henover barmen, med zebramønster. Hvor du så finder dine løbe sko frem, som er et par Nike Free i sort og hvid. Som det sidste sætter du dit hår op i en høj hestehale.

"Tager du seriøst ud og løber nu?" spørger Laura, så du kigger hen på hende.

"Hvis min kæreste ikke kan lide mit udseende, må jeg jo ændre på det" svarer du, mens du sætter en slags mobilholder til din mobil rundt om din arm.

For nu hvor du ingen lommer har, så må den sidde der, da du skal kunne høre musik. For du kan ikke løbe uden musik, da det bare ville være kedeligt efter hånden. Så derfor tager du dine høretelefoner henne fra natbordet, hvor din mobil også ligger. Høretelefonerne i din iPhone, og din iPhone i holderen, hvor du sætter en playliste på - Bare en blandet en. Hvor du kun har en i indtil videre, hvis nu Laura eller Mason skulle sige noget, og det skulle de så.

"Du ved jo ikke om det er det, og som jeg sagde før, så har han problemer hvis det er dit udseende, for du er en virkelig smuk pige" siger hun igen.

"Jeg er enig med Laura" siger Mason, så du ryster på hovedet af dem.

"Jeg er ligeglad med jeres mening, det Justin's der tæller" siger du, og går hen mod døren. Hvor du stopper op, og kigger tilbage på dem.

"Hvis i vælger at tage hjem, så sig lige til tvillingerne af det selv står for maden" siger du, inden du går ud af døren. Hvor du får den sidste høretelefon i øret. 

Hvor du småløber ned af trapperne, og så det ud med dig. Hvor du løber til venstre, hvor du så bare ellers følger vejen. For du er lidt ligeglad med hvilken vej det er, bare den er lang og du taber lidt på det. For du er udmærket klar over at du ikke bliver tynd lige med det samme. Men derfor betyder det ikke at du ikke taber noget ved at løbe en lang tur. Men udover det så får du jo en masse frisk luft, og hørt en masse musik, og tabt en smule, så det er positivt. Da du er løbet lidt, hører du din mobil ringe, så du tager den. Da den sidder rundt om din arm, gider du ikke se hvem der ringer, så derfor tager du den bare. Hvor du så finder ud af det er Laura.

"Kom lige i tanke om du fortalte der skete noget henne ved Justin, men du fortalte så ikke bare hvad der skete, men kan du det nu?" spørger hun.

"Øhm.. Ja, det kan jeg vel" svarer du lidt forpustet, da du jo løber. Men også fordi du panikker lidt.

"Efter jeg havde skiftet til min sorte hættetrøje, listede jeg over til Justin, fordi jeg så nogen mistænksomme personer derhenne. For havde ikke set dem før, men de stod og kiggede ind af hans vinduer, så derfor tænkte jeg at det var lidt underligt. Og du kender mig, jeg bliver altid lidt nysgerrig, så derfor..

 

".. Jeg listede indenfor, da de på en eller anden måde var kommet ind. Så ikke hvordan de kom ind, da jeg jo var oppe og skifte trøje. Da jeg listede indenfor, sørger jeg selvfølgelig for at skubbe døren stille og roligt op, efter jeg var sikker på det ikke var nogen i nærheden. Jeg kom indenfor, hvor jeg hørte nogen stemmer. De fleste stemmer var ovenpå, men kunne også høre nogen inde i stuen, så derfor listede jeg mig ind mod køkkenet, hvor jeg satte mig ned. For hans køkken har åbent ind mod stuen. De så mig heldigvis ikke, og jeg takker gud for de ikke har knirkende gulve. Jeg havde også udtænkt en plan for hvis de kom ind i køkkenet, for han havde en køkkenø, så jeg kunne bare kravle rundt om. 
Da jeg havde siddet og lyttet en smule, hørte jeg en sige; Han er egentlig meget dum at han ikke kunne regne ud at vi havde lagt en fælde. Fælden kunne jeg så gætte mig til var at få ham ud af huset, så de kunne gennemsøge det. 

"Når men lad os nu lede videre, måske vi kan finde ud af noget om ham Justin" sagde en anden.

Hvor jeg kunne høre de begyndte at lede rundt i en masse ting. Ca. 5 minutter efter, kunne jeg høre en komme ned af trapperne, efterfulgt af en masse andre skridt. Så jeg kunne gætte mig til at de faktisk var ret mange inde i huset.

"Der var heller ikke noget ovenpå, andet end babybilleder og sådan" sagde en anden stemme, med et svagt grin.

"Hmm.. så er det eneste sted vel kælderen" kom det fra samme stemme fra før.

"Okay, så lad os alle gå derned" sagde samme fyr.

Så de alle gjorder sig enige og gik derned. Hvor jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre, så jeg blev bare siddende. Men det varerede ikke længe, for jeg sad med ryggen til køkkenet og prøvede at se om der rent faktisk var fribane. Men pludselig blev jeg hevet op bagfra, så jeg begyndte at skrige. For det var bare af ren refleks at jeg begyndte at skrige, da det skræmte mig.

"Jeg sagde jo jeg så noget" grinte personen der havde fat om mig.

"Sliiiiiiip miiiiiig!!" skreg jeg, mens jeg prøvede at løsrive mig.

"Hvorfor skulle jeg dog det, når du går og leger spion" grinte han.

"Fordi jeg lover ikke at sige noget" sagde jeg skræmt.

"Hvad siger du boss?" spurgte ham der holdte om mig, mens han kiggede bagover.

"Jeg syntes vi skal give hende en eller lærestreg" grinte han, og kom til syne foran mig.


 .Anthony James Rodriques - 20 år.

 

"J-Jamen, j-jeg lover ikke at sige det til n-nogen" stammede jeg, da jeg var virkelig bange.

"Nah, det ville nu ikke være så sjovt vel?" grinte boss'en med flabet smil.

"Men du ser nu godt ud, smukke" sagde han, og nussede mig lidt på kinden.

"Lær vær med at rør mig!" snerrede jeg, mens jeg vendte min kind fra hans hånd.

"Wow, der er vist en der viser klør" grinte han, og rev ud i luften som en kat.

"Mm, så i må hellere slippe mig!" sagde jeg bestemt, mens jeg prøvede at komme ud af armene på ham bag mig.

"Nah, det ville jo ikke være så sjov, som jeg sagde før" grinte han.

"H-Hvad skal der så sk-ske?" stammede jeg, mens jeg kiggede hen på ham.

"Du skal bare sende en lille besked til din kæreste" svarede han.

"Hvilken b-besked?" spurgte jeg, mens jeg kiggede på ham.

"Beskeden om at din kæreste hellere må se at forlade byen, for de nye konger er kommet til. Vi er de nye herre over byen, og vi er meget mere erfarende en deres lille "bande". Vi har været lidt over det hele, og vi har sat vores spor rundt omkring. Derfor siger jeg det pænt; Hvis han ikke selv forlader byen, så skal vi nok personligt selv få ham og hans lille bande væk. Men det sker ikke via transport, eller fods, men via. kister. For vi har hørt at lille Mr. Heartless, skulle være noget særligt, og det tror vi ikke helt på. For vores gruppe er sku lidt mere heartless end ham. Vi har været flere steder, og sat flere spor end de har, så vi kongerne, og folk brude frygte os, og ikke deres lille gruppe. Så hvis du ville være en skat, og sige han godt må pakke sine ting, og tage afsted med det samme, ville det være super. Men du må sku gerne blive her, for kunne godt bruge en lækkerbisken, til at tilfredsstille mine lyster" sagde han overlegent.

"Ha, som om jeres gruppe er bedre end deres" grinte jeg flabet. Selvom jeg ikke vidste så meget om Justin og hans gruppe, så kunne de umuligt være bedre. For havde de måske en som Justin, der bare kunne gå til angreb uden at tænke, nej, det tror jeg ikke.

"Flabet huh?" spurgte han, mens han kom tættere på mig.

"Syntes i skulle tage og smutte, før dé smider jer ud at byen genne kister" sagde jeg flabet.

"Ha, og det er du sikker på sker?" spurgte han med et løftet øjenbryn.

"Jeg er ikke bare sikker, jeg ved det" svarede jeg, med et flabet smil på læben. Men det smil forsvandt hurtigt, da min kind sveg mere end fanden gjorder.

"Damn, nogen burde lære dig at holde din kæft" grinte han smørret.

"Og nogen burde lære dig om manér" mumlede jeg, mens jeg rullede øjne af ham.

"Manér skal man sku ikke have over for kællinger" grinte han, hvor min kind fik endnu en. Så jeg blev nød til at bide smerten i mig, men tårerne kunne jeg desværre ikke holde tilbage.

"Aw, græder den lille prinsesse" grinte han, og nussede mig på kinden. Så jeg igen trak min kind væk fra hans hånd.

"Må jeg ikke bare gå nu?" spurgte jeg med et snøft.

"Slip hende Rick" sagde han til ham bag mig, så han slap mig.

Hvor jeg med det samme skyndte mig ud af huset, og hen til mig selv. For skulle ikke være i nærheden af Anthony mere. For han skræmte mig virkelig mere end noget andet. At han rent faktisk begyndte at slå mig bare fordi jeg svarede lidt flabet tilbage havde jeg ikke set komme. Så han havde åbenbart en virkelig, virkelig kort lunte. Så håbede bare at jeg ikke så ham igen. For ville ikke turde gætte på hvad han ville gøre i mod mig.."

 

"Så han slog dig?" spørger Laura chokeret.

"Mm, men det ligemeget, for kommer ikke til at se ham igen" svarer du, mens du løber.

"Hvad hvis nu det sker, kan du ikke skynde dig hjem?" spørger hun bekymret.

"Det sker ikke, hvor stor ville chancen lige være for det?" spørger du med et svagt grin.

"Ja, den er lille, syntes du ikke?" griner en stemme ved din side, så du skriger..

 

.Ikke rettet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...