Crazy Kids - Harry Styles

Skylar Priscilla og Rita Ora, mødes en dag. Rita klar på sin karriere lige til top og en forvirret Skylar der intet ved om hendes fremtid. De begge er klar på fest og farver, da de begge elsker Alkohol, tøj og drenge lige højt. Skylar er en der vil nyde livet, prøve nye ting og for meget alkohol, hvor Rita tager det mere roligt, og passer på sit ry'. Da de møder One Direction på deres hotel bliver de inviteret til deres mini fest på deres hotel værelse. Da alle forlader Harry og Skylar alene uden noget ekstra værelse til Skylar, er der ingen udvej udenom at sove med Harry Styles. Skylar er på ingen måde forelsket i Harry, men syntes bestemt han er en rigtig charmetrold og en smule mystisk. Men de begge har deres egen meninger om forskellige ting, men de vil satdig gerne se mere til hinanden. Ikke nok med dramaer i sin fritid, har hun også problemer på hjemme fronten. En bror der er syg og en mor der ser hende som luft. Kan en familie gendannes efter deres fortid

18Likes
19Kommentarer
2147Visninger
AA

8. Hola Amigos

Humøret var ekstremt højt, da jeg vågnede. Jeg kunne ikke tro det. Mexico todaaaaay! Jeg hoppede lidt i sengen og valgte til sidst da der ingen reaktion kom fra min sovekammerat at 'overfalde' ham, hvilket betød jeg kastede mig over ham. Et irriteret suk, forlod hans læber, da hans ene øjne kiggede på mig imens det andet prøvede, at følge med. Jeg smilte stort til ham, inden jeg mindede mig selv om jeg var i mit irreterende/drillende humør, så jeg halv råbte ind i Harrys hoved  "Det idaaaaaaaaag!" 
Harrys satte sig op i sengen uden, at sige et eneste ord. "Hvad er der?" spurgte jeg nysgerrig  da han aldrig var så, så stille. "Har ikke sovet så godt i nat, da jeg lå ved siden af en ninja i nat," sagde han seriøst og grinte så lidt bagefter, mine øjenbryn skød i vejret. Hvad mente han? Jeg har da sovet igennem fantastisk. "Hvad har du egentlig drømt i nat?" Jeg tænkte mig godt om, men huskede intet fra nattens drøm. Hvem husker også hvad de drømmer, med mindre de bliver overfaldet og lænket til en seng af en Abercrombie & Fitch model? Okaaaay, det var sært Skylar. Men jeg mente det. Jeg undlod at spørge mere indtil det da mine tanker slet ikke lå over Harrys søvn, men over Mexico's strande, drinks, mexicanske fyre (tihi), Harry og Niall. Jeg var hurtigere i tøjet end nogensinde før.

Jeg tog mig alligevel tid til at glatte mit hår selvom planen ikke havde været noget særligt. Imens jeg glattede mit hår hørte jeg døren smække i. Han var vel ikke sur vel? Jeg ville bestemt ikke på 'ferie' med en sur Harry. Det kunne mit hoved ikke tage lige nu. Jeg lagde hurtigt glattejernet og kiggede ud i gangen, ingen Harry. Hvad sker der lige for ham? Jeg havde fået rimelig meget hovedpine over alle de negative tanker og jeg havde bare lyst til, at gå. Jeg vil gerne gå en tur. Min mave vækkede mig fra mine tanker, den brølede ud i sult, jeg tog mig på maven og jeg måtte simpelthen finde noget mad. Buffeten var sikkert åben. Jeg tog min mobil og kortet til værelset og så var jeg smuttet. Lidt inden jeg kunne se dørene til rummet med den masse mad, restauranten, ringede jeg til Harry. "Hallo?" svarede han hurtigt, "Hey, hvor er du? Du ikke sur vel?"  "Nej, nej. Jeg er nede i resturanten og henter mad op på værelset, jeg forlader restauranten om lidt," Restauranten? Damn. "Okay, jeg er på værelset, nej.. øhmm. Ja vi ses om lidt." Jeg satte hurtigt i løb ned ad gangen og hoppede op af trapperne. Han havde bare prøvet at være sød. Jeg låste hurtigt døren op og prøvede at få det til at ligne jeg aldrig havde forladt væreslet. Jeg smed mig i sengen og tændte tv'et og smed benene om i sengen og hørte døren gå op. Jeg sendte et falsk smil, og prøvede at styre mine forpustede vejrtrækninger, da krøl-toppen stak hovedet frem.

Han havde være så sød at hente æg, bacon, brød og noget appelsin juice. "Jeg troede du var blevet sur," sagde jeg lettet da jeg havde taget en bid af min mad. Det smagte så godt, og min mave brølede hellere ikke mere. "Nej, jeg tænkte bare du var sulten, ligesom jeg er," sagde han med munden proppet. "Og forresten, vi alle mødes udenfor om 45 minutter".  Harry havde spist meget hurtigere end mig og havde presset mig for mere mad, fordi han påstod han stadigvæk var sulten. Så han havde hjulpet mig med at tømme tallerkenen og vi kunne rydde det sidste op og pakke min håndtaske, med pas, flybilletter, solbriller og Blue Jeans lakridser - De bedste! Jeg skubbede blidt Harry i ryggen da han stod i vejen ude i gangen, han vente sig om og gav mig et flabet smil, det betød der ville komme en flabet-Harry-replik. "Skal du skubbe?" han tog hårdt fat om livet på mig så jeg i et chok tabte min taske ud af hånden. "Harry, så må du lade vær' at stå i vejen" sagde jeg strengt, men holdte det ikke længe før jeg brød ud i et grin. Han skubbede mig ind i væggen og holdte fast i mig. Jeg lagde hænderne om hans nakke og kiggede ham i øjnene. Hans hoved nærmede sig og vores læber var så tæt på, men jeg afbrød det der ellers ville have sket. "Vi skal afsted!" "Rolig nu, de kan vente, babe" Jeg kyssede ham hurtigt på kinden inden han kunne nå at gøre noget, "Så? skal vi afsted eller hvad?" "snedigt" sagde han lavt, og gav slip på mig.

Harry var en gentleman og tage begge kufferter, men jeg insisterede på at tage min egen da det næsten var pinligt så tung som den var. Alt for meget tøj, hårprodukter osv. Vi fik bokset os igennem hotellet som to idioter, jeg tror næsten Harry havde dobbelt så mange hårprodukter med som mig, hans kuffert  var i hvert fald også tung. Når men jeg stod bare der som idiot og kiggede på is i de der frysere der, i ved dem der er kiosker osv., Jeg kunne nærmest mærke mundsavlen forlade min mund nu mere jeg kiggede på dem. Harry stod og talte med receptionisten og betalte for det skønne ophold på Hilton. "Klar?" spurgte Harry, jeg nikkede ivrigt. Jeg var ikke bare klar, jeg var virkelig, rigtig, super klar. Jeg tog mine solbriller på og vandrede ud til de andre som allerede havde ordnet det hele og tjekket ud. Taxi'ener var kommet og vi skulle kun smide kufferterne ind bagved og så kørte vi ellers det lille stykke ned til lufthavnen. 

Alt var på plads og vi kunne nu forlade Danmark, lille lille Danmark. Vi steg på flyet og i den gang man går i for at komme derind, skulle jeg selvfølgelig vrikke om. Slet ikke pinligt, nej. Harry havde bare grinet og taget min hånd. Harry og jeg sad sammen alene, fordi vi var åbenbart blevet flyttet fra de andre. Ja det var altså ikke privat fly, denne gang. Men det var første klasse, bare ikke lige med vores venner. Eller de havde fået pladser meget længere bagved end os. Altså jeg forstår ikke hvorfor det er man betaler så meget mere for første klasse? Jeg ville ingen problemer have med at sidde ved siden af andre folk. Strangers. 

Jeg fik en arm puffet ind i siden af min mave. Jeg vente hovedet og så Harry sidde med et smil på læberne, som om han havde en plan. "Er det ikke nu vi skal lære hinanden at kende?" sagde han, men indskudte lige lidt mere "Altså bedre," og så blinkede han og gav mig smilet. Vi kendte jo egentlig ikke hinanden specielt godt, så jeg nikkede med hovedet. "Hvad vil du vide? og hvad behøver jeg at vide?" begyndte jeg. "Jeg vil vide alt om dig," alt?..     Det tror jeg desværre ikke han ville, så sad jeg i hvert fald ikke ved siden af ham nu, hvis han vidste alt. "Tjo, jeg har en bror, som jeg ikke ser, han er det man definere som psykisk syg. Min mor og far er gået fra hinanden, så de skændes om hvem der skulle have mig og de besøger min bror til højtiderne." jeg fumlede med fingrene og ventede på Harrys historie. "Hvorfor ser du ikke din bror selvom han er psykisk syg?" han lød en smule oprevet og lidt ked. "Det er en lang historie Harry," "Tro mig Skylar, vi har massere tid".

"Okay så. Der har altid været noget med ham, vi har bare aldrig opfattet det som så slemt, måske en diagnose inde for ADHD. Men han begyndte at blive utrolig mærkelig, mere end han plejede, og en nat vågnede jeg ved at han kaldte på djævelen. Og ja jeg mener det faktisk. Jeg løb hurtigt ind på hans værelse da han forstyrrede hele huset, med hans råben. Men da jeg kom derind så jeg ham side og skære i sig selv og kalde på djævelen igen, han vendte hovedet og så på mig, og hans øjne, de var sådan, helt, jeg ved ikke hvordan man beskriver dem, men jeg blev bange. De var helt mørke og kolde, han havde ikke det samme blik som normalt. Han rejste sig op fra sit gulv og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre så jeg løb hurtigt ind på mit værelse hvor jeg låste mig inde og græd mig selv i søvn den nat. Men altså jeg var 11 år gammel, så det var klart jeg var et barn. Men i hvert fald min bror endte på den lukkede og da han blev anset som "normal" igen blev han sluppet ud. Min mor og far var gået fra hinanden imens og de havde på ingen måde tid til at tage sig af ham, jeg ved ikke engang om de vidste han kom ud?  Men jeg har ikke ville se ham, fordi jeg har hørt rygter om han sider på de forskellige hjørner af gader og indtager lidt af hvert," jeg pustede tungt ud, jeg havde aldrig rigtig fortalt om episoden til nogen før, så jeg var enormt glad for jeg ikke havde fået tåre i øjnene. Jeg husker stadigvæk den dag jeg fandt brevet i postkassen, jeg havde taget brevet ind på maven og løbet op på mit værelse og låst mig inde. Da jeg havde læst brevet begyndte tårerne igen at falde ned ad kinderne, de tydelige bokstaver kørte igennem mit hoved som en bombe. -Jannick skal ikke være på centret mere fra d. 28/5-11-. Tro mig datoen bliver ikke bare sådan glemt. "Wow, jeg ved ikke hvad jeg skal sige..." "Du behøver hellere ikke sige noget Harry". Da jeg mindede mig selv om vi stadigvæk sad i flyet, kiggede jeg lige en runde for at se om der var nogle der lyttede med. "Har du så slet ikke set ham siden?" "Nej. og det kommer heller ikke til at ske".

Humøret var ikke steget efter vores lille snak, men jeg prøvede ihærdigt at lade vær med at tænke på ham. Jannick. Men med mine tanker om lækre latino fyre, drinks og Harry i badetøj, hjalp det vel lidt. Og som det nu ikke kunne være bedre var det selvfølgelig varmen. En stærk varm brise susede ind i hovedet på mig, da flyvedørene blev åbnet. En ekstremt lækker fyr, hjalp os med bagagen og kørte os ind til lufthavnen. Og som den største idiot jeg er kunne jeg ikke lade vær med at smile. Vi havde jo fået ham den lækre, jeg er sikker på at mit mundsavl ville flyde over hvis ikke det havde været fordi jeg ikke sagde noget. En lille albue i siden vækkede mig fra mine tanker om at rive fyren rundt i sengen. Ups. Harry gav mig et blik som kunne have dræbt mig, et uskyldigt smil fløj hen på læberne af mig. Og igen skulle han, latino guyen, løfte en af mine tasker og tilfældigvis var han ikke en slapsvans. En stor muskel på hans overarm kiggede lige frem og smilte til mig, det føltes i hvert fald sådan! "Hello Amigos, jeg er blevet jeres chauffør, da jeres anden blev syg,". Louis var den første til at nikke efterfulgt mig og mit store smil. 

"Nyder du udsigten?", jeg kiggede over på Harry som sad og smilte. "Den er smuk!". Vi havde fået en smuk balkon med udsigt til stranden, totalt eventyrs agtig! To arme viklede sig om min mave og små søde kys blev plantet på min hals, "Jeg er glad for at kunne dele den smukke udsigt med det" lød det fra Harry. "Harry, iligemåde." jeg kunne fornemme hvor det førte hen og jeg måtte stoppe det imens mine lyster ikke tog over. "Harry, ikke nu" jeg vendte mig om og svingede hænderne rundt om hans nakke og gav ham et hurtigt kys. Jeg vil ud og opleve noget, jeg vil se det Mexicanske samfund. "Skal vi smutte?" Jeg greb mine solbriller og tog Harry's hånd, så han egentlig ikke havde noget valg. Harry havde først en koncert i aften, så vi havde nogle timer til han skulle gøres klar og varme op. Og som vi gik på hotel gangen dukkede vores helt egen blonde dreng op. "Heeeey," råbte Niall, "Skal du med ud i byen?" fik jeg kaldt tilbage. "Nej jeg har lige nogle ting jeg skal ordne inden, men imorgen?"
"Deal." Det var altid en positiv energi hans skabte så med positiv indstilling forsvandt vi ned ad trapperne, og ned mod receptionen. 

Vi var kommet ind i midtpunktet af byen og folk talte meget højt og et fremmed sprog, selvfølgelig. Jeg tror vi blev tilbudt at købe 20 æbler og bananer, og til sidst købte Harry en banan og et æble til os. Harry fandt nogle t-shirts som han gerne ville have og en gave til hans søster. 

Jeg glædede mig faktisk ekstremt meget til at møde hans familie. Hvis de var bare lige så søde som Harry, kunne intet gå galt. Jeg havde fået vist en masse billeder af dem, Harry er i hvert fald ikke flov over sin familie. Hvilket han hellere ikke burde være. Han viser dem stolt frem, med et stort smil på læberne. Familie kærlighed! Nogle gange er det også mit største ønske, at have en familie jeg kunne prale af. Men der er ikke meget at prale af, dér. Og som tankerne fløj afsted, var jeg sikker på jeg så syner. 

Han stod lige dér. Han stirrede mig dybt i øjenene. Han flyttede sig ikke, han stod bare og kiggede. Min ben begyndte at sitre, hele min krop føltes svag. Mine øjne blev blanke. Det kunne ikke være sandt? Efter så lang tid, så mødes vi her. Min bror Jannick stod ikke mere en 20 meter fra mig, her i Mexico. Min eneste reaktion var at rive i Harry's bluse for at få ham til at se om det var rigtigt eller om jeg bare så syner. Men rigtigt nok fornemmede jeg det var sandt da Harry's eneste kommentar var, "wow han er her".


-Lang tid siden jeg har skrevet, men hvad syntes i? 

:))


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...