Strong Feelings ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2013
  • Opdateret: 18 maj 2014
  • Status: Igang
Det er tre år siden Malanda Truth sidst så sin kusine, Perrie Edwards; og meget er sket siden. Perrie er blevet berømt og forelsket, mens Malanda er vild og fri som altid. Malanda har aldrig været en type der gemmer på sine følelser, men en forandring i Perries liv, kan meget vel også være en forandring i Malandas. Malanda bygger pludselige, stærke følelser op for Perries kæreste, Zayn Malik. Nu er hun nødt til at gemme alle sine følelser væk for den person hun elsker højere end nogen anden. Den person der har været der for hende gennem alle hendes svære passager i livet. Men kan hun også holde sine følelser skjult for den person følelserne skyldes..? Og hvad med hans venner, og nu også hendes..? Og hvis Zayn finder ud af det, hvad vil han så gøre ved det? *Jeg vil stærkt fraråde denne for alle meget unge, sarte sjæle, da nogle scener kan blive meget detaljerede hen ad vejen!*

15Likes
8Kommentarer
1446Visninger
AA

10. ~Tolv

Never felt like this before.

One Direction - ’Change my Mind’

 

Tolv. Antal ord i sætningen: ’Kan du tilgive mig for at være den største idiot i verden?’. Antal stavelser i sætningen: ’Jeg vil aldrig kunne klare mig uden dig’. Antal bogstaver i sætningen: ’Jeg elsker dig’. Antal skridt fra elevatoren til min lejligheds hoveddør. Det er det eneste jeg kan koncentrere mig om, da jeg træder ud forbi skydedørene og hen ad gangen; mine skridt. Lyden af mine skos svage dunk mod gulvtæppet og synet af støvlernes spidser, der viser sig, når jeg langsomt bevæger mine ben fremad et efter et. Jeg er blevet lammet. Lammet af sorg og forvirring.

Sorg, fordi jeg på ingen måde står indenfor det ægteskab min kusine har kastet sig mod; og forvirret, fordi jeg stadig ikke kan forstå hvordan jeg kan have udviklet følelser for min bedste venindes forlovede, når jeg stortset ikke kender ham, og, nårh ja, fordi han er PERRIES FORLOVEDE! Hvor tåbelig, har du lige lov til at være Mal? Tåbelig nok, åbenbart.

Jeg kigger endelig op fra mine fødder og stirrer tomt ind i min hoveddørs hvidmalede træ, inden jeg endelig vågner nok op til at tage nøglen frem, stikke den i låsen og åbne døren, så jeg kan træde ind i mørket og være såret og forvirret derinde i stedet for ude på gangen, hvor alle vil kunne komme forbi og se mig have nået kanten.

Lyset inde i min lejlighed får mig hurtigt til at knibe øjnene i, og jeg kan ikke lade være med at hviske en hel række bandeord, da jeg træder ud af mine sko, mens jeg lydløst skælder mig selv ud, fordi jeg glemte at slukke lyset, inden jeg gik. Det er da også den bedste måde at lade regningerne skyde i vejret, Mal.

Min krop er gået i en selvmedlidende trance, så mine fødder går helt sine egne veje, hvilket ender med, at jeg står ude på badeværelset i fem minutter, inden jeg indser, at mine arme nok er nødt til at hjælpe med at få mit tøj af. Jeg bevæger mig som i slowmotion, og ikke engang det varme vand kan få mine muskler til at løsne sig. Jeg står bare der inde under bruseren og stirrer tomt ud i luften, mens min hjerne arbejder på højtryk med at få de fængende tanker om Zayn ud af mit hoved. Det ender dog med, at jeg må bevæge mig ud af badeværelset med min silkekåbe om mig, og stadig med hver eneste tanke fra før kørende rundt i mit hoved.

”What a friend.” hvisker jeg til mig selv med et langt suk, inden jeg dumper tungt ned i sofaen og stirrer muggent på det sorte tv foran mig. Jeg fortjener ikke at se fjernsyn. Efter to minutter med den uendelige stirren rejser jeg mig endelig op igen, går ud i køkkenet, og så leger jeg ellers dykker i min fryser, indtil en bøtte Ben & Jerrys dukker op, og jeg hiver den hurtigt ud, hvorefter jeg kaster mig over den nærmeste ske.

 

En time efter har jeg alligevel tændt fjernsynet og har skovlet mig igennem to bøtter is, hvilket betyder, at jeg til sidst bare ligger i sofaen med hænderne over min voksende mave og et træt blik mod fjernsynet, som jeg griner regelmæssigt af, bare fordi jeg har fået den idé at snyde min hjerne til at tro, at jeg har det sjovt - til jeres information, så virker det ikke så godt. Jeg har endelig fået mig selv til at skifte kanal igen, da jeg pludselig får en sms.

Harry: ’Vi er nødt til at snakke. Hoveddør.’

Jeg sidder i flere sekunder og stirrer målløs på beskeden, inden jeg endelig får rejst mig op, pakker silkekåben ordentligt om mig og skridter varsomt ud i gangen. Da jeg åbner hoveddøren styrter Harry forbi mig, og jeg vælter nærmest ind i væggen af forskrækkelse, indtil han tager hårdt fat i mine arme og holder mig bestemt fast.

”Du har følelser for Zayn.” Shit! Så han så altså mit blik - crap. Jeg vender og drejer både hoved og øjne så meget jeg kan, i forsøget på at finde en god undskyldning, men jeg er blank.

”Super måde, at træde ind i en lejlighed på, Harry.” Siger jeg til sidst og får endelig etableret en nogenlunde fattet mine, da jeg kigger op på Harrys lettere paniske ansigt. Hans hænder giver endelig slip på mine arme, så jeg kan komme ned og stå ordentligt selv, også ryger mine arme ellers rundt om det hvide stof på mig, da min sorte bh vidst er ret meget til at se, nu jeg tænker over det.

”Ikke pointen.” Vrisser Harry irriteret, inden jeg - heldigvis - sparker skoene af og træder videre ind i min lejlighed.

”Og hvad så?” Siger jeg henkastet, inden jeg hurtigt snubber de to tomme bøtter is og går ud i køkkenet; og at dømme ud fra lyden af skridt bag mig, følger Harry efter.

”Pointen er, at du har følelser for Zayn.” Siger Harry stille, inden han glider ned på en af barstolene, og jeg sukker tungt. Jeg har vel tabt uanset hvad.

”Hvor vil du hen med det, Haz?”

Min kommentar lader til at gøre ham forvirret.

”Hvad? Skal du ikke engang forsvare dig selv?”

”Ærlig talt, Harry. Klokken er tolv, altså midnat. Jeg er træt, og jeg kan egentlig ikke se en grund til at lyve for dig lige nu.”

Harry bliver pludselig tavs, og jeg kigger bare tålmodigt på ham, mens jeg lader min udtalelse slå sig fast.

”Såh… det er sandt. Du har virkelig følelser for Zayn?” Et tungt suk forlader mine læber, inden jeg falder sammen i barstolen overfor Harry.

”Jeg ved det ikke Harry; jeg er så forvirret.” Indrømmer jeg mumlende, mens jeg holder mit blik fast på bordpladen og lader mine hænder vride sig gennem mit lettere fugtige hår. ”Jeg ser Zayn sammen med Perrie på billeder og på gaden, og jeg tænker: ’Yes, Perrie er endelig blevet lykkelig, godt for hende.’ Men så ser jeg dem derhjemme eller på restauranter, hvor de næsten ikke kan få hænderne fra hinanden, og jeg kan ikke lade være med at føle mig vred. Om det er vred af jalousi, fordi Zayn er sammen med Perrie, og jeg ingen har, eller jalousi fordi jeg vil have Zayn, ved jeg ærlig talt ikke. Jeg ved bare, at den ring på Perries finger har slået mig ud på måder, som den slet ikke burde.”

Harry sidder tavs, i hvad der føles som minutter, inden han endelig rækker ud efter mine hænder, og jeg kigger hurtigt op og møder hans varme, grønne øjne.

”Søde, enten er du meget ensom, hvilket jeg tvivler på,” starter han med et skævt smil, som også får min mundvig til at trække sig en smule opad, indtil han fortsætter. ”Eller også er du helt skudt i Zayn.” Et langt suk efterlader mine lunger helt tomme, og et sekund overvejer jeg lidt, om jeg måske vil kunne gøre det samme med mine følelser, men jeg er hurtigt tilbage til samtalen igen.

”Men jeg har ikke lyst til at have følelser for Zayn. Han er kærester med min kusine. For helvede! Han skal giftes!” Jeg er pludselig meget vred og rejser mig hårdt op, inden jeg går hen til væggen, som jeg med vilje går direkte ind i, inden jeg begynder at hamre min knytnæve beslutsomt ind i den.

”Mal! Mal!” Halvråber Harry bag mig, inden han tager fat i min arm og svinger mig rundt, så jeg står stille foran ham, og jeg opdager tårerne på mine kinder omtrent samtidig med ham. ”Mal.” Denne gang er hans stemme rolig og bedrøvet, og han tøver ikke et sekund med at lukke sine arme om min hals, så jeg kan gemme mit hoved i hans skulder og dæmpe mine hulk, mens jeg gradvist får det hele ud af systemet - og ned på Harrys T-shirt. Flot Mal, meget flot.

 

”Hvor lang tid har du haft det sådan?” Jeg er endelig stoppet med at græde, og Harry og jeg er nu flyttet til stuen, hvor vi sidder med hver vores kop te og gennemgår enhver detalje om mine følelser for Zayn.

”Det ved jeg ikke… Jeg tror de begyndte allerede, da jeg mødte ham første gang på klubben, på min fødselsdag. Men jeg har ikke rigtig overvejet muligheden før her til aften, da jeg fandt ud af nyheden om deres forlovelse.” Siger jeg langsomt, mens jeg rører rytmisk rundt i min te.

”Og det var dét, der gjorde det helt store udfald, ik’? Forlovelsen.” Jeg kan ikke finde ud af, om Harry er trist over den nye information jeg har givet ham, eller om han er glad på mine vegne - men helt ærligt, hvem ville være glad på ens vegne, når man har følelser for sin kusines kæreste? Ikke Harry, i hvert fald.

”Jah… Det var det vel.” Mumler jeg ned i min tekop, mens jeg gør alt for at undgå øjenkontakt med Harry. Helt ærligt, så kender jeg ham ikke nok til at vise den helt store boks af følelser frem for ham endnu. Stilheden ligger sig gradvist over os, mens vi begge koncentrerer os om vores te. Det virker ikke som om, nogen af os kan finde noget at tilføje til samtalen, men det hele er vidst også nogenlunde blevet sagt. Det var i hvert fald, hvad jeg troede.

”Såh… Hvad vil du gøre?” Siger Harry med et lille suk, inden jeg endelig lader mine øjne møde hans.

”Hvad?” Ender jeg med at sige forvirret, hvorefter jeg rejser mig op fra sofaen og stiller koppen fra mig.

”Med disse… følelser. Hvad vil du gøre?” Siger Harry, og jeg kan ikke undgå at bemærke den lettere opgivende tone, da han rejser sig op og kigger afventende på mig. ”Du kan jo ikke bare gå rundt med sådan noget gemt væk, indtil de er blevet gift og har fået tre børn. Især ikke, når Perrie skal forestille at være din bedste veninde.”

”Og det er præcis derfor, at jeg vil vente…”Starter jeg trodsigt ud, inden jeg laver en dramatisk tænkepause. ”… I hvert fald tolv år, før jeg fortæller nogen som helst andre om mine følelser for Zayn. Og det gør du også.” Jeg kigger strengt på Harry, som også har stillet sin kop fra sig og nu slår irriteret ud med armene.

”Helt ærligt Mal! Du kan ikke gå med det her for dig selv så længe!” Nærmest råber Harry, hvorefter han tager et lille, men sært truende, skridt mod mig, og jeg træder et langt skridt tilbage, så min fod rammer glasdøren ud til altanen.

”Nå ikke! Watch this!” Vrisser jeg utålmodigt af Harry, men inden han når at råbe tilbage, har jeg åbnet altandøren og er trådt ud i den mørke nat, der omgiver Londons ellers travle gader.

Jeg står længe ude på altanen med mit blik kørende uroligt hen over de lysende skyskrabere, på samme måde som mine tanker kører rundt i mit hoved. Jeg har fortalt Harry om mine uønskede følelser, og han begyndte at råbe af mig. Han er ikke engang en del af det drama, så hvad vil der ikke ske, hvis jeg nogensinde fortæller Perrie det? Hun vil dræbe mig på stedet; ikke bogstaveligt talt, men hun vil aldrig tale til mig igen, og det i sig selv vil æde mig op indefra. Og hvad med Zayn? Det er jo ikke fordi, han tilnærmelsesvis har det på samme måde som mig, så hvis jeg nogensinde vil fortælle ham om mine følelser, så vil han helt sikkert bare grine, eller i hvert fald benægte det; måske endda opføre sig ligesom Harry, eller som han opførte sig i hans stue tidligere. Der er ingen som helst mulighed for, at der er nogen der vil støtte mig i det her. Jeg står fuldstændig alene.

”Mal.” Harrys mere dæmpede stemme lyder inde fra stuen af, og jeg trækker hurtigt en dyb indånding ind, inden jeg beslutter mig for at tælle til tre, klare mine tanker og gå tilbage til lejlighedens varme.

Et. Jeg lader blikket køre over byens natteliv en sidste gang. Jeg er nødt til at holde mine følelser intakt, ikke lade dem fosse ud til Perrie, som jeg ellers plejer.

To. Jeg lukker øjnene i og ser lysene for mit indre blik i stedet. Der er alligevel ingen der forstår, så hvorfor sige det?

Tre. Et sidste blik ud over altanens rækværk og en fast beslutsomhed i min hjerne, og så er jeg ellers vendt om og træder tungt ind gennem glasdørene igen, hvor Harry står midt i stuen og venter tålmodigt på mig.

”Vi har fået selskab.” Harrys stemme er hæs og har en indforstået tone over sig, da jeg vender blikket ordentligt mod ham, og pludselig er den mørke skikkelse bag ham ikke længere hans skygge.

”Jeg troede du skulle holde Perrie med selskab for natten?” Jeg kan ikke undgå at lyde en smule spydig, hvilket bare får mine tanker til at miste fatningen. Damn it.

”Hun tog hjem til sin egen lejlighed. Noget med et vigtigt bandmøde i morgen tidlig.” Zayns stemme er stortset ligeså hæs som Harrys, og jeg kan se hvordan begge fyre konstant har deres blikke flakkende fra mig til hinanden.

”Og du ville ikke være alene?” Siger jeg med et lille smil, som er fuldstændig blottet for følelser. Jeg skal i hvert fald ikke vise alt for meget, nu hvor Harry allerede har gennemskuet mig. ”Bare rolig, Harry skulle til at gå.” Jeg går med lette skridt hen til de to drenge og klapper Harry hurtigt på skulderen, inden han bevæger sig ud mod hoveddøren med et spørgende blik til Zayn, som vælger at blive stående.

”Jeg kom faktisk ned, fordi jeg gerne ville snakke med dig.” Siger han til sidst, mens han løfter øjenbrynene spørgende, og jeg skal lige til at afvise, da Harry dukker op igen.

”Jeg smutter hjem til mig selv, så kan I to få snakket, og så kan vi snakke i morgen.” Siger han med et skævt smil, inden han blinker til mig og klapper Zayn på skulderen, og så har han ellers efterladt mig alene med den dreng, som jeg har følelser for, og som jeg virkelig, for alt i verden, ikke må være forelsket i.

”Hvad vil du snakke med mig om?” Spørger jeg til sidst henkastet, hvorefter jeg samler Harrys og min kop op og går ud i køkkenet med dem, hvor Zayn følger mig hen.

”Hvad lavede Harry hernede?” Undviger Zayn lethåndet, og jeg kan ikke lade være med at blive en smule irriteret over ventetiden.

”Han ville snakke, så jeg bød ham på te.” Siger jeg med et enkelt skuldertræk, og Zayn svarer med et let nik, hvorefter jeg lader kopperne dumpe ned i opvaskemaskinen. ”og nu er spørgsmålet så: Hvad laver du hernede?” Jeg vender mig demonstrativt om mod ham og folder afventende armene, mens jeg langsomt lader blikket glide ned over hans perfekte krop. Shit - bad move, Mal.

”Mal?” Spørger Zayn pludselig forvirret, og jeg vender hurtigt blikket op mod hans hoved igen, hvor hans øjne har fået et sært kækt glimt over sig, og jeg slår opgivende ud med armene, så jeg måske kan undgå det pinlige øjeblik, hvor en cocky kommentar undslipper hans mund.

”Hvad vil du Zayn?” Spørger jeg utålmodigt om, mens jeg undviger hans blik på alle mulige måder.

”Snakke med dig.” Siger Zayn til sidst, og nu lader det til, at det kække ikke kun befinder sig i hans blik, og da jeg vender øjnene mod ham igen, kan jeg ikke lade være med at suge luften stødt ind mellem mine tænder, da jeg kan se hans tunge følge hans underlæbe på den mest forførende måde. Jeg kan ikke lade være med at klemme mig lidt længere ind mod køkkenvasken, og det bliver ikke bedre, da Zayn træder et skridt frem, så der er mindre end en halv meter mellem os.

”Om hvad?” Får jeg endelig ud mellem mine læber, som jeg pludselig også lader tungen følge, inden jeg bider let i den, hvilket ser ud til at påvirke Zayn for vildt.

”Grunden til, at jeg ikke vil have dig til at sige noget til Perrie om i går aftes.”

”Jeg sagde, at jeg ikke ville sige noget, hvad er der mere at snakke om?” Jeg afbryder ham nærmest på hans sætning, hvorefter jeg sukker tungt. Der blev øjeblikket ødelagt. Hvilket vel egentlig også er ret godt.

”Men jeg gav dig aldrig grunden til, hvorfor hun ikke må vide det.” Siger Zayn lavt, hans stemme er næsten kun en hæs hvisken, og jeg kan tydeligt mærke, hvordan min mave knuder sig sammen i lyst efter at være så tæt på ham som muligt.

”og hvad er det så?” Siger jeg utålmodigt, mens jeg klemmer hårdt med fingrene omkring bordpladen bag mig, men mit greb bliver hurtigt svagt igen, da Zayn træder helt frem mod mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...