Strong Feelings ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2013
  • Opdateret: 18 maj 2014
  • Status: Igang
Det er tre år siden Malanda Truth sidst så sin kusine, Perrie Edwards; og meget er sket siden. Perrie er blevet berømt og forelsket, mens Malanda er vild og fri som altid. Malanda har aldrig været en type der gemmer på sine følelser, men en forandring i Perries liv, kan meget vel også være en forandring i Malandas. Malanda bygger pludselige, stærke følelser op for Perries kæreste, Zayn Malik. Nu er hun nødt til at gemme alle sine følelser væk for den person hun elsker højere end nogen anden. Den person der har været der for hende gennem alle hendes svære passager i livet. Men kan hun også holde sine følelser skjult for den person følelserne skyldes..? Og hvad med hans venner, og nu også hendes..? Og hvis Zayn finder ud af det, hvad vil han så gøre ved det? *Jeg vil stærkt fraråde denne for alle meget unge, sarte sjæle, da nogle scener kan blive meget detaljerede hen ad vejen!*

15Likes
8Kommentarer
1451Visninger
AA

17. ~Splittet

All that's waiting is regret

Christina Perri - ’Jar of Hearts’

 

Splittet. Otte bogstaver; to vokaler, seks konsonanter. Følelsen af at stå mellem Harry, Perrie og Zayn og Vic, Simon og Tanner, og have ingen idé om, hvordan jeg skal takle kollisionen af to dele af mit liv, som aldrig nogensinde har været så stor en del af hinanden før.

”Såh, Tanner, hvor længe har dig og Simon været sammen?” Perrie bryder tøvende tavsheden og kigger interesseret over på Tanner, som hurtigt lader sit blik flakke mellem hende, mig og Simon, inden han kigger usikkert ned i gulvet.

”Øhm. Vi har kendt hinanden i nogle måneder, men vores forhold har kun været oppe i nogle uger.”

”Nogle uger?! Simon!” vrisser Vic fornærmet til sin bedste ven, som krymper sig skyldigt under hendes blik, selvom vi alle tre godt ved, at Vic aldrig kunne være rigtig sur på Simon.

”Undskyld?” mumler Simon prøvende, men jeg lægger ikke rigtig mærke til resten af deres samtale, for jeg er mere opmærksom på Simons diskrete hånd, der har fået flettet sine fingre ind i Tanners. Det ser ikke ud til, at nogle af de andre ser det, men jeg kan se det så tydeligt, at jeg nærmest føler kemien flyde igennem den ene over i den anden. Det kan godt være deres forhold er forholdsvist nyt, men deres følelser virker som om, de har været der for evigt. Helt seriøst, jeg ville blive virkelig overrasket, hvis de ikke endte med at blive gift en dag.

Der går nogle minutter, hvor Harry gradvist har sneget sig ind i en samtale med Tanner, og Simon og Vic stadig diskuterer, og så sniger Zayn og Perrie sig væk til nogle andre gæster, og jeg vælger også selv at gå lejligheden igennem.

Jeg har ikke været i Harrys lejlighed før nu, måske kan det forklares med, at jeg jo faktisk ikke har kendt ham rigtigt i mere end en måneds tid; og så lader det til, at han er ret glad for at holde til i Zayns lejlighed. Hans egen lejlighed er dog større, men så vidt jeg ved, er den også beregnet til både ham og Louis, hvilket også kan forklare hans ophold i Zayns lejlighed det meste af tiden, da Louis jo har Eleanor, og sikkert er begyndt at smide Harry ud nogle gange, så han kan være alene med sin kæreste, som jeg rådede ham til. Og ud fra, hvordan pigen ved siden af Louis, da vi ankom, stortset ikke kunne holde fingrene fra ham, havde jeg vidst ret i min antagelse om hendes ønske om privatliv. Jeg går stille en omgang rundt i stuen, som man kommer direkte ind i, når man træder ind ad døren; og køkkenet, som er åbent og hænger sammen med stuen, og i dagens anledning bliver det brugt som bar. De fleste gæster befinder sig i stuen, og der er en del af dem, så det kan vel også give jer en nogenlunde idé om størrelsen. Jeg ender med at blive mast inde mellem to grupper af snakkende folk og må til sidst skubbe lettere hårdt til en fyr, som dog bare ender med at sende mig et flirtende blik, som jeg automatisk gengælder, inden jeg maser mig videre, indtil jeg når den tilstødende gang, som ikke har andre mennesker i sig, end de få der har valgt at stille sig i kø til toilettet. Gangen har fire døre. En for enden, som jeg gætter på er toilettet, i betragtning af, at det er den folkene står foran, to på venstre væg og en overfor. Jeg vælger at tro på, at det er for tidligt på aftenen, til at nogen har valgt at bruge værelserne til noget endnu, så jeg tager chancen og åbner første dør på venstre hånd.

Jeg lukker hurtigt døren efter mig, så fulde mennesker ikke får forvildet sig herind, tænder den hvide loftslampe og kigger så fascineret rundt. Ud fra den utroligt rene overflade af det hele og den overvældende orden, gætter jeg med det samme på, at dette må være enten Harrys værelse eller et gæsteværelse, og da jeg ser computeren stukket op oven på nogle bøger på en reol, så den ikke er for nem at få øje på, og jeg åbner en skuffe i kommoden halvt og ser den er fuld af tøj, konkluderer jeg hurtigt, at det tilhører Harry. Hans seng er faktisk en smule større end min, men ligeså blød. Da jeg rejser mig fra den igen gør jeg mig umage med at rette det mørke sengetøj igen, så min figur ikke ødelægger det rene look af det hele. Reolen har nogle bøger i sig, og der står også nogle billeder af hans familie, hvilket også bekræfter mig i, at det er Harrys værelse. Sofabordet har kun et vækkeur stående på sig, og vinduet ved siden af har en glimrende udsigt ud over tagene på de tætliggende bygninger og helt fantastiske skyskrabere ude i horisonten. Da jeg har stået der et stykke tid, vælger jeg at gå videre, så jeg går hen og har lige slukket lyset, da jeg bemærker døren ovre i hjørnet, som ser ud til at føre videre til næste rum.

Og så er lejlighedens andet badeværelse fundet. Gad vide om hende blondinen fra sidste fredag badede her lørdag morgen? Vent, hvorfor er det, det jeg tænker på? En kort rysten på hoved, og en konstatering af, at badeværelset ligner alle andre, og så er jeg videre.

Det uorganiserede rod afslører øjeblikkeligt, at Louis ikke har gjort rent til, at gæsterne skulle herind, så jeg må vel også gå ud fra, at døren ud til gangen herindefra er låst. Et lille indhak, dér hvor Badeværelset ikke går længere på den anden side af væggen, er dækket over af et skab, som meget vel kunne være et walk-in-closet, i betragtning af badeværelsets bredde, men gulvet ser dog ud til at holde en del af hans tøj, så der må ikke være meget derinde. Sengen derimod er fuldstændig ryddet og ser ud til at være magen til Harrys, hvilket - inklusiv væggene - ser ud til at være de eneste ligheder ved deres værelser.

”Nå, så det er her, du gemmer dig,” den rolige stemme forskrækker mig, og jeg hopper så langt fremad, at jeg må bruge nogle ekstra sekunder på at få viklet min ene fod ud af en af Louis’ brugte T-shirts, hvilket lader til at more den nytilkomne. Først tror jeg, det er Zayn, som muligvis er fulgt efter mig for at få mere, men så bemærker jeg den mere skingre tone og kigger undrende op. Eleanor.

”jah, jeg…” begynder jeg tøvende, da jeg endelig er fri, men en pludselig følelse af splittelse får mig til at tøve. Skal jeg indrømme overfor værtens kæreste, at jeg ikke har det særlig sjovt ude med hans gæster, eller skal jeg lyve? Plat eller krone; krone: lyve. ”Jeg har aldrig set drengenes lejlighed, så jeg ville lige kigge mig lidt omkring,” godt, ikke en hel løgn, det kører det her. Eleanor ser også ud til at stole blindt på mine ord, så jeg vælger at gengælde hendes smil, indtil hendes øjenbryn løfter sig let.

”Bare rolig; de her mennesker har heller aldrig rigtig været min type,” griner hun overbærende, og jeg lader opgivende mine skuldre falde, men smiler dog også, inden jeg sætter mig i sengen, som er endt med at være lige bag mig.

”Tjah jeg er vel bare ikke lige i festhumør i dag, med…” med Perrie og Zayn omkring mig hvert øjeblik og tre venner, der kender til min kæmpemæssige fejl.

”Louis fortalte mig om Zayn og dig.” okay, fem personer; hvad fanden? Jeg kan ikke lade være med at kigge undrende på Eleanor, som har placeret sig ved siden af mig i sengen, mens hun smiler venligt, og ikke spor dømmende. ”Harry og han er bedste venner; de fortæller hinanden alt. Og Louis ved, jeg aldrig rigtig har snakket så godt med Perrie, så han vidste, jeg ikke ville sige noget,” forklarer hun med et lille skuldertræk, men nu er det bare noget nyt der undrer mig. Kan hun ikke lide Perrie? Hvordan kan man ikke lide Perrie? ”Og når man ved det, er det altså heller ikke så svært at se den måde Zayn kigger på dig på, og hvordan du konstant undgår hans blik,” tilføjer Eleanor bagefter, men jeg er allerede videre nok i teksten til ikke at ænse faren ved hendes konstatering.

”Hvad har du imod Perrie? Alle elsker hende,” jeg kan ikke lade være med at forsvare min bedste veninde, og Eleanor ser også hurtigt min knytning til hende, hvis hun ikke allerede ved det.

”Nej nej, jeg har ikke noget imod hende. Vi snakker bare ikke så godt sammen; der er forskel,” forklarer Eleanor med et forsikrende smil, inden hun prøvende begynder at trække den lidt længere. ”Og så er det altså ikke alle, der er vilde med den opgearede tone hele tiden,” jeg kan ikke lade være med at grine stille over den kommentar, da jeg udmærket ved, at hun har ret; men jeg bebrejder hende ikke noget, faktisk får det mig bare til at holde endnu mere af Eleanor.

”Hun er min kusine. Jeg er vel egentlig nødt til at elske hende,” siger jeg stille, da vi har siddet i stilhed i nogle sekunder, og humøret er faldet til det alvorlige igen. ”Og forstå mig ret, det gør jeg også!” tilføjer jeg hurtigt, så Eleanor ikke får en forkert idé.

”Men du elsker også hendes kæreste. Rimelig meget mere end du burde,” den tredje stemme får både mig og Eleanor til at spjætte på sengekanten, og da jeg ser op i døråbningen til badeværelset, bliver jeg endnu mere forskrækket, da Liam er den der viser sig.

”Har Harry også fortalt dig det?” mumler jeg stille, mens mit blik lander på gulvet, og jeg bliver mere og mere irriteret på Harry. Jeg sagde udtrykkeligt, at han ikke skulle sige det til drengene.

”Nej, jeg lagde selv mærke til det. Det er ikke svært, når Zayn får det dér specielle blik, hver gang du er i nærheden. Selv ikke Perrie fremkalder dét længere,” forklarer Liam sig, og denne gang kan jeg godt se vores fejl. Både Zayn og jeg lader ikke til at være særlig diskrete, selvom vi prøver.

”Tror du, Perrie har bemærket noget?” spørger Eleanor Liam, og jeg er et kort øjeblik overrasket over, at hun virker så bekymret. Pigen har først lige mødt mig.

”Hvis hun har, så tror jeg ikke hun ved, at det blik ikke skyldes hende,” siger Liam med et skuldertræk, inden han træder ordentligt ind i rummet og sørger for at lukke døren ordentligt bag sig og stiller sig foran den, så ingen andre vil kunne overrumple os; en rimelig god bekræftelse af, at den anden dør formegentlig er låst. Stilheden ligger sig over os, og det lader ikke til, vi rigtig ved, hvad vi skal sige.

”Hvor meget har du… handlet på dine følelser for Zayn?” spørger Liam tøvende, mens han samtidig lytter efter nærmende på den anden siden af døren, og jeg kigger skyldbevidst ned i mit skød.

”Vi… kom sådan lidt... øhm… hele… vejen…” fremstammer jeg stille, mens jeg vrider mine hænder skyldigt.

”I har haft sex?” spørger Eleanor en smule mere forfærdet, og jeg nikker brødbetynget, mens tankerne om Perrie og Zayn flyver rundt i min hjerne.

”Og Zayn har stadig tænkt sig at gifte sig med Perrie; uden et eneste ord om det til hende,” konstaterer Liam en smule vredt, men jeg er mere fokuseret på hans ord. Perrie og Zayn skal giftes. Hovedsætningen der beskriver mine splittede følelser.

”Jeg er glad, nej, overlykkelig på Perries vegne, fordi hun har fundet den mand, hun vil bruge resten af sine dage med, jeg er ked af det, fordi den mand er ham, som jeg kunne se mig selv sammen med inden for de næste fem år; jeg er vred på Zayn, fordi han gerne vil gøre noget ved sine følelser for mig, men samtidig ikke vil miste sit forhold til Perrie, jeg er skuffet over mig selv, fordi jeg ikke kunne stå imod ham, selvom jeg gerne ville. Jeg længes efter at have ham tæt på mig konstant, føler skyld over at have den følelse og oveni alt det, burde jeg også føle mig bange over min fars tilstedeværelse i byen, men det kan jeg ikke, fordi jeg har alt for travlt med at føle alt det andet,” det er først, da det sidste er ude, at jeg opdager, at jeg faktisk har sagt det hele højt, og Liam og Eleanor virker også ret overraskede. De første minutter efter foregår i fuldstændig tavshed, mens de to arbejder sig gennem mine ord, og jeg bare sidder og kigger afventende ned i gulvet.

”Wauw,” ender Eleanor med at sige, og jeg kan ikke lade være med at udstøde et lettere hysterisk grin af det, hvilket i sidste ende får Eleanor til at lægge armen om mig, da det så småt er ved at omforme sig til uregelmæssige hulk.

”Vi må nok hellere se at komme tilbage,” mumler Liam, da jeg endelig er færdig med at hulke, og heldigvis er der ikke kommet nogen tårer ud af det, så min makeup er stadig intakt, da jeg krammer Eleanor en sidste gang i taknemlighed, og så træder jeg stille ud gennem værelserne efter hende og Liam, som begge ser ud til at være lidt for opmærksomme på mig, selv da vi er trådt ind i den gigantiske mængde af mennesker, og jeg træder væk fra dem for at finde Vic, Simon eller Tanner. Først kan jeg ikke finde nogen af dem, så jeg vælger at træde op i baren.

Vics karakteristiske grin afslører hende hurtigt ovre i den fjerneste ende af baren, hvor hun sidder med den ene hånd på Nialls lår og griner af et eller andet, han muligvis lige har sagt.

”Vic!” halvråber jeg gennem den pumpende musik, og hun kigger hurtigt op og vinker mig halvhjertet over, inden hun siger noget til Niall, som også vender sig mod mig med et smil.

”Mal! Veninde!” snøvler Vic sig gennem nogle få ord, som i sidste ende lyder mere som ’Mahdl! Vahndihnae!’. Et lethjertet grin kommer fra både mig og Niall, og så skubber jeg forsigtigt Vic tilbage i sædet, som hun havde forladt i et mislykket forsøg på at give mig et velkomstkram.

”Hey guys, hva’ så?” jeg vælger til sidst at vende mig mod Niall, som ikke virker nær så fuld, og bekræfter mig hurtigt i det ved at kigge fuldstændig fattet på mig.

”Vic og jeg var lige ved at dele druk-historier. Vidste du, at hun engang har festet to dage i streg, men hun kan kun huske de første seks timer, og så at vågne op på græsplænen foran et eller andet kollegium i udkanten af London,” et rimelig højt grin undslipper mine læber, da jeg kigger spørgende på Vic som skærer en grimasse og så nikker bekræftende; nej, det vidste jeg ikke.

”Tjah, hvad kan jeg sige? Hun er min type,” siger jeg med et kækt smil, inden jeg roder let i hendes hår, så hun forvandles til en lille pige, der kigger mopset på mig, mens hun forgæves prøver at rette, hvad der stortset ikke ser ud til at være noget. Til sidst ender hun dog med at ville finde et spejl, så hun kan fikse det, og Niall bliver hurtig enig med sig selv om at gå med, da hun stortset ikke kan stå på sine ben; så jeg ender igen med at stå alene mellem en masse folk, jeg ikke kender.

”Hey smukke,” En dyb, hæs stemme lyder i mit øre, samtidig med at et par muskuløse arme vikler sig om min talje, og jeg vender mig forskrækket om mod Zayn, som ikke ser ud til at være helt ædru, men han er stadig mere til stede end Vic.

”Hvad fanden laver du, Zayn? Perrie er her!” vrisser jeg hurtigt som svar, mens jeg vikler mig ud af hans greb, men han smiler bare skævt og træder tættere på igen.

”Perrie er taget hjem. Hovedpine,” siger han med sin sexede stemme, som jeg ikke kan undgå at føle mig draget af, men jeg ignorerer det stadig og prøver desperat at finde en undskyldning til ikke at få ham nærmere, men vi har alle disse mennesker omkring… Nårh ja! Menneskerne.

”Zayn, det kan godt være Perrie er gået, men det er de andre hundrede mennesker i lejligheden ikke,” jeg stiler desperat efter en monoton stemme, som også lader til at være der, men Zayn tager sig ikke af det.

”Jeg er ligeglad,” mumler han en smule nedtrykt, og jeg kan ikke lade være med at føle mig splittet endnu en gang. Vi kunne jo låne Harrys seng; måske få Liam eller Eleanor til at holde vagt - eller Vic, Tanner eller Simon, måske Harry selv. Nej, Mal, du er nødt til at stå imod. Hvis du står imod, vil han indse sin fejl og tage tilbage til Perrie; eller måske vil han indse, hvor meget han vil have mig og slå op med Perrie. Hvad ville jeg så gøre? Jeg ville tage ham; eller ville jeg? Perrie ville være knust. Men hvem siger også, han ville tage mig? Jeg er sikkert bare et middel for ham mod hans kolde fødder over brylluppet. Og hvis jeg nogensinde sagde ja til at være hans, så ville jeg fortryde det. Det er det eneste det kan ende med for os begge: Fortrydelse.

”Det er jeg ikke,” får jeg endelig sagt mellem sammenbidte tænder, inden jeg vender mig om og maser mig gennem mængden af mennesker endnu en gang.

”Mal!” først tror jeg, det er Zayn, der kalder efter mig, så jeg bliver bare ved med at gå, indtil Harry træder ind foran og spærrer vejen. ”Mal, hvad sker der? Hvor har du været?” jeg genkender hurtigt stemmen fra den råbende, og får til sidst mig selv til at smile beroligende til Harry.

”Jeg smutter hjem. Er du sød og sige til Vic, Simon og Tanner, at jeg er gået?” spørger jeg venligt, og da Harry nikker uforstående, krammer jeg ham hurtigt - uden nogen forklaring - men han lader til at få den, da Zayn træder hen til os, og jeg skubber mig trodsigt forbi.

”Vi ses, Mal!” Eleanor står sammen med Louis i nærheden af døren, og selvom han ser lidt væk ud, er hun stadig ligeså ædru, som da vi snakkede sammen på hans værelse. Jeg smiler hurtigt tilbage som svar og glæder mig et kort øjeblik over at være blevet venner med hende, inden jeg træder ind i elevatoren og falder sammen i min kæmpemæssige skål af følelser.

_____________________________________________

Her er næste kapitel så! Undskyld for den lidt længere ventetid, men jeg må nok indrømme, at det formentlig bliver sådan det næste stykke tid, indtil de tre sidste kapitler er udgivet...

Ja, I læste rigtigt, folkens! Der er desværre kun tre kapitler tilbage af første del af Malandas fortælling, men bare rolig, denne historie bliver ikke det sidste I hører til hende og hendes umulige liv ;)

Er I søde at efterlade en kommentar om, hvad I synes indtil videre? Måske lidt om, hvordan I tror den vil ende? :)

xxx

~Bells~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...