Strong Feelings ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2013
  • Opdateret: 18 maj 2014
  • Status: Igang
Det er tre år siden Malanda Truth sidst så sin kusine, Perrie Edwards; og meget er sket siden. Perrie er blevet berømt og forelsket, mens Malanda er vild og fri som altid. Malanda har aldrig været en type der gemmer på sine følelser, men en forandring i Perries liv, kan meget vel også være en forandring i Malandas. Malanda bygger pludselige, stærke følelser op for Perries kæreste, Zayn Malik. Nu er hun nødt til at gemme alle sine følelser væk for den person hun elsker højere end nogen anden. Den person der har været der for hende gennem alle hendes svære passager i livet. Men kan hun også holde sine følelser skjult for den person følelserne skyldes..? Og hvad med hans venner, og nu også hendes..? Og hvis Zayn finder ud af det, hvad vil han så gøre ved det? *Jeg vil stærkt fraråde denne for alle meget unge, sarte sjæle, da nogle scener kan blive meget detaljerede hen ad vejen!*

15Likes
8Kommentarer
1452Visninger
AA

2. ~Sorgløs

Have a celebration

One Direction - ‘Live While We’re Young’

 

Sorgløs. Et ord, to stavelser, syv fantastiske bogstaver. Det perfekte ord for den følelse, jeg har, da jeg åbner mine øjne langsomt og glor ind i den mørklilla væg. For første gang i måneder kan jeg mærke mit hjerte banke igen, og jeg føler mig ikke kedelig og trist længere; og jeg ved hvorfor. Det er på grund af Perrie. Min dejlige og smukke kusine, som kommer på besøg, fordi min lillesøster, Sara, fylder ti. Jeg skal endelig se den pige, som har været min bedste veninde hele livet, igen. Og vi skal have det sjovt, det siger jeg jer. Vi skal feste, vi skal drikke, og vi skal så meget score fyre!

”Malanda!” Min mors stressede stemme, nede fra stuen af, resulterer i et kort suk fra mig, da jeg langsomt får skubbet mig selv ud af sengen. Hvorfor kunne hun ikke lade mig være alene med mine fede planer for mig og Perrie i bare to minutter mere?

Jeg får langsomt bevæget mig hen til skabet og finder et par jeans og en sort top frem, som jeg hurtigt får trukket på, inden jeg begynder at køre mine fingre igennem mit rodede og stadig en smule fugtige hår, som jeg vaskede, da jeg var i bad i går. Sig mig, hvordan kunne det stadig være lidt fugtigt?

”Malanda Ajenós Truth!” Min mor lyder pludselig endnu mere stresset end før, og jeg skynder mig hurtigt at tage i håndtaget til min dør, så hun ved, at jeg er stået op, inden jeg sætter mig ved mit make-up bord og begynder at trække mascara over mine lange buede vipper - nok min absolutte yndlingsdel af mig selv.

Jeg får hurtigt suppleret med foundation og eyeliner, inden jeg beslutter mig for endelig at rede mit hår igennem, og da jeg endelig kunne lade børsten falde, sad de lette bølger perfekt hen over mine skuldre, og den lyse stribe i siden sad perfekt vist frem. Jeg trækker let og tilfreds på skuldrene og tripper så ned ad trappen, mens jeg nynner stille med på en melodi, som pludselig falder mig ind, men jeg har ingen anelse om, hvor den er fra.

Da jeg når ud i køkkenet sidder min mor foroverbøjet ved bordet og vipper utålmodigt med foden, mens hun skimmer sin notesblok igennem. Hun sidder helt fordybet i sine tanker og bemærker slet ikke, at jeg valser ind og trækker juice og toast frem på køkkenbordet og begynder at smøre morgenmad.

”Hvornår kommer gæsterne?” Ender jeg dog med at sige med et stort smil, som jeg dog bare får et løftet øjenbryn for, inden min mor, som for resten hedder Sylvia, igen vender sig mod sin blok, og jeg kan ikke lade være med at sukke tungt.

”Sig mig, hvordan kan en ti års fødselsdag være så vigtig?” Siger jeg opgivende, da jeg har fået smurt det første stykke toast og har stillet mig med front mod min mor for at se hendes stressede ansigtsudtryk ordentligt.

”Jeg husker da ikke din ti års fødselsdagsfest som værende meget mindre stressende.” Mumler hun i sidste ende som svar, og jeg trækker bare let på skuldrene, mens jeg synker.

”Det var kun fordi du først lige var kommet over fars flugt.” Mumler jeg stille tilbage, mens jeg hurtigt gnasker sidste mundfuld i mig, hvilket betyder, at jeg kigger op lige tids nok til at fange mors undersøgende blik. Hun er stadig bange for, at jeg savner min far, men ti år uden har altså hjulpet ret meget.

”Jeg har det fint mor, det er elleve år siden, og det er ikke ligefrem fordi han gav udtryk for, at han ville have, jeg savnede ham.” Siger jeg med et tungt suk, inden jeg igen påtager mig det sorgløse smil, og Sara træder gabende ind til os.

”Hvem savner du? Adam?” Mumler hun med et lille smil, inden hun hopper op på stolen ved siden af min mor, som hurtigt lægger armen om hende med et endnu større smil, end det hun har sendt mig indtil videre.

”Nej, far. Og jeg savner ham ikke.” Siger jeg med et lille skuldertræk, inden jeg sætter koppen med juice fra mig og smiler tilfreds og sejrrigt til min søster, som med det samme oser af nysgerrighed. ”Og jeg savner heller ikke Adam længere.”

Min mor udstøder hurtigt et lille grin, inden hun kærtegner Saras ryg endnu en gang, og så giver hun ellers slip og klapper blokken sammen.

”Du virker frygtelig glad i dag, Mal.” Siger hun så med et lettere hemmelighedsfuldt smil, inden hun trækker juicen til sig og griner let. ”Har det mon noget med Perries ankomst at gøre?”

”Hvad?! Nej!” Min mor kaster hurtigt min løgn bort med et grin og en viftende hånd, og så rækker jeg ellers fornærmet tunge af hende, inden jeg stiller mit glas i vasken og hiver min mobil frem med et kæmpe smil. Perrie og jeg har skrevet sammen den sidste uge om hendes ankomst, og selvom vi normalt skriver ret meget sammen og ringer stortset hver uge, så er det alligevel super fedt, når hun kommer på besøg.

”Har du ringet til din bror om hvornår han kommer, Mal?” Siger min mor pludselig bag mig, og jeg nikker bare kort, inden jeg går op på mit værelse igen. Min bror, Tony, har altid haft et mellemværende med min mor, og jeg forstår det egentlig ikke; eller jo, måske gør jeg. Jeg gætter på, at Tony vel altid har været tættere med min far, så da han skred, beskyldte Tony mor for at skræmme ham væk. Så derfor er jeg altså blevet til stik-i-rend dreng for dem, når de skal invitere hinanden til ting, hvor de ikke kan udelade hinanden.

”Og har du spurgt Perrie om den tjeneste jeg ville have?” Siger min mor så pludselig, og jeg stopper sukkende op på trappen, inden jeg råber min bekræftelse til hende, og så er jeg ellers tilbage på mit værelse, hvor den mørklilla farve stråler imod mig og giver mig en hvis ro.

 

**

”Perrie!” Hviner jeg begejstret, da jeg falder om halsen på den grinende pige med det blonde hår. Jeg ved det lyder mærkeligt, når hun er min kusine, men I er nødt til at huske, at hun altså, på mange områder, også er min bedste ven. Og når man ikke har set sin bedste ven i tre år - i mere end et par timer af gangen i hvert fald - så er det her altså resultatet.

”Du vover på nogensinde at forlade mig igen!” Spytter jeg nærmest formanende ud, mens jeg klemmer hårdere og hårdere om Perrie, så hun til sidst må bede mig give slip. Jeg træder hurtigt fra hende og smiler en smule forlegent, inden jeg igen bliver mit sprudlende jeg.

”Såh, hvor er fødselsdagsbarnet?” Siger Perrie kort efter, og jeg kigger hurtigt tilbage, så jeg er sikker på, at Sara ikke er til at se, og så vender jeg mig ellers helt og halvråber gennem det snart fulde hus.

”Sara! Der er kommet flere gæster.” Siger jeg med en frisk stemme, og Sara kommer straks styrtende ud, men må stoppe helt i sine bevægelser, da hun ser, hvem der står i døren. Til jeres information, så er Perri allerede inde og har stillet skoene, så det er altså ikke hende.

”Tillykke med fødselsdagen Sara!” Siger de alle fem i kor, mens Sara stadig prøver at overbevise sig selv om, at hun ikke drømmer. Jeg står bare dér og nyder synet sammen med Perrie, mens drengene en efter en træder ind over tærsklen.

”Mit navn er Liam,” Den brunhårede fyr med de bløde brune øjne sætter sig på hug foran min søster, som rødmer dybt, inden hun tager hans fremstrakte hånd. Så rejser Liam sig igen og peger på de andre drenge efter tur. ”Og det her er Louis, Niall, Harry og Zayn.” Alle drengene siger hej efter tur, og så skynder Sara sig ellers tilbage i stuen, men der går ikke mere en nogle få sekunder i undren, før hun kommer tilbage med et smilende mor i hånden.

”Perrie! Godt du kunne komme!” Siger hun hurtigt, inden hun tager Perries hånd, men Sara bliver bare ved med at hive febrilsk I hendes ærme, så til sidst vender hun sig grinende mod drengene og takker dem hver især for, at de kom.

”Såh… hvordan går det?” Starter Perrie forsigtigt ud, da vi får bevæget os ud I køkkenet, efter at Sara praktisk taget hev alle drengene med ind i stuen. Jeg kigger hurtigt op på hende med et lettere forvirret smil, indtil jeg endelig forstår hendes spørgsmål helt, og et suk undslipper mine læber.

”Jeg har det fint!” Siger jeg en smule irriteret, mens jeg hiver et glas frem og hælder vand op. ”Jeg ville ønske folk ville stoppe med at spørge mig om det.” Jeg har sænket stemmen betydeligt, så jeg er ikke sikker på at Perrie har hørt det, men hendes opgivende suk kunne tyde på det.

”Vi spørger, fordi vi alle er bekymrede, Mal. Dig og Adam var sammen i to år, og det er ikke mere end to uger siden du gik fra ham.”

”Du ved, hvorfor jeg gjorde det.”

Endnu et suk undslipper Perries læber, og jeg tager det som et tegn på, at jeg endelig skal fortsætte.

”Vil I virkelig alle sammen have mig til at savne en narrøv som ham?”

”At han var dig utro, skulle vel egentlig bare gøre dig endnu mere knust.”

”Men det gør det ikke!”

Min sidste kommentar får Perrie til modvilligt at lukke munden igen, men jeg er ikke helt færdig med mine argumenter.

”Jeg var knust; virkelig knust. Men da jeg vågnede i morges, var det som om Adam ikke engang har eksisteret i mit liv.” Jeg holder en lille pause, inden jeg med et smil vender tilbage til det perfekte ord, for beskrivelsen af mine følelser. ”Jeg er sorgløs.”

Perrie kigger i et pænt stykke tid på mig, inden hun vælger at droppe emnet med et lille ’fint’, og så er hun ellers oppe med sit største, mest hemmelighedsfulde smil, og jeg kan ikke lade være med at føle mig en smule foruroliget.

”Okay, hvad nuuu?” Spørger jeg forsigtigt, da Perrie hiver glasset ud af min hånd og selv bunder det, inden hun igen kigger ivrigt på mig.

”Kan du huske den lejlighed i London du fortalte mig om for nogle uger siden?” Siger hun spændt, og jeg kan tydeligt se, at hun brænder inde med noget, så jeg får hurtigt min hukommelse igang.

”Hvilken en af dem?” Siger jeg forsigtigt, og på en eller anden måde er jeg lidt urolig for, hvor dette vil føre hen.

”Den du var ude og se på. Den i samme bygning som drengenes. Eller Zayns i hvert fald,” Drengenes? Hvem mener hun med ’drengene’? Nårh jo! Det er jo sådan hun tiltaler One Direction. Men lejligheden jeg så på, som lå I samme bygning som deres? Til sidst ringer en klokke nærmest inde i mit hoved, da jeg husker.

”Nårh jo! Den med den lækre jacuzzi og det lilla soveværelse?” Siger jeg og har hurtigt fået smækket et smil på også. Den har helt klart været min yndlings lejlighed af alle dem, jeg har kigget på de sidste måneder.

”Jep!” Siger Perrie hurtigt, men jeg siger intet, for jeg ved der kommer mere til den kommentar. Og det gør der, for i næste sekund hiver Perrie noget skinnende op ad lommen, som viser sig at være en nøglering. ”Den er nu officielt din!”

Jeg kan ikke lade være med at hvine højt, da jeg hiver nøglerne fra hende, og i de første sekunder tænker jeg nærmest ikke på andet end min begejstring, men så går det også over igen.

”Men hvordan? Jeg har jo ikke betalt noget, eller skrevet under nogen steder.” Siger jeg skeptisk, mens jeg pludselig ikke kan være hurtig nok med lægge nøglerne fra mig.

”Jeg har sørget for betalingen af første måneds husleje.” Siger Perrie så med et skødesløst skuldertræk, og jeg er hurtigt til at lægge mine arme trodsigt over kors, inden hun tilføjer. ”Lad os sige, det er din tyveårs fødselsdagsgave.”

”Jeg har ikke fødselsdag før om en måned.” Siger jeg hurtigt efter, men Perrie afværger det bare med et lille grin, inden hun lægger en arm om min talje og hviler sin hage på min skulder.

”En tidlig fødselsdagsgave så. Jeg vil jo gerne kunne være sammen med dig på din store dag!” Siger hun på samme tid ekstatisk og bedene, og efter at have kigget ind i hendes hundehvalpe øjne i flere sekunder, giver jeg til sidst efter og tager nøglerne op, hvorefter jeg krammer Perrie endnu strammere, end da vi stod i døren.

 

__________________________________________

Så er første kapitel ude!:)

Den starter ud lidt langsomt, det ved jeg, men jeg vil stadig gerne vide, hvad I synes? Så skriv en kommentar eller drop et like efterånden som det skrider fremad, ik'? :)

xxx

~Bells~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...