Strong Feelings ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2013
  • Opdateret: 18 maj 2014
  • Status: Igang
Det er tre år siden Malanda Truth sidst så sin kusine, Perrie Edwards; og meget er sket siden. Perrie er blevet berømt og forelsket, mens Malanda er vild og fri som altid. Malanda har aldrig været en type der gemmer på sine følelser, men en forandring i Perries liv, kan meget vel også være en forandring i Malandas. Malanda bygger pludselige, stærke følelser op for Perries kæreste, Zayn Malik. Nu er hun nødt til at gemme alle sine følelser væk for den person hun elsker højere end nogen anden. Den person der har været der for hende gennem alle hendes svære passager i livet. Men kan hun også holde sine følelser skjult for den person følelserne skyldes..? Og hvad med hans venner, og nu også hendes..? Og hvis Zayn finder ud af det, hvad vil han så gøre ved det? *Jeg vil stærkt fraråde denne for alle meget unge, sarte sjæle, da nogle scener kan blive meget detaljerede hen ad vejen!*

15Likes
8Kommentarer
1464Visninger
AA

16. ~Skænderier

I wanna be yours now.

One Direction - ’C’mon C’mon’

 

Skænderier. Meningsløse, endeløse skænderier. En lang række af grimme ord og råbende erklæringer, som egentlig ikke rigtig fører andre steder hen end én eller andens sorg. Og denne gang var det Traine og jeg der bliver kastet ind i denne dyriske måde at udtrykke følelser på. Efter mit lille sammenbrud i armene på Harry på caféen i forgårs, havde Traine ringet igen, og jeg havde indset, at jeg ikke kunne holde ham hen i forventning, når jeg egentlig godt vidste, jeg ikke ville gøre noget.

”Så du dropper mig, for hvad? Din lille berømte hundehvalp? Du ved, jeg så dig virkelig aldrig som billig, men nu er jeg ikke så sikker,” vrisser Traine med et oprevet ansigtsudtryk, som jeg udmærket ved, jeg er skyld i. Et kort sekund er jeg overrasket over, at han kender til mig og Zayn, men så husker jeg på, at han jo faktisk selv havde hentydet det en aften, og så var jeg kommet til at tilstå. Dumme, dumme mig.

”Drop det, Traine, det hjælper ikke en skid, det dér,” giver jeg irriteret igen, mens jeg trodsigt krydser armene og kigger alle andre steder hen end på hans sure mine.

”Og hvad ville hjælpe, Mal?” siger Traine en smule mere opgivende, og jeg vender endelig blikket mod ham; han er den, der er endt med at være såret.

”Intet. Undskyld,” mumler jeg stille og kan tydeligt se sorgen i Traines ansigt, hvilket bare gør mig mere sikker i min sag. Hvis jeg havde trukket den meget længere, ville de følelser være alvorlige, og så ville vores useriøse forhold hurtigt blive det stik modsatte. Bedre at slutte det nu, hvor han faktisk har en chance for at hele ordentligt.

Jeg træder tøvende ud af personalerummet og smider mit forklæde bagud med en glidende bevægelse, mens jeg stirrer trodsigt på alle menneskerne inde i caféen, som helt sikkert har hørt os råbe få minutter forinden.

”Mal! Helt ærligt!” Traine kommer hurtigt ud efter mig, men heller ikke dette forsøg hjælper ham.

”Beklager, Traine. Det er bedst og stoppe, mens legen er god,” siger med et lille smil, inden jeg igen vender mig mod døren og skubber den op, så jeg kan træde ud i den kolde vind fra London.

”Hvad med dit arbejde?” dette spørgsmål stopper mig, og jeg vender mig halvt om i døren, af ubeslutsomhed. ”Kommer du igen?”

”Jeg… tror det ikke,” mumler jeg usikkert, mens mit blik hurtigt finder gulvet, og efter få sekunders debat i mit hoved, kigger jeg endelig op på Traine igen og sætter mit koldeste blik op, i håb om, at det vil hjælpe os begge videre. ”Regn ikke med det,”

Kulden omkring mig får mig til at skyde skuldrene i vejret, så jeg går på en mærkelig sammenkrummet måde over gaden. Jeg har lige sagt op; så er det vel på vej ud og finde et nyt job. Måske har Starbucks, lidt længere nede ad gaden, stadig brug for hjælp? Mine skridt væk fra caféen virker overraskende opkvikkende, og da jeg træder ind i varmen af min bygning, kan jeg ikke holde et lille smil fra at poppe op på mine læber, da jeg krydser forhallen og træder ind i elevatoren, som er lige ved at lukke, men bliver holdt åben i sidste øjeblik af... oh.

”Hey!” Jeg tvinger hurtigt smilet til at blive og endda vokse en smule, da jeg træder ind i det lille rum, og jeg må virkelig kæmpe for ikke at stirre intenst ned på deres sammenflettede fingre, da jeg trykker knappen til min etage ned og træder ordentligt ind i elevatoren. Først er der en rimelig intens stilhed, hvor jeg tydeligt kan mærke Perries usikkerhed; hun er ikke sikker på, om jeg stadig er sur, så jeg ender med prøvende at sende hende et opmuntrende smil, som nok ikke bliver så ægte, som jeg ville have ønsket.

”Hey Mal; allerede på vej hjem?” spørger Perrie endelig med sin nogenlunde friske, dog stadig tøvende, stemme, og indeni mig folder alt sig sammen til et lille, rynket, virkelig ulækkert væsen - lidt ligesom den dér klamme, knoglede version af Voldemort, Harry Potter ser i sit hoved, da han er død og ender på en hvid version af Kings Cross, hvor han også snakker med afdøde Dumbledore (hvis du ikke ved, hvad jeg snakker om, så se den sidste del af Harry Potter og Dødsregalierne) - som bare skriger forbandelser ud og fylder hele mit væsen med anger. Hvorfor skal han også lige være der, når hun spørger mig om det? Det var jo ikke meningen, han skulle finde ud af det - ikke på denne måde, i hvert fald. Men i stedet for at gøre som det lille grimme væsen indeni i mig og skrumpe ind til næsten ingenting, bukker jeg bare hovedet og klør mig akavet i nakken, hvilket jeg hurtigt dækker over ved at rette på mit hår.

”Jeg, øhm… kom på en måde ind i nogle… komplikationer med Traine, og… jah…” får jeg prøvende stammet mig frem, mens jeg forsigtigt lader mit blik flakke hen over Zayn, som ser undrende på mig - helt ærligt, så svært er det altså heller ikke at regne ud. Perrie ser dog også ud til at tænke det igennem nogle sekunder, inden pæren lyser hendes ansigt op indefra og lader hende udstøde et lettere overbærende grin. Hun er ret hurtigt tilbage på sporet som min glade, bedste veninde

”Hva’? Kom han for tæt på?” joker hun fornøjet, mens jeg fortrydende skærer ansigt, da jeg ser Zayns lægge sig i mere forstående folder.

”Du har… slået op med Traine?” får han forvirret frem, men hans stemme er ikke nær så højrystet og fornøjet som Perries; hans er mere en let overrasket hvisken, som jeg slet ikke tror, Perrie opdagede, før jeg åbnede munden for at svare.

”Slået op er sådan et stærkt udtryk; vi var egentlig aldrig rigtig officielle,” mumler jeg en smule koldere, end jeg havde tænkt mig, men Perrie børster det hurtigt hen, og Zayn ser ud til at være for overrasket til at kunne reagere på det.

”Hvorfor så slutte det?” endnu engang krymper mit indre, grimme væsen sig, og jeg begynder desperat at lede efter en undskyldning; at fortælle ham den fulde sandhed, vil bare afsløre mine følelser, og det er ikke noget jeg har lyst til i dette øjeblik - formegentlig aldrig nogensinde med Zayn, eller Perrie i nærheden.

”Jeg fandt ud af at hans følelser for mig blev lidt mere end… den fysiske af slagsen. Så jeg forstod, at hvis jeg ikke ville vildlede ham til at tro, at jeg også havde følelser for ham, var jeg nødt til at stoppe det.” siger jeg med et fremtvunget, skævt smil, inden jeg træder ud gennem de nyligt åbnede elevator døre og kigger tilbage på Perrie med et venskabelig grimasse. ”hvilket resulterede i, at jeg også sagde op for at undgå hans vrede og sorg fremover,” et sidste grin undslipper Perries oplyste ansigt, og Zayn får et malplaceret ’ses hos Harry’ råbt ud til mig, inden dørene lukker i, og jeg falder opgivende sammen på gulvet. Hvad sker der med mig? Jeg har aldrig været sådan her før. Drenge har altid været mit legetøj, jeg har aldrig været deres. Men alligevel, så snart Zayn er i nærheden, er det som om jeg kunne bukke under for hver tone, hans stemme giver fra sig. Ikke på den dårlige måde, som om jeg er hans undersåt eller noget, bare på den dér barnlige måde, som man nogle gange gør for at få en fyrs opmærksomhed.

”Mal? Er du okay?” En blød stemme lyder pludselig ved siden af mig, og jeg kigger forskrækket op på Vic, som står halvejs henne ved min lejligheds dør og kigger undersøgende på mig. Nårh ja, jeg inviterede hende og Simon over, så vi kunne gøre os klar til fødselsdagsfesten sammen.

”Jah, jeg klarer mig,” siger jeg viljefast of får mig bugseret på benene igen, mens jeg tørrer mine, heldigvis, ikkeeksisterende tårer væk. ”Jeg mødte Perrie og Zayn i elevatoren.”

”Den optagede fyr, du har noget kørende med og din kusine, som er pigen, han er optaget af, og også den pige, du eksploderede rimelig kraftigt på i søndags.” opsummerer Vic hurtigt, og selvom jeg vel egentlig skulle føle endnu mere skyld ved at høre det på den måde, så kan jeg ikke mærke noget som helst og vælger bare at nikke bekræftende, da jeg låser døren op og træder ind i mit hjem.

”Hvad skete der?” viderefører Vic interesseret emnet, og af en eller anden grund får hun det til at lyde så ligegyldigt, at jeg også føler det sådan - selvom det jo slet ikke er det, og det ved vi også begge to.

”Tjah, det var en ret kort samtale, men hovedemnet var vel, at jeg fik afsløret, at jeg har sluttet det med Traine,” siger jeg henkastet, mens jeg roder køleskabet igennem, indtil jeg endelig får trukket to colaer ud, som jeg stiller foran hver sin barstol, som Vic og jeg sætter os i.

”Uh, hvad sagde Zayn til det?” lidt mere spænding bliver sat i det denne gang, men alligevel får hun det med lethed til at lyde som om vi bare snakker sladder om andre mislykkede piger i byen. Dog skal jeg tænke mig lidt om over svaret.

”Svært at sige; jeg var rimelig forsigtig med ikke at afsløre, at jeg vel egentlig gjorde det mest for ham; det mest gennemtrængende af hans udtryk var overraskelse,” mumler jeg stille, inden jeg skyller halvdelen af min sodavand ned i én bevægelse.

”Hm, måske var han bare bange for at vise mere afslørende følelser med sin kæreste ved sin side.”

”Forlovede, de er forlovede,” tager jeg mig selv i at rette hende, og så kan hendes henledning på andre følelser pludselig ikke hjælpe. Ingen af os kan løbe fra, at mine følelser for Zayn er ved at vokse sig rimelig store, og af en eller anden grund, er jeg heller ikke så sikker på, at jeg vil have dem væk.

”Det dér hjælper ingen af jer.” sukker Vic dybt, mens hun skæver overbærende til mig.

”Det hjælper mig. Hvis jeg siger det nok, kan det være det endelig vil gå op for mit hjerte, at han ikke er ledig… det håber jeg,” siger jeg stille, mens jeg har mit blik rettet bestemt mod bordpladen under mine hænder.

”Du kan ikke løbe fra det på den måde, Mal. Du er nødt til at stå ansigt til ansigt med ham og få alting på det rene.”

”Og hvad så? Hvad sker der, hvis han gengælder mine følelser? Hvad sker der, hvis han indrømmer, han aldrig har følt noget, og bare har gjort alt… det dér, for at nedbryde mig?” vrisser jeg nedtrykt tilbage, mens jeg stirrer en smule bedende op på Vic, for jeg vil faktisk virkelig gerne have hende til at svare. Vi stirrer på hinanden, i hvad der føles som uendeligheder, indtil Vic endelig åbner sin mund prøvende, og skal til at sige noget, men hun bliver afbrudt af dørklokken.

”Kom ind!” råber jeg henkastet og får hurtigt styr på mine følelser, inden jeg kigger op med et smil, på hvem jeg er ret sikker på, vil være Simon. At han ikke er alene, kommer virkelig bag på mig.

”Øhm, du tror ikke de vil have noget imod en plus one, vel?” mumler han usikkert, mens han klør sig let i nakken og lader sit blik flakke mellem mig og hvem, jeg mener, hedder Tanner. Simon og Tanner er begge iført enkle, sorte bukser og sorte skjorter, mens Tanner også er iført en hvid blazer, og Simon har iført sig sin lyserøde hat.

”Øhm…” starter jeg en smule desorienteret ud, indtil Vics insisterende blik møder mit, og jeg hurtigt får rystet liv i mig igen. ”Nej! Selvfølgelig kan du have, øhm… Tanner? Med, han er velkommen,” siger jeg med et stort smil, inden jeg går over og tager fat om Tanners tøvende, udstrakte hånd. ”Hey, Malanda, kald mig Mal,” jeg smiler så ægte jeg kan og lader så Vic komme til, mens jeg smiler sigende til Simon, som ikke kan lade være med at smile tilbage.

”Nå, men vi må også hellere komme i tøjet, ik’ Mal?” siger Vic med et smil, da hun endelig træder væk fra Tanner igen, og jeg nikker kort, inden jeg gør tegn til, at Simon og Tanner bare kan sætte sig, og så trækker jeg ellers Vic med mig, mens vi gør vores bedste for ikke at lade Simon se hvor interesserede vi er i hans date - og vores bedste er nok ikke det bedste man ville kunne gøre.

Da jeg trækker mit tøj ud af skabet, kan jeg svagt hør grin ude fra køkkenet, og en indforstået aftale bliver hurtig sat om totalt stilhed mellem Vic og jeg, så vi kan høre, hvad de snakker om, mens vi klæder om.

”Dine veninder er… interessante,” Den dybe stemme minder lidt om Harrys, men er stadig en smule dybere - Tanner.

”Jah, de skal bare lige bruge lidt tid på at vænne sig til det her,” svarer Simon tilbage med en glæde i stemmen, som jeg aldrig troede jeg skulle opleve. Der bliver mumlet noget mere, som er svært at høre gennem væggen og den åbne dør, men det forhindrer os dog ikke i tydeligt at kunne høre, da en af dem rejser sig, og af en eller anden grund, kan vi også høre det ret så tydeligt, da deres læber rammer hinanden. Først er både Vic og jeg stivnet, mens vi lytter forfærdet med, og så bryder Vic ud i grin, mens hun ryster overbærende på hovedet.

”Okay, vi skal nok lade være med at lytte, Simon!” råber hun med en overdrævet irritation, og så går det endelig op for mig - de vidste vi lyttede, så de ville skræmme os væk. Tjah, det virkede vel også fint for dem. Flere grin supplerede Vics og mit, og så fik jeg trukket den mørkeblå blazer på og trådte ned i mine sorte sneakers og trådte over til spejlet. Mit tøj bestod af et par enkle, sorte jeans, en hvid, blondet top, som man kunne se gennem, ind til min sorte tube top, og en blå blazer, plus nogle forskellige armbånd og mine sorte sko. Vic har valgt at trække i en sort buksedragt, som har mørkt, gennemsigtigt stof hen over hendes kraveben og skuldre, så de er til at se, og så tilføjer hun et par hudfarvede stilletter. Hvor Vic gør en smule ud af sin make-up men en let smokey-eyes, lader jeg det forblive enkelt med lidt mascara og eyeliner, og så er vi ellers begge klar til at gå, og da vi træder ud til drengene, får vi da også hentet nogle rimelig gode komplimenter ind.

____________________________________________________________


Vics, Simons og Malandas outfits - Simon er også iført en lyserød hat!

---

Så er vi desværre snart ved vejs ende af første del af Malandas historie! Jeg håber virkelig, I kan lide den, men jeg kan jo ikke vide noget, med mindre I ligger en kommentar - *host, hint, host* :)

xxx

~Bells~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...