Strong Feelings ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2013
  • Opdateret: 18 maj 2014
  • Status: Igang
Det er tre år siden Malanda Truth sidst så sin kusine, Perrie Edwards; og meget er sket siden. Perrie er blevet berømt og forelsket, mens Malanda er vild og fri som altid. Malanda har aldrig været en type der gemmer på sine følelser, men en forandring i Perries liv, kan meget vel også være en forandring i Malandas. Malanda bygger pludselige, stærke følelser op for Perries kæreste, Zayn Malik. Nu er hun nødt til at gemme alle sine følelser væk for den person hun elsker højere end nogen anden. Den person der har været der for hende gennem alle hendes svære passager i livet. Men kan hun også holde sine følelser skjult for den person følelserne skyldes..? Og hvad med hans venner, og nu også hendes..? Og hvis Zayn finder ud af det, hvad vil han så gøre ved det? *Jeg vil stærkt fraråde denne for alle meget unge, sarte sjæle, da nogle scener kan blive meget detaljerede hen ad vejen!*

15Likes
8Kommentarer
1564Visninger
AA

15. ~Shopping

And in the end you'll have your … friend(s)

Christina Perri - ’Penguin’

 

Shopping. To stavelser, otte bogstaver, en begivenhed jeg normalt altid har hadet, men Vic gør det på en eller anden måde sjovt. Måske, fordi hun tvinger Simon til at prøve det mest bøssede tøj på, og han hader det.

”Kom nu ud din bøsserøv; tre ugers kaffe på husets regning er på spil, og du ved, du ikke vil gå glip af det!” Halvråber Vic halvvejs gennem den tomme butik, og jeg kan ikke lade være med at grine af denne måde at lære Simon og kende på, mens jeg leder videre efter en enkelt sort T-shirt, som jeg kan tillade mig at købe.

”Jeg hader dig så meget, Vicvic, ved du godt det?” Siger Simon tilbage, hvorefter han mumler et eller andet utydeligt, som vidst ikke var særlig pænt, men Vic lader bare til at affærdige det med et lille grin og læner sig blot op af stativet, så hun kan se afslappet ud, når Simon træder ud; og når man taler om solen.

”Årh!” Kan jeg ikke lade være med at udbryde med et grin, da jeg ser ham, og Vic er vidst helt vild med min reaktion. Simon har fået en lyserød polo skjorte på med et ternet tørklæde i samme nuancer og nogle lidt mørkere lyserøde bukser. Hele outfittet giver ham en lettere rødlig farve i kinderne, og han ser helt klart et par år yngre ud; virkelig nuttet.

”Hey! Der var en hat til.” Siger Vic som det første, og Simon nedstirrer os begge med skuldrene helt oppe ved ørerne, hvorefter han modvilligt bringer sin anden hånd frem fra ryggen og sætter en ligeså lyserød hat på sit brune hår, så endnu et grineflip falder over mig og Vic.

”Klassisk, Simon. Med det outfit vil du helt sikkert score fyre!” Får jeg frem gennem mine hulkende grin, og Vic griner hurtigt med, hvorefter Simon vrisser et eller andet utydeligt og træder ind i prøverummet, mens vi griner færdig.

Fem minutter efter er Simon ude igen med sit normale tøj på, og jeg kan ikke lade være med at synes, at han dog ser bedre ud sådan. Det er mere med til at præsentere ham som den lettere aflukkede type, han egentlig er, men samtidig giver det også en antydning af, at der måske er en chance for at nå ind til ham. Vic insisterer hurtigt på, at vi er nødt til at få hatten, så hun betaler glædeligt for den, og så går vi ud af butikken igen, og Vic får - efter et brag af en kamp - sat hatten på hovedet af en surmulende Simon, hvorefter jeg hurtigt foreslår at vi sætter os ind i en café og spiser; så kan Simon i det mindste få lidt frelse, ved at vi sætter os i et mørkt hjørne, hvor der ikke er så mange der kigger hen.

”Hvad med Fernandez & Wells? Den ligger lige overfor centeret.” Siger Vic begejstret, da hun endelig er kommet med i samtalen, og Både Simon og jeg nikker os enige, da en langfingret hånd lægger sig om Simons skulder, og vi vender os alle forvirret om mod en lidt lavere fyr med hvid skjorte på og et par mørkegrønne jeans. Hans blonde hår sidder helt perfekt, men desværre udstråler hans øjne en klar homoseksualitet, så jeg har ingen chancer dér.

”Undskyld, men jeg kunne ikke undgå at se din lyserøde hat.” Siger han med et ret maskulin stemme, og jeg kan se på Simon, at han klart er fascineret af fyren foran ham. ”Den klæder dig utroligt godt; du burde gå med den noget mere.” Fyren rækker tøvende op og retter lidt på hatten, og Simon kigger lidt genert ned, inden hans blik flakker mod mig og Vic som begge følger interesseret med.

”Tak, Tanner.” Mumler han så med et lille skævt smil, og den blonde fyr læner sig pludselig ind og kysser Simon på kinden, hvorefter han stikker en lap papir i hånden på ham og hvisker et eller andet i øret på ham, som får ham til at rødme dybt, inden den såkaldte Tanner forsvinder i mængden. Først står Vic og jeg bare målløse og stirrer på Simon, men da han endelig trækker på skuldrene og gør mine til at bevæge sig videre, eksploderer bomben af spørgsmål. Og tro mig, man skulle tro, vi var blevet fjorten igen, begge to.

”Hvem var det?”

”Hvordan kender du ham?”

”Hvad står der på sedlen?”

”Er i kæææææresteeeer?”

”Har du endelig fået noget?”

”Hvordan kan du score mere, end jeg kan?”

Til sidst afværger Simon det med et grin - det første, jeg nogensinde har hørt fra ham - og så går Vic og jeg ellers bare og udveksler mystificerede blikke, mens Simon er skredet et par skridt foran, indtil vi når caféen og stiller os i kø.

”Du er nødt til a sige noget.” Siger Vic til sidst og tager bestemt fat i Simons arm, så han vender sig om.

”Hvad er der at sige? Tanner er en ven.” Siger Simon med et skævt smil, mens han kigger bevidst ind over hovederne på os; leder han efter Tanner?

”En meget god ven, at dømme ud fra det smil.” Kan jeg ikke lade være med at tilføje, da Simon igen vender blikket mod os, og endnu engang griner han, men denne gang gør han lidt for meget ud af det, da han lægger armen om mine skuldre, hvorefter Vic også bliver inviteret ind i cirklen.

”Årh, I to, I er nødt til at komme lidt mere ud.” Siger han til sidst, og Vic og jeg kan ikke lade være med at udveksle en smule bekymrede blikke.

”Er du okay, Simon?” Siger Vic til sidst, og da Simon bare smiler til hende, kan ingen af os holde grinene tilbage længere. Vi griner bare. Ingen kommer med kommentarer, ingen forklarer, hvorfor de griner; vi griner bare.

”Malanda?” En lettere hæs stemme får mit grin til at stivne, og jeg kan se på Vic, at personen bag mig nok ikke er en, jeg har lyst til at møde lige nu. Og ganske rigtigt, da jeg vender mig om står min bror med hænderne gemt i lommerne og et usikkert smil rettet mod mig. Jeg fortalte Vic og Simon om min bror og mine forældre tidligere, og om hvordan min far var tilbage og havde lokket Tony til sig.

”Hvad laver du her, Tony?” Jeg kan ikke lade være med at vrisse en smule, da jeg ser, hvem der sidder ved bordet bag ham.

”Mal, lad nu være, vi er familie.”

”I er ikke min familie.” Skærer jeg hurtigt af, og så vender jeg mig om mod Vic igen, som hurtigt tager fat om min arm og trækker mig med videre i køen.

”Mal…” begynder Tony igen, men Simon træder hurtigt ind foran ham, og på grund af hans ti centimeter længere højde, virker han faktisk ret truende.

”Hør, Mate: Mal vil ikke snakke med dig, så jeg foreslår at du bare sætter dig ned igen og lader hende være i fred. Du valgte jeres far, hun valgte jeres mor, end of story.” Siger han bestemt, og jeg kan se på Tony, hvordan det krænker ham at blive talt til på den måde - især af én med lyserød hat på - men Simon vender sig om og går efter os, inden Tony når så meget som at råbe et fornærmende ord efter ham.

”Tak.” jeg sender hurtigt et smil i Simons retning, som han hurtigt gengælder, og så ryger hans arm om mine skuldre igen, og jeg sender et lille grin ud, hvilket også får Vic til at smile, inden hun uberørt fortsætter, hvor vi slap.

”For resten, så kommer vi altså rigeligt ud; se selv på Mal, hun har sådan tre fyre eller noget efter sig.” bemærker hun monotont, og jeg kan ikke lade være med at grine over hendes argumenter, inden jeg tæller efter i mit hoved.

”Hvordan får du det til tre drenge?”

”Ham der hjælper dig med at finde ud af det med din kusine. Han er helt sikkert vild med dig.” Fastslår Vic med et stort smil, da hun er færdig med at bestille for os, og vi sætter os ned i et hjørne lidt væk fra alting.

”Narh, han er til blondiner.” Siger jeg og signalerer til mit næsten helt sorte hår, hvilket får Simon til at trække medgivende på skuldrende, og Vic læner sig ivrigt frem.

”Uh, hvad var hans navn igen?” Siger hun med et spændt smil, og jeg griner højt af hende, hvilket vidst får nogle mennesker til at vende sig mod os. Ups.

”Øhm… Desværre, jeg tror ikke du har en chance.” Siger jeg undvigende, og Vic påtager sig hurtigt et lidt fornærmet udtryk.

”Hvad? Jeg tager det som en udfordring!” Siger hun trodsigt, inden hun prikker fastslående i bordpladen.

”Øhm, nej, det jeg mente var… han er ikke en særlig faststående fyr. Han er mere ligesom mig; One Night Stands og sådan,” siger jeg med et prøvende smil, men Vics mine ændrer sig ikke, og da jeg kigger efter hjælp hos Simon, trækker han bare opgivende på skuldrene. Jeg leder desperat efter endnu en undskyldning for, at jeg ikke behøver fortælle dem hvor kendte de mennesker jeg snakkede om egentlig er; og det ser ud til at Vic finder den for mig.

”Åh gud, er det..? det er det!” Halvhvisker hun ivrigt, og jeg kan se på hendes opspærrede øjne, at det er noget der sker bag mig, så jeg vender tøvende blikket, men gemmer mig så hurtigt ned i sædet igen.

”Shit, shit, shit, shit, shit.” Hvisker jeg irriteret, og jeg kan tydeligt se hvordan det forvirrer Vic og Simon. ”Kan I huske de mennesker jeg snakkede om, var mine venner og bla bla bla?” Siger jeg hurtigt, og selvfølgelig nikker både Simon og Vic, for vi har jo faktisk lige snakket om det.

”Mal? Hey Mal!” Hans stemme lyder gennem hele caféen, og jeg klemmer let øjnene i, inden jeg rejser mig op med et stort smil.

”Hey drenge!” Siger jeg med en påtaget begejstring, og jeg kan se Vic og Simon nærmest falde ned af deres stole, mens de langsomt får sat brikkerne på plads.

”Mal!” Niall er den første der når mig, og jeg griner let, da han omfavner mig i et meget stort kram. Liam og Louis er også hurtige til at komme med lignende hilsner, men da jeg vender mig mod Harry og Zayn står vi bare alle og kigger ubeslutsomt på hinanden.

”Hey.” Mumler jeg som den første, og vi vinker alle lidt akavet til hinanden, inden jeg vælger at undgå det ved at vende mig mod Vic og Simon.

”Vic, Simon, det her er Niall, Liam, Louis, Harry og Zayn.” Starter jeg med et smil, inden jeg stiller mig foran dem og nikker mod Zayn. ”Zayn er min kusine og bedste veninde, Perrie Edwards’ kæreste, eller forlovede faktisk.” Vic og Simons kæber lander med det samme på bordet, og selvom jeg ikke burde, kan jeg ikke lade være med at grine let af synet.

”Og jeg er Harry. En rigtig god ven af Mal.” Tilføjer Harry hurtigt, og Vic udstøder hurtigt en uidentificerbar lyd, som får mig til at have meget svært ved at holde grinet inde.

”Drenge, det her er Victorie og Simon. Også nogle af mine gode venner her i London.” Siger jeg med et smil, inden jeg træder tilbage og ser drengene hilse på mine venner; dog vælger Zayn at træde tilbage til mig hurtigt.

”Ud fra, hvordan de reagerede, så gætter jeg på, at de ved det.” Mumler han så lavt, at vi er sikre på at være de eneste der kan følge med.

”Jeg er sikker på, at jeg kan stole på dem.”

”Du har kendt dem i hvad? Tre dage?”

”Tjah, jeg havde jo ikke rigtig tænkt mig at skulle møde jer her.”

”Men det gjorde du.”

”Hvilket ikke var planlagt.”

”De er inviteret med til Louis’ fest i overmorgen.”

”Jeg har ikke inviteret dem endnu, men hvad skulle problemet være nu?”

Zayn kigger længe på mig uden at sige noget, og jeg vælger resolut at gengælde blikket, indtil han endelig kigger væk igen.

”Ingenting.”

”Hey Mal, hvorfor sagde du ikke, at du praktisk taget er berømt?” Vics stemme kan pludselig høres blandt mængden af drenge, og jeg træder hurtigt hen, hvor jeg kan se hende.

”Jeg… vidste ikke helt, hvordan I ville tage det.” bekendtgør jeg hurtigt, inden jeg slår mig ned på min gamle plads, hvor Harry dog har sat sig, så jeg ender med at sidde på ham, hvilket han dog ikke ser ud til at have noget problem med. Vic har vidst også gjort plads til andre end sig selv, da hun nu er placeret ovenpå Niall.

”Tjah, de ser ud til at tage det okay.” Siger Liam med et smil, inden han kigger på Simon som bare sidder og betragter ham fascineret.

”Ja, vær forsigtig med ham, han kunne godt ende med at lægge an på dig.” Siger jeg med et skævt smil, inden jeg klapper Simon i håret, hvilket får ham til at kigge irriteret i min retning, men i det mindste kommenterer han ikke på, at jeg afslørede hans homoseksualitet.

Louis og Liam begynder uanfægtet en samtale med Simon, og Niall snakker med Vic som vidst hurtigt har fået smurt tykt på. Zayn er forsvundet, sikkert for at bestille mad til drengene, og jeg vender mig i stedet mod Harry, som ikke er blevet inddraget i nogen samtale endnu.

”Så, hvad laver I her?” spørger jeg med et smil, hvorefter jeg lægger armene om halsen på Harry, hvilket får ham til at grine - vi ved begge at der ikke ligger noget i det.

”Øhm, vi har en pause lige nu, inden vi skal til et interview på en radiostation, så vi valgte at tage lidt frokost.” Svarer han med et skævt smil, inden han lægger armene om min talje, og så sidder vi pludselig som et nyforelsket kærestepar, selvom det er langt fra, hvad vi er.

”Hvad skete der ved aftensmaden?” Harry er pludselig gravalvorlig, og jeg kan mærke hvordan mit smil også forsvinder, da jeg kigger ned i mit skød. Jeg ved de andre ikke hører efter alligevel, men jeg kan dog ikke lade være med at sænke stemmen.

”Jeg eksploderede,” Siger jeg med en grimasse. ”Jeg så Perrie sidde dér med Zayn, og da hun så begyndte at snakke om mit mislykkede kærlighedsliv, så kunne jeg ikke mere. Bare at se dem sammen gør mig irriteret.” Harry trykker mig beroligende ind til sig, og jeg krammer ham hurtigt igen og lader mit hoved hvile på hans skulder.

”Hvorfor har jeg det sådan her?” Hvisker jeg irriteret mod hans skulder, og selvom jeg ved, han ikke kan svare mig, så er det, at han holder om mig nok; det giver mig en sikkerhed om, at jeg ikke er alene.

___________________________________________

Okay, så jeg føler mig virkelig uhøflig ved at skrive dette, men helt ærlig folkens! Er I ikke søde at smide en kommentar, så jeg kan få en fornemmelse af, hvad I egentlig synes om denne movella? Og gerne en der indeholder andet end 'mere' eller 'rigtig godt', tak!

xxx

~Bells~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...