Strong Feelings ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2013
  • Opdateret: 18 maj 2014
  • Status: Igang
Det er tre år siden Malanda Truth sidst så sin kusine, Perrie Edwards; og meget er sket siden. Perrie er blevet berømt og forelsket, mens Malanda er vild og fri som altid. Malanda har aldrig været en type der gemmer på sine følelser, men en forandring i Perries liv, kan meget vel også være en forandring i Malandas. Malanda bygger pludselige, stærke følelser op for Perries kæreste, Zayn Malik. Nu er hun nødt til at gemme alle sine følelser væk for den person hun elsker højere end nogen anden. Den person der har været der for hende gennem alle hendes svære passager i livet. Men kan hun også holde sine følelser skjult for den person følelserne skyldes..? Og hvad med hans venner, og nu også hendes..? Og hvis Zayn finder ud af det, hvad vil han så gøre ved det? *Jeg vil stærkt fraråde denne for alle meget unge, sarte sjæle, da nogle scener kan blive meget detaljerede hen ad vejen!*

15Likes
8Kommentarer
1504Visninger
AA

14. ~Middag

Can we stop this for a minute?

One Direction - ’Over Again’

 

Middag. Et ord, to stavelser, tre muligheder. Ét; at tage hjem til mig selv og spise mig fed i is - udelukket, da jeg ikke har nogen is, og jeg er for doven til at gå ned og købe det. To; at springe maden over og invitere Traine over for en omgang - nej, han har vagt, og desuden har jeg allerede afslået ham én gang i dag. Så er der vel kun den værste tilbage: Tre; at tage op til Zayn, hvor Harry endnu engang har lavet mad, og Perrie og Zayn vil sidde overfor mig og repræsentere den gigantiske fejl jeg har begået. Hvorfor afslog jeg også den fjerde mulighed om at blive i caféen med Simon og Vic, til hun skulle lukke ned? Godt tænkt Mal, fantastisk godt tænkt.

”Hey Mal!” Perries stemme slår mig ud af mine bitre tanker, og jeg tvinger hurtigt et smil frem, da jeg omfavner hende i et stort kram - opfør dig normalt, helt normalt.

”Hey, her lugter fantastisk, hvad har han besluttet at forsøge sig med idag?” Spørger jeg med et smil, da jeg træder ind i stuen, hvor Zayn i samme øjeblik rejser sig fra sofaen.

”Hej Mal.” Siger han med sin hæse stemme, og jeg kan tydeligt se i hans øjne, hvor nervøs han er for at have mig i samme rum som hans forlovede.

”Zayn.” Gengælder jeg høfligt hans hilsen, hvorefter jeg vender rundt og går ud i køkkenet, hvor Harry øjeblikkeligt åbner armene til et kram, som jeg med glæde tager imod.

”Klarer du den, Cupcake?” Spørger Harry stille, og jeg trækker hurtig en dyb indånding ind, før jeg kigger op på ham med et anstrengt smil.

”Jeg hænger i.” Siger jeg først, hvorefter jeg bemærker hans mærkelige kælenavn til mig. ”Cupcake? Helt ærligt?”

”Hvad? Hvem elsker ikke Cupcakes?” Siger Harry med et uskyldigt smil, inden han igen vender sig mod sin mad, og jeg vender forvirret tilbage til stuen, hvor Perrie og Zayn står og snakker.

”Hva’ så Mal, fik du lavet de ting i din lejlighed?” Siger Perrie med et stort smil, efter hun har trukket mig hen til sofaen. Jeg smiler hurtigt til hende og må så kraftigt tænke tilbage, så jeg ikke vil falde i en fælde.

”Tjah, det var egentlig ikke så svært, bare lidt rengøring og sådan.”

”Nå, så fik du vel Traine til at hjælpe dig?” Giver Perrie igen med et lusket smil, og jeg kan ikke lade være med at grine indforstået - Yes, Mal er tilbage.

”Nah, han ringede et par gange, men jeg måtte desværre afslå.” Siger jeg med et påtaget, sørgeligt udtryk, og jeg kan ikke lade være med at fryde mig, da jeg ser en smule anspændthed glide hen over Zayns krop.

”Årh, han må være helt knust.” Siger Perrie med et grin, og jeg trækker let på skuldrene, inden jeg griner med. Skal jeg fortælle hende om mine nyfundne venner? Tja, hvorfor ikke.

”Jah, men jeg kom da også lidt ud. Jeg var nede på en café længere inde i centrum og faldt i snak med en pige og hendes bøsseven. Fantastiske mennesker.” Siger jeg med et smil, og jeg kan pludselig se et mærkeligt sørgmodigt ansigtstræk hos Perrie. Hun er ikke bange for, at jeg udskifter hende vel? Dog forsvinder det igen, og Perrie smiler endnu mere.

”Fedt, så kan du jo invitere dem med på fredag! Harry, Zayn og de andre holder en slags improviseret fødselsdagsfest for Louis. Han har fødselsdag i december,” Siger hun med et lidt for begejstret smil, og jeg nikker tøvende. Jeg fortalte jo ikke Vic og Simon, hvem det rent faktisk var, jeg snakkede om. Hvad ville der ikke ske, hvis de fandt ud af, at det var Zayn? Ville det ryge i medierne? Kan jeg stole fuldt og fast på dem? Det tror jeg.

”Ja, det lyder godt!” Siger jeg hurtigt med et lille smil, inden jeg vender blikket, da Harry træder ind med et halvstort fad i hænderne.

”Okay, det her er meget varmt, så I skal ikke røre.” Formaner han hurtigt efter at have placeret det på bordet, og jeg kan ikke lade være med at grine af hans ansigt, som hurtigt trækker sig i smerte, inden han sender mig et par sammenknebne øjne og en let fornærmet, løftet hage.

”Hvordan skal vi få mad, hvis vi ikke må røre?” Spørger Perri, da hun har placeret sig ved siden af Zayn, som har sat sig overfor mig. Jeg glemmer pludselig at følge med i, hvad Harry svarer til Perrie, da Zayns øjne møder mine. De dybe brune øjne, som lader til at have så smuk en farve, at man ville kunne stirre ind i dem i en hel time og finde en helt ny nuance af brun hvert andet sekund. Hans øjenbryn trækker sig let ned og gør farven endnu mørkere, indtil jeg pludselig finder mit blik draget til hans læber, som let trækker sig opad, på så langsom en måde, at jeg kun bemærker det, fordi jeg stirrer så intenst på hver eneste lille detalje i furerne.

”Mal? Er du sulten?” Spørger Harry på den anden side af tågen omkring mig og Zayn, og jeg nikker fraværende, hvilket hurtigt bliver afbrudt, da Zayn tøvende lader sin hånd løfte til sit hår i et nervøst forsøg på at gøre situationen mindre intens. Jeg vender hurtigt hovedet mod Harry igen og smiler uberørt, selvom et eller andet inde i mig stadig knuger sig sammen og længes efter at finde Zayns blik igen; finde hans krop igen, hans læber, hans… Mal! Snap out of it.

”Såh… Hvad er det egentlig du har lavet?” Spørger jeg forsigtigt til Harry, som sekundet inden har haft blikket liggende vagtsomt på Perrie, som heldigvis er så optaget af sin mad, at hun vidst ikke har opdaget Zayns og min stirren det sidste minut.

”Lasagne.” Svarer Harry kortfattet, inden han smækker et stykke på min tallerken som den sidste, hvorefter han sætter sig ned med et flygtigt kys på min kind, og jeg skal til at vende mig mod ham i forvirring, da hans hvisken når mig.

”Jeg sagde intet, men han virkede ikke som sig selv i dag. Og det er på den gode måde.” Harry gør meget ud af at bore sit mest alvorlige blik ind i mit, og jeg får tøvende fremkaldt et lille nik, inden jeg lader blikket falde ned på min mad, som jeg langsomt begynder at stikke i. Så Zayn har opført sig anderledes idag? Kan det være på grund af mig? Eller sagde Perrie noget, da hun var her, som fik ham til at reagere på en bestemt måde? - En god måde. Det er garanteret på grund af Perrie. Det kan godt være, han sagde jeg var den bedste, inden han gik i morges, men han har helt sikkert fortrudt siden. Det er han nødt til at have - han er forlovet.

”Så, hvor længe har det stået på?” Perries stemme skærer pludselig igennem til mig, og jeg kommer hurtigt ud af den verden, hvori jeg sad for mig selv med mine tanker, og kigger op på hende med chok - hun ved det, hun har helt sikkert gennemskuet det, selvfølgelig har hun det. Jeg er målløs et øjeblik, og det at Perrie siger det så skødesløst, kan jeg se, også forvirrer Zayn. Perrie kigger endnu engang op fra sin mad og møder mit blik med et let smil, hvorefter hendes gaffel svinger let mellem mig og Harry. ”I er vel sammen, ik’?”

”Hvad? Nej!” Siger Harry og jeg i kor, hvorefter jeg møder hans uudgrundelige blik, hvilket hurtigt får mig til at grine let. Harry er sød nok, men han er ikke helt min type. Jeg gengælder hurtigt Harrys skæve smil med mit eget og ryster så afvisende på hovedet til Perrie.

”Vi er bar ret gode venner.”

”Nå, det virker ellers som om I er lidt tættere end det.” Siger Perrie med et indforstået smil og et let skuldertræk, inden hun vender sig mod mig med et løftet øjenbryn. ”Jeg troede ellers ikke du var i stand til at være sammen med fyre længere, uden at skulle i bukserne på dem.” Denne kommentar udløser hurtigt et grin fra os alle - nogle grin større end andre - hvorefter en let rød farve sikkert dækker mine kinder; forhåbentlig er det ikke så synligt.

”Jeg kan da sagtens have drengevenner, som jeg ikke har været i seng med!” Siger jeg en smule fornærmet, hvorefter jeg kigger undvigende ned i min mad, da jeg mumlende tilføjer. ”De fleste af dem er bare bøsser.” Perrie og Zayn er hurtige til at få et grin hver frem, mens jeg smiler undskyldende til Harry, som denne gang har et fornærmet blik oppe.

”Så jeg er altså bøsse i dine øjne?” Siger han med en virkelig bitch’et tone, og jeg kan ikke lade være med at fnise, hvilket tydeligvis ødelægger mit forsøg på at ryste afkræftende på hovedet.

”Nej nej! Du er en skøn, sexet hetero fyr, som jeg er rigtig gode venner med. Ikke andet.” Siger jeg hurtigt, med begge hænder i vejret, mens jeg ikke kan dy mig for at sende et lille ondt blik mod Perrie, som bare sidder og morer sig på den anden side, sammen med sin forlovede.

”Så du har altså ingen lyst, overhovedet, til at gå i seng med mig?” Siger Harry, og jeg kan tydeligt mærke, hvordan han graver, så jeg vælger at skære ham af hurtigst muligt.

”Måske lidt, men det kommer aldrig til at ske.” Siger jeg med en ret formanende tone, og han læner sig skeptisk tilbage.

”Men du synes jeg er sexet?”

”Utrolig sexet, kan vi spise nu?” Spørger jeg hurtigt undvigende, og da jeg endelig får et lille afsluttende nik fra Harry, dykker jeg hurtigt min gaffel ned i min snart kolde lasagne, og Harry starter gradvist en samtale op med Zayn og Perrie, som jeg vælger at undvige, ved hele tiden at stoppe mad i munden. Istedet lytter jeg bare; til hans stemme. Den bløde, men hæse tone, der flyder næsten monotont ud af ham, og jeg bliver sært fanget i en trance af at sidde og føre gaflen fra mund til tallerken og omvendt, mens jeg lytter til den beroligende lyd. Og pludselig er det ikke længere samtalen jeg hører stemmen i, men en vedvarende taktfast remse af komplimenter til mig. Komplimenter han har givet mig gennem den tid, vi har mødt hinanden; hvilket pludselig går op for mig, ikke er særlig lang tid. Jeg har kendt ham ligeså lang tid som Harry, men snakket med ham halvt så meget. Jeg kender stortset intet om fyren, og jeg har kysset ham og været i seng med ham; været sammen med ham bag min bedste venindes - hans forlovedes - ryg.

En malplaceret lyd får mig pludselig til at kigge op og slå ud af min trance, og jeg skovler hurtigt min sidste bid mad i mig, inden jeg ubeslutsomt løfter hovedet mod Zayn og Perrie - og ganske rigtigt. Lyden er af Perries stols ben, der gled hen over gulvet, så hun kunne rykke tættere på Zayn, samtidig med, at Harry åbenbart har besluttet sig at forsvinde - formegentlig ud i køkkenet, for fadet er heller ikke til stede mere. Så jeg må kigge på de eneste andre mennesker i rummet igen, hvilket giver mig en underlig fornemmelse af kvalme, og jeg har pludselig en voksende klump af vrede, rettet mod min kusine, i min mave.

”Så, har du snakket med Traine, efter du afslog ham?” Perries stemme når mig med et smæld, og jeg kan i det øjeblik ikke klare hendes drillende smil.

”Kan det ikke være ligemeget med mit kærlighedsliv?” Vrisser jeg irriteret, mens jeg knytter hænderne under bordet, så jeg ikke kommer til at lange ud efter hende. ”Eller er dit blevet så kedeligt, efter du er blevet forlovet, så du er nødt til at få fortalt om alle andres?” Jeg sender hende et fornærmet og vurderende blik, hvilket retmæssigt sætter hende ud af sin balance af glæde; jeg har aldrig brugt det blik på hende før.

”Okay, slap af Mal. Det er sådan noget vi altid snakker om; det er sådan vi er.” Fremstammer hun forsigtigt, hvorefter jeg rejser mig, og klumpen af vrede i min mave eksploderer.

”Og har du nogensinde overvejet, at jeg måske ikke har lyst til at snakke om det?” Råber jeg i vrede, hvorefter jeg smider den serviet, jeg har i hånden. ”Tror du det er sjovt at høre på, hvor lavt du synes jeg er sunket for at score drenge?! Bare fordi jeg ikke er rig og berømt med en endnu rigere og berømt kæreste! Ved du hvad? Ring til mig, når du selv er blevet et normalt menneske igen, og så kan du se hvordan det er at have en bedste veninde som dig!” Eksplosionen bliver hurtigt mindsket, og jeg kan mærke vreden aftage sig, men da jeg ser Harry, Zayn og Perries alle forfærdede blikke, ved jeg, at jeg må ud af rummet; jeg vil ikke råbe mere, det er ikke min stil.

Jeg udveksler et sidste blik med Harry, lader mit blik strejfe Zayns, og jeg kigger ikke engang i Perries retning, da jeg styrer ud på gangen og ind ad den første åbne dør; badeværelset. En hurtig indskydelse får mig til at lade døren stå en smule på klem, inden jeg træder hen til vasken og læner mig helt ind, så mit hoved støtter mod spejlet, og mine hænder hviler på hver sin kant af den hvide porcelæn. Flere minutter går med, at jeg står dér og får styr på mine vejrtrækninger, og jeg har pludselig en følelse af, at alting er sat på pause. Jeg er alene, ingen forstyrrer mig, og mine lukkede øjne er hurtigt skyld i, at jeg ikke opdager den indtrængende.

”Er du okay?” Hans stemme slår min fokus ud af kurs, og jeg løfter hurtigt mit hoved fra den lodrette flade, så mit blik kan møde hans i spejlet. Han står ved døren, som ikke står på klem ligesom før, men er helt lukket - han må have lukket den efter sig. Hans hænder er mageligt placeret i hans bukselommer, og han står let lænet op ad væggen bag mig, hvilket på én eller anden måde, får hans halvt lukkede øjne til at virke endnu mere intense.

”Hvad laver du her?” Spørger jeg med en lav stemme; jeg er pludselig meget rolig efter råberiet. Zayn træder langsomt væk fra væggen og hen mod mig, hvor han forsigtigt ligger sin ene hånd på min lænd. Jeg kan se i hans øjne, at han stadig ikke fortryder, hvad vi gjorde, men jeg ved også, at han kan se fortrydelsen i mine.

”Jeg kom for at se, om du er okay.” Siger han med et skævt smil, og da jeg får vendt mig fra spejlet, så jeg kan se ham ordentligt, ved jeg, at vi tænker på det samme: Perrie. ”Hun sendte mig herud.” Hans stemme er ikke mere end en mumlen, og han er pludselig helt inde på livet af mig, med hænderne hvilende på min talje. En pludselig indskydelse får mig til at placere mine hænder på det nederste af hans ryg og løfte min hage let, så vores munde ligger i den rigtige vinkel, hvis han beslutter sig for at læne sig helt ind.

”I den tro, at du vil tale mig til ro i alt fred og fordragelighed.” Hvisker jeg med et lille smil, for jeg kan pludselig ikke dy mig for at spille med. ”Jeg tror ikke, hun ville have dig til at stå så tæt på mig og sende mig de blikke.” Mine hænder finder hans hals, og jeg får forsigtigt presset mig længere ind mod ham, selvom jeg ved, vi ikke kan gå for langt, når Perrie og Harry er i lejligheden.

”Hvad hun ikke ved, har hun ikke ondt af.” Hvisker Zayn tilbage, og jeg kan høre på den hæse klang, at hans begær er ved at vokse; bare det ikke når det farlige punkt, for så vil det hele gå galt. I en flygtig bevægelse, har jeg viklet mine fingre ind i hans nakkehår, og i næste sekund er hans læber låst fast på mine.

Jeg kan mærke elektriciteten strømme ned over min krop og sætte mig fast som en magnet mod ham, fjerne hver eneste lille millimeter af luft imellem os, vores kroppe passer perfekt sammen. Hans hænder finder min ryg, og da han træder længere frem, så jeg støder ind i vasken, er det dem der holder min på benene; dem, hans læber og resten af hans fantastiske krop, altså. Kysset udvikles hurtigt til det hedeste vi har haft til nu, og jeg kan mærke sveden forsigtigt trille frem på min pande, indtil jeg bemærker begærets overdosis, og jeg får hurtigt viklet mig ud af ham, så han står tomhændet foran vasken, med et let sunket hoved.

”Beklager, men jeg kan ikke lade det gå længere.” Mumler jeg med et skævt smil, da jeg møder hans øjne i spejlet, og så går det op for mig hvad jeg siger, og jeg bliver hurtigt vredere på mig selv end nogensinde, men holder min stemme rolig. ”Ikke engang det der skete, skulle have fundet sted.”

Jeg kan høre ham svagt mumle mit navn bag mig, hvorefter han siger det lidt højere, men jeg forstår, at han måske ikke vil tiltrække resten af de tilstedeværendes opmærksomhed, så jeg bliver ikke såret over hans diskrete måde at stoppe mig på. Jeg tillader det dog heller ikke at påvirke mig, så få minutter efter befinder jeg mig igen i lejligheden nedenunder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...