Strong Feelings ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2013
  • Opdateret: 18 maj 2014
  • Status: Igang
Det er tre år siden Malanda Truth sidst så sin kusine, Perrie Edwards; og meget er sket siden. Perrie er blevet berømt og forelsket, mens Malanda er vild og fri som altid. Malanda har aldrig været en type der gemmer på sine følelser, men en forandring i Perries liv, kan meget vel også være en forandring i Malandas. Malanda bygger pludselige, stærke følelser op for Perries kæreste, Zayn Malik. Nu er hun nødt til at gemme alle sine følelser væk for den person hun elsker højere end nogen anden. Den person der har været der for hende gennem alle hendes svære passager i livet. Men kan hun også holde sine følelser skjult for den person følelserne skyldes..? Og hvad med hans venner, og nu også hendes..? Og hvis Zayn finder ud af det, hvad vil han så gøre ved det? *Jeg vil stærkt fraråde denne for alle meget unge, sarte sjæle, da nogle scener kan blive meget detaljerede hen ad vejen!*

15Likes
8Kommentarer
1447Visninger
AA

8. ~Kedsomhed

I’ll be coming back for you

One Direction - ‘Back for you’

 

Kedsomhed. Et ord, tre stavelser, seks bogstaver. Ifølge retskrivnings ordborgen: et verbum - også kaldet udsagnsord. At kede sig; at føle sig sløv eller rastløs, fordi omgivelserne virker uinteressante, eller fordi man ikke kan finde på noget at lave. Ifølge mig: at stå bag disken i en fuldstændig menneskeforladt café klokken seks om aftenen, mens man leder efter fuldstændig ubetydelige ord i en retskrivningsordbog, man fandt på en hylde i baglokalet. Gad vide, hvad den overhovedet bliver brugt til udover personalets kedsomhed? Hm, guess we’ll never know.

Jeg vågner med et sæt fra mine tanker og finder mig selv, næsten savlende ned over bogens sider, fordi jeg er ved at falde i søvn. Hvorfor fanden skulle jeg også blive oppe hele natten før, mens jeg tænkte på, hvad fanden Zayn havde haft gang i, i min lejlighed.

”Undskyld mig?” En stemme vækker mig pludselig fra min døs, og jeg kommer hurtigt i tanker om, hvorfor jeg egentlig kom tilbage til virkeligheden: dørens klokke. Jeg kigger hurtigt op fra ordbogen og smiler imødekommende til den lidt ældre dame, som står overfor mig med et venligt smil og en lidt rystende hånd kørende igennem det stramt opsatte, gråsprængte hår.

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” Siger jeg med en påtaget frisk stemme, selvom min sløve holdning sikkert allerede har afsløret min søvnmangel. I det mindste kommenterer kvinden det ikke og stiller sig i stedet ordentlig foran mig. Hendes sorte frakke sidder løst omkring hende, fordi bæltet er bundet op, men den sidder pænt alligevel.

”Jeg vil gerne bede om en Chai latte, hvis det ikke er for sent?” Siger hun med et lettere undskyldende smil, men jeg smiler bare beroligende igen og taster beløbet ind på kasseapparatet.

”Jeg har stadig et par kopper tilbage at servere, før jeg får fri.” Siger jeg hurtigt, inden jeg hurtigt lader mit blik flakke til kvinden, som pludselig står med hovedet vendt mod døren, som lidt efter går op igen.

”Ved du hvad? Lad mig lave den bestilling til to Chai latte.” Siger kvinden så med smilet lysende ud af hendes stemme. ”Hey skat.” Jeg lader stift mit blik ligge på kasseapparatets tastatur, mens jeg taster det tilføjede beløb til, og så vender jeg mig mod kvinden igen, men stivner i samme øjeblik, som manden der kom ind begynder at tale.

”Catarina, min smukke.” Siger han, og jeg kan ikke lade være med at skutte mig let over den bløde melodiske forførenhed, han bærer sig frem med. Hans hår er blevet klippet. Da jeg var lille gik det ham til skuldrene, og Tony havde tit kaldt ham en rockstjerne, fordi han kunne flippe det rigtig flot. Nu er det næsten klippet helt ned til hovedbunden, og vedhænget er betydeligt anderledes end min mor. Hans tøjstil lader til at være den samme, og jeg er fuldstændig sikker på hans identitet, da han løfter hovedet og kigger på mig, hvorefter en dyb og forundret rynke springer frem på hans pande.

”D-det bliver 9… 9,50£.” Får jeg fremstammet, og damen lægger et par sedler på disken, men mit blik er låst fast på hans.

”Malanda?” Siger han så, og hans stemme er nærmest druknet i håb og begejstring, da han rækker hånden ud mod mig, men jeg bakker hurtigt tilbage, så han aldrig opnår fysisk kontakt igen.

”Stefan.” Min stemme er ikke meget mere end en hvisken, og da jeg endelig får hans navn over mine læber, må jeg kæmpe hårdt for ikke at krympe mig over ordet.

”Er vi blevet for fremmede for hinanden, til at du kan kalde mig far?” Siger han med et skævt smil og grinet tydeligt i hans stemme, da han lægger armen om kvinden - Catarina.

”Min far forlod mig, da jeg var otte.” Siger jeg stift, da jeg endelig rækker ud efter pengene, lægger dem i kasseapparatet og begynder at forberede deres kaffe. ”Ergo, har jeg ingen far.” Tilføjer jeg til sidst, og jeg håber inderligt, at Stefans blik er skuffet eller noget andet negativt; desværre er jeg vendt den vej, hvor jeg lige præcis ikke kan få det at se.

”To børn var svært at holde styr på, for mig. Tre ville have været umuligt.” Siger han efter nogle sekunders tavshed, og jeg lader kaffemaskinens støj give mig en pause til at tænke over mit svar. Dog når jeg ikke så langt, før Stefan tilføjer. ”Din mor klarer sig meget bedre selv, end hun nogensinde gjorde med mig.”

”Hvordan ved du det? Du har ikke set hende i ti år. Du har ikke set nogen af os.” Siger jeg med tænderne bidt hårdt sammen, mens jeg piller lige lovlig meget ved deres bestillinger.

”Jo da!” Siger Catarina så pludselig, og jeg vender mig forvirret om på et splitsekund. ”Din bror, Tony er sådan en sød fyr. En rigtig charmetrold.” Jeg bliver ved med at stirre tomt på kvinden, indtil nyheden siver ordentligt ind. Tony har altså opsøgt far. Han har set ham efter splittet - er det derfor, han stadig ikke har tilgivet mor? Giver Stefan ham andre tanker i hovedet? Jeg vender mig igen mod teen, men når ikke at svare Catarina, før døren igen går op, og Traines stemme redder min verden fra at bryde sammen - argh, nok ikke helt.

”Ti minutter til at klæde om, og så kan du tage hjem.” Siger han med et smil, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt, da han går en smule langsomt forbi mig, og sørger ordentligt for at røre min røv; men jeg vil ikke gøre noget åbenlyst foran min ’far’. Så jeg smiler bare venligt og taknemmeligt til ham, inden jeg vender mig mod bestillingen og gør mit næste spørgsmål så henkastet som muligt.

”Kommer du ikke over i aften?” Siger jeg langsomt, mens jeg koncentrerer mig fuldt ud om teen foran mig, som snart er færdig.

”Bekalger. Jeg har andre planer i aften.” Siger Traine ude fra personalerummet, og jeg kan ikke lade være med at tage den drillende vinkel op på den kommentar.

”Du skal måske på date?”

”Narh.” Svarer Traine lidt efter, inden han dukker op i sort T-shirt og forklæde. ”Jeg er ikke til fyre. Og det ville være ret mærkeligt, hvis jeg datede min bror,” den kommentar får mig hurtigt til at grine, hvilket giver mig en perfekt undskyldning for at koncentrere mig om Traine, da jeg stiller Catarina og Stefans kopper foran dem. Så klapper jeg let Traine på skulderen og går ud i personalerummet for at klæde om, inden jeg når at fange Catarinas råb efter mig.

”Hvad med i morgen?” Spørger Traine så, og jeg vender mig om i et ryk og står pludselig, kun iført bh, lige foran ham. Han smiler flirtende, og jeg kan ikke lade være med at smile med, da han træder frem mod mig og lader sine arme omslutte min talje, inden hans læber lander på min hals.

”Måske… Jeg skal tjekke min kalender.” Siger jeg med et drillende smil, mens jeg legende lader min finger glide ned over hans spændte mavemuskler, hvilket for ham til at stønne svagt mod min hals.

”Jeg kan komme tilbage efter dig i morgen eftermiddag, når din vagt er slut?” Mumler han med en hæs og sexet stemme, som jeg har utroligt svært ved at modstå. Til sidst får jeg dog endelig skubbet ham fra mig, smiler flirtende og tilføjer et lille nik, inden jeg lader min langærmede T-shirt glide over hovedet, og i næste sekund er jeg på vej ud af døren med min taske og jakke i hånden.

”Malanda!” Stefan og Catarina har placeret sig på et bord ude i caféen, og selvom jeg konstant fortæller min hjerne, at jeg bare skal fortsætte uberørt hen mod døren, sænker mine ben automatisk farten ved lyden af min fars stemme. ”kan jeg i det mindste få dit nummer? Jeg vil rigtig gerne lære dig at kende, nu hvor vi begge er i London.” To meter fra udgangen stopper mine fødder helt op, og jeg vender mig stift om de to håbefulde blikke ved bordet lige midt lokalet.

”Jeg vil aldrig snakke med dig igen.” Siger jeg så sammenbidt, mens jeg kæmper med at holde mine hænder i ro. ”Det kan godt være, du har vundet Tony over, men jeg holder stadig med mor og Sara. Jeg vil altid holde med dem.” Og så ligger min hånd på glasdøren, og den bidende aftenkulde slår imod mig, da jeg flygter over gaden til min lejlighed.

 

Kedsomheden står nærmest ud af min lejlighed, som stanken fra for gammel mad, og jeg er også omtrent lige så modvillig til at gå derind og lade mørket omslutte min krop og give mig endnu mere gåsehud end jeg i forvejen har fra min tur over gaden gennem Londons efterårskolde, tæt befolkede gader.

Klikket fra stikkontakten er næsten et brag i mine øre, i forhold til den ellers bidende stilhed i min lejlighed. Jeg lægger hurtigt min jakke og min taske fra mig i entréen og går så længere ind i hjemmet, mens jeg tænder samtlige lys i køkken, stue og soveværelse - sig ikke, at du aldrig har gjort det, når du er alene hjemme.

Jeg ender med at falde sammen på sofaen med et tungt suk og lukker slapt øjnene i, mens jeg overvejer, om jeg kan gå i seng nu, droppe aftensmaden og indhente tabt søvn, så jeg er mere frisk i morgen. Jeg er næsten overbevist om, at det er den absolut bedste udvej fra min sløvhed, da jeg slapt lader armene falde sammen, hvilket resulterer i, at jeg banker hånden ned i sofabordet og giver et ufrivilligt hyl fra mig, da en lang række pinefulde dunk løber gennem mit håndled. Jeg holder længe om håndleddet, mens jeg bare sidder foroverbøjet og klynker ulideligt meget; indtil jeg endelig får rejst mig op og går ud på badeværelset, hvor lyset er bedre til at vise mig, og hånden på nogen måde har taget fysisk skade, eller om smerten bare kommer af et kortvarigt chok.

Jeg ender med at konstatere, at den muligvis kunne være en smule hævet, så jeg binder den for en sikkerheds skyld ind, inden jeg igen indtager min plads i sofaen, som jeg dog ikke får lov til at holde længe, før min mobil begynder at kime mig ned fra sofabordet. Denne gang sætter jeg mig langsomt op og holder min skadede hånd på forsvarlig afstand af bordpladen, mens jeg rækker ud og kigger smilende ned på det grinende billede af min skønne kusine. Jeg tager hurtigt mobilen op til øret, og får pludselig stødt min dårlige hånd mod sofapuden under mig, hvilket resulterer i, at et klynk undslipper mine læber som det første, da jeg tager telefonen.

”Hey.” Mumler jeg pinefuldt, mens jeg lægger min hånd forsigtigt i mit skød og lytter modvilligt til Perries friske grin - det er ikke hende, der ikke har fået søvn en hel nat og har måttet kede sig på arbejdet i tre timer.

”Hey søde, hvad har du lavet?” Og Selvfølgelig ved hun, at jeg har skadet mig selv - der er vel en grund til, at hun er min absolut bedste veninde.

”Tjah… Det involverer muligvis en meget træt mig og et ret så hårdt sofabord.” Surmuler jeg, mens jeg vender og drejer min hånd i skødet på mig, så jeg ikke behøver være helt opmærksom på Perries grin. Dog føler jeg mig hurtigt nødsaget til at lytte igen, da nogle stemmer lyder i bagrunden, og Perrie begynder at forklare.

”Nå, men kan du stadig spise, selvom din hånd er skadet?” Siger Perrie så endelig til mig, da de andre stemmer er fulgt op på sagen, og jeg sukker lidt, mens jeg prøver at lade være med at føle mig pinligt berørt.

”Det er venstre hånd, så det skulle jeg mene.” Mumler jeg ned i telefonen, men jeg ved, Perrie kan høre mig alligevel.

”Fedt! Kommer du så ikke op til Zayn? Harry har lavet spaghetti.” Siger Perrie med et lille hvin bagefter, som er typisk, når Perrie og jeg snakker i telefon.

Tage op til Zayns lejlighed og stå model til drengenes fjollerier og Perries forelskelse, mens jeg bliver ved med at minde mig selv om, hvad i al verden han kunne have haft af intentioner, for at komme ned til mig i går? No way, aldrig i livet.

”Jeg er der om et kvarter.” Hvad? Okay Mal, er kedsomheden virkelig så uudholdelig for dig? Åbenbart. Tilbage til Zayn og de uendelige, ubesvarede spørgsmål.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...