Strong Feelings ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2013
  • Opdateret: 18 maj 2014
  • Status: Igang
Det er tre år siden Malanda Truth sidst så sin kusine, Perrie Edwards; og meget er sket siden. Perrie er blevet berømt og forelsket, mens Malanda er vild og fri som altid. Malanda har aldrig været en type der gemmer på sine følelser, men en forandring i Perries liv, kan meget vel også være en forandring i Malandas. Malanda bygger pludselige, stærke følelser op for Perries kæreste, Zayn Malik. Nu er hun nødt til at gemme alle sine følelser væk for den person hun elsker højere end nogen anden. Den person der har været der for hende gennem alle hendes svære passager i livet. Men kan hun også holde sine følelser skjult for den person følelserne skyldes..? Og hvad med hans venner, og nu også hendes..? Og hvis Zayn finder ud af det, hvad vil han så gøre ved det? *Jeg vil stærkt fraråde denne for alle meget unge, sarte sjæle, da nogle scener kan blive meget detaljerede hen ad vejen!*

15Likes
8Kommentarer
1537Visninger
AA

9. ~Beslutsomhed

I said we weren’t even friends

Christina Perri - ’Bluebird’

 

Beslutsomhed. Et ord, fire stavelser; en ting der kræver et stort mod at have. Det var den ting, der fik mig til at kigge op fra mine bare fødder og banke let på den hvide dør. En beslutning om, at jeg sagtens kunne lægge alle spørgsmålene til side og lære Zayn og alle de andre drenge at kende ærligt og redeligt. Jeg skal ikke lade min kusines kæreste ødelægge mit liv i London.

”Mal!” Siger Harry med et kæmpe grin, da han åbner døren og trækker mig ind i et kæmpe kram. Jeg griner let over hans imødekommenhed og træder så længere ind i lejligheden, hvor Perri springer glad på mig. Det er egentlig utrolig lidt, jeg har set til min kusine for tiden, selvom jeg jo faktisk flyttede til storbyen for hendes skyld.

”Okay, jeg vil gerne leve til at se i morgen!” Siger jeg med et forpustet grin, da Perrie endelig stopper sit kvælertag, og jeg kan træde frit hen til Zayn.

”Hej Mal.” Siger han med et skævt smil, mens han retter nervøst på sit hår. Jeg gengælder hurtigt smilet og løfter tøvende hånden i et akavet vink, inden jeg vender mig mod Perrie og Harry igen.

”Hvor er de andre drenge?” Siger jeg så, da jeg går efter Perrie ind i stuen.

”Liam er ude med Sophia og Niall skulle være sammen med en gammel ven fra Irland, som er i byen i weekenden.” Svarer Zayn med et let skuldertræk, da han sætter sig ved spisebordet, overfor Perrie.

”Og Louis er ikke kommet tilbage efter hans date med Eleanor endnu.” Siger Harry, da han sætter maden på bordet og blinker indforstået til mig, da jeg sætter mig grinende ned ved siden af Zayn. Jeg kan klare det. Der vil ikke ske noget.

”Så hvordan går det på jobbet?” Siger Perrie med et indforstået smil, mens hun øser maden op til sig, og jeg kan ikke lade være med at smile let, mens jeg bevist undgår Zayns blik.

”Tjah… Personalet er… Tilfredsstillende.” Siger jeg til sidst, og Perrie forstår den vidst ret hurtigt, for hun begynder let at grine, hvorefter Harrys bevægelser stivner.

”Har du..? Du har…” Stammer han forfjamsket, hvorefter en stilhed lægger sig over forsamlingen, og sekundet efter er både Perrie og jeg brudt sammen af grin.

”Slap af Haz. Så slemt er det ikke. Aldersforskellen ligger ikke på mere end… To år?” Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt længere på mit svar, for hvor gammel er Traine egentlig? Jeg ved han i hvert fald ikke er mere end fem år ældre, men mit gæt ligger faktisk ikke på mere end to-tre år, for han ser ikke ud til at være mere end i starten af tyverne.

”Men helt ærligt. Er det ikke lidt underligt at… gå i seng med sin chef?” Stammer Harry sig til sidst frem, da han endelig får sunket sin mad, og jeg kan ikke lade være med at bemærke det blik han diskret lader flakke hen mod Zayn, men jeg vælger at slå det hen som indbildning. For helvede Mal du havde besluttet dig for at lade dine mærkelige ’følelser’ - eller hvad det nu er - ligge i aften. Og for altid.

”Selvfølgelig er det det.” Siger jeg kortfattet som svar, hvorefter jeg dykker ned i min mad og ignorerer de andres blikke så godt som muligt. Dog kan jeg ikke lade være med at kigge op til sidst og blinke kækt til Perries løftede øjenbryn.

”Okay… emneskift” er Perries svar til den handling, og så tager hun langsomt fat om sit glas med venstre hånd og min gaffel falder hårdt, hvilket mit hjerte på en eller anden måde også gør; men jeg skjuler det.

”Hvad…” Starter jeg en smule alvorligt, mens jeg sætter mig ordentligt op, og Perrie og de to fyre er stivnet. ”Er det?!” Min stemmer stiger hurtigt flere oktaver, og jeg kan se på Perrie, hvordan hun først kigger forvirret fra mig til hendes hånd, og så rødmer hun ellers dybt, mens hun kigger smilende over på Zayn, som også ser ud til at have fået et drømmende smil på læberne.

”Tjah… Jeg vidste egentlig ikke, om jeg ville fortælle dig det, eller lade dig finde ud af det selv, men… nu ved du det.” Siger Perrie mumlende, mens hun piller stille ved ringen med et fraværende smil.

”Hvad?!” Starter jeg ud med en påtaget fornærmelse, og drengene bliver hurtigt skræmte, men Perrie kan gennemskue mit skuespil. Dog ikke den del, hvor jeg ihærdigt prøver ikke at virke knust. ”Jeg er din kusine og din bedste veninde Perrie. Og så overvejer du at holde en forlovelse hemmelig for mig?!” Jeg rejser mig brat op og træder ud fra bordet, så Perrie kan stille sig lige foran mig.

”Jeg… vidste ikke hvordan du ville reagere.” Jeg kan mærke på Perrie, at hun er meget forsigtig med, hvad hun siger, og hun virker inderst inde også lidt bange for, at jeg vil blive oprigtigt sur - hvilket jeg også er. Men hvorfor? Jeg kan bruge min idé om, at hverken mig eller Perrie nogensinde vil blive gift, som en glimrende undskyldning, men når det kun er en undskyldning overfor mig, så må sandheden vel bare ud: Jeg vil ikke have, at Zayn gifter sig med Perrie; men hvorfor? Jeg ved i hvert fald så meget, som at den pige jeg engang fortalte alt til, og som jeg aldrig har haft hemmeligheder for, nu er den pige jeg - for alt i verden - skal holde min største hemmelighed fra. For sandheden er vel; jeg er ved at få følelser for hendes forlovede.

”Selvfølgelig er jeg glad på dine vegne Perrie! Hvordan kan jeg være andet?” Siger jeg med en påtaget skinger stemme, og så lader jeg ellers mine arme omslutte hende, så jeg er sikker på, at hun ikke vil gennemskue mit store falske smil. Indeni er jeg ved at briste. Jeg kan mærke tårerne presse på, men jeg skubber dem resolut tilbage, hvorefter jeg igen giver slip på en Perrie, som griner af glæde, og vidst er for blind af lykke til at se, hvordan jeg skynder mig at tage plads igen, mens hun hurtigt lader sine arme omslutte Zayns hals. Dog når jeg ikke at påtage mig det glade ansigt igen, før jeg kigger op på Harry, som ikke lægger skjul på, hvad han har set, og jeg ved, jeg er nødt til at skyde ham en undskyldning, så snart jeg har ham alene.

”Såh… hvornår står brylluppet?” Siger jeg til sidst, da jeg endelig har fået en ordentlig facade op, og Perrie smiler overstadigt, mens hun slet ikke kan holde hænderne fra Zayns. De elsker virkelig hinanden; hvordan kan jeg opstille følelser for min bedste venindes kæreste, når hun så tydeligt ikke kan undvære ham? Jeg er en kæmpe idiot.

”Forhåbentlig inden jul.” Siger Zayn pludselig, og jeg kigger forskrækket op på de andre tre i selskabet, håbende på, at Zayns ord bare er en joke - men Perrie smiler bare lige så overdådigt som før, og Harry trækker let på skudrene, mens han spiser langsomt videre, med et lidt for opmærksomt blik på mig.

”I-inden jul? Er det ikke meget tidligt?” Siger jeg forsigtigt, mens jeg opholder mit smil og en påtaget - eller ikke? - overraskelse, så Perrie ikke vil fatte mistanke om min skuffelse.

”Ja. Vi vil gerne være gift, når Zayn skal afsted på tour næste år. Og så har vi jo været forlovet siden juli…” Siger Perrie, og så ryger en snert vrede endelig ud af mig.

”Juli?! I har været forlovet siden juli, og jeg har intet vidst?!” Halvråber jeg, inden jeg hurtigt tager en dyb indånding og kigger ned i min mad, så jeg ikke behøver se de andres blikke på mig, selvom jeg kan mærke dem alle bore sig ind i min hovedbund. ”Undskyld,” får jeg til sidst ud mellem min læber, og så stopper jeg ellers mad i munden, så jeg ikke behøver sige mere. Og Perrie tager da hurtigt også mit udbrud i god jord og lader som ingenting, hvorefter hun skifter emne endnu en gang.

”Såh… hvad med dig Harry? Nogle spændende piger for øje?”

 

Bordet er endelig helt ryddet, og Perrie, Zayn og jeg har stille fået rykket os til sofaerne, hvor jeg gør alt for ikke at stirre såret på parret, som ligger over hinanden og nusser - helt ærligt, har det helt glemt at de har selskab? Pludselig lyder en klinkende lyd, og jeg overvejer lidt at gå ud til Harry og hjælpe til, men han havde blankt afvist mig sidste gang jeg spurgte, og jeg er langsomt begyndt at overveje min hjemgang, da Perrie pludselig rejser sig med sin mobil vibrerende i hånden.

”Jeg er nødt til at tage den her; det er min manager. Malanda, bliv du bare her med Zayn,” og så er det bestemt. Jeg skal blive der i sofaen med Perries forlovede - ham som jeg langsomt er begyndt at få følelser for. Men jeg har besluttet mig. Jeg vil ikke lade dem komme i vejen for Perries ægteskab - jeg lægger dem til side som altid. På få sekunder er Perrie ude af døren, og Zayn har pludselig vendt et alt for alvorligt blik mod mig, hvilket minder mig alt for meget om i går, hvor han praktisk taget havde forbudt mig at have sex.

”Det var forkert.” Hvad? At du stormede ind I min lejlighed igår? Snakker vi overhovedet om det samme? ”Jeg var fuld og havde lige set ham fyren forlade lejlighedskomplekset, hvilket på en eller anden måde gjorde mig vred. Det kommer ikke til at ske igen,” okay, vi snakker om det samme.; good to know.

”Og… Hvad skal jeg bruge det til?” Siger jeg tøvende, mens jeg uroligt sætter mig ordentligt op.

”Intet. For det skete aldrig.”

”Jo det gjorde.”

”Nej.”

”Jo.” Siger jeg til sidst med et opgivende fnys, hvorefter jeg kigger ud af vinduet, så jeg ikke behøver kigge på Zayns ansigt, som påvirker mig på måder, det slet ikke burde. Lort.

”Fint det skete. Men er du sød at lade være med at fortælle Perrie det?” Zayns stemmer er pludselig utrolig bedende, og jeg kan ikke lade være med at flytte mit blik til hans store bedende øjne.

”Hvorfor skulle du pludselig have en interesse for Perries ignorens?” Siger jeg modgående, og selvom jeg allerede ved, at jeg ikke vil fortælle Perrie om mit Zayn-besøg, so kan jeg ikke lade være med at få Zayn til at bede.

”Fordi…” Begynder Zayn ubeslutsomt, og jeg løfter afventende det ene øjenbryn, mens jeg langsomt lægger mine arme over kors. Til sidst sukker Zayn og fortsætter. ”Jeg vil bare ikke have hende til at vide det okay. Den viden kunne ødelægge vores forhold, og det vil jeg ikke have.”

”Hvordan vil det kunne ødelægge jeres forhold?” Siger jeg oprigtig forvirret, men Zayn er vidst ved at blive godt træt af mine spørgsmål, for han rejser sig pludselig og hiver mig op af den sofa, jeg sad i. Han holder ikke særlig stramt om min underarm, men stramt nok til, at jeg ikke bare kan hive den fra ham, så jeg må trækkes med at stå næsten helt klemt op af Zayn - ikke at jeg klager. Mit hjerte begynder pludselig at banke hurtigere, og jeg holder afventende vejret, mens Zayns blik langsomt glider undersøgende ned over mit ansigt. Det ender med, at han borer sine øjne ind i mine og ser ud til at ville åbne munden og tale, men så kommer han på andre tanker og i næste sekund, har han givet slip på mig og er trådt ud fra sofa området.

”Jeg beder dig som en ven, Mal. Ik’ sig noget til Perrie,” siger han så med en lettere skrøbelig stemme, og jeg kan ikke undgå lysten til at føle ham tæt på mig igen, mens jeg overvejer at berolige ham ordentligt. Men så slår beslutsomheden ned i mig. Jeg er nødt til at drive ham væk, ikke tættere på.

”Vi er ikke venner, Zayn. Jeg kender dig knap nok,” siger jeg tørt, hvorefter jeg lader mine arme falde, og så går jeg resolut mod hoveddøren, mens jeg lader et farvel køre gennem lejligheden. Dog vender jeg mig lige en sidste gang i døren, inden jeg træder ud og kigger hen på Zayn, som ser lettere opgivende ud.

”Jeg siger ikke noget til hende. Men det er ikke for din skyld.”

____________________________________________

Så fik i lige to kapitler, fordi det er vinterferie! Had synes I? Hvem holder i med; Mal eller Perrie? Skriv endelig en kommentar, om hvad I synes! :)

xxx

~Bells~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...