Strong Feelings ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2013
  • Opdateret: 18 maj 2014
  • Status: Igang
Det er tre år siden Malanda Truth sidst så sin kusine, Perrie Edwards; og meget er sket siden. Perrie er blevet berømt og forelsket, mens Malanda er vild og fri som altid. Malanda har aldrig været en type der gemmer på sine følelser, men en forandring i Perries liv, kan meget vel også være en forandring i Malandas. Malanda bygger pludselige, stærke følelser op for Perries kæreste, Zayn Malik. Nu er hun nødt til at gemme alle sine følelser væk for den person hun elsker højere end nogen anden. Den person der har været der for hende gennem alle hendes svære passager i livet. Men kan hun også holde sine følelser skjult for den person følelserne skyldes..? Og hvad med hans venner, og nu også hendes..? Og hvis Zayn finder ud af det, hvad vil han så gøre ved det? *Jeg vil stærkt fraråde denne for alle meget unge, sarte sjæle, da nogle scener kan blive meget detaljerede hen ad vejen!*

15Likes
8Kommentarer
1540Visninger
AA

20. ~Afsløringer

Tears my world apart

One Direction - ’Loved You First’

 

Afsløringer. Fire stavelser, fire betydninger. Perrie er vred; jeg har mistet min bedste veninde; jeg mister formentlig ham, jeg elsker; Der bliver nok ikke noget bryllup for nogen af One Direction drengene foreløbig.

Mine skridt gennem lejligheds kompleksets hall lyder endnu mere hule end før, men det er måske også fordi, følelsesløsheden har bredt sig ind over mig og forvandlet min krop til en hul skal, hvis følelser er samlet til én fast klump, som er gemt væk i en ubrydelig jernkasse, der har lukket sig om mit hjerte. Jeg kæmper mig vaklende op ad trappen og må flere gange finde støtte i væggene, da jeg styrer ned ad gangen på den etage, jeg søgte. Zayns dør er åben, og jeg kan svagt høre stemme derinde fra, som blot bliver højere, da jeg træder ind over tærsklen. Jeg står i indgangen i flere minutter, hvor skænderierne eskalerer i stuen, men jeg ved, at jeg er nødt til at finde styrken frem, hvis jeg skal være i stand til at stå overfor både Perrie og Zayn i den konfrontation, som helt sikkert er igang derinde.

Med en dyb indånding trækker jeg alle hulkene væk fra min mund og ind i jernkassen med alle følelserne, hvorefter jeg retter ryggen og stiller mig fastere, mens luften trykkes ud af min krop igen. Så træder jeg endelig ind i stuen og bliver mødt af, ikke bare de to blikke jeg frygter, men at hele seks blikke, som alle stirrer en smule overrasket, men også med hver sin anden følelse. Et er forvirret, nogle er bekymrede, et er vredt, og det sidste blik, det som jeg mindst af alt har lyst til at møde, borer sig bebrejdende fast på mig; men min følelseskolde skal skærer bare en grimasse i forsvar.

”Du skal ikke se sådan på mig. Det var hans kæreste, der afslørede os,” siger jeg så med et koldt skuldertræk, mens jeg stirrer trodsigt ind i øjnene på Louis, som pludselig bliver en anelse skyldbevidst, da Zayn gør det samme.

”Det kan være fucking ligemeget, hvordan jeg fandt ud af det; men alt dette bekræfter det bare,” siger Perrie desperat, mens hun vifter rundt med sine arme, som om hun ikke ved, hvor hun skal gøre af sine hænder.

”Perrie, hør nu på mig,” gengiver Zayn bedende, men Perrie snerrer bare irriteret af ham, inden hun lader sit blik flakke mellem mig og ham.

”Malanda har allerede forklaret mig rigeligt, Zayn. Du kan ikke gøre noget for at ændre min beslutning,” siger hun så en smule mere fattet, men jeg kan se usikkerheden dukke frem i hendes øjne, og Zayn lader vidst også til at bemærke det.

”Perrie, lad so nu snakke om det her. Jeg kan se på dig, det virkelig ikke er den beslutning, du har lyst til at tage,” siger Zayn og folder bedende sine hænder mod hende, som hun tøvende lader blikket hænge. Jeg kan se hendes bryst hæve og sænke sig hurtigt, for at holde hulkene og gråden inde, og som hendes bedste veninde fortæller en af følelserne i jernkernen mig, at jeg er nødt til at trøste hende, mens en anden fortæller mig, at hun bare vil skubbe mig væk. Det er den, jeg holder med.

”Elsker du hende?” spørgsmålet kommer bag på os alle, og rummet mister hurtigt alle de små lyde, som ellers bekræftede syv menneskers tilstedeværelse, mens vi venter anspændt på Zayns svar. Mine følelser er stadig gemt væk og jeg vælger ikke at lytte til dem, og kigger derfor efter de andres reaktioner. Harrys hænder er knyttede og hans skuldre er spændte. Han er utålmodig efter Zayns svar, men han har alligevel en fornemmelse af, hvad det egentlig har tænkt sig at blive. Liam virker en smule opgivende, men læner sig alligevel lidt frem i sofaen for at være sikker på at få svaret med. Louis er stadig skyldbevidst over sin kærestes fejltagelse, men er også opmærksom efter sin vens ventede svar. Niall derimod ser stadig fuldstændig forvirret ud, og jeg er lige ved at grine af, hvor naiv han er, men vælger ikke at ødelægge øjeblikket. Det er på dette tidspunkt, flere sekunder efter, at Perrie har spurgt, at jeg vælger at mærke efter i den skudsikre jernkerne.

Jeg kan mærke sorgen og kærligheden banke om kap på de faste sider, hvilket frembringer en utrolig smerte i mit bryst. Den ene side af mig har lyst til at smile, måske endda en smule triumferende, da den er sikker på, at Zayn vil svare ja, og Perrie vil styrte grædende ud af døren, hvorefter jeg vil kunne springe i armene på ham til alles glæde. Den anden kæmper bragt imod smilet, da den er fast besluttet på, at Zayn aldrig nogensinde har elsket mig. Dette er hans chance for endelig at slutte det hele. Lade verden - inklusiv mig - vide, at han bare legede med mig, kørte mig rundt i manegen som en cirkushest, hvorefter han vil give den største kærligheds erklæring til Perrie, som vil tage imod den med åbne arme. Medmindre selvfølgelig, der stadig er lidt af min bedste veninde tilbage under alt hadet, som kunne risikere at få medfølelse for mig, når han afviser mig.

Stilheden bliver mere og mere ladet med spænding, mens Zayn og Perrie fastholder deres blikke på hinandens, og Zayn står tilpas vendt fra mig til, at jeg ikke kan tyde hans blik; Perrie udstråler ikke andet end afventende vrede.

”Perrie…” sukker Zayn endelig opgivende, og jeg kan straks mærke kærligheden aftage sin banken, mens sorgen begynder at bruge endnu mere voldelige metoder til at bryde igennem mit hjertes bur. Jeg kan mærke styrken af mine knæ svækkes, og jeg må støtte mig diskret til dørkarmen, for ikke at falde sammen, hvilket Harrys pludseligt bekymrede blik vidst opfanger, for han prøver hurtigt at fange mit blik, men jeg fastholder det til min kusine, som stille træder tilbage fra Zayn. Vi lader til at have taget hans svar på vidt forskellige måder.

”Farvel, Zayn,” siger Perrie så, med den mest rolige stemme hun har haft, lige siden hun fik nyheden, og jeg kan pludselig mærke uroligheden brede sig i min krop, selvom jeg havde været sikker på, at den også var gemt væk sammen med mit hjerte. Perrie vender hurtigt på hælen og styrer forbi mig hen mod døren, men jeg ved, jeg ikke kan lade hende gå uden et sidste ord.

”Perrie!” halvråber jeg efter hende og går så ud til indgangen, hvor hun er stoppet. Vi er nu ude fra synsvidde af drengene, så jeg har intet problem med at lade mine følelser vise, da jeg rækker hånden frem og må holde ordene væk på grund af klumpen, der nu har sat sig i min hals.

”Mal, jeg har altid elsket dig, jeg har altid respekteret dig. Jeg har været der for dig gennem alle de svære tider og har trøstet dig, hver gang, du har været tæt på at nå bunden,” siger Perrie stille, mens hun vender sig mere og mere om mod mig. Hendes blik er sørgmodigt, men også beslutsomt. ”Men denne gang er der ikke nogen måde, hvorpå jeg vil kunne være her for dig. Du må klare den selv,” flere og flere følelser trækker sig over både mine og min kusines øjne, som vi holder en flere sekunder lang stirre konkurrence, hvorefter jeg endelig mærke knæene give efter, og jeg lander på gulvet.

”Men…” hvisker jeg desperat, og Perrie sætter sig pludselig på hug foran mig og tørrer den enkelte tåre væk, som har fundet vej ned ad min kind. Jeg kigger bedende op på hende, men jeg kan ikke finde andet end følelsesløshed hos hende, så jeg opgiver hurtigt at bryde hendes kolde facade.

”Jeg ville gerne være der, når du tager dit endelige opgør med din far, som, jeg ved, vil komme. Jeg ville gerne kunne sige, at jeg altid vil være der, når du får problemer med fyre som Traine, eller når du bare mangler nogen at dele interne jokes med. Men lige nu, kan jeg ikke udstå synet af dig, fordi det minder mig om alle de ting, du har gjort galt, alle de ting du har ødelagt i mit liv. Og det er jeg ikke klar til at tilgive dig for. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver det,” Perries stemme er fuldstændigt forladt af følelser under den lille monolog, men jeg kan alligevel mærke sorgen og skyldfølelsen prikke hårdere og hårdere mod jernkassen, mens jeg ser Perrie rejse sig igen og forsvinde ud af døren; forsvinde ud af mit liv.

Stilheden har overtaget stuen inde ved siden af, så jeg er næsten sikker på, at de har hørt Perries afsked, men da ingen kommer ud for at hente mig, ser det ikke ud til, at de har nogen protest imod det. Jeg kan mærke flere og flere tårer presse sig på, mens uendelige minder med mig og Perrie spiller i mit indre, men jeg kæmper væsken tilbage ned sammen med klumpen i min hals og lukker jernkassen med alle mine følelser igen. Der er ting, jeg skal have afsluttet, og jeg ved, at hvis jeg går ud af denne lejlighed uden at have gjort det, så vil jeg aldrig have modet til det igen. Så jeg kommer vaklende op og stå og tager endnu en dyb indånding, som samler på mig, inden jeg kigger mig i spejlet i gangen, og så går jeg ind til drengene, som alle står og stirrer på mig med hver deres følelse vist i øjnene.

Først er jeg usikker på, hvad jeg skal sige, og jeg stirrer derfor bare ind i Liams bekymrede blik, som prøver at finde enhver form for følelse frem i mit blik, men jeg sørger omhyggeligt for ikke at vise nogen. Så flytter jeg blikket til Louis, som søger desperat efter en tilgivelse på hans kærestes vejne, men heller ikke ham giver jeg noget. Niall leder ikke efter noget, han kigger bare forvirret rundt, og da jeg ser Harrys vrede blik rettet mod Zayn, kan jeg ikke lade være med at lade den spejle sig i jernkassens blanke flader. Zayn lader til at have trukket det samme følelsesløse udtryk på som mig, hvilket bare forstærker Harrys vrede med min egen, men det er ikke vrede, der kommer ud af min mund, da den åbnes.

”Jeg skulle aldrig have taget til London,” siger jeg bare, mens jeg sørger for at fange alle fem drenges blikke. ”Jeg kom for at være mere sammen med min veninde, som endte med nærmest at forlade mig fra første dag. Jeg kom ikke for at få venner, og jeg har heller ikke tænk mig at tage af sted med visheden om, at jeg brød det løfte til mig selv,” Harry lader til at blive endnu mere forstående overfor, hvad jeg prøver at sige, og er nu trådt frem mod mig i protest, men jeg afværger ham med et blik. ”Det har været… sjovt, så længe det varede, men jeg tror ikke, vi kan lade det vare meget længere. For min skyld, for jeres, for jeres fans… for Perries,” det sidste kommer ud som en svag hvisken, men stilheden gør, at alle med sikkerhed hørte det. Først nu, har Zayn tænkt sig at reagere.

”Mal, lad være…” begynder han en smule desperat, men jeg giver ham blot samme blik, som jeg gav Harry.

”Perrie er ikke den eneste, som ikke vil kunne være her, uden at få alt for mange dårlige minder fremkaldt, Zayn,” siger jeg, stadig ligeså koldt som før. ”Jeg forstår en hentydning med udmærkelse, og jeg har ikke tænkt mig at protestere imod den. Jeg kunne stå her og give en lang forklaring om, hvorfor jeg ikke kan lade være med at elske dig…” først da ordet er ude, og flere af drengene gisper, forstår jeg, hvad jeg siger, men jeg kan ikke stoppe nu. ”… men egentlig, så ved vi godt begge to, at den vil blive fejet af med enten et grin eller en skarp kommentar fra din side om, at intet af det, vi havde, nogensinde var ægte,” Zayn skal til at protestere, men jeg skærer ham af. ”Lad os nu bare lade det blive ved det, og så kan vi alle gå herfra som bekendte, der aldrig kommer til at ses igen,” og med den sætning vender jeg om og styrer ud af lejligheden, og jeg når helt til elevatoren, før Harrys stemme lyder i den anden ende af gangen.

”Mal! Du kan ikke mene det her,” siger han en smule irriteret, men da mit facadeforladte blik møder hans, ser han endelig ud til at forstå, og den løsslupne tåre, som er forårsaget af den overvældende smerte i mit bryst, som kom, da jernkassen sprang, får ham hurtigt til at stoppe op.

”Det gør simpelt hen bare for ondt, Haz,” siger jeg grådkvalt, mens jeg kigger ind i hans sørgmodige øjne, som stadig gemmer på en intens vrede rettet mod Zayn. ”Lad ikke det her ødelægge jeres venskab. Jeg vil ikke se One Directions undergang på grund af en dum utroskabs skandale,” det kommer kun ud som en hvisken, men Harrys overgivende nikken er svar nok for mig, da jeg træder ind i elevatoren. Det sidste, jeg ser, er Harrys blik, der kigger længselsfuldt efter mig, som dørene lukker i, og jeg lukker ned for alle tanker om den etage eller de mennesker, der bor og kommer på den.

 

 

Ukendt synsvinkel

Der var ikke noget at gøre. Kapitlet var lukket af, og pigerne var forsvundet. Skyldfølelsen, vreden og forvirringen løb løbske rundt i lokalet, som det krøllede hår kom stampende tilbage med tårerne løbende ned ad kinderne. Det lod til at de krystalblå øjne var de eneste, som ikke var blevet vædede til under scenariet, men de var så småt begyndt at forstå, hvad der egentlig var foregået. De havde lige mistet to virkelig gode veninder, og det var Zayns skyld.

Zayn selv kunne ikke forstå noget som helst længere. Det havde han ikke kunnet længe, men pigernes afsked havde vækket noget i ham. Sorgen havde taget kærlighedens plads, og selvom han stadig kunne føle den stikkende fornemmelse af de små knive, Perrie havde stukket i hjertet på ham ved sine ord, var den borende pil, Malanda havde frigivet, endnu værre. Hun elskede ham. Inderst inde havde han vel set den komme, men chokket var stadig overvældende. Ikke fordi han ikke ønskede den følelse hos hende, men fordi han først havde fundet ud af sine egne følelser så sent. Nu var det for sent at sige mere. Han havde lyst til at løbe efter hende, holde om hende og fortælle hende, at hun ikke måtte gå, for han elskede også hende. Men hver gang beslutsomheden var på kanten af at bryde ud i hans krop, dukkede de blonde lokker op, og han mindedes det løfte, han havde givet hende for flere måneder siden. Før han mødte Malanda; før han fandt den, han virkelig elskede. Selvfølgelig holdt han også af Perrie, og uger tilbage, havde det været nok for ham for han havde troet det var den kærlighed, han ville komme til at leve af resten af sit liv. Men Malandas kærlighed havde været større, mere gennemborende, og selvom en stor del af deres forhold havde været drevet af lyst, kunne han ikke lade være med at føle, at hvis fornuften ikke havde været der, havde han droppet Perrie på stedet, den første gang Malanda faldt ned i hans arme, og han ville ikke have set sig tilbage.

Nu kunne han ikke andet end at kigge ind i fortiden, og smerten, som Malanda så fint havde fortalt om, kunne også findes hos ham. Han fortrød, at han havde spillet et så grufuldt spil med de to vigtigste piger i hans liv - udover han familie, selvfølgelig. Men han kunne ikke ændre på det nu, han kunne kun se fremad og beslutte sig for det næste træk. For det var hans tur. Begge piger ventede på en erklæring, som han havde været bange for at give i alles påhør; men han var klar nu. Hun var nødt til at vide alt, han var nødt til at fortælle hende det. Måske var dette kapitel blevet lukket af, men bogen var langt fra slut. Han skulle nok få fundet en start på næste kapitel, hvor lang tid det så end måtte tage, og han vidste, at selv uden deres øjeblikkelige samtykke, så skulle begge piger også være med, når romanen der var hans liv, blev konkluderet. Men kun én af dem ville stå med hans hjerte, som han villigt ville overrække hende, når tiden var inde. Men det var den ikke nu.

”Jeg tror, det eneste vi kan gøre, er at give hende noget tid,” mumlede Harry stille fra døråbningen, og alle drengene nikkede sig hurtigt enige, hvorefter Louis trådte sørgmodigt frem.

”Hun ved vel, at Eleanor aldrig ville gøre sådan noget med vilje, ik’?” sagde han bedende, mens han kiggede desperat rundt på sine venner. Han kunne ikke klare tanken om, at hans kæreste blev hadet på, over noget hun egentlig ikke kunne gøre for, og det forstod hans fire bedste venner, for de vidste, hvor meget den smukke brunette betød for ham. Faktisk var de alle overraskede over, at han ikke var faldet på knæ før Zayn.

”Selvfølgelig gør hun det. Det ved vi alle sammen,” overraskelsen lå egentlig ikke i ordene, for de vidste alle, det var sandt, men at Zayn var den, der tog ordet, fik alle de andre til at stå hen i åndenød. ”Sandhed skulle vel også ud på et eller andet tidspunkt,” at han havde affundet sig med den triste konklusion, var ikke noget, han var stolt over, for han var jo faktisk den, der havde udskudt det så længe; men drengene forstod, at der lå noget mere bag, at han ikke havde mistet håbet eller følelserne endnu, og en dybtliggende uudgrundelig følelse i Harrys øjne, fik også Zayn til at forstå, at chancen hos Malanda ikke var helt spildt. Der skulle bare tid til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...