Fix a heart // Niall Horan (one direction)

Samanthas far er død og hendes mor er alkoholiker, er enebarn og har boet alene siden hun var blot 16 år. Samantha har gået til psykolog, siden hun var 13 år gammel og er der stadig dagligt, for hun er stadig dybt ked af det og føler at ingen har brug for hende længere. Niall Horan lever dog et helt andet liv. Han er medlem i det populære band 'one direction' og har både familie og venner bag hans ryg.
Men en dag, render Samantha og Niall ind i hinanden og det bliver en forandring for både Niall og Samantha.

Læses på eget ansvar :)

36Likes
34Kommentarer
2891Visninger
AA

14. Tired of being so sad.

Stop right know, you'll only let me down.

- Demi Lovato.

Mig og Niall havde været sammen i mange dage nu. Dage der føltes som paradis og havde været de bedste dage - i hele mit liv. 

Han havde lært mig at elske igen, lært mig at det er okay at have en fortid - så længe man ikke lever i den. Han havde vist mig alt det, Paula havde prøvet at vise mig i mange år - det havde han vist på få dage.

Jeg er den lykkeligste pige i hele verden og jeg er 100% sikker på, at det er sandt. Jeg har aldrig smilet, grinet og følt mig så glad som jeg har gjort. Niall og jeg havde haft sex og for mit vedkommende - den første gang og overgik alt det jeg havde drømt om.

Niall hjalp mig op fra det hul, jeg havde levet i, i mange år. Han havde praktisk talt reddet mit liv, ikke nok med det, havde han også præsenteret mig for kærligheden; noget jeg aldrig helt rigtigt havde været præsenteret for, men Niall gjorde virkelig at jeg følte mig elsket.

Han havde været så sød omkring mig. Holdt om mig, kysset mig her og der, passet på mig, ja alverdens ting. 

"Babe, kan du ikke lige finde en t-shirt til mig?" Niall's stemme kom ude fra badet, hvor han sikkert var færdig, med at være i bad. 

Jeg svarede ham og gik hen til hans skab. 

Hvor lå hans t-shirts henne?

Hm.

"Niall, hvor er dine t-shirts henne?" spurgte jeg og kiggede ud mod døren, til hans badeværelse. 

"Den midterste hylde, prinsesse"

Niall's Synsvinkel

Samantha er glad igen. Ikke bare én glad dag, men flere glade dage. Hun har smilt hele tiden og har ikke på noget tidspunkt grædt - jeg har i hvert fald ikke set det så.

Jeg var også stolt af mig selv, fordi jeg vidste at det var mig, der havde gjort hende glad igen, for jeg ved at Paula ikke har kunnet hjælpe hende fordi.. fordi hendes bog ikke er hos Paula men hos mig. 

Det værste er at jeg ikke ved hvor jeg har lagt den fandes bog. Tænk hvis Samantha fandt den. Så ville alt være ødelagt - ja, hun er glad igen, men hun kan hurtigt blive ødelagt. Hvad ville hun ikke tro om mig? Hun ville da få alle mulige forestillinger med at jeg tog bogen med vilje (hvilket jeg egentlig også gjorde), men jeg vil aldrig gøre hende noget ondt! Min nysgerrighed tog overhånd, og hvordan i alverden skulle jeg aflevere bogen tilbage, når jeg ikke ved hvor den er?

Jeg vil gerne fortælle hende at jeg har hendes bog, og at jeg ikke tog den, af nogen ond grund. Jeg tog den fordi.. ja, hvorfor? Fordi jeg var nysgerrig? Og ville hun tro det? Nej. 

Men det er jo det ærlige svar. Jeg var nysgerrig og jeg ville vide, hvorfor hun havde det svært. 

Jeg er den mest dummeste person i hele verden. 

Jeg havde bedt Samantha om at finde en t-shirt for omkring 10 minutter siden, så det undrede mig hvorfor hun ikke kom med en.

Derfor gik jeg ud af mit badeværelset, kun iført mine joggingbukser. 

Jeg kiggede hen mod mit skab, og så Samantha stå musestille med ryggen til mig. Der lå en t-shirt på gulvet, hvilket fik mig til at løfte et øjenbryn. 

"Fandt du en t-shirt, babe?" spurgte jeg og gik tættere på hende. 

"Ja" hun svarede hurtigt og hendes stemme lød virkelig rolig. 

Pyh, der var ikke noget galt så!

"Jeg fandt også noget andet" sagde hun og vendte sig om "men det tilhører vidst ikke dig" hendes stemme var kold og hendes øjne slog lyn. Jeg kiggede undrende på hende, hun havde jo ikke noget? 

"Hvad laver du med min bog, Niall?"

Fuck.

Samantha's synsvinkel

Niall kiggede med store øjne på min bog. MIN bog, som han havde taget.

Hvis jeg fandt ud af det her, for en uge siden, havde jeg løbet min vej, uden at få svar og så ville jeg havde taget mit eget liv. 

Men ikke nu. Jeg er vred, meget vred. Alle de gange jeg har grædt over for ham, over min bog har han haft den - hele tiden. Dengang jeg fortalt ham om min fortid, vidste han det allerede.

Han har løjet for mig, han har såret mig og mig som lige var begyndt at tro, at verden faktisk ville mig noget godt. Jeg tog fejl. 

Alle de år har jeg spildt på psykologhjælp, der alligevel ikke hjalp mig en skid. 

"Hvorfor Niall?" 

Han kiggede på mig og jeg kunne se på ham at han tænkte. 

"Samantha, det er ikke sådan som det ser ud til.." mumlede han.

"Ikke som det ser ud til?!" råbte jeg og kunne mærke at hele min krop rystede. Hvordan kunne han sige sådan?! Han kiggede overrasket på mig. Det her, var ikke kun Niall. Det var alle de år, med mobning, alt med min mor, ja, selv min far - det her var dråben. 

"Jeg skal nok fortælle dig, hvordan det ser ud! Du har taget min bog, du har fået mig til at græde en fucking hel nat! Du har vidst hele tiden, hvem der har haft bogen! Alle de gange jeg græd for dig, selv da jeg fortalte dig om min fortid, vidste du det allerede! Er du klar over hvor dum jeg føler mig?! Jeg troede endelig jeg havde fundet en der ikke var som alle andre, men ved du hvad? Du er endnu en af dem! Jeg håber så sandelig du fik det, du behøvede!" råbte jeg og kastede bogen hen i den anden ende af værelset, så det gav et ordenligt brag.

Jeg gik med faste skridt ud mod hans gang og tog arrigt mine sko på. Jeg havde aldrig følt mig så vred før. Faktisk havde jeg aldrig været vred. Jeg havde altid været ked af det. 

Jeg ignorerede alle hans kald og smækkede døren bag mig. 

Jeg kunne mærke den første tårer finde vej ned af min kind - men det var ikke fordi jeg var ked af det. Selvfølgelig havde Niall såret mig, han havde såret mig virkelig meget, men jeg er også vred. Jeg er træt af at gå rundt og være ked af det. 

Jeg er træt af, at alting altid skal gå ud over mig.

Hele min krop rystede af raseri, men som en modsætning til det at være ked af det - føltes det her underligt rart. Jeg havde ikke det samme behov, til at gøre skade på mig selv, snarere på andre. Men det er jeg heldigvis klog nok, ikke til at gøre.

Jeg vil bare glemme min fortid og så er det slut med at være ked af det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...