Fix a heart // Niall Horan (one direction)

Samanthas far er død og hendes mor er alkoholiker, er enebarn og har boet alene siden hun var blot 16 år. Samantha har gået til psykolog, siden hun var 13 år gammel og er der stadig dagligt, for hun er stadig dybt ked af det og føler at ingen har brug for hende længere. Niall Horan lever dog et helt andet liv. Han er medlem i det populære band 'one direction' og har både familie og venner bag hans ryg.
Men en dag, render Samantha og Niall ind i hinanden og det bliver en forandring for både Niall og Samantha.

Læses på eget ansvar :)

36Likes
34Kommentarer
2944Visninger
AA

4. This pain is just too real.

There's just too much, that time cannot erase. 

- Evanescence.

Samanthas synvinkel.

Jeg var på arbejde og var igang med at lægge nogle, nye varer på plads. Jeg havde fået en mail fra Paula, som siger at jeg ikke kan komme idag, fordi min bog var væk. En bog, som betyder meget for mig. En bog, jeg ikke vil have andre kigger i end Paula og nu var den væk. Derfor var mit humør ikke særlig godt idag. Ikke fordi det er speciel godt andre dage. 

"Samantha?" 

En stemme bag mig, fik mig til at gispe, af forskrækkelse. Min chef, Keith, var allerede gået hjem, så jeg skulle låse butikken idag. Jeg havde sagt at jeg godt kunne låse, da jeg ikke skulle til ''møde'' alligevel. Jeg bruger ordet ''møde'', når jeg skal psykolog. Er ikke vild med at fortælle andre om, at jeg går til psykolog. 

Jeg vendte mig om og kiggede ind i et par blå øjne. Jeg kunne hurtigt genkende, personen; Niall. Drengen der havde smadret min mobil. 

"Er min mobil allerede færdig?" spurgte jeg.

Han rystede på hovedet "nej, har bare købt en ny Iphone til dig, det var billigere" svarede han og gav mig en lille kasse, hvor en splinterny Iphone lå i. 

Det kunne han da ikke bare købe? Den koster, da meget mere end en reparation! Jeg rystede på hovedet "det kan jeg altså ikke tage imod" mumlede jeg og gav ham kassen igen. Han hævede sit øjenbryn "du ved godt hvem jeg er ikke?" spurgte han forvirret. 

Hvem han er? Han er vel en dreng, der enten er vildt rig, eller har vildt rige for.. forældre. En ting, som jeg ikke syntes jeg har. 

Eftersom jeg ikke svarede ham, udbrød han; "jeg er Niall Horan fra One Direction, du ved, det verdenskendte band som vandt x-factor?". 

Er det ham? Jeg havde hørt om dem, og at alle teenagepiger skulle være vildt meget efter dem. Havde også set dem et par gange, i fjernsynet, men det er bestemt ikke fordi at jeg genkender dem. 

"Nårh, dig" svarede jeg og smilede svagt. 

Han grinede over mit svar og gik over for at lægge kassen på disken. Jeg betragtede ham, da han gik over med kassen. Hvorfor gjorde han, det her for mig? Jeg er ikke vant til at folk, gør noget for mig. Jeg har altid klaret mig selv, det her føltes underligt. 

"Tak" sagde jeg langsomt og smilede skævt over til kassen. Mine bedsteforældre tog sig af mig, da min mor ikke ville have mig, så de har opdraget mig. De er begge døde nu. Selvom, jeg har haft mine bedsteforældre, syntes jeg aldrig at jeg kunne passe ind, i ordet ''familie". 

Han nikkede og smilede.

"Er der overhovedet nogen kunder?" spurgte han og rørte ved en stor ugle af træ, som har været rigtig populær i 70'erne. 

"Nogle gange, men det er mest gamle og rige mennesker" svarede jeg og smed posen ud, de nye ting havde været i. 

"Jeg gætter på jeg er den første teenager så" fnes han og kiggede over på mig. Jeg nikkede og gik over til mine ting, som lå bag disken. Jeg lagde min taske op på disken og lagde forsigtigt kassen, med mobilen i, ned i tasken. Jeg tog min jakke på og fandt Keiths nøgler, til hoveddøren. 

"Hvad skal du nu?" spurgte Niall, da jeg havde låst døren til butikken. 

Jeg trak på skulderene. Normalt, ville jeg gå over til Paula og snakke med hende, men det kunne jeg jo ikke, nu hvor hun havde aflyst det, fordi min bog var væk. 

Jeg håber virkelig, at Paula bare har glemt den, derhjemme. Det har hun gjort før, hun tager den nogle gange med hjem; hvorfor, ved jeg ikke. 

"Har du fået aftensmad?" Niall kiggede på mig og jeg rystede på hovedet som svar. Jeg var ikke særlig meget, til samtaler. Jeg vil helst ikke opbygge noget, venskabeligt forhold til nogle, da jeg er bange for at blive forladt igen. Paula har adskillige gange sagt, at jeg skal give slip på den følelse, da ikke alle er som min mor var og er. Men det er bare rigtig svært, angsten for at blive forladt af nogen, er der, så vil helst ikke binde mig til nogen. 

"Vi kan hente noget mad og så tage hjem til mig, hvis du har lyst?" forslog han "jeg skal alligevel, være alene, så kunne vi også få din Iphone op og køre" sagde han og smilede. 

En del af mig, ville godt. Den anden del, ville ikke. Jeg ved, at hvis jeg gjorde det, ville angsten forfølge mig, resten af aftenen og hvis jeg ikke gør det, ville Paula blive skuffet. Jeg skal fortælle Paula alle de nye ting, der sker, så hun kan få et overblik over om der er fremskridt eller om det går dårligt. 

Lige nu, går det ret dårligt psykisk for mig. Jeg græder hver gang jeg er alene, eller snakker med Paula. Måske ville det være fremskridt, hvis jeg sagde ja til Niall?

"Ja, det kan vi godt" svarede jeg. 

Han smilede stort og viste mig vej hen til hans bil. 

* * * 

Niall var igang med at rydde op efter aftensmaden og insisterede på at jeg skulle blive siddende i sofaen. Jeg ved ikke hvorfor, han var så venlig imod mig, han har betalt for maden, han har ordnet min Iphone og nu insistere han på, at jeg ikke må hjælpe ham med at rydde op.

Han bor i en rigtig pæn og ryddelig lejlighed. Den er meget stor, i forhold til min lejlighed. Han fortalte mig at han boede sammen med en fra hans band, kaldet Liam. Han var bare på date, med en eller anden kaldet Danielle, så Niall var alene.

Vi havde fået noget mad fra Nandos, som er Nialls yndlingsted at spise. Han syntes at deres mad, er virkelig godt. Han havde fortalt mig en hel masse ting og virkelig gjort alt for at holde vores samtaler igang, imens jeg bare har sagt ja og nej.. Men det virker ikke til at genere ham, hvilket er rart. 

Jeg er ny i det her, med at få venner. Hvis man kan kalde Niall min ven endnu. Jeg havde været mobbet i rigtig lang tid, inden min far døde, så hele min verden faldt sammen den dag jeg fik af vide, at han var død. Min mor gjorde det ikke ligefrem bedre. 

"Skal vi se en film?" 

Niall, var kommet tilbage efter han havde været ude i køkkenet med skraldet og vores tallerkener.

Jeg nikkede langsomt, med et gab efterfulgt. Han smilede et sødt smil til mig og satte sig ved siden af mig i sofaen. Han fandt et tæppe og holdte det hen til mig; "Tæppe?". 

Jeg nikkede og lidt efter, kunne jeg mærke det bløde tæppe omfavne mig. 

"Er det fint?" spurgte Niall og tog et tæppe til sig selv. Jeg nikkede som svar og rettede opmærksomheden mod fjernsynet. 

"Du kan bare vælge en film" mumlede jeg og kiggede på klokken; 22:30. 

Han nikkede og trykkede på en knap, så et udvalg af film kom frem på skærmen. Han kørte lidt nedaf og valgte en film, som jeg aldrig troede en dreng ville finde; "The Notebook". 

En af mine yndlingsfilm. Jeg så tit filmen, hvis mine tanker skulle ledes hen på noget andet, så det passede mig fint at Niall valgte den film.  

* * *

Midt inde i filmen, bippede min mobil. Jeg kiggede ned og så en besked fra Paula; 

#Hej Sam. Din bog er ikke hjemme ved mig, så enten er den under disken ellers er den taget. Håber på den snart dukker op. Paula#

Et strøm af bekymring, for hvem der muligvis havde taget min bog, fløj igennem min krop. Alle mine problemer, følelser og generelt alt om mig, er noteret ned i denne bog og nu er den i en anden persons hænder. 

Jeg havde det dårligt med det. Hvem ville dog tage den bog? Min første tanker er, at det er Rebecca, som har mobbet mig gennem mange år og hvis hun ser mig på gaden, råber hun af og til  ''kattedame'', hvilket er dybt latterligt, da jeg ikke har nogen dyr. Men jeg forstår godt hendes mening med det; jeg har ingen, og vil sikkert heller ikke få det. 

Hun har sikkert set mig gå derind og må igår have taget bogen. Men hvorfor? Så hun kan røbe alle mine problemer til alle? Hvis hun gør det, har jeg kun en udvej; Selvmord.

Hvis alle vidste mine problemer, ville alle kigge på mig, holde sig væk fra mig og så har jeg ikke mere at gøre i denne her verden. 

"Hvad så?" 

Niall havde bemærket, at jeg ikke fulgte med i filmen længere, men derimod sad og stirrede direkte ud i luften. Jeg havde det slet ikke godt med det her, bare at vide at den bog, ikke er hvor den skal være.. det er frygteligt. 

Jeg rystede på hovedet og rettede derefter min opmærksomhed mod filmen igen. Jeg kunne se ud af øjenkrogen at Niall kiggede på mig, med et bekymret blik. 

Det var svært at koncentrere mig om filmen, da mine tanker hele tiden blev ledt tilbage på, at min bog var i en anden persons hænder og dét kunne umuligt være godt. Mine hænder var svedige og kolde. Jeg frøs og havde det egentlig ikke særlig godt. 

Jeg lukkede kort mine øjne og prøvede at samle mine tanker. Paula havde fortalt mig, at hvis mine tanker flyver rundt, skulle jeg lukke øjnene og omverdenen ude og tælle til ti; så det gjorde jeg. 

Men det hjalp bare ikke, tværtimod. Det gjorde det hele værre og jeg kunne mærke mine tårer presse på. Hvorfor skulle nogen tage min bog?

Spørgsmålet kørte rundt i mit hoved, imens alle de frygtelige ting, personen kunne gøre med min bog, kom frem: Lægge det ud på nettet, fortælle det til alle, true mig med, at personen ville sige det til alle, hvis jeg ikke gjorde det, personen bad om. Der var et hav af muligheder og det var kun et spørgsmål om tid, hvornår personen ville gøre det. Den første tåre kom trillende, ned af min kind og det bemærkede Niall;

"Hey, hvad sker der?" 

Jeg kiggede over på Niall, som var kommet en smule tættere på. Han kiggede bekymret på mig og tog min hånd, han begyndte at nusse min håndryg med hans tommelfinger. 

Jeg rystede på hovedet og tørrede den ene tåre væk. Jeg kunne jo ikke fortælle ham det? Jeg kunne heller ikke snakke med Paula om det, for hvad kunne hun gøre? 

Flere og flere tårer strømmede ned af mine kinder og jeg opgav at tørre dem væk. Jeg skulle til at rejse mig op, da Niall hev mig forsigtigt ned at sidde, uden at sige noget. Han lægger hans arm rundt om mig og trækker mig ind til sig; stadig uden at sige en lyd. 

Jeg kunne høre at filmen stoppede; Niall havde trykket på pause. Han kørte en hånd over mit hår og begyndte at nynne stille. Jeg ved ikke hvad det var han nynnede, men det beroligede mig og gjorde mig ked af det, på én og samme tid; det plejede min mor at gøre, når jeg kom grædende hjem fra skole, dengang hvor kun mobning plagede mig. Nu er det hundrede andre ting også. 

Lige i det øjeblik, følte jeg en følelse jeg havde ventet på, alt, alt, alt for længe; Tryghed.

Hej med jer! :) 

Dette var så, tredje kapitel af Fix a heart. Jeg ved godt at kapitlerne er kommet ret hurtigt efter hinanden, men det bliver de altså ikke ved med. Har bare haft en masse tid, men i næste uge starter alt det jeg skal gå til, så derfor prøver jeg at få skrevet så meget, som jeg overhovedet kan.

Tak fordi i læser med.

Georgie x 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...