Fix a heart // Niall Horan (one direction)

Samanthas far er død og hendes mor er alkoholiker, er enebarn og har boet alene siden hun var blot 16 år. Samantha har gået til psykolog, siden hun var 13 år gammel og er der stadig dagligt, for hun er stadig dybt ked af det og føler at ingen har brug for hende længere. Niall Horan lever dog et helt andet liv. Han er medlem i det populære band 'one direction' og har både familie og venner bag hans ryg.
Men en dag, render Samantha og Niall ind i hinanden og det bliver en forandring for både Niall og Samantha.

Læses på eget ansvar :)

36Likes
34Kommentarer
2881Visninger
AA

9. Let me kiss you.

We could go out, every day - every night.

- One Direction. 

Nialls synsvinkel

Samantha havde puttet sig ind til mig og faldt i søvn. Drengene havde spurgt om der var noget imellem os, jeg sagde nej, men var faktisk ikke helt sikker. Jeg var ikke sikker på mine egne følelser og på hendes følelser.

"Maden er her" mumlede Liam og gik ud og tog imod. Han kaldte efter Zayn, fordi han skulle have hjælp til at bære. 

Samantha rykkede på sig og jeg strøg hende kort over håret. Hun rykkede igen på sig og lidt efter sad hun op. Hendes øjne så trætte ud og det lignede at hun mest havde lyst til at sove.

"Sovet godt?" spurgte jeg, da hun kiggede over på mig. Hun nikkede langsomt og kørte en hånd gennnem hendes hår. 

En ting, jeg havde lært ved Samantha var, at hun aldrig rigtig sagde noget. Jeg vidste godt at hun var ked af det, men ligefrem slet ikke tale, fik mig til at indse at det her faktisk var alvorligt. Jeg havde godt set at det ikke var en normal, levestil hun havde, men du kender godt det der, hvor man tænker, at folk er i dyb sorg og at det går over? Sådan troede jeg først det var med Samantha, men efter episoden der skete i hendes gang og hendes opførsel sammen med andre, fik mig til at se helt anderledes på situationen. 

"Så er der maaaad!" sagde Louis glad, da han kom gående ind i stuen, for at hente Samantha og jeg. 

Jeg rejste mig op og kiggede ned på Samantha, som stadig sad ned. Hun sad bare og stirrede ud i luften, som hun faktisk gør ret tit. 

"Er du sulten?" spurgte jeg og hun kiggede hurtigt op på mig. Jeg rakte min hånd frem, som tegn til at hun skulle tage imod min hånd. 

Det gjorde hun også og vi gik sammen hen til de andre. 

Vi satte os ned, ved siden af hinanden. Jeg gav hendes hånd et klem, før jeg slap den. 

Jeg var evigt taknemmelig for at drengene ikke havde spurgt så meget ind til Samantha. Hun virkede ikke som den person, der er vildt glad for at fortælle om hende selv og hendes liv og det forstår man godt. Eller, jeg forstår det godt. 

Vi havde alle fået mad op på vores tallerkener. Jeg lagde mærke til at Samantha havde taget frygtelig lidt, i forhold til os andre. Hun kiggede mest ned, imens hun spiste og jeg kunne ligesom mærke at hun ikke var glad for at spise her.

Jeg kiggede ned og så hendes hånd, lå slapt på hendes lår, hvilket gav mig muligheden for at tage den. Hun kiggede op på mig og jeg sendte hende et beroligende smil. Hun smilede kort tilbage, hvorefter hun rettede opmærksomheden mod sin mad igen. 

"Så Samantha, hvad laver du i din fritid?" spurgte Liam og kiggede på Samantha. 

Hun kiggede hen på Liam, som sad med et venligt smil, plantet på læberne. 

"Jeg arbejder" mumlede hun og jeg kunne mærke at hendes håndflade blev kold, hun havde det bestemt ikke godt. Jeg begyndte at nusse hendes håndryg, med min tommelfinger. 

"Hvorhenne?" Harry kiggede interesseret på hende og hun svarede kort. Han nikkede derefter og sendte mig et spørgende blik.

Jeg kunne føle Samanthas blik på min kind. Hun gav min hånd et klem og det fik mig til at kigge hen på hende. Hendes øjne var blanke og jeg forstod hende hurtigt. Jeg rejste mig op og trak hende med mig, mod mit værelse. 

Jeg kan næsten forestille mig, drengens forvirrede blikke. 

Jeg lukkede døren og kiggede på hende. Hun kiggede undskyldende på mig og rystede derefter på hovedet og vendte sig rundt, så hun stod med ryggen til mig. "Niall, jeg er ikke normal okay? Jeg forstår overhovedet ikke du gider at bruge din tid på mig" sagde hun. 

Det overraskede mig, at hun sagde netop det. Jeg troede mere, hun ville sige undskyld eller noget andet. Men åbenbart ikke. 

"Samantha, hvorfor skulle jeg ikke bruge min tid på dig?" spurgte jeg og gik lidt tættere på hende. Hun rystede igen på hovedet. 

Jeg gik tættere på hende og tog fat i hendes hånd "Saman-" "nej" afbrød hun og trak sin hånd til sig. 

Samanthas synsvinkel

Jeg var flov over mig selv. Jeg havde godt set Harry's spørgende blik. De andre drenges forvirrede blikke. Jeg forstod virkelig ikke hvorfor Niall brugte sin tid på mig, jeg forstod det virkelig ikke. 

"Hey, hvad sker der?" spurgte Niall, eftersom jeg afbrød ham. 

Jeg rystede endnu engang på hovedet "du vil sikkert ikke forstå mig". 

Jeg ved ikke rigtig hvor modet kom fra. Det hele var nyt for mig og det var lang tid siden jeg havde ført en samtale med andre mennesker, udover Paula. 

"Det er da værd at prøve" foreslog han og var væsentlig tættere på, end jeg troede. "Hvorfor skulle du.. bruge din tid på nogen, der ikke er andet end kede af det?" hviskede jeg og kiggede ned.

Jeg kunne mærke et par arme sno sig omkring mig og Nialls hoved dukkede frem på min skulder. 

"Fordi, jeg vil gerne hjælpe dig.. med at gøre dig glad" svarede han og strammede hans greb om mig. 

Det lød til at han havde svært ved at formulere sig, men det var nok svar for mig. Måske mente Niall det virkelig og ikke bare var noget han sagde? Jeg havde tit tænkt over, om det var noget Paula havde gjort for mig, altså fået Niall til at tage kontakt til mig, men efter jeg talte med hende i telefonen, hun lød både overrasket og glad. 

Måske ville Niall, rent faktisk, som det første menneske på jorden, der ikke for penge for det, hjælpe mig? 

Jeg nikkede og kiggede til siden, for at kigge på Niall, men det var lidt svært. 

Han grinede stille og vendte mig rundt og trak mig ind til ham. Vores pander var imod hinanden og jeg kiggede ind i hans virkelig flotte, blå øjne. 

"Du... har flotte øjne" hviskede jeg og fortrød hurtigt, da jeg så Niall's forvirrede ansigt. Jeg havde aldrig givet ham et kompliment før. Jeg havde aldrig givet nogen et kompliment før.

Et smil kom frem på hans læber og jeg kunne mærke rødmen stige i mine kinder. "I lige måde" hviskede han. 

Jeg vidste godt hvad der ville komme lige om lidt og jeg vidste ikke om det var det, jeg havde lyst til. Hvad hvis han bare gjorde det, uden nogen mening med det? Hvis det var ligemeget for ham? Jeg ved ikke engang selv, hvad jeg føler.

Jeg nåede ikke at tænke meget mere, før Nialls læber mødte mine i et kys. 

Nialls Synsvinkel

Jeg pressede mine læber mod Samanthas og for første gang, kyssede hun med. Hendes hænder lagde sig om min nakke, meget langsomt. Hun var så forsigtig og det gjorde hende ikke kikset, det gjorde hende bare ekstremt sød. 

Jeg smilede mellem vores kys, over hendes handling og min ene hånd forsvandt op i hendes hår. Jeg udviklede langsomt kysset og vores tunger legede forsigtigt med hinanden. 

Jeg trak mig langsomt fra hende, men kun så lidt at vores pander stadig lå op af hinanden. "Du er så sød" mumlede jeg mod hendes læber og kyssede hende kort på munden, inden jeg trak mig helt væk. 

"Vil du med tilbage?" spurgte jeg og tog fat i hendes hånd. Hun nikkede og bed sig i læben. 

Inden jeg åbnede døren, stoppede jeg op og kiggede hen på Samantha. Jeg blev nødt til at fortælle hende, at jeg ikke bare gjorde det her for sjov; "Samantha, du må ikke tro at jeg gør det her for sjov. Jeg vil virkelig gerne hjælpe dig" sagde jeg ærligt og nussede hendes hånd. 

Et ægte, men genert smil kom frem på hendes læber.

"Kom" fnes jeg og trak hende med ud. 

Selvom Samantha, ikke normalt var en af de piger jeg ville kigge efter, var der bare noget over hende, der gjorde at jeg tænkte på hende hele tiden. 

Tusind tak fordi i læser, liker, favoritter og kommentere. Det betyder meget. <3 

Georgie.x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...