Fix a heart // Niall Horan (one direction)

Samanthas far er død og hendes mor er alkoholiker, er enebarn og har boet alene siden hun var blot 16 år. Samantha har gået til psykolog, siden hun var 13 år gammel og er der stadig dagligt, for hun er stadig dybt ked af det og føler at ingen har brug for hende længere. Niall Horan lever dog et helt andet liv. Han er medlem i det populære band 'one direction' og har både familie og venner bag hans ryg.
Men en dag, render Samantha og Niall ind i hinanden og det bliver en forandring for både Niall og Samantha.

Læses på eget ansvar :)

36Likes
34Kommentarer
2892Visninger
AA

7. It hurts me to think that you ever cried.

From the moment i met you - everything changed. 

- One Direction. 

Nialls synsvinkel

At se Samantha bevidstløs, er et af de værste syn. Jeg var lige kommet ind af hendes dør, som var åben, heldigvis. Hun lå på gulvet, bleg i hovedet og hendes hofte blødte. Tusind tanker gik igennem mit hoved og jeg kunne slet ikke finde ud af hvad jeg skulle gøre. Jeg var i chok. 

"Samantha!" prøvede jeg og ruskede lidt i hende. Hendes ansigt så forvirret ud, men det lignede ikke at hun trak vejret. Det var så underligt. 

"kom nu!" sagde jeg desperat, imens jeg prøvede at få hende tilbage; hun var et sted hun ikke burde være. 

Hendes ansigt så igen, forvirret ud og skræmt på samme tid. Hun gjorde ingenting, og alligevel lignede det, at der skete en hel masse ting foran hende. Men kun hende kunne se det. 

"Samantha åben dine øjne, gør et eller andet!" prøvede jeg igen og ruskede blidt i hende. Hun åbnede langsomt øjnene og kiggede direkte ind i mine.

Et lettet smil, kom frem på mine læber. Hun var i live. 

Hun kiggede rundt og hendes øjne blev fyldt op med vand "nej, nej, nej" mumlede hun og lød forvirret og ked af det. Hun satte sig op og begravede hendes hænder i hendes ansigt. 

Et hulk forlod hendes læber og jeg vidste overhovedet ikke var jeg skulle gøre. Hun var vel i lige så meget chok som jeg var. 

"Samantha, det er okay nu" mumlede jeg og satte mig hen ved siden af hende. Hun rystede på hovedet og græd endnu mere. Jeg havde set Samantha græde, men ikke så meget her. Det gjorde ondt. 

"Samantha" mumlede jeg og lagde en arm om hende. 

Hun græd højere og jeg kunne slet ikke komme i kontakt med hende. Hun lyttede ikke til hvad jeg sagde, hun blev bare ved med at mumle at alt var ødelagt. 

Jeg trak hende ind til mig og strøg hende over håret. Hun græd stadigvæk, men ikke så højt længere. 

"Shh" mumlede jeg ned i hendes hår, som duftede af hyldeblomst. 

"Jeg vil ikke mere" græd hun og tog fat i min t-shirt. 

Hun var tydeligvis ødelagt. Hun havde det ikke godt, og jeg følte det var min skyld. Hvis jeg ikke havde været så åndsvag, at tage bogen, havde hun ikke været så ked af det. Det håber jeg da. 

Men jeg blev nødt til at handle situationen, som om jeg ikke vidste noget; 

"Nogengange er det bedst at komme ud med det, der plager en" sagde jeg og nussede hendes skulder. 

Hun var stoppet med at græde og kiggede op på mig; hun så forfærdelig ud. 

Hun rejste sig op og gik ind i hendes stue. Jeg fulgte efter hende og satte mig ned ved siden af hende, eftersom hun havde sat sig i hendes sofa. 

Hun kiggede over på mig og tørrede hendes kinder, med hendes håndryg. Hun pustede langsomt ud og kiggede over på mig, med hendes blanke øjne.

"Min far døde af kræft for lang tid siden og.." hendes stemme rystede og hendes tårer trillede ned af hendes kinder. 

"Lige før.. lige før så jeg ham" sagde hun og prøvede med hendes rystende hænder at tørre hendes tårer væk. 

Jeg kunne ikke helt forstå, hvad det rent faktisk var hun fortalte mig. Hun så hendes far, der hvor hun var bevidstløs?

"H-han sagde at d-d-det var for tidligt for mig at d-dø" 

Da ordene kom ud af hendes mund, blev min hals helt tør. Havde hun været død? Havde hun.. Det kan ikke passe. Havde hun prøvet at tage sit eget liv?

"D-d-der var helt mørkt, o-o-og så kom han bare f-frem" 

Jeg ville på en måde hører mere, på en anden måde ikke. At jeg rent faktisk havde set hende død, gav mig kvalme. 

"Jeg s-s-sagde j-jeg, ville blive med ham" græd hun og tog en dyb indånding. 

Ville hun hellere være død? Hvad fik hende så til at komme tilbage? Jeg kunne ikke få svar på mine spørgsmål, jeg kunne ikke bare tillade mig, at spørge hende indtil sådan noget. 

"Men han sagde, a-at der var en hernede, s-som ville h-have mig tilbage og v-ventede på mig" 

Kendte hendes far til mig? Jeg forstod ingenting. 

"Var det dig?" hviskede hun og kiggede ned på hendes hænder, som hendes tårer langsomt ramte. Jeg var mundlam, jeg kunne slet ikke tale. Det var forfærdeligt. Hun ville hellere være død. Jeg forstår det ikke. 

"Var det?" hendes stemme knækkede og et lille hulk forlod hendes læber. 

"Ved du hvor hårdt det er, at se en bevidstløs, ligge direkte foran en?" min egen stemme rystede. Det her tog åbenbart mere på mig, end jeg havde forventet. 

"Det var mig, der ville have dig tilbage. Jeg kunne jo ikke bare lade dig ligge der vel?" min stemme knækkede og jeg kunne mærke en varm væske, komme ned af min kind. 

Jeg græd. 

Hun kiggede over på mig og lavede store øjne, da hun så jeg græd. "Ni-" "Samantha, du betyder noget for mig. Jeg har været bekymret for dig hele dagen. Næste gang du overhovedet tænker på.. det du tænkte på, da det der skete. Ring til mig" sagde jeg og tørrede mine kinder. Jeg vidste overhovedet ikke hvordan jeg skulle formulere mig.

Jeg måtte være stærk og prøvede at holde tårerene tilbage. Samantha var noget særligt, at se hende dø, ville jeg ikke kunne klare. Samantha betyder en del for mig. Det ved jeg nu. 

Hun var helt stille. Hun græd ikke, hun sagde ikke noget, hun sad bare og stirrede ud i luften. 

"Niall" - "Ingen har nogensinde sagt sådan noget til mig. Undskyld du skulle opleve det her, du fortjener det slet ikke og.." jeg afbrød hende ved at lægge en hånd på hendes skulder. Hun kiggede over på mig, med hendes våde kinder. Hun trak vejret hurtigt og små tårer begyndte at glide ned af hendes kinder. 

"Please, ikke græd" hviskede jeg, imens jeg tørrede hendes tårer væk, med min hånd. "Du er en dejlig pige. Selvfølgelig ville jeg have dig tilbage" mumlede jeg og kiggede ind i hendes øjne, som var våde af tårer. 

"Shh" mumlede jeg og rykkede mit hoved tættere på hendes. "Du skal nok klare den" hviskede jeg og kørerede min tommelfinger under hendes øjne. 

Jeg rykkede tættere på hende. Vores pander var imod hinanden og jeg kunne føle hendes ånde imod mine læber. Mine læber ramte hendes, men vi kyssede ikke. De lå bare op af hinanden. 

Jeg flyttede min hånd fra hendes ansigt, om til hendes nakke og nussede hende blidt. Med min anden hånd, tog jeg hendes hånd og flettede vores fingre sammen. Jeg tog blidt fat rundt om hendes nakke og pressede mine læber mod hendes. 

En ting, jeg aldrig troede jeg ville komme til at gøre. 

Undskyld hvis dette kapitel blev ret kort, men ville hellere have det sådan her, end et enoooooooormt langt kapitel, som beskrev flere dage. Jeg ville hellere have det sådan her, så i, i næste kapitel får følelserne fra Samantha's side af, da jeg syntes den er vigtigst, da det er hendes første kys. Uhhh. 

Håber i kan lide den! I må meget gerne, skrive hvad i syntes om den, nede i kommentaren. Er altid glad for respons :) 

Tak fordi i læser, glem ikke at like. :)

Georgie.x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...