Fix a heart // Niall Horan (one direction)

Samanthas far er død og hendes mor er alkoholiker, er enebarn og har boet alene siden hun var blot 16 år. Samantha har gået til psykolog, siden hun var 13 år gammel og er der stadig dagligt, for hun er stadig dybt ked af det og føler at ingen har brug for hende længere. Niall Horan lever dog et helt andet liv. Han er medlem i det populære band 'one direction' og har både familie og venner bag hans ryg.
Men en dag, render Samantha og Niall ind i hinanden og det bliver en forandring for både Niall og Samantha.

Læses på eget ansvar :)

36Likes
34Kommentarer
2892Visninger
AA

5. If we could only turn back time.

I'll find the words to say, before you leave me today.

- One Direction.

Nialls synsvinkel.

Samantha holdte stramt fast om min trøje, som om jeg snart ville forlade hende. Efter jeg havde nynnet ''Moments'' for hende, cirka 50 gange, var hun endelig faldet til ro, men jeg kunne stadig høre hende græde stille. 

Det gjorde ondt på mig, at hun havde det så dårligt. Især fordi det var min skyld, jeg ville kode mit nummer ind på hendes mobil og hun havde låst den, inde i beskeder og så, så jeg beskeden fra Paula. 

Det var den eneste besked hun havde fået, så det måtte være den, der havde gjort hende ked af det. Men jeg forstår hende godt; Hun tror at der er en person, der har taget bogen og så vil gøre et eller andet ondt med den, men det vil jeg jo ikke! 

Jeg er sådan en idiot.

Er du klar over, hvor meget skyldfølelse jeg har lige nu? 

"Samantha?"

Hun rykkede kort på sig og strammede grebet om min trøje, "Samantha jeg går ikke" hviskede jeg og strøg hende over håret. 

Hun nikkede, men holdt stadig fast om min trøje. Hun troede mig ikke. Men det er også klart, jeg forstår hende godt. Hvordan kan hun være i stand til at knytte sig til nogen, når alle hun elsker og har elsket, svigter hende? 

"Kig på mig" mumlede jeg. 

Hun kiggede kort op, hendes øjne var helt røde og hendes mascara sad ned af hendes kinder.

"Jeg mener det, jeg går ikke" jeg prøvede at få øjenkontakt med hende, men hun blev ved med at kigge et nyt sted hen.

"Samantha" bad jeg og prøvede igen, på at få kontakt med hendes øjne, dog uden held. Jeg sukkede tungt ud "fint, bare lyt så" opgav jeg og begyndte at tale; 

"Jeg ved ikke, hvad der er galt, men det gør altid ondt på en dreng, at se en pige græde. Det gør i hvert fald ondt på mig. Jeg ville aldrig efterlade en grædende pige og jeg vil heller ikke efterlade dig" sagde jeg og strøg hende over håret, som jeg havde gjort mange gange. 

Jeg ved godt at det var dumt, at jeg ikke sagde at det var mig der havde bogen. Men hvad ville hun ikke tænke?

Hun ville sikkert tro at jeg ville bruge det, til noget ondt. Men jeg vil aldrig gøre noget for at såre hende. Jeg tog bare bogen fordi.. fordi jeg er en stor idiot. Jeg kan ikke engang forklarer hvorfor jeg tog bogen, jeg havde bare brug for at vide, hvorfor hun græd.. Og det lyder rigtig dumt, hvis jeg skulle sige det til hende. 

Jeg skal nok fortælle hende det, bare ikke nu. Jeg vil finde de rigtige ord. Jeg vil lade hende føle sig tryg, for det lader til at hun ikke har følt sig tryg, i lang tid. Jeg mener, hun mistede hendes far og hendes mor forlod hende, jeg tror næppe at hun har følt tryghed, siden da. Et liv uden mine forældre, ville jeg ikke kunne overleve. 

Derfor undrer det mig også, at hun overhovedet er i live idag. 

Der var helt stille, ingen sagde noget, filmen var på pause og Samantha havde stoppet med at græde. I det øjeblik, nød jeg stilheden. Jeg plejer altid at være omfavnet med skrig, fra adskillige piger, det er.. overvældende. 

Det her er afslappende. Jeg kunne hører Samanthas vejrtrækning, hun holdt ikke længere fast i min trøje, men hvilede hendes hånd, på min brystkasse. 

"Sover du?" 

Først gav hun ikke en lyd fra sig, så det tog jeg som et ja. Først efter flere sekunders stilhed, rystede hun stille på hovedet; "nej.." hun stoppede sig selv i at sige mere, selvom det lød som om, hun havde noget hun gerne ville sige. 

"Tak, Niall" hviskede hun. 

Jeg nikkede hende og trak hende længere ind til mig. Jeg lagde mit tæppe omkring os og hun gemte sig hoved, mellem min skulder og min hals. Der gik ikke mange minutter, før vi begge lå og sov. 

* * *

Små hulk vækkede mig. Jeg kiggede hurtigt ned og så til min store overraskelse at Samantha stadig sov; så hun græd i søvne. 

Hvordan kan man trøste en sovende person? 

Hendes hulk blev til flere og hendes kinder var helt våde. "Shh" hviskede jeg og tog fat i hendes hånd, helt uvidende om hvad jeg skulle gøre. For, for at være helt ærlig, er det her ret nyt for mig. Jeg har aldrig været i et seriøst forhold, og de forhold jeg har været i, har pigen kun brugt mig, for at få opmærksomhed. 

Et højt gisp kom fra Samantha og hun satte sig hurtigt op. Hendes øjne var våde og hun trak vejret hurtigt. 

Da hun havde fået en nogenlunde almindelig vejrtrækning, lænede hun sig tilbage og pustede ud. "Havde du mareridt?" spurgte jeg lavt. Jeg var ikke helt sikker på, om hun var i tale humør, til mit held, var hun;

"Ja.." hun holdte en pause og kørte en hånd igennem hendes hår "jeg har mareridt næsten hver gang, jeg sover.. undskyld du skulle udsættes for det her" mumlede hun og rejste sig op. 

Jeg rejste mig op, men hun gik med rimelig hurtige skridt, ud mod gangen. 

"Hey" 

Hun havde allerede fået sin jakke på, da jeg var kommet ud i gangen. 

"Samantha, du kan ikke gå hjem. Det er mørkt" sagde jeg og tog fat i hendes håndled.Hun stoppede op og bed sig i læben, det var tydeligt at hun prøvede at holde nogle tårer tilbage, som trang sig på. 

"Jo" mumlede hun og prøvede forgæves at tage hendes converse på. 

"Stop nu. Jeg kan køre dig hjem" forslog jeg og skulle til at tage mine sko på, da hun afbrød mig; "Jeg er ikke svag, jeg kan godt!" sagde hun og tørrede nogle af de tårer væk, som var begyndt at snige sig frem. 

Troede hun, at jeg syntes hun var svag? 

"Du er ikke svag, bare fordi jeg kører dig hjem, søde" 

Hendes bevægelser stivnede, da jeg sagde ''søde''. Hun kiggede på mig, med et forvirret udtryk i øjnene. 

Selvfølgelig, var hun ikke vant til at folk sagde sådan til hende. Hvis hun havde gået gennem alt dette her, med mobning, hendes mor og hendes far.. Jeg føler at jeg har et ansvar for hende nu og jeg har ikke tænkt mig at stoppe, før hun er glad igen, for det er ikke svært at se, at hun er ked af det. 

Jeg skulle til at sige noget, da et højt brag lød udenfor, og Samantha fór sammen. Hendes hænder begyndte at ryste og hun var helt bleg; hun var tydeligvis ikke glad for tordenvejr. Jeg gik over til hende og tog fat om hendes håndled. 

"Kom" mumlede jeg.

Der var kun én ting at gøre her, jeg ville ikke lade hende være alene, i det her vejr, så hun måtte blive her natten over.

Endnu et højt brag lød, og lyset gik ud. Jeg kunne høre et gisp fra Samantha, og jeg kunne mærke hendes hånd ryste. Jeg trak hende ind til mig, og aede hende på ryggen "der sker ikke noget, ikke så længe du er her" mumlede jeg og blev ved med at ae hende. 

Hun nikkede langsomt, og gemte sit hoved i min skulder. 

Flere høje brag kom og Samantha's vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere. "Shh, slap af" prøvede jeg, men ingenting virkede. Men så kom jeg i tanke om en ting, der havde beroliget hende før; 

Istedet for at nynne Moments, sang jeg den istedet for. Jeg strammede mit greb om hende og begyndte at danse stille med hende. Ikke sådan rigtig dans, men mere en vuggen. Hun slappede mere og mere af og de høje tordenbrag, så ikke ud til at skræmme hende længere. 

* * * 

Jeg slog langsomt mine øjne op og kiggede direkte ind i ryggen på Samantha. Hendes brune hår hang løst ned over den hvide dyne hun havde lånt. 

Vi var gået i seng, kort efter tordenvejret og nu var det altså morgen. 

Samantha rykkede uroligt på sig og vendte sig om, hun kiggede på mig med hendes små øjne. Hun lukkede dem kort og gemte hendes hoved under dynen. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da hun så, så sød ud. 

"Godmorgen" mumlede jeg, da hendes hoved tittede frem fra dynen. Hun nikkede kort og kiggede op i loftet.

"Sovet godt?" spurgte jeg og gjorde alt for at holde samtalen igang, da Samantha, virkede en smule usikker; hvorfor, ved jeg ikke. 

Hun nikkede og vendte derefter hendes hoved mod mig "hvad med dig?" spurgte hun og pillede ved dynen. Jeg nikkede. 

Stilheden fyldte rummet, og jeg var på kanten til at spørge hvorfor, hun var så ked af det igår, da hun udbrød; 

"Jeg undskylder for igår.. det er måske ikke noget du er vant til" mumlede hun og blev ved med at holde blikket på dynen "og jeg undskylder også, hvis jeg ikke siger så meget. Men jeg er ikke vant til at folk, gider at tale med mig" hendes stemme rystede og hun lukkede øjnene hårdt sammen. 

Det overraskede mig at lige præcis, dé ord kom ud af hendes mund. 

"Samantha, du skal ikke undskylde. Jeg har hygget mig, også selvom det var anderledes" sagde jeg opmuntrende. 

Lang tid efter, kiggede Samantha op fra dynen, som hun havde kigget på, i meget lang tid.

"Hvorfor er du så venlig?" 

Et spørgsmål der kom bag på mig, flød ud af Samantha's mund. En lille tåre fandt vej, fra hendes øje og kørte langsomt ned af hendes kind. 

"Jeg kan ikke lide at se dig, eller nogen andre piger græde. Piger skal behandles ordenligt" svarede jeg ærligt. 

Hun nikkede kort og tørrede et par tårer væk, som havde fundet vej ned af hendes kinder. Samantha havde en slag påvirkning på mig. Hun var så skrøbelig og hun havde virkelig brug for en der kunne tage sig af hende, passe på hende og gøre alle de ting for hende, som hun mangler i hendes hverdag og jeg føler virkelig, at jeg kan gøre det.

Jeg trak hende ind til mig, som jeg havde gjort mange gange nu og prøvede at få hende til at stoppe med at græde. Hun skal virkelig have nogle, eller en person, som kan hjælpe hende igennem det her og jeg mener ikke bare en psykolog eller noget andet, men en person, som ikke bare gør sit arbejde. Hun skal have den form for tryghed, hun sikkert aldrig har haft, før det går galt for hende. 

For hvis jeg var hende, havde gået igennem alt det, hun havde været igennem og går igennem, ville jeg nok være død nu. 

Såååå! Hvornår tror i Niall vil fortælle hende han har bogen? Tror i overhovedet han vil fortælle hende det? Kom med jeres bud! 

Tusind tak fordi i læser med, glem ikke at like. :)

Georgie.x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...