Fix a heart // Niall Horan (one direction)

Samanthas far er død og hendes mor er alkoholiker, er enebarn og har boet alene siden hun var blot 16 år. Samantha har gået til psykolog, siden hun var 13 år gammel og er der stadig dagligt, for hun er stadig dybt ked af det og føler at ingen har brug for hende længere. Niall Horan lever dog et helt andet liv. Han er medlem i det populære band 'one direction' og har både familie og venner bag hans ryg.
Men en dag, render Samantha og Niall ind i hinanden og det bliver en forandring for både Niall og Samantha.

Læses på eget ansvar :)

36Likes
34Kommentarer
2871Visninger
AA

6. Better be careful what you say.

 

Easy to fall, easy to break. With every word i'm blown away. You're in control of my heart.

- Demi Lovato.

Samanthas synvinkel.

Jeg følte mig hjælpeløs da jeg åbnede beskeden fra Paula; 

#Bogen er ikke dukket op, det er jeg frygtelig ked af. Har bestilt en ny, jeg regner med at vi starter igen, fredag i næsten uge. Paula#

Med rystende hænder låste jeg min mobil og begravede mit ansigt i mine hænder. Hvordan kunne dette ske? Min bog er taget og jeg tror ikke ligefrem at bogen bliver afleveret, det her er ikke et bibliotek, det er ikke noget man bare låner og så aflevere tilbage. Det er en privat ting og nu er den i en anden persons hænder.

Jeg er 99% sikker på at det er Rebecca. Hun er den eneste, som kunne finde på sådan en djævelsk ting. 

Ingen i verden, kan være så følelsesløs som hende. Hun været efter mig, siden børnehaveklassen. ''brilleabe'', ''skinny bones'', ''din far døde på grund af dig'', ''du er så grim'', ''kattedame'' - alle de ting har én ting til fælles; Det blev jeg kaldt og det blev der sagt til mig. 

Jeg var alene hjemme og havde ugen fri. Jeg har en uge fri hver måned, for det er noget Paula har arrangeret med kommunen, for det er det, der er bedst for mig. 

 Bib bib

Jeg kiggede ned på min mobil og så en besked fra Niall; 

#Hvornår har du fri idag? Niall# 

Jeg svarede hurtigt tilbage #Skal arbejde til sent i aften, undskyld.# 

Jeg ved godt, at der var en løgn. Men jeg er stadig bange for at han en dag svigter mig. Det er måske let for dig at sige ja, når en dreng spørger om du vil lave noget. Men hvis du har prøvet at blive svigtet, gang på gang, er det svært bare at føre en samtale.

#Skal vi spise aftensmad sammen så? :)#

Jeg undlod at svare, og låste min mobil. 

* * *

Jeg førte langsomt kniven hen over min hud, som jeg havde gjort utallige gange før. Jeg skar mig altid på hoften, eller anklen. Smerten fik mine problemer væk, men dog kun for at par sekunder. Blodet løb ned af mit ben, eftersom jeg havde valgt at skære mig i hoften denne gang. 

Jeg bandede for mig selv, imens jeg lagde kniven under håndvasken og lod det varme vand, skylle mit blod væk fra kniven. 

Bib bib

Jeg fik et chok og slukkede hurtigt for vandhanen. Jeg lagde kniven tilbage i mit toiletskab og låste skabet. 

#Er der sket noget? Niall#

Jeg tror det var den tredje besked, jeg havde fået fra Niall, siden jeg ikke svarede ham. 

Det forvirrede mig så meget, at han var så sød imod mig. Ingen havde givet mig den form for, tryghed, som han gjorde den aften. 

En sviende fornemmelse i min hofte, tog til og gjorde virkelig, virkelig ondt. Det havde jeg ikke oplevet før. Jeg tog hurtigt fat om min hofte og prøvede at presse smerten væk, men det hjalp ikke. 

Jeg satte mig op af håndvasken og lagde mit hoved op af skabet og lukkede mine øjne. 

Endnu en besked fra Niall fik mig til at slå øjnene op; 

#Jeg er på vej hjem til dig nu. Niall# 

Jeg rejste mig hurtigt op, men faldt hurtigt ned på mine knæ igen. Jeg var svimmel, meget svimmel. 

Jeg tog en dyb indånding og prøvede at rejse mig op, men alt var sløret og jeg så små prikker for mine øjne. Det var ikke første gang, det her var sket, efter jeg var begyndt at cutte, men det er stadig en frygtelig ubehagelig oplevelse. 

Jeg tog fat i dørkarmen og støttede mig til den, inden jeg prøvede at bevæge mig mod min hoveddør, for at låse den, men det nåede jeg aldrig; mine ben knækkede sammen under mig og jeg besvimede.

* * * 

Sort. Alting var sort. Det eneste man kan se, er sort. Er det sådan her det føltes at være død? 
Alle mine smerter var væk og der var ingen bekymringer. Jeg havde ikke brug for at græde, der var ingen omkring mig der kaldte mig grimme ting. Ingen Rebecca. Alting var perfekt.

Jeg kan godt lide følelsen af at være død. Ingen kan se mig, jeg kan ikke se dem. Det er fantastisk. Her er så stille, der er hverken for koldt eller for varmt. 

Et skarpt lys blændede mine øjne og fik mig til at kigge væk, men lyset var der stadig. Det fulgte mig. En skikkelse kom frem fra det skarpe lys, men jeg kunne ikke se hvem det var. Måske en engel? En engel, som tager mig med til et perfekt sted, uden bekymringer, det sted alle snakker om, men det sted ingen har været. Det sted, vil jeg hen. 

Skikkelsen kom nærmere. Det var en mand. En mandeengel? Skikkelsen kom tættere på og mit hjerte stoppede; "far!" sagde jeg højt og skulle til at løbe hen til ham, men jeg kunne ikke, noget holdt fast i mig. Han smilede og kom tættere på. 

"Er jeg død?" 

Han grinede og det varmede mit hjerte. Jeg havde savnet ham sådan. En tåre faldt ned fra mit øje og sno sig ned af min kind. Det var ikke en tåre af sorg, men af glæde. 

"Det er alt for tidligt min pige" 

Hvad mener han? Jeg er da død, jeg kan da ikke bare tage tilbage!? 

"Jeg er ligeglad, jeg vil ikke tilbage" sagde jeg og tørrede mine tårer væk. 

Han smilede og gik endnu tættere på mig.

"Selvom det er forfærdeligt, må du kæmpe. Det er for tidligt for dig at dø, der er alt for meget du ikke har oplevet. Tro mig, der er en dernede, der venter på dig og lige nu kæmper for at få dig tilbage"  

Flere tårer strømmede ned af mine kinder og jeg opgav at tørrer dem væk. 

"V-vil du ikke h-h-have mig h-her?" spurgte jeg. 

Hans faderlige grin, fyldte mine ører og gjorde mit hjerte varmt. 

"Jeg vil gerne have dig her, bare ikke nu. Jeg venter på dig her, når tiden er inde og det er ikke nu. Som jeg sagde før, er der en der venter på at du kommer tilbage" 

Jeg rystede på hovedet. Jeg vil meget hellere være her, sammen med min far. Få tryghed og være i paradis sammen med ham, den eneste der ikke forlod mig med vilje.

"Hvem er det, der venter?" spurgte jeg og kiggede ham i øjnene, men det var som om at jeg ikke kunne få øjenkontakt med ham.

"Jeg kan ikke fortælle dig det, men tag tilbage skat. Jeg elsker dig"

Han begyndte at gå baglæns og smilede stadig til mig. En panik gik igennem min krop, han måtte ikke gå nu! Det var alt for tidligt! 

Jeg prøvede at række ud efter ham, men kunne ikke. Der var stadig noget der holdt fast i mig. 

"FAR!!" skreg jeg og prøvede hele tiden at røre ham, men kunne ikke. Han måtte ikke gå, han måtte ikke forlade mig igen "Jeg vil ikke tilbage, hører du?! Jeg vil være sammen med dig! FAR!" skreg jeg og græd. 

Han blev ved med at gå og blev mere og mere utydelig. Jeg skreg af mine lungers fulde kræft, jeg havde det forfærdeligt. 

Det skarpe lys falmede langsomt "jeg vil ikke tilbage! please, lad mig blive her!" råbte jeg ud i det sorte rum, men jeg fik ikke noget svar. 

Det føltes som om at mine tårer flød ned af mine kinder, som et vandfald. 

"Samantha!" en stemme fik mig til at kigge rundt i det sorte rum, men der var ikke nogle. "Kom nu!" stemmen råbte højere. 

Hvor var personen henne? "Samantha, åben dine øjne. Gør et eller andet!" stemmen lød desperat, men ukendt. 

Var det en engel? 

Jeg åbnede mine øjne, som åbenbart havde lukket i og kiggede direkte ind i nogle blå og velkendte øjne: Niall. Jeg var tilbage.

Uha uha uha. Så, så Samantha altså hendes far. Hvad tror i hendes reaktion er, når hun opdager hun ikke fik lov til at blive i 'paradis'? Kom med jeres bud! :)

Tak fordi i læser med, glem ikke at like.

Georgie.x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...