Skønhedernes Fælde

En kort fortælling om hvor grusomme skabninger der findes i verdens vande. Som kaptajnen og besætningen på skibet 'Den Rene' bitterligt må sande.


1Likes
1Kommentarer
208Visninger
AA

1. Skønhedernes Fælde

En mørk bredskuldret skikkelse kunne anes på dækket foran kaptajnskahytten. Skikkelsen tilhørte kaptajnen på jomfruskibet 'Den Rene'. Adam. Adam hed kaptajnen, men gasterne og kokkedrengene kaldte ham kaptajn Rowland. Adam havde meget erfaring indenfor søfart og havde sejlet på alle de syv have, men aldrig på Den Rene. Et helt nyt skib. Et jomfruskib. Hans gyldne hånd var løftet op mod panden imens han med sammenknebne øjne, spejdede ud over den mørke horisont. For et øjebliksiden havde Adam siddet indenfor i kaptajnskahytten og studeret søkortet. Det uventede uvejr havde sendt Den Rene ud på forkert kurs, og Adam kunne ikke helt finde ud af hvor de befandt sig på de syv have.  Skibet var ikke et af de større skibe, ingen betydningsfuld last, så hvis Den Rene ikke ankom i havn, ville ingen rigtig savne dem.  Besætningen havde ingen ventende familier, for de fleste var efterladte mænd som Adam havde ansat for billige penge.

   Hele dagen drev 'Den Rene' bare rundt uden nogen egentlig destination. Hverken Adam eller besætningen havde nogen fornemmelse af tid og rum, og sekstanten var til ingen nytte så meget det hele krængede fra side til side. Da natten sneg sig på krøb alle hurtigt til køjs, dem som havde første nattevagt blev vækket og sendt ud på deres post. Det blev ikke til megen søvn før alle brat vågnede op og søvndrukne gik op på dæk. Den Rene var stødt på grund. Hvilken tragedie. Udover Adam selv bestod besætningen kun af seks mænd, én chefkok og kokkedreng og  tre matrosser og én gast, som gerne ville opleve verden.  Dem som var blevet vækket stod med bare tæer på det lakkerede træ dæk og med søvnige øjne så de på øen. Adam kommanderede den søvnige besætning rundt – ligeså  snart solen viste sig på horisonten, skulle den ny opdagede ø undersøges.

   Alle hastede frem og tilbage mellem hinanden og stødte ind i hinanden, og da de første stråler viste sig var alting parat. Øen kunne udforskes – eller de mente det var en ø. Nogle af de lidt ældre mænd skændtes om hvem øen skulle opkaldes efter, men de yngre turde ikke deltage i debatten, så for dem hed den; Adam’s ø. Men kaptajnen selv bestemte den skulle hedde; Den Rene Ø, efter jomfruskibet. Ledt af Adam selv, gik besætningen og ham i land. Selvom øens modsatte kyst ikke kunne ses fra der hvor de stod, var Adam sikker på øen ikke var en af de større. En lille ø. Så han lod hans besætning af mænd sprede sig og udforske øen selv – dog med advarselen om andre farer som andre mennesker, ukendte væsner eller ting de slet ikke kendte til. Adam valgte at sætte sin kurs mod den tæt bevoksede skov, som det meste af øen bestod af. Under de tyndstammede træer med de enorme stjerneformede blade, vandrede Adam på en dyresti. Hans blik skimtede et fodaftryk efter et væsen. Fodaftrykket så ikke kendt ud, men det var også begrænset hvor meget han vidste om verdens fauna, samt flora. Han var kun en sølle skibskaptajn – som var stødt på grund på en fremmed og ukendt ø.

   Det gøs i Adam da bladede til hans venstreside begyndte at ryste. Der var ingen vind. Med et vagtsomt blik, men samtidig nysgerrigt stirrede han på busken der havde været i bevægelse for et sekundsiden. Ud fra buskens tætte hjerteformede blade, med små isblå pletter, skød et reptillignende væsen med ørnenæb, -fødder, -vinger og en rubinrød fjerdragt ud. Adam gjorde et forskrækket hop bagud og stirrede forskrækket på væsnet. Han havde hørt om sådan et væsen. En occamy. Hjertet som havde gallopperet af sted i hans brystkasse blev roligere. En occamy var ikke aggressiv medmindre den havde æg at passe. Og umiddelbart så det ikke ud til denne occamy havde nogen æg. Med oplevelsen af sagndyret fortsatte Adam videre. 

   Han nåede et godt stykke gennem skoven, da der midt i al floraen var en sø. En temmelig stor sø i forhold til øen. Midt ude i søen var der en kæmpestor kampesten, hvorpå verdens syv haves kønneste kvinde sad på med ansigtet vendt den anden vej. Adam var helt mundlam af kvindens udseende, at der gik flere sekunder, minutter, før han bemærkede halen som elegant gjorde nogle dovne plask på søens overflade. Det var ikke kun fiskehalen som gjorde kvinden anderledes, hendes hud havde en eller anden underlig glitrende og skinnede glans. Fuldstændig lammet af en blanding af  fascination og … forskrækkelse? Adam rystede på hovedet og gned sig i øjnene, men intet hjalp. Fiskehalen på den smukke kvinde forsvandt ikke, heller ikke den glinsende hud. Det var ikke en illusion. Hvis solen havde stået højere på himlen havde Adam helt afgjort ment, han havde solstik og hallucinerede. Halvt menneske, halvt fisk – hvad var dette for et væsen? I det samme drejede kvinden ansigtet mod Adam, og så ham dybt ind i øjnene. Inden Adam nåede at blinke var kvinden sprunget fra kampstenen ned i vandet, sekundet efter stod hun foran ham på bredden – halen var erstattet med menneskeben denne gang, men huden glinsede stadig.

   Adam var helt hypnotiseret af kvindens underskønne udseende. Han havde aldrig set noget lignende. Ingen kvinder kunne slå denne kvinde. Jo mere han stirrede på hende jo mere blev han fortryllet. Han lagde sågar mærke til, at den glinsende hud skyldtes nogle fine fiskeskæl som reflekterede solens lys. Kvindens ildrøde hår som havde en skinnede glans nåede hende til midt på låret, og det bølgede let i store slangekrøller fra hendes hoved. Hendes krop var aldeles velformet, små runde og faste bryster, brede hofter, spinkel bygning – og hun stod lettere påklædt foran Adam, det man kunne dristige sig til at sige nøgen. Tangplanter var snoet rundt omkring på hendes bare hud, som en tatovering. Men det mest fortryllende af hendes udseende var hendes øjne. Dragene og mystiske øjne der var i en lys mosgrøn farve. Hendes lette beklædning foroven, hvis man kunne kalde det for en påklædningsgenstand, bestod af snoninger af de flotteste blomster som fandtes. Blomster i alle regnbuens mange farver.

  Helt stum tog skabningen, kvinden Adams hånd i sin, og langsomt og med et charmerende smil i hendes kønne ansigt, førte hun Adam ud i vandet – længere og længere, samtidig med en nynnende melodi med skabningens fagre stemme lød. Da alt ilten i Adams lunger var brugt op og han ikke var ved bevidsthed,  trykkede skabningen hendes læber mod hans, før den slap ham, og lod ham synke til bunden som en sten. Inden Adams krop sank helt til bunds, kunne man se en hel masse af disse flotte og fortryllende skabninger. Hver og én af disse skabninger, disse fortryllende kvinder havde forskellig farvet hale – enkle mindede meget om hinanden, med en nuance som forskel. Skabningerne var hurtige, hurtigere end et lysglimt skulle man tro. Den nynnende melodi blev svagere og svagere jo længere ned Adam sank. De rev og flåede i den synkende krop,  først tøjet, derefter huden, fedtet, musklerne og til sidst indvoldene. Det eneste som ramte den hvide bund var kridthvide knogler. Disse skabninger, kvinder er kaldet havfruer – jomfruer, skabninger, herskere over alle vande i verden – bare ikke havet i sig selv.

 

 Solen stod ned i vest og månen kom frem på himlen, besætningen som for længst havde samlet sig på 'Den Rene' begyndte en eftersøgning på deres kaptajn. Hvad ingen af mændene vidste var, at de inden solen gik ned i vest igen, ville falde i samme fælde som Adam. 

   Forsvarsløse overfor havfruernes hypnotiserende og dragende skønhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...