Just Me - JC Caylen FanFic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 14 apr. 2014
  • Status: Igang
Emily Rosalie Walker er en 18 årig YouTuber. Hun er venner med O2L, og da det begynder at slå gnister mellem Jc og Emily, sker der ting og sager. Bliver deres kærlighed knust, som en myre man træder på? Eller blomster den, som en smuk stor og stolt egetræ?

20Likes
9Kommentarer
1412Visninger
AA

3. 1

Det er den! Jeg ved det!

En hund med brune varme øjne, listede usikkert hen mod mig. Den tøvede for hvert skridt den tog, og så stoppede den op. Den kiggede mig lige ind i øjne, lige ind i min sjæl. Og med et bestemte den sig til at jeg var god nok. Den gik målbevidst hen mod mig og trykkede snuden mod min åbne håndflad.  

Damen der havde hentet ham, stod målløst og kiggede fra hunden til mig. ”det er… utroligt” udbryder hun med et glad smil. ”jeg har aldrig set ham være så… imødekommende før!” hun smiller endnu mere og forklare at han aldrig rigtig har været god til sådan noget, som at møde nye mennesker.

”Nå, men han hedder Duncan og er 2 år. Han vandrede rundt på gaden da vi fandt ham for.. 1 år side. Hvis det skulle være rigtig, så var vi kommet af med ham efter 3 måneder. Men alle der arbejder her havde forelsket sig i ham, og ville have han får et godt hjem” forklarede hun mig.

Jeg kløede Duncan bag øret som, svar fik jeg et dybt tilfredsstillet grynt. Jeg grinte lidt af ham og han kiggede op på svar med et drømmende blik. Han er en klog hund. Det ved man bare når man ser på ham.
”Jc, det er ham her. Jeg ved det bare” siger jeg og blotter mine tænder i et kæmpe smil.

Hans brune øjne rammer mine og jeg kan mærke det velkendte sug i maven. Det er ligesom om jeg bliver trækket blidt hen mod ham, som om han er en magnet og jeg er et stump jern. Han sender mig et smil, som fylder hele hans ansigt. ”jeg ved det, Emily. Du skulle have set det. Dit og hundes ansigt da i så hinanden i øjne”

Hans stemmer køre rundt i mit hoved og det er lige før jeg bliver helt svimmel. Jeg ved det godt. Det er dumt at falde for en af sine venner, men nogle gange sker det bare. Man kan ligesom ikke ændre på det vel? Man føler hvad man føler!

Duncan beder om min opmærksomhed ved at puffe til min hånd. Jeg lod min hånd klø ham under kæben, og nærstuderede hans ansigt. Han lignede en slædehund. Hans pels er tyk og tæt. Hans poter er store og solidt plantet i jorden. Hans snude var spis og tynd.

”jeg vil gerne adoptere ham” siger jeg med et smil til damen. Hun smiler lykkelig og beder mig følge med. Hun fulgte mig og Jc ind til receptionen igen. Hun bad os vente mens, hun hentede papirerne jeg skulle underskrive. Jeg kiggede op på Jc med et kæmpe smil på læberne.

”jeg skal have en hund! Jc, det sker endelig!” griner jeg op til ham. Han åbner armene og uden at tænke, styrter jeg ind i hans arme. De ligger sig trykt og solidt rundt om min krop. Jeg ved godt det er dumt, men jeg kunne mærke ham smile, selvom hans hoved støttede på mit.

Vi stod sådan i noget tid. Det føltes som en evighed, en behagelig og rolig evighede. Selv da damen træder ud igen, krammer vi stadig. Jc træder lidt væk fra mig, men inden han træder helt væk, giver han min hånd et lille klem.

”sååå, her er parpierne og når du har skrevet under er Duncan officielt din” minder hun mig om. Min mave er et stort virvar, af diverse dyr man normalt ser i en zoo. Hurtigt og nemt skriver jeg under på parpierne, uden tøven. Duncan og jeg kommer til at have et godt liv foran os. I can tell!

”i er et sødt par” konstaterer hun, hvilket for mig til at rødme, til jeg ligner en tomat. Jeg kigger forsigtigt ned og bider mig selv i læben. Jeg laver den fejl at møde Jcs blik, hvilket er ligeså pinligberørt som mit. Hvis det kunne lade sig gøre, så var hans kinder rødere end mine. ”vi… øhm… er ikke et par” mumler han og rykker nervøst på sig, mens han bider sig i læben.

”nå, men så kunne i bliver et sødt par. Nå, smut så med jer. Og Emily? Kom lige ind med Duncan nogle gange!” siger damen og taknemmeligt skynder Jc og jeg os ud af døren. Der var en lille akavet stemmening mellem os, så jeg besluttede mig til at lave et tweet.

#Now with dog! Everyone, meet Duncan!# twettede jeg, med mit allerførste billede af Duncan. En god (måske lidt pinlig) start, men der skulle nok komme noget godt ud af det her.

 

__________________________________________________________________________

 

Så.... Det var første kapitel!
Jeg ved godt det måske ikke er det bedste, eller længste. Men jeg mener det er okay. 

Hvad mener i? :)
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...