It's my game, not yours!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2013
  • Status: Igang
Amanda Brynes, en 16-årig teenage pige som bor sammen med hendes mor i udkanten af London. Amandas mor forstår ikke den verden Amanda lever i og vil gøre sit bedste for at få hende ud af den verden. Den verden Amanda lever er i, er en verden hun kan kontrollere, en verden hvor man kan starte forfra hvis man får gameover, en verden hvor folk ikke kan dømme dig på det de ser, men på det man gør, en verden hvor nybegyndere næsten altid vil være tabere, det er en gaming verden..

Men kan Amanda lukke andre folk ind i hendes egen lille verden, og vigtigere end alt vil der være nogen der kan forstå hendes verden..

8Likes
13Kommentarer
742Visninger
AA

9. Kapitel 7 - Øvelse gør mester

”Nej, du gør det forkert!” sagde jeg, ”Hvad skal jeg så gøre?” ”Her giv mig musen” sagde jeg, og tog musen ud af hans hånd, jeg var ved at lærer Mike at spille Hearts of kingdoms, og det ville nok komme til at tage noget tid. ”Forstår du det?” spurgte jeg efter jeg havde vist ham hvordan han skulle gøre, ”Ja” svarede han, og fjernede sin arm der var rundt om mig og lagde den op på tastaturet, og den anden kom op på musen igen, for jeg sad nemlig i hans skød.  Han begyndte at spille lidt, og jeg sad og så på, hans hoved hvilede tit på min skulder.

”Det er James” sagde jeg, da jeg så en person komme gående forbi, med navnet Bomani4, ”Og James er?” ”James er min bedste ven herinde,” sagde jeg, og overtog styringen, jeg trykkede på chat, og skrev:

Mig: Hey! James :)

James: Hvem er du?

Mig: Det er mig Amanda, jeg spiller på en vens bruger :)

”En ven? Jeg troede vi var enige om at vi var sammen,” sagde Mike, ”James ved det jo ikke, kan det ikke være lige meget” sagde jeg, og kyssede ham på kinden.

James: Amanda, jeg bliver virkelig nødt til at snakke med dig, kan du ikke komme på skype? :)

Mig: Passer ikke lige nu, men skal nok komme på senere, lover jeg ;)

 

Der var stille ved bordet, da vi alle sad og spiste, ”Nåeh, hvad kunne du godt tænke dig at se i morgen?” spurgte Debby mig, ”Det ved jeg ikke helt, jeg er faktisk ligeglad” svarede jeg, og tog en bid af mit flute. Jeg vidste godt at der var to dage skulle vi hjem, hvilket ville sige om fire dag ville jeg møde James for første gang. ”Er du helt sikker på at du er ligeglad, du og Mike har jo kun siddet foran en skærm hele tiden,” sagde hun, ”Ja, jeg er!” svarede jeg, Debby var sød nok, men jeg er en af de person som ikke bare om bestemmer mig, når jeg siger jeg er ligeglad, så er jeg ligeglad, og når folk så spørg om jeg er sikker, så pisser det mig sgu’ lidt af. Mike som sad overfor mig, kiggede ned i på sin mobil, ”Ingen mobil fremme mens vi spiser” kom det fra Debby, ”Jamen, det var min træner, han spurgte om jeg ikke kunne spille kamp i morgen,” ”Jamen, så kan Amanda tage med ud også den,” forslog hun. James kiggede spørgende på mig, ”Okay, men jeg er altså ikke så god til det der sport” sagde jeg og smilede til ham.

Jeg lå inde på gæsteværelset i sengen, du andre sad ude i stuen og snakkede, så jeg fandt min mobil frem og loggede på skype, og selvfølgelig var James på, jeg ringede til ham, ”Hej” sagde jeg, ”Hej” ”Nårgh, havde du noget du ville snakke med mig om eller?” ”Det er fordi.. Det er fordi at.. Det er fordi at mig og Cassie, det går ikke så godt,” Nå, hvorfor ikke?” ”Vi er blevet uvenner, og ser du, jeg har ikke følelser for hende længere. Men jeg kan ikke tage mig sammen til at slå op med hende” Hvis jeg stadig var single, så havde jeg gjort alt for at få James til at slå op med hende med det samme, og komme sammen med mig, men jeg har fået Mike, ”Hvad mener du med du ikke har følelser på hende mere?” ”Du ved, jeg har faktisk aldrig rigtigt haft følelser for hende,” ”Hvad!?” udbrød jeg, ”Har du været sammen med hende selvom du aldrig rigtigt har haft følelser for hende?” ”Jeg ved det, jeg troede jeg havde, men det har jeg aldrig rigtigt haft, hvad skal jeg gøre?” ”Fortæl hende det, face to face.” sagde jeg, ”Det kan jeg ikke,” ”Hvorfor ikke?” ”Jeg vil ikke se hende græde, det kan jeg ikke.” ”Jamen, det bliver du nødt til James.” ”Ved du hvor svært det er at såre folk?” ”Ja, det gør jeg faktisk, men det vil såre hende endnu mere hvis du ikke gør det.” James sagde ikke noget, før der var gået noget tid, ”Okay, jeg skal nok prøve” kom det endelig fra ham, ”Godt, men jeg bliver nødt til at smutte, jeg har lovet at spille ludo med de andre” sagde jeg, ”Vi ses”

***

Jeg stod over for Mike, de to uger var gået, og min mor og jeg skulle hjem nu. Jeg lagde mine arme rundt om halsen på ham og stod på tæer, så jeg blev en lille smule højere, hans hænder hvilede rundt om min talje, vores læber mødtes, jeg havde ikke lyst til at det skulle ende, og det samme havde Mike heller ikke. ”Amanda, taxaen er kommet,” vores læber skilte sig fra hinanden. Vi gik ud ad døren og ud i entreen, ”Vi ses vel” sagde Mike og lænede sig op ad dørkarmen, jeg sendte ham et smil.

Vi nåede akkurat vores fly hjem, hvilket ja, det er der vel ikke så meget at sige noget til. Min mor tvang mig til at læse i bogen hele flyveturen, fordi jeg ikke var begyndt på den. Den var virkelig kedelig, og den sagde mig intet.

Jeg loggede ind på Hearts of kingdoms som det første da jeg kom hjem, og spillede til jeg blev træt. Jeg var kommet op i lvl. 56, som jeg var blevet virkelig glad for, da det højeste lvl. Man kan komme i er 75.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...