Goodbye Forever?

" Jeg stod lidt i mine egne tanker, da jeg så to sømænd begyndte at løsne rebene der var spændt fast til kajen. Det gik op for mig at det var nu jeg skulle sige farvel til Ray, og på et splitsekund stod jeg ved siden af en de sømænd der skulle til at hale broen ind."

Historien forgår i 1789.
Den smukke Kelly på 18 år, skal med sine forældre flytte fra Blacksburg, Virginia, USA til London. Hun må efterlade den 19' årige Ray, hendes store kærlighed. Hun er i dyb sorg, men hvad hun ikke ved er at Ray har en forfærdelig hemmelighed - og at turen ikke kommer til at gå helt som planlagt.

Pleas kom med noget respons! :)

1Likes
2Kommentarer
497Visninger
AA

5. Afslutning

Kelly:


Lugten af saltvand og tang fyldte mine næsebor da jeg vågnede. Mit hoved var ømt og mine ben føltes som to beton klodser.  Jeg prøvede forsigtigt at rejse mig op, men det var varmt og mit hoved gjorde ondt. Min mor lå bevidstløs ved siden af mig. Jeg åbnede øjnene, og spørgsmålene strømmede til; Hvor var jeg? Hvor var min far? Jeg kiggede rundt, men der var ingen. Et gitter  burede min mor og mig inde. Jeg hev i gitteret og skreg efter hjælp, men havde ikke opdaget de små pigge der sad på gitteret. Minehænder varnu var fyldt med små blødende sår. Jeg satte mig ned og kiggede ud på bølgerne, min hænder sved og varmen gjorde det bare værre.


”Kelly?” det var en ekstremt bekendt stemme der sagde mit navn, det lød som Ray, men det kunne det ikke være. Varmen havde nok fået mig til at hallucinere, for jeg syntes også, at jeg kunne se Ray stå på den anden side af  gitteret. ”Kelly! Kelly, hvad er der sket med dine hænder?!” Nej, jeg hallucinerede ikke det var ham. Men hvad lavede han her, på en umiddelbart øde ø? ”Hvad i alverden laver du her?” jeg skyndte mig hen til den side af gitteret, hvor Ray stod. Han tøvede lidt, men forklarede så alt muligt om pirater, hans far og alt muligt andet. Mit hoved dunkede og jeg blev svimmel. Så det var altså Ray, hans far og deres besætning der havde kidnappet mig og min familie...

Enlig var jeg ikke sur på ham. Han havde forklaret hvor meget han hade det, og at han havde prøvet at tale sin far fra det, og hvad konsekvenserne ville være, hvis han ikke adlød. Han havde også fortalt, om min fars død. Tårer begyndte at løbe ned af mine kinder. Han kiggede på mig og hans blik fortalte hvor ked af det han var. Men jeg forblev stille og kiggede lidt på ham, hvor jeg dog elskede ham. ”Ray... jeg ved godt at du ikke gjorde det af egen fri vilje. Jeg er selvfølgelig rasende, men ikke på dig...” Jeg smilede forsigtigt til ham, og han så lettet ud. ”Jeg kan få dig ud Kelly, jeg skal bare lige hente noget til at klippe gitteret op med!” han smilede glad til mig og vente sig for at gå. Jeg kom til at tænke på konsekvenserne hvis nogle opdagede at det var ham der havde sluppet os fri. ”Nej, vent!” Han kiggede spørgende på mig. ”Hvad hvis nogle opdager dig?”

”Jeg er ligeglad, det er vigtigere at du kommer ud!”

Han rodede rundt i en bunke, fandt en lille tang og gik hen til gitteret og gik i gang med at klippe.Jeg gik i gang med at prøve at vække min bevidstløse mor, hun åbnede øjne og kiggede spørgende på mig

”Hvad er der sket?”

”Jeg forklare det senere... kom nu!” Jeg tænkte på min afdøde far og blev trist igen.            ”Hvor er din far?” min mor så forvirret på mig, men vidste godt hvad der var sket da jeg rystede på hovedet. Tårer løb ned af hendes kinder, og hun begyndte at ryste. Jeg lagde en hånd på min mors skulder og gav hende min anden. Hun rejste sig, og så hen på Ray.                      ”Hvad laver du her?” hun kiggede endnu mere forvirret på mig.                                              ”Mor der er ikke tid til at forklare det nu” Jeg skævede til Ray, og han skævede sigende til mig. Han havde fået lavet et hul der var lige nøjagtigt stort nok til at min mor og jeg kunne komme igennem. Ray tog imod mig, og jeg omfavnede ham.

Vi gik lidt ind i den store jungle, og Ray fortalt at de andre pirater havde slået lejer nogle kilometer væk. Han rev noget af sin trøje af, og bandt det om mine  blødende hænder.            Vi gik opmærksomme hen af stranden, mens vi lyttede efter lyden af stemmer og skridt.          Et gammelt skibsvrag lå ikke så langt fra strandkanten, så vi listede os om på den ene side af det. Min mor og jeg stod side om side, og kiggede rundt  om hjørnet ud på havet. Skyerne var blevet mørkere, og bølgerne var blevet større. Jeg syntes, at jeg så en løbende skygge i en af de store bølger, så jeg blinkede med øjnene og skyggen var væk. Jeg kiggede derefter bagud, min mor stod lige bag mig, men hvor var Ray. Han var væk. Jeg gik videre, og kiggede rundt - med håbet om at få øje på ham. Min mor var lige ved at kalde, men kom i tanke om at det ikke var en så god idé.

Jeg standsede op og det samme gjorde min mor. Jeg var vist ikke den eneste, der havde hørt lyden af skridt. Det kunne ikke være Ray, han havde sagt noget til os hvis det var ham. Jeg vendte mig forsigtigt om, men der stod ingen bag mig. Jeg vendte hoved ligeud og nogle meter foran mig stod kaptajnen fra Black Water. Han holdte en arm stramt rundt om Rays hals og Ray var helt hvid i ansigtet. Der var ingen andre pirater at se. Min krop begyndte at ryste og rædslen skyllede ind over mig. Hvad mon kaptajnen kunne finde på at gøre mod sin egen søn? ”Så du troede rigtig, at jeg ikke regnede med at du ville slippe din ’elskede’ Kelly løs?” sagde Rays far med afsky i stemmen. Inden Ray nåede at svare, tog kaptajnen ordet igen; ”Så tog du fejl. Jeg er ked af det min dreng, men jeg sagde jo at du ville blive straffet.” Jeg så noget skinne i hånden på kaptajnen, hvad var det? En kniv. ”NEJ!” skreg jeg og sprang frem. Men det var for sent... Kaptajnen stak kniven i ryggen på Ray. Ray gav et kort gisp fra sig, og faldt sammen  på sandet. Uden nogle havde lagt mærke til det, havde min mor sneget sig om bag kaptajnen, og da der kom et øjeblik, hvor kaptajnen ikke var opmærksom, skyndte min mor sig at få fat i kaptajnens sabel og borede derefter sablen gennem ryggen på ham. Han døde få sekunder efter og min mor smilede tilfreds.  Jeg løb over til Ray og smed mig i sandet ved hans side. Han var ikke død, men hans hjerte slog langsomt. Han hostede og smilede til mig. ”Undskyld Kelly... undskyld. Jeg er så ked af det. Jeg elsker d...” mere nåede han ikke at sige, før et nyt hosteanfald angreb ham. Han kiggede en sidste gang på mig, og inden jeg kunne nå at svare stoppede hans hjerte med at slå. Min hjerne kunne ikke registrere det. Ray.. min Ray var død. Tårerne løb ned af mine kinder, og ligeglad med det hele skreg jeg! Mit bryst trak sig sammen og det føltes som om det var blevet hakket i tusinde stykker. Min mor prøvede at få mig til at slappe af og trøste mig. Men intet kunne trøste mig... Jeg hadede alt og alle.

Til sidst dampede vreden dog lige så stille af, og jeg lagde mig ind over Ray og græd. Jeg nød duften af ham, og hans bløde hår som rørte mine hænder...                                                     

Jeg lagde hans hoved i mit skød og kyssede ham forsigtig på panden...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...