Den Russiske dukke og tinsoldaten.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Færdig
Historien om en smuk russisk dukke og en tinsoldat fra Californien. (Oneshot.)

2Likes
0Kommentarer
253Visninger
AA

1. Den russiske dukke og tinsoldaten.

Den russiske dukke og tinsoldaten.

 

Klokken var langt over 11, da Daniel endelig gik i seng. Han havde været længe oppe, fordi hans far havde foræret ham en børnebog om solsystemet, og Daniel havde været alt for optaget af at læse om Jupiter til at falde i søvn. Nu var kapitlet dog færdigt, så han gabte en sidste gang, skubbede bogen nedunder sin hovedpude og faldt i søvn – og bedst som hans øjne gled i, lyste hundredevis af farverige sommerfugle rummet op. De havde alle forskellige farver lige fra skrigende pink til funklende lyseblå med sorte prikker og de fløj muntert omkring på værelset.

 

I det ene hjørne stod en gammel gyngehest. Dens sorte knappe-lignende øjne åbnede sig langsomt, og den kiggede forsigtigt omkring, som for at være sikker på, at Daniel var faldet i søvn. Radioen begyndte at spille blues, og discokuglen i loftet snurrede rundt og dannede plettede mønstre på væggene – og ligeså langsomt kom alt i værelset til live; Stjernebilledet af Karlsvognen på Daniels sengetæppe begyndte at glimte som rigtige stjerner. Over hans hoved hang en model af solsystemet, og alle planeterne drejede rundt i takt til musikken.

 

Den eneste ting i rummet, som ikke tog del i morskaben var den lille tinsoldat, som Daniel havde fået dagen forinden. Han blinkede og kiggede sig forundret omkring. ”Hvad er dette fuldkomne vanvid?” undrede han sig. ”Jeg må vække barnet og advare ham om –” men den forvirrede tinmand fik aldrig chance for at færdiggøre sætningen, for i samme nu fløj en smuk grøn sommerfugl forbi, og greb fat i tinsoldatens skuldre og løftede ham væk fra sin sikre plads i hjørnet.

 

”Sæt mig ned!” skreg soldaten. ”Min kære flyvende ven, jeg insisterer på at du sætter mig ned lige med det samme!” Men det lyttede sommerfuglen selvfølgelig ikke til. Den fløj forbi den glitrende discokugle og et kort øjeblik spejlede soldaten sig i de bitte små glas. Soldaten havde selvfølgelig aldrig set noget lignende før, og han fik pludselig lyst til at række ud og røre ved kuglen, men han fik aldrig chancen for i næste nu gav sommerfuglen slip på ham.

 

Soldaten skulle lige til at skrige igen, men han landede blødt og sikkert på Daniels pude, kun et par centimeter fra den sovende dreng. Der lå en legetøjsdinosaur i sengen, som nysgerrigt blinkede af soldaten. Soldaten smilede venligt tilbage og kravlede tættere på dinosauren, som vidst nok var en Tyrannosaurus Rex. ”Goddag, min herre,” sagde tinsoldaten. ”Mit navn er Tin og jeg er en soldat. Kunne du måske forklare mig, hvad i Himlens navn der foregår?”

 

Men T-rexen smilede bare af ham og lavede en ”raaauw”-agtig lyd, hvilket bestemt ikke hjalp soldaten. Han sukkede og kiggede sig omkring. Det så virkelig ud til, at alting var i live. Og selvom sommerfuglene så smukke ud, sådan som de fløj rundt i rummet, og bamsebjørnene lod til at hygge sig med at spille skak og dam, så var det for alt for overvældende for den stakkels soldat. Han blev født med en logisk tankegang, og det her var alt andet end logisk. Han sukkede frustreret og lagde armene over kors som et lille barn. ”Nej! Jeg gider ikke mere! Jeg vil hjem til mig selv hvor alting er normalt!”

 

Han skulle lige til at finde sig et hjørne, hvor han kunne gå hen og være vred i fred, da han hørte latter bag sig. Han drejede rundt og stirrede ind i et par funklende grønne øjne, der tilhørte en ung kvinde i en glitrende blå kjole. Det var en dukke inde fra Daniels søsters værelse, og tinsoldaten blev fuldstændig overvældet af hendes skønhed.

 

”Er alt i orden, sir?” spurgte hun med russisk accent. ”Du virker en smule…”

”Overvældet,” sagde soldaten.

 

Den unge kvinde smilede. ”Ja, en smule overvældet.”

 

”Det er bare… en smule forvirrende, det er såmænd det hele,” sagde soldaten og kiggede henkastet på hende. Hun havde langt rødt hår og bleg hud. ”Jeg er ny, forstår du. Kunne du måske forklare mig, hvad i alverden der foregår? Mit navn er Tin, for resten, og jeg er soldat.” Han skubbede stolt brystkassen fremad.

 

”Det er godt at møde dig, Tin,” sagde hun og smilede. ”Jeg hedder Veronika, og vi morer os bare lidt. Når børnene og deres forældre vågner, bliver vi nødt til at være stille, sådan som de forventer, så man kan vel sige, at natten tilhører os.”

 

”Nå,” mumlede soldaten, usikker på, hvad han skulle sige. ”Har det altid været sådan?”

 

”Ligeså længe jeg kan huske. Men jeg har kun været her et års tid.” Radioen spillede en ny sang med en munter drejning, og Veronikas ansigt lyste op. ”Jeg elsker den her sang,” sagde hun. ”Hvis du har lyst, så kan jeg forklare det hele over en dans?”
 

”En dans?” udbrød soldaten nervøst. ”Jeg er bange for, at jeg ikke kan danse – og jeg er slet ikke klædt på til lejligheden!”

 

Veronika grinede igen. ”Bare rolig, jeg skal nok hjælpe dig.” Hun tog hans hånd og førte ham ud midt på gulvet. Hun placerede hans ene hånd på hendes talje og lagde sine arme om halsen på ham. Det gik ikke så godt i begyndelsen, for tinsoldaten var klumset og blev ved med at træde hende over tæerne, men Veronika var en tålmodig dame, og hun sagde aldrig noget til det.

 

Mens de dansede fortalte Veronika om Daniel, hans søster Louise, og familiens samlede interesse i universet. Så fortalte hun om sig selv; hun blev lavet i en lille fabrik i Moskva, men senere transporteret til en lille hyggelig shop i Yorkshire, hvor hun blev købt af Louise sidste år. Så fortalte tinsoldaten at han var blevet lavet et sted i Amerika, og havde boet i en vintage butik i Californien, hvor han var blevet købt og givet til Daniel i fødselsdagsgave.

 

”Savner du Californien?” spurgte Veronika.

 

Soldaten rystede på hovedet. ”Det troede jeg måske, jeg ville, men jeg tror, jeg kommer til at holde meget af at bo her.”  Han drejede Veronika rundt og de dansede til de lyse morgentimer.

 

Sommerfuglene fløj ned i en lille æske, musikken stoppede, discokuglen drejede ikke længere rundt, og bamsebjørnene pakkede skakspillet væk og hoppede op i Daniels seng. Veronika blev nødt til at vende tilbage til Louises værelse, men hun lovede at vende tilbage så snart mørket faldt på.

 

”Jeg vil savne dig af hele mit hjerte, ” fortalte soldaten alvorligt. Veronika smilede bare og gav ham et kys på munden. ”Dos Vidanya,” hviskede hun og forsvandt. Fuldstændig overvældet vendte soldaten tilbage til sin plads i hjørnet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...