Gilbert Grëgersen - din nabo

Denne korte historie handler om Gilbert Grëgersen, en håbløs mand fra 1700 tallet, som ønsker at være til hjælp, men gør mere skade end gavn. Gilbert er så irriterende, dum, håbløs og provokerende, at man ikke kan andet end at hade ham.

2Likes
0Kommentarer
160Visninger
AA

1. Starten på enden

Engang i 1700 tallet i en lille landsby, der lå nær nabolandsbyen, boede der en mand ved navn Gilbert. Gilbert Grëgersen. Han var en stilfærdig mand. Han ønskede kun det bedste for ham selv… og samfundet, og han selv. Men han var i tvivl om hvordan det kunne lade sig gøre. Af natur var han en meget sky mand, der holdt af en kop kold te nu og da. Så det var ikke ligefrem fordi han kunne snakke med folk i byen om det. Heller ikke hans arbejdskammersjukker kunne han snakke med, da han var byens eneste latrin-arbejder. Hver gang han gik og tømte latriner, undtagen på onsdage og torsdag da han gav sig selv fri, tænkte han over sit problem med sikkerheden.

 

Ja, ikke bare sikkerheden for den almindelige landbo der blev overvåget af rumvæsner og et CIA der ikke var opfundet endnu, men også sikkerhed for, at ingen kom i kontakt med alverdens bakterier og baciller. Uhh, hvor han dog hadede de små væsner, der kriblede sig ind af hans næsebor, og ind i hans hoved. De var sikkert sendt ned af rumvæsner, mente han, for at overtage hele hans sind. Han var trods alt den klogeste i hele byen, snøftede han, og skyndte sig på toilettet, da hans problemfyldte mave gav lyd fra sig. Efter en god omgang desinficering, satte han sig i sin sofa, og tænkte videre.

 

Pludselig kom han i tanker om, at der i 1900 tallet kom noget frem der hed nabovagten. DET måtte lige være noget for ham tænkte han, og skyndte sig ned til degnens kontor. Men det var jo midt om natten, så degnen var ærgerligt nok ikke hjemme. Men det skal ikke stoppe en beslutsom mand, tænkte Gilbert. Han brød ind, og gav sig selv rettighederne til at oprette et naboværn. Så, tænkte han, nu ville det ikke vare længe, før folk strømmede hen til ham, for at melde sig ind. Glad og fro gik han hjem, og glædede sig til næste onsdag, hvor han jo havde fri, så folk kunne komme og skrive sig til.

 

Tiden gik, og onsdagen kom. Men der kom ikke rigtigt nogen mennesker og bankede på. Mærkeligt syntes han. Men det var nu ikke så mærkeligt igen, da ingen vidste at han havde oprettet værnet, end sige at han overhovedet havde to selvbestaltede fridage! Nej, det eneste der bekymrede landboerne var, at nogen havde brudt ind hos degnen. Det var ikke fordi der skete så meget på egnen, så da det blev søndag, var indbruddet stadigt det store samtale emne. Godt nok var Gilbert sky, men i kirke kom han da. Han spærrede ørerne op, da han hørte om indbruddet, og gjorde op med sig selv, at siden nogen havde brudt ind hos degnen, var det fuldkommen rigtigt at han havde oprettet værnet. Se bare, tænkte han ved sig selv, jeg har knapt oprettet værnet, og der er allerede en sag til mig!

 

Gilbert kiggede mistænksomt rundt, på hele forsamlingen. Alle fra byen var der. Det måtte altså være en af dem, mente han. Han måtte forhøre dem alle sammen, og lave en liste over dem. Gilbert vidste ikke hvor mange mennesker der var i byen, så han begyndte naturligvis at tælle dem: eeen… tooo… treee… øh, treee… øhm. Ja, det var måske nok lidt sent, at Gilbert fandt ud af, at han ikke kunne tælle. Nåh, men det var også lige meget, for han kunne jo bare skrive deres navne ned. Han kendte jo dem alle af navn. Fluks hev han sin notesbog med touchpad op, og begyndte med Flander Hundriksen.

 

Æf, begyndte han. Æl, a, ænd, de,e,ær. Men det passede lidet sammen fandt han ud af. For nok kunne han ikke stave, men Flanders navn kunne umuligt blive stavet Æfælaænddeeær. Nej. Han besluttede sig for, at han sikkert godt kunne huske det hele. Men uanset hvad, blev han enig med sig selv om, at han var nødt til, han gøs ved tanken, at mænge sig med pøblen. Dog behøvede han ikke at mænge sig med dem alle, han kunne jo bare mænge sig med dem, der var mest mistænkelige, tænkte han. Og så blev det. De følgende dage, måtte mindst 7 af byens beboere lade sig trækkes med, at han pludseligt kom på besøg med sin kop, og spurgte, om han ikke måtte invitere sig selv ind på en kop kold te. Da ingen rigtigt kendte til Gilbert, ud over hans navn og lille udseende, turde de ikke afvise ham.

 

Den 8. han besøgte, var præsten. Præsten var jo en guds mand, med han havde også en finger med i alt hvad der forgik på egnen vidste Gilbert. For det var nemlig præsten, der tog imod de syge og svage, og hvorfor skulle han gøre det, hvis ikke han var skyld i deres lidelser. Og da der ofte kom folk ind fra hele sognet, måtte præsten jo have temmelig travlt rundt omkring, blev Gilbert enig med sig selv om. Præsten åbnede døren og sagde: Jamen, g-g-god eftermid-d-dag G-g-g-Gilbert G-g-g-grëg-g-gersen. Gilbert vidste udmærket at præsten stammede, men han plejede ikke at stamme SÅ meget. Det faldt smukt ind i Gilberts tankegang, med at præsten selvfølgeligt vidste hvad Gilbert var i gang med, og nu var han nervøs for at blive afsløret.

 

Jeg har h-h-ørt at du ha-ha-har været på be-besøg ho-ho-hos folk i byen, sagde præsten. D-d-de har k-k-k-klaget til mig om, at d-d-du har rodet i d-d-deres skuffer. Nå! Tænkte Gilbert, han måtte være mere på forkant end han regnede med. Gilbert var overbevist om, at skulle han finde nogle beviser fra de mistænkte, ville de være i skufferne. Hvor skulle man ellers gemme den slags? Gilbert gemte jo altid selv de vigtigste ting i SIN skuffe. Såsom den ost han fik fra moster Gertrud, eller det bestik han fik fra onkel Gert. Han holdt præsten hen med almindeligt snak om vejret, skønt præsten hele tiden spurgte til skufferoderiet, svarede Gilbert bare: Ja, det skal nok blive regn til efteråret. Præsten gav op, og han lod også som om at han ikke så Gilbert, da han listede sig rundt i huset, og kiggede skufferne igennem.

 

Efter grundigt at havde undersøgt skufferne, begyndte Gilbert på at desinficere hele huset. Hver gang han havde besøgt nogen, havde han foretaget samme procedure. Præsten så til mens Gilbert brugte en spraydåse til at gøre alle gardinerne våde, og stuegulvet, der var af træ, fik hældt en ordentligt omgang sprit på sig. Borde og stole blev pudset og poleret med desinficeringsmiddel, og selv præstens seng og badeværelse lod sig ikke gå upåagtet hen. Gilbert gjorde alt dette som en gavmild gestus, mente han, over at være blevet inviteret indenfor. Folk måtte da dele hans synspunkt for alle de væmmelige små rumvæsenkryb, der blev sendt ned fra oven. Præstens hjem rummede mange ting, men endeligt blev Gilbert færdig. Han spurgte høfligt om han måtte låne toilettet inden han gik, og præsten nikkede træt.

 

Gilbert skulle altid på tønden efter at havde gjort rent. Han vidste ikke hvorfor, det var bare 100 procent sikkert. Da der var gået en hel halv time, kom han endeligt ud derindefra. Han sagde høfligt farvel til præsten, selvom denne var besvimet, da lugten fra toilettet ramte ham.

 

Gilbert fortsatte sine besøg hos de 8 beboere i den lille landsby. Han fandt dog aldrig noget, så han udvidede sin horisont til alle i hele byen. Til sidst blev det degnen for meget. Klagerne hobede sig op på hans bord, og snart ville han kunne svømme i dem. Derfor kaldte han Hele byen sammen, og satte Gilbert i en stol i midten. Gilbert troede, at nu havde de endeligt fundet ud af alt det gode han gjorde for byen, og glædede sig til at modtage en eller anden guddommelig pris! Degnen stillede sig op på et podie og sagde: Gilbert, vi har alle oplevet dit væsen og derfor vil vi gerne sige noget til dig. Alle træder frem, en efter en, i alfabetisk rækkefølge. Augustus Bjorn er den første.

 

Augustus stillede sig foran Gilbert, og skreg i en skinger høj stemme: HEJ! Jeg er Augustus Bjorn! Må jeg ikke byde mig selv indenfor til en kop kold te? Alle som en, grinede hele forsamlingen, og folkene forsøgte at overgå sig selv, i latterlige efterligninger af Gilberts skingre stemme. Så, uden varsel, blev han spændt fast til stolen. Degnen kom hen til Gilbert, og tømte en hel dåse med desinficeringsmiddel ind i hans hoved. Degnen klistrede personligt alle de klager han havde modtaget om Gilbert, på Gilberts halv skaldede isse. Derefter trak han dem af igen. Gilbert! Sagde degnen højtideligt, i dag gør jeg en god gerning for hele byen! Folkene stillede derefter Gilbert i sin stol op på lagret af en kærre, og sendte den førerløs afsted. Der var ingen der så Gilbert igen, og det var de alle meget taknemmelige for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...