Før du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

61Likes
70Kommentarer
3202Visninger
AA

16. Samantha

Hej, hr. Lucina.Faaaaaaaaaaaar! Far, far, far – du er her! Jeg smiler stort og retter ryggen, inden jeg kaster et blik op mod det ikkeeksisterende loft. Det har altid været lidt af et mysterium, hvor lyden egentlig kommer fra. ”Jeg har ventet på dig – der er nemlig noget, jeg faktisk gerne vil snakke med dig om.

  Kom så, Lucas. Du kan godt spørge ham. Jeg stoler på dig.

  ”Jeg er nødt til at bede dig om at lade mig snakke ud, lige meget hvad. For det, jeg vil fortælle dig, kommer nok til at lyde ret skørt.Og skørt er endda lidt af en underdrivelse. Gid jeg kunne overvære min fars reaktion lige nu.

  ”Jeg kan heller ikke forvente andet.” Hvad svarede han? Hvad kan du ikke forvente andet end? Jo, altså …

  ”Jeg har snakket med din datter.” Jeg kan høre Lucas sukke lidt, inden han fortsætter. Det her må være ret grænseoverskridende og anstrengende for ham. ”Ikke før hun blev skudt, men mens hun har ligget i koma. Og jeg ved, det lyder skørt – jeg har stadig selv ret svært ved at tro på det selv – men hun blev skudt på min 17-års fødselsdag, og på en eller anden måde er der ligesom opstået en mærkelig forbindelse med os. Derfor drømmer jeg om hende hver aften. Det her er alt sammen ret overvældende og kompliceret, det ved jeg, og du skal nok bruge en del tid på at fordøje det hele, men jeg lyver virkelig ikke. Og jeg kan bevise det.”

  Lucas begynder langsomt at nynne melodien, og hans fløjlsbløde stemme glider elegant hen over alle tonerne. Jeg kunne lytte til den hele dagen lang – den er simpelthen bare så fortryllende.

  ”Jeg kendte ikke din datter før komaen. Hvordan tror du, jeg ved alle de her ting om hende? Hun bad mig om at nynne melodien for dig, fordi hun vidste, det ville få dig til at tro mig. Eller ja – det troede hun da.” Det må være et tegn på, min far ikke troede på Lucas. Tro nu på ham, far!

  ”Hr. Lucina, hør nu på mig.” Lucas’ tonefald er helt … desperat. Åh Gud, sig, min far ikke har fået et eller andet flip på ham. Hvis han er så ødelagt, som Lucas har beskrevet ham, så er intet udelukket. ”Du bliver ikke narret. Det her er sandheden. Hvordan kan jeg bevise det over for dig?

  ”Det har Sam,” hvad har jeg? Det er virkelig ikke særlig sjovt at være her og overvære alt fra sidelinjen, når jeg ikke kan høre den anden part, ”og hun sagde, du ville tro mig. Men det gør du åbenlyst ikke.

  En knude i min mave er begyndt at udvide sig mere og mere. Han tror ikke på, jeg er her. Kommer jeg til at være i den her komaverden for evigt? Kommer jeg til at blive skudt hver evig eneste dag resten af mit noneksisterende liv? Det kan ikke passe. Det må det bare ikke. Jeg kan ikke ’leve’ sådan her!

  ”Shh, det skal nok gå.” Det bekræfter vist, at min far er gået fuldstændig fra den. Men jeg er taknemmelig for, at Lucas ikke er blevet skræmt væk af ham. Han er nødt til at få min far til at indse, at det er bedst at slukke for maskinen.

  ”Det skal nok gå,” bliver der gentaget i ’højtaleren’. Han er virkelig et uselvisk menneske. Det bliver virkelig svært at give slip på ham – hvis han da kan få min far overtalt til at slukke maskinen. ”Alt skal nok blive godt igen, det lover jeg.

  ”Du er nødt til at tro på, jeg har snakket med Sam.” Lucas’ tonefald er blevet mere roligt og afslappet. Han prøver sikkert på at berolige min far. Jeg kan lige forestille mig, hvor ødelagt min far må se ud lige nu. ”I mine drømme sidder vi altid i en bus. Sam er på vej i skole, og jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg selv er på vej hen. Vi snakker altid i cirka 17 minutter, inden jeg vågner. Jeg vågner altid, fordi …

  Fortsæt, Lucas. Selvom han ikke rigtig kan høre mig, så håber jeg alligevel, at tankens kraft også betyder bare et eller andet. Jeg kan jo lige så godt prøve – det er ikke, fordi jeg har synderligt meget andet at lave.

  ”Fordi … vi altid mødes, lige før hun bliver skudt. Jeg har set det hele mere end 25 gange nu, tror jeg. Jeg kender til alle detaljerne omkring hendes ’død’.” Nu, hvor ordene bliver sagt højt, må jeg virkelig indrømme, det lyder mere end bare skørt. Det lyder helt overdrevet og som taget ud fra et eller andet fuldstændig befippet.

  ”Jeg har snakket en del med Sam, og hun er begyndt at betyde en hel del for mig.” Et smil dukker op på mine læber. Du betyder skam også en del for mig, Lucas. Selvom det er mærkeligt at indrømme, så er det sandt. Jeg havde aldrig troet, jeg ville sige det, men han har gjort hele min hverdag lysere. Jeg ser altid frem til at sidde i bussen med ham. ”Du er nødt til at forstå, at hun er fanget i en komaverden, hvor hun oplever sin egen ’død’ hver evig eneste dag. Hun mærker, hvordan hun blev skudt hver evig eneste dag. Hun har forklaret mig, hvor forfærdeligt det er. Hvilken pinsel det er. Og det er derfor, hun har bedt mig om at spørge dig, om du ikke nok vil slukke for maskinen.

  Jeg krydser nervøst fingrene og håber på, min far har forstået min situation – og at han selvfølgelig også har forstået, hvad han er nødt til at gøre. Jeg kan kun forestille mig, hvor stort et dilemma det dog må være. Man kan jo ikke bare lige sådan give slip på sin egen datter. Hvad ville jeg mon selv have gjort, hvis det var mig?

  ”Jeg ønsker heller ikke det her, for Sam betyder virkelig meget for mig nu, og jeg kan ikke forestille mig et liv uden hende længere, men det her er, hvad hun ønsker. Og jeg ønsker ikke, hun skal opleve smerte hver dag, så det her er virkelig for det bedste.” Det rører mig virkelig, at Lucas går så meget ind for at få slukket maskinen. Og jeg ved godt, det er mærkeligt, det rører mig på en eller anden måde, for egentlig går han jo ind for, at jeg skal dø, men det er kun for at stoppe min brutale hverdag, hvor jeg bliver skudt gang på gang. Han vil have den slukket – også selvom han ved, at det indebærer, han aldrig kommer til at se mig igen i sine drømme igen.

  ”Jeg beder dig, hr. Lucina. På Samanthas vegne. Det vil – ” Jeg drejer hastigt hovedet i alle retninger, da Lucas’ stemme stopper brat. Er min forbindelse blevet cuttet af? Hvad blev der af hans stemme?

  ”Det vil virkelig sætte –” Det er, som om forbindelsen er blevet dårlig, for han bliver ved med at afbryde sig selv. ”Undskyld mig,” lyder det pludselig, og jeg rynker brynene. Hvad er det, han laver?

  ”Undskyld, jeg bliver nødt til at gå.” Da ordene endelig trænger ind under huden på mig, kan jeg ikke andet end at sidde med åben mund. Forlader han mig? Nu? Jeg ved, han har travlt med sit liv og det hele, men alligevel kan jeg ikke lade være med at føle mig en smule svigtet. ”Vær sød at tænke det hele igennem. Hun har brug for at få slukket den maskine. Du ville gøre hende en tjeneste,” lyder det igen fra ’højtalerne’, men jeg sidder bare og ryster gentagne gange på hovedet. Han går sin vej.

  ”Hr. Lucina, du er nødt til at slukke for maskinen!” Denne gang bliver det råbt, og jeg kan høre hans stemme blive lavere og laver, jo længere han bevæger sig væk. Og pludselig er det eneste, der holder mig med selskab, stilheden.

  Hr. Lucina, du er nødt til at slukke for maskinen! Sætningen kører rundt i mit hoved igen og igen. Så det er den sidste sætning fra hans side af. De sidste, afgørende ord, der burde give mig fred i døden – hvis maskinen da bliver slukket.

  Jeg går ud fra, at de her såkaldte sidste ord vel viser, hvor meget Lucas kæmpede for at få maskinen slukket – hvis man ser det hele på den positive side. Han elsker mig så meget, at han virkelig vil gøre alt for at gøre mig glad.

  Jeg kan bare alligevel ikke ignorere det faktum, at jeg havde troet, de sidste ord ville blive mere … meningsfulde. Jeg har altid været lidt af en drømmende pige, og noget i mig forventede, de sidste ord ville være ’Jeg elsker dig’ eller noget i den dur. Men nej. Det her er ikke et eventyr, hvor alt ender lykkeligt, og det har det aldrig været. Sådan føles det bare nogle gange, når jeg er i nærheden af Lucas, fordi han er så perfekt. Som taget ud af det mest fantastiske eventyr i verden. Min prins på den hvide hest.

***

Jeg ved ikke, hvor lang tid der er gået. Jeg har bare siddet og spekuleret. Mine tanker har vandret rundt i cirkler uden at komme nogen vegne. De sidste ord nægter at lade mine tanker være. I det hele taget har Lucas bare ikke tænkt sig at forlade mit hoved. Han har uden tvivl efterladt sig nogle dybe, dybe spor. Det kan jeg lige så godt indrømme allerede nu. Han kom ind i mit liv, lyste hele min verden op og efterlod mig nærmest mærket. Jeg gad vide, om han også har det sådan med mig? Tænker han mon på mig lige nu? Og hvad laver han?

  En mærkelig bevægelse i gulvet fanger min opmærksomhed. Gulvet … rystede lige før. Det var ikke en kraftfuld bevægelse, men fordi jeg ikke rigtig har noget at tage mig til og bare spekulerer over ting, bemærkede jeg det, og én ting er sikker: Det er aldrig sket før.

  Gulvet gør det igen – denne gang endnu kraftigere, og jeg rejser mig forvirret op og kigger undrende ned på gulvet, som har givet sig til at ruske i hele min komaverden igen, og kraften tager kun til. Få sekunder senere nærmest vælter jeg rundt, imens jeg ihærdigt prøver at genvinde min balance. Hvad sker der?

  Til sidst opgiver jeg lidt at prøve på at stå oprejst og sætter mig en smule bange på gulvet, inden jeg trækker benene op til mig. Det er som at være barn igen – som at være bange for monstret under sengen. Men min far plejede altid at forsikre mig om, at der ikke var nogen, og at der ikke var noget at være skræmt over. Her i denne komaverden er der ingen til at berolige mig. Jeg føler mig så mutters alene – og ikke mindst forladt. Alt, jeg længes efter, er en eller anden, der kan fortælle mig, at alt nok skal blive okay. At alt nok skal ordne sig.

  Uventet åbner gulvet sig under mig, og jeg giver et højlydt skrig fra mig, da jeg mærker vægten forsvinde under mig. Det er, som om min lille komaverden braser sammen. Er det sådan her, det føles at dø?

  Jeg kæmper bragt for at få fodfæste, men alt, mine fødder støder på, er ren luft, og det skræmmer mig fra vid og sans, selvom jeg nok burde være beroliget, for betyder det her ikke, at alt langt om længe er ovre? At jeg dør nu?

  Da det går op for mig, at det ikke vil hjælpe at prøve på at finde fodfæste, når man flyver gennem luften, lader jeg min krop blive så vægtløs som muligt, og jeg lukker øjnene i et forsøg på at berolige mig selv og fortælle mig, det her er en god ting.

  Så jeg falder. Og jeg falder. Og jeg falder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...