Før du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

61Likes
70Kommentarer
3282Visninger
AA

14. Samantha

Synet af de velkendte, mørke krøller får sommerfuglene til at flyve febrilsk rundt i min mave. Lucas.

  ”Hejsa,” hilser jeg smilende.

  ”Hej selv,” giver han igen og slår sig ned på sædet ved siden af mig, så jeg kan indsnuse hans fantastiske duft. Jeg må seriøst finde ud af, hvad den parfume hedder. Altså, ikke fordi jeg selv vil bruge den. For jeg er en pige. Og det er en mandeparfume. Og det … det ville ligesom ikke rigtig give mening.

  En masse spørgsmål farer rundt i hovedet på mig. Jeg overhørte godt, da nogen trådte ind i min stue, men mærkeligt nok kunne jeg kun høre Lucas’ stemme i ’højtaleren’. Det er gået op for mig, jeg faktisk aldrig nogensinde har hørt min far snakke til mig. Jeg troede bare – jeg ved faktisk ikke, hvad jeg troede, for selvfølgelig ville han aldrig forsømme mig på den måde. Hvad tænker jeg også på? Og betyder det så, mine venner rent faktisk besøgte mig de første par måneder, og at jeg bare aldrig kunne høre dem? Jeg er så forvirret. Og jeg, som troede, jeg endelig havde lært den her verden at kende. Jeg tog åbenbart fejl.

  ”Jeg går ud fra, du stadig er sammen med mig – sådan i den virkelige verden?” gætter jeg med et skævt smil, og han nikker. ”Jeg kan nemlig godt høre, når du snakker med folk. Hvem har du for resten snakket med? Det er ret mærkeligt, for jeg kan kun høre dig. Jeg ved, du har snakket til min far, men hvem var den anden?”

  ”Bare en sygeplejerske, der skulle tjekke op på dig,” svarer han og lader sine fingre flette sig ind i mine, hvilket giver mig et lille sug i maven. ”Det er mærkeligt, du ikke kan høre andre mennesker. Kan du ikke engang høre din far?”

  ”Nej,” siger jeg og trækker på skuldrene. ”H-har – Har han det godt?”

  ”Han …” Lucas’ stemme toner bort. Han åbner munden, men lukker den så igen. Jeg kan se, han prøver på at finde de rette ord. Dog uden held.

  ”Du kan godt sige det til mig – bare fortæl mig sandheden.” Jeg giver opmuntrende hans hånd et klem.

  ”Nej.” Hans blik borer sig ind i mit, inden han fortsætter. ”Nej, han har det ikke særlig godt. Jeg tror, han har mistet sin livsglæde.”

  Jeg synker en klump og giver et dybt suk fra mig. Egentlig forventede jeg ikke, han ville svare andet, men … min far har det skidt. På grund af mig. Det er min skyld. Hvordan kan jeg leve med, at jeg er grunden til, min egen fars liv nærmest er ødelagt? Men på den anden side – jeg lever jo egentlig ikke rigtigt. Jeg er ret død. Men alligevel er jeg også levende.

  ”Hvad sagde han til dig?” får jeg langsomt fremstammet. Det er svært at få noget frem uden at lade tårerne få frit løb. Kender I det, hvor man holder tårer inde, men så siger ét lille ord og så begynder at tudebrøle? Sådan har jeg det.

  ”Han bad mig om at holde mig væk fra dig – han troede, jeg ville udnytte dig for at få omtale, eller at det var et væddemål.” Jeg rynker panden. Hvad i al verden?

  ”Virkelig?”

  ”Virkelig,” bekræfter han. Det er helt svært at forestille sig sin egen far så mistænksom og sur, for da jeg kendte ham, var han nok den mest livsglade person i verden. Jeg husker, hvordan han altid kunne lyse en dårlig dag op med en tur i centret efter noget yoghurtis eller – ja, hvad gjorde han ellers? Lortekomahukommelse. Tja, jeg ved i hvert fald bare, han nok var den mest opmuntrende person i hele verden. Hvordan kan en person som ham dog bare lukke af for alt det positive? Det kan jeg virkelig ikke se for mig.

  ”Jeg hørte dine ord,” siger jeg mellem sammenpressede læber og kigger ned på mine fødder, som er besat af et par slidte, mørkebrune støvler. ”Det var virkelig sødt af dig at sige sådan noget til min far – jeg er sikker på, han sætter pris på det.”

  ”Selvfølgelig, ingen årsag,” smiler Lucas og afbryder vores kontakt for i stedet at lægge sin arm omkring mig og trække mig ind til ham, så duften af ham nu er mig mere nær end nogensinde, og en tristhed rammer mig.

  ”Lucas …” mumler jeg stille og næsten helt uhørligt. Jeg ved ikke, hvordan det skal komme ud på den rigtige måde, for hvordan vil han mon reagere? Jeg er nødt til at overbevise ham om, at det er det rette. Hvis det da er muligt.

  ”Mm?” brummer han ned mod mit lyse hår, så det sender en kildende fornemmelse igennem hele min krop. Et svagt fnis forlader mine læber, og jeg putter mig endnu mere ind til ham.

  ”Der er noget, jeg er nødt til at bede dig om,” begynder jeg og piller lidt ved mine negle, ”og jeg ved ikke, om du vil bryde dig om det.”

  ”Sig frem,” lyder hans dybe stemme blødt. ”Jeg vil gøre alt for dig.”

  Jeg kan ikke lade være med at smile lidt over, hvor corny hans sidste sætning lyder.

  ”Pas nu på med, hvad du siger,” ler jeg, en anelse ængsteligt. ”Det kan være, du kommer til at fortryde, hvad du lige har sagt.”

  ”Hvad er det da for en tjeneste, vi snakker om?” spørger han nysgerrigt og retter sine varme øjne ned mod mig.

  ”Du har mødt min far,” fastslår jeg, og jeg kan mærke ham nikke, ”og du har snakket med ham.”

  ”Mm-hm?”

  ”Du er nødt til at overbevise ham om, at du snakker med mig i dine drømme – hvor skørt det så end lyder. Jeg ved, det ikke kommer til at være helt let, men der er en melodi, der vil få ham til at tro dig,” forklarer jeg, inden jeg giver mig til at nynne melodien.

  ”Hvad er det for en melodi?” spørger han og nusser mine hænder, så der kommer varme i dem.

  ”Da jeg var lille, lullede han mig altid i søvn med den,” et lille smil pryder om mine læber, da ordene slipper ud af munden på mig, for det er da i det mindste en ting ved ham, jeg husker, ”og vi plejede altid at lege gemmeleg, hvor jeg så skulle finde ham, og når det blev for svært for mig at finde ham, ville han altid nynne melodien. Den melodi har vist forbundet ret mange af vores minder, men jeg kan kun huske de to ting.”

  ”Kan du nynne den igen?” spørger han, og jeg giver mig til at nynne melodien endnu en gang.

  ”Har du fået fat på den?”

  ”Det havde jeg allerede første gang – jeg ville bare lige høre dig nynne igen,” smiler han, og jeg giver et grin fra mig. ”Jeg har aldrig hørt dig nynne eller synge før.”
  ”Og du kommer heller ikke til at høre mig synge,” giver jeg igen. ”Jeg er ikke musikalsk som dig – nærmere en tonedøv frø.”

  ”Tonedøve kan slet ikke skelne mellem nogen lyde,” påpeger Lucas, og jeg himler med øjnene.

  ”Du ved, hvad jeg mener!”

  Han klukker. ”Men hvorfor vil du have mig til at forklare din far om drømmene?”

  ”Jo, altså …” Jeg bider mig kort i læben, inden jeg giver mig til at forklare alt, alt imens jeg kan mærke tårerne presse på. ”Når du har fået min far til at tro dig, så skal du bede ham om at slukke for maskinen – den, der holder mig i live.”

  Lucas stivner fuldstændig, og jeg kan mærke ham spænde overalt. Det er vist ikke alt for godt.

  ”Vær sød,” nærmest bønfalder jeg og stirrer indtrængende på ham.

  ”Nej,” siger han hæst mellem sammenbidte tænder.

  ”Lucas, det er det, jeg vil,” tigger jeg. ”Du har gjort det så meget lettere for mig at være i koma, men nu, hvor muligheden endelig er der, så vil jeg altså virkelig gerne bare have en ende på det hele. Du aner ikke, hvordan det er at blive skudt to gange hver evig eneste dag.”

  ”Sam, gør ikke det her imod mig.” Hans stemme er helt grødet, og det giver en helt ubehagelig fornemmelse i hjertet på mig. Han er på randen til at græde. Et stik af dårlig samvittighed rammer mig. Selvfølgelig har jeg ikke lyst til at bede ham om det her – men det er for alles bedste. Jeg vågner alligevel aldrig. Jeg kan lige så godt indse det i stedet for at blive ved med at håbe på det umulige.

  ”Jeg ville ønske, jeg ikke skulle bede dig om det, men det er jeg nødt til,” hvisker jeg og trækker mig lidt væk fra ham, så jeg kan stryge en af hans krøller væk fra ansigtet. ”Jeg beder dig, gør det her for mig.”

  ”Jeg holder så meget af dig,” mumler han stille, og jeg kan se, hans mørke øjne er blevet helt blanke af tårer, hvilket får ham til at se flere år yngre ud. Jeg har aldrig set ham så sårbar før.

  ”Vær sød ikke at græde over mig,” siger jeg og tager hans ansigt imellem mine små hænder. ”Lucas, du har givet mig en grund til at håbe på at vågne op. Men chancen for, det sker, er ret minimal, og jeg vil hellere have det overstået. Hvis du virkelig holder af mig, vil du også gøre det her for mig.”

  En svag bevægelse fra hans hoved fanger min opmærksomhed. Er det … et nik?

  ”Vil du gøre det for mig?” hvisker jeg og leger lidt med hans mørke krøller.

  ”Kun fordi jeg holder så meget af dig, som jeg gør,” svarer han sukkende med lukkede øjne.

  ”Hey, det skal nok gå,” opmuntrer jeg ham og bliver ved med at stryge ham over håret. ”Det her er for det bedste, det lover jeg dig.”

  ”Jeg vil ikke have, du forsvinder.” Hans tonefald er så skrøbeligt, at det nærmest stikker mig lige i hjertet.

  ”Jeg vil heller ikke tage afsked med dig,” mumler jeg og presser blidt mine læber mod hans. De sekunder, vores læber genforenes, lukker jeg øjnene for at nyde øjeblikket i fulde drag. For jeg ved, det snart er væk. Snart vil jeg ikke længere have mulighed for at se ham. Snart vil hans smil være borte. Hans beroligende øjne. De bløde krøller. Hans dybe, svagt hæse stemme. Smagen af hans læber. Jeg vil savne det. Jeg havde aldrig troet, jeg ville møde en dreng som ham. Især ikke et mærkeligt sted som i min komaverden (og hans drømmeverden).

  ”Tusind tak for alt,” hvisker jeg og lader nu mine tårer få frit løb. ”Måske ses vi igen i din næste drøm, hvis maskinen ikke er blevet slukket der.”

  ”Det håber jeg,” svarer han håbefuldt.

  ”Vi har kun få sekunder tilbage,” bemærker jeg og lukker øjnene, inden jeg hviler hovedet mod hans skulder. Jeg vil ikke spilde et eneste sekund, jeg har tilbage med ham.

  Jeg kan mærke adskillige kys regne ned over mit hår, og det får det til at krible over det hele. Jeg har ikke lyst til at give afkald på den her følelse, men jeg er nødt til det. Gid det var anderledes. Hvis jeg dog bare kunne vågne op.

  Ti sekunder.

  Jeg løfter hovedet for at presse mine læber passioneret mod hans, måske for sidste gang. Jeg sørger for at bide mærke i alle de små detaljer omkring følelsen af hans læber mod mine, alt imens kontrollen over mine handlinger langsomt forsvinder.

  Fem sekunder.

  Jeg lader mine arme låse sig fast bag hans nakke for at pille lidt ved de ultrabløde krøller, jeg har fået en eller anden besættelse med.

  Tre sekunder.

  Jeg trækker mig væk, og mit blik fanger hans.

  ”Tak – igen,” halvsnøfter jeg. Jeg havde aldrig troet, en afsked ville blive så svær. Alle omgivelserne er blevet slørede af de tårer, der har samlet sig i mine øjne, og jeg bliver nødt til at vende mig væk fra ham.

  Nul sekunder.

  ”Slip mig!” Det her er måske sidste gang, jeg hører min lillesøsters spinkle, lyse stemme.

  ”Hey! Gider du godt slippe min søster?” Mit tonefald er befalende og frygtløst, og blikket er isnende koldt, da jeg retter det mod manden foran mig. ”Hallo, hørte du ikke, hvad jeg sagde? Slip hende!”

  Jeg kæmper ikke engang for at få styr på mine bevægelser, for det her bliver højst sandsynligt sidste gang, jeg oplever det her. Selvom jeg gerne vil kigge på Lucas, er mit blik tvunget frem mod den kutteklædte mand.

  Han foretrækker sig ikke en mine, og det er der, jeg rejser mig op.

  ”Nej, Sam – stop!” udbryder Lucas desperat, og jeg mærker noget, der minder om en fjer, stryge henover min hånd. Det viser sig at være Lucas’ hånd, som ihærdigt prøver på at gribe min hånd for at forhindre mig i at blive skudt, men den går bare lige igennem mig, som var jeg et spøgelse. Drømmens skæbne kan ikke forhindres. Intet kan redde mig.

  Uden tøven fortsætter jeg hen mod den kutteklædte mand, og jeg hører et dybt suk bag mig. Lucas.

  ”Det var fortryllende at møde dig, Samantha.” Et skud bliver til to. ”Hvert sekund med dig har været noget, jeg vil savne mere end noget andet.”

  Min krop svigter, og jeg falder sammen på gulvet.

  ”Jeg havde aldrig troet, jeg ville falde for en pige, jeg aldrig har snakket med andre steder end i mine drømme.” Jeg har lyst til at smile, men det kan jeg ikke. ”Tak for at have holdt mig med selskab. Jeg … Jeg tror, jeg elsker dig, Samantha.”

  Følelserne vælder op i mig. Jeg har lyst til at svare ham igen. Forklare ham, hvor meget han betyder for mig. Men det kan jeg ikke. Det er umuligt.

  Jeg ved det – det lyder skørt. Hvordan kan jeg være faldet for en fyr, jeg egentlig ikke har snakket med i virkeligheden? Det ved jeg sørme ikke. Måske har det noget at gøre med, at jeg har været alene i tre år uden én levende sjæl (hvis man da ser bort fra rekvisitterne). Eller måske har det bare noget at gøre med, at han er fantastisk.

  Jeg lægger ikke engang mærke til Emmas stemme, der kalder på mig længere. Mit fokus ligger på Lucas, selvom jeg godt nok ikke kan få tvunget mit blik hen på ham.

  ”Farvel, Sam. Det har virkelig været en uforglemmelig oplevelse og fornøjelse at møde dig.”

  Farvel, Lucas. Fornøjelsen er på min side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...