Før du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

61Likes
70Kommentarer
3173Visninger
AA

12. Samantha

Jeg genkender straks de fyldige, mørke krøller, og et ukontrollabelt smil breder sig langsomt og fylder inden længe hele mit ansigt. Hvor har jeg savnet at se på ham.

  ”Lucas!” udbryder jeg, og hans varme blik møder mit.

  ”Hey!” siger han i et lige så ivrigt tonefald, inden han slår sig ned på sædet ved siden af mig med et smil prydet om sine læber.

  ”Du er nødt til at fortælle mig alt om mødet!” beordrer jeg nysgerrigt og stikker hovedet frem mod ham, så der kun er få centimeter fra os.

  ”Holdt vores forbindelse da ikke? Altså, hørte du ikke mine ord?” Lucas rynker sine øjenbryn. Er det … skuffelse i hans blik?

  ”Jo, det gjorde jeg,” forsikrer jeg ham om med et blink, hvilket får varmen tilbage i ham. ”Jeg vil bare gerne høre om alt andet. Hvordan ser jeg ud? Hvordan er der på hospitalet? Bare alle de detaljer, jeg ikke har fået med!”

  ”Du ser ældre ud,” begynder han med et skævt smil, og da han ser mit forskræmte ansigt, skynder han sig at tilføje: ”Du ligner ikke en olding eller noget, men dine ansigtstræk virker bare mere modne nu.”

  Jeg nikker interesseret. ”Men jeg har ikke fået rynker, vel?”

  ”Nej, nej,” han ler hovedrystende, ”og som sagt har du heller ikke fået et massivt akneudbrud.”

  ”Hvordan ser der ud der, hvor jeg befinder mig? Lugter der?” Jeg kan ikke lægge låg på min nysgerrighed. Jeg skal have fat i alle detaljerne.

  ”Der er meget hvidt …” siger Lucas og kigger spekulerende op i loftet, ”og enkelt. Lokalet består af sengen, hvor du ligger, sådan en bippende maskine, en stol og så et lille bord ved sengen. Oh, og der er vist også et tv.”

  Hvorfor er der et tv? Det er ikke, fordi jeg får brug for det. Jeg er bevidstløs.

  ”Sikke et dødsygt sted,” mumler jeg og ryster på hovedet, inden jeg lavmælt tilføjer: ”Ikke underligt du gik.”

  ”Hvad?” Han sender mig et forvirret blik. Måske var det ikke så lavmælt alligevel.

  ”Nårh, det er bare fuldstændig forståeligt, du gik lidt tidligere, for det må have været så akavet for dig,” forklarer jeg med et skuldertræk.

  ”Jeg er ikke gået,” fortæller han undrende med hovedet let på skrå. ”Jeg ligger og sover ved siden af din seng lige nu.”

  Jeg stirrer på ham med store øjne. ”Seriøst?”

  ”Seriøst,” bekræfter han, ”og jeg er sikker på, at min ryg kommer til at være ødelagt, når jeg vågner i morgen, så du har bare at være taknemmelig, frk. Lucina!”

  ”Åh, det er jeg skam også,” ler jeg, mere end lykkelig – måske næsten i den syvende himmel. Tænk, han stadig er hos mig. Han har studier og venner at tage sig af sammen med alle mulige andre ting, men alligevel er han blevet hos mig. Hvor smigrende. ”Men fortæl mig resten. Hvad skete der ellers? Hvis der da skete noget overhovedet …”

  Og det er så min totalt diskrete måde at spørge ham, om han kyssede mig eller ej.

  ”Øhm …” Han klør sig lidt akavet på armen, hvilket måske siger lidt. Men på den anden side er Lucas også ret akavet, så det er alligevel ikke en fuld bekræftelse. ”Der skete sådan … ikke så meget ellers.”

  Ikke så meget. Han sagde ikke, der slet ikke skete noget.

  ”Ikke så meget?” gentager jeg i et forvirret toneleje. ”Definer ’ikke så meget’.”

  ”Jo, altså …” Hans stemme dør igen hen, hvilket må betyde … Eller måske ikke? Gjorde han det?

  ”Åh, for Guds skyld altså!” sukker jeg og himler opgivende med øjnene. Drenge skal selvfølgelig også bare være så svære at forstå. ”Kyssede du mig eller ej?”

  Direkte til sagen. Slut med at spørge diskret – det har alligevel aldrig været mig. Man kommer jo ingen vegne med sådan noget. Jeg har altid foretrukket at springe smalltalken over, for den er jo så ligegyldig alligevel.

  Lucas fugter langsomt sine læber, inden han presser dem sammen i en nervøs bevægelse.

  ”Ja,” svarer han hæst, hvilket får mig til at stirre mere årvågent på ham. Så kom den endelig. Bekræftelsen. Og jeg ved ikke, hvordan helvede jeg skal reagere.

  Flot, Sam. Meget flot. Selvfølgelig har du ikke tænkt over, hvad du så skal sige nu.

  ”Hvorfor gjorde du det?” spørger jeg endelig. Stemningen er pludselig blevet tyk af … akavethed.

  ”Det ved jeg ikke.” Han lader sin fingerspids køre hen over sin fyldige, lyserøde underlæbe i en tænksom bevægelse.

  ”K-kan du da godt lide mig på dén måde?” Det er godt nok lidt mærkeligt at spørge om det med sådan en formulering, men hvordan skal man ellers finde ud af det?

  Han svarer ikke. I stedet sidder han bare og piller lidt ved sit jakkeærme, hvor en tynd tråd er kommet til syne.

  Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Det faktum, at han ikke svarer, er jo i virkeligheden også et svar. Han kan lide mig. Han er forelsket i mig. En pige, der ikke engang lever sit liv som sådan. Hvordan er det muligt? Det her er for filmagtigt. En dreng, der rent faktisk lever og har en fantastisk fremtid foran sig, er faldet for en ubetydelig person som mig. Det er alt for surrealistisk, det hele. Sådan noget sker kun i film og bøger – ikke i den her verden. Jeg får aldrig dem, jeg vil have. Sådan har det altid været. Han kan da ikke bare komme vadende sådan og vende op og ned på det hele. Eller kan han?

  ”Så det er sandt …” konstaterer jeg stille, og endelig løfter Lucas sine chokoladebrune øjne.

  ”Hvordan vidste du, jeg havde kysset dig?” spørger han forsigtigt, hvilket får min mave til at slå en kolbøtte, da jeg tænker tilbage på følelsen af hans læber mod mine. Eller ja – det var jo ikke rigtig, fordi jeg helt mærkede hans læber mod mine. Det begyndte bare at kilde i mine læber.

  ”Jeg kunne mærke det,” svarer jeg med et lille skuldertræk. ”Stødet.”

  ”Også jeg.” Stilhed. Mit hoved er et virvar af forvirring. Jeg ved ikke, hvad jeg skal føle, eller hvad jeg skal gøre. Jeg sidder med den nok mest perfekte fyr i verden – eller i hvert fald den mest perfekte, jeg nogensinde vil møde – og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op.

  ”Årh, for helvede da også,” mumler jeg og skubber alle mine tanker væk, inden jeg lader mine arme glide rundt om nakken på Lucas for at presse mine læber mod hans. Jeg kan se, min pludselig handling overrumpler ham, men han trækker sig ikke. Tværtimod. I stedet trækker han mig tættere ind mod sin krop, hvilket giver mig intet andet valg end at ende oppe på skødet af ham. Den euforiserende følelse af vores kolliderende læber og de elektriske berøringer får et fyrværkeri i gang i min mave, og aldrig har jeg følt mig mere levende.

  Jeg tøver lidt, inden jeg endelig lader mine fingre glider igennem hans bløde krøller, som får det til at sitre i mine fingerspidser.

  Efter nogle lange sekunder trækker jeg mig en smule forpustet fra ham med et lille smil på læberne, som straks bliver gengældt. ”Det er kun fair, jeg også uventet kysser dig, når du har gjort det ved mig. Så er vi kvit.”

  ”Fair nok,” mumler han, så hans varme ånde rammer min kind, og jeg indsnuser hans friske ånde, som får mig til at hive en smule efter vejret. Det er virkelig ikke særlig ofte, man finder en dreng med friske ånde, men kan man forvente andet af Lucas? Indtil videre er der omkring … nul ting omkring ham, der ikke er perfekte. Faktisk irriterer det mig en smule, at han er så guddommelig, for hvordan skal jeg kunne leve op til sådan noget? Det er jo umuligt.

  ”Har du en stram tidsplan, imens du er her?” spørger jeg og rykker tilbage til mit eget sæde igen. ”Det er vel ikke til besvær, at du besøger mig, vel?”
  ”Nah, det går nok,” forsikrer han mig. ”Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg bestilte kun rejsen for din skyld.”

  ”Jeg vil bare ikke have, du ofrer et eller andet totalt stort bare for at besøge mig, for altså … det er der ingen grund til. Jeg er bevidstløs, så det er alligevel bare spild af tid for dig at blive ved med at forsøge at få en samtale i gang,” siger jeg med en svag antydning af latter i stemningen.

  ”Hvem ved? – måske vågner du en dag, og så er mine forsøg ikke helt forgæves,” siger han opmuntrende.

  ”Bliv du bare ved med at håbe … Sådan var jeg også de første par måneder i komaen, men langsomt forsvandt det.” Jeg prøver at lyde ligeglad, men alligevel er der en snert af sørgmodighed i min stemme. Det er, som om vejret følger mit humør, for pludselig er den ellers så skinnende sol blevet gemt væk bag en faretruende sky.

  ”Slip mig!” Åh, fuck. Vi har helt glemt alt om tiden.

  ”Hey! Gider du godt slippe min søster?” Sætningen undslipper mine læber helt automatisk. Jeg vil ikke det her! ”Hallo, hørte du ikke, hvad jeg sagde? Slip hende!”

  Selvom jeg kæmper og kæmper for at stå imod mine mekaniske bevægelser, hjælper det ikke. Jeg er som en marionetdukke – jeg har ikke kontrol over mig selv. Jeg har mit blik rettet mod manden foran mig, men ud af øjenkrogen kan jeg se Lucas’ bekymrede blik.

  Manden reagerer ikke ved lyden af mine ord, og vreden koger over indeni, hvilket resulterer i, at jeg rejser mig hastigt op. De øredøvende skud buldrer gennem hele bussen, og jeg kigger chokeret ned på mit bryst, inden jeg falder sammen, helt tør i munden. Jeg bliver med sikkerhed aldrig vant til det her. Aldrig.

  ”Sam! Sammy?” Emmas desperate stemme lyder, men en anden stemme distraherer mig. En dyb, fløjlsblød en.

  ”Du spurgte mig om noget tidligere her i bussen, som jeg aldrig svarede på.” Selvom jeg har lyst til at kigge på Lucas, kan jeg ikke. Emmas spinkle skikkelse skygger for ham. ”Svaret er ja. Ja, jeg kan lide dig på den måde.”

  Og det er den sidste sætning, jeg hører, inden verden forsvinder under mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...