Før du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

61Likes
70Kommentarer
3207Visninger
AA

9. Samantha

Jeg når slet ikke at stoppe mig selv, før ordene slipper over mine læber. ”Det er sindssygt, så meget du minder om en af de der perfekte fyre, man ser i film, men som aldrig findes i virkeligheden.”

  Seriøst, Samantha? Helt seriøst? Du sidder med en lækker dreng efter at have været isoleret fra alt og alle i tre år, og så skal du rent faktisk få ham til at føle sig vildt forlegen? Klogt træk. Virkelig, virkelig klogt træk.

  ”Jeg har tænkt lidt på noget …” Det har jeg egentlig ikke, men jeg vil bare gerne have, Lucas ikke tænker for meget over det, jeg lige sagde. Min hjerne kører på højtryk for at finde på et eller andet at sige. Emneskift, emneskift, emneskiiiiiift! ”Du snakker med mig, når du sover, ikke? Gennem dine drømme?”

  ”Jep,” bekræfter han med et skævt smil. ”Hvorfor da?”

  ”Skal du til Sjælland på noget tidspunkt?”

  Han ryster på hovedet. ”Nej, ikke af hvad jeg ved. Vi har ikke familie derovre, så i modsætningen til andre folk, tager jeg næsten aldrig derover.”

  ”Åh, okay …” En generthed har pludselig overtaget mit indre, og alt, jeg kan mærke, er den røde farve, der langsomt sniger sig frem i mine kinder.

  ”Hvorfor spørger du?” Han kigger nysgerrigt og afventende på mig, men der går først et par sekunder, før jeg åbner munden for at svare.

  ”Jeg tænkte bare på …” Min stemme dør lidt hen, men der går ikke lang tid, før jeg igen har genvundet mit mæle. ”Altså, du behøver ikke, det er mere, hvis du nu har tid og lyst og sådan …”

  ”Tid og lyst til hvad?” Jeg ved, han allerede ved, hvad jeg skal til at spørge om, men alligevel kræver han at høre ordene blive sagt højt. Jeg kan se et skævt, dristigt smil krumme om hans læber, så et sæt smilehuller dukker op.

  ”Jeg kunne godt tænke mig at møde dig i virkeligheden,” forklarer jeg endelig. ”Jeg ved godt, jeg godt nok ligger i koma og alt det der, men det kunne være rart, hvis du bare lige kunne aflægge et besøg og måske sidde og snakke lidt med mig, selvom jeg ikke svarer. Jeg kan nemlig godt høre, hvad du siger. Det er lidt svært at forklare yderligere, eftersom det er en forvirrende komaverden, jeg lever i, men det ville hjælpe på ensomheden.”

  Han rynker panden, og jeg sukker. Selvfølgelig gider han da ikke sidde med en praktisk taget død person og snakke som en eller anden sindssyg.

  ”Klart, hvilket hospital er du indlagt på?” Mit ansigt lyser op i et smil.

  ”Mener du det?” Jeg kan slet ikke skjule min begejstring, og en trang til at hoppe rundt og danse begynder at bygge sig op i mig, da jeg fortæller ham, at det er Hvidovre Hospital.

  ”Selvfølgelig vil jeg da besøge dig,” smiler han, ”men ville det ikke være lidt mærkeligt, hvis jeg bare lige pludselig kom forbi? Vi kender jo egentlig ikke hinanden i virkeligheden, så hvad ville folk ikke tænke?”

  ”Bare sig, vi er barndomsvenner eller noget i den stil, hvis folk spørger,” siger jeg optimistisk. ”Jeg er sikker på, de vil tro på det.”

  ”Hm, det lyder som en plan.”

  ”Jeg har ikke rigtig haft andre besøgende end min søster og af og til min far,” betror jeg ham med et halvtrist smil. Tanken om, at ingen af mine venner har aflagt mig et besøg, gør mig en smule nedtrykt. Jeg ved, at jeg havde en masse mennesker omkring mig, så hvorfor har de slet ikke været der til at støtte mig? Blev de skræmt væk, da de hørte, jeg var blevet skudt? Er de virkelig så dårlige venner?

  ”Ingen venner?” spørger han, som om han kan læse mine tanker. ”Ingen kæreste?” Den måde, ordet ’kæreste’ ryger ud på, får en mærkelig fornemmelse frem i mig, men jeg ryster den hurtigt af mig.

  ”Ikke rigtig, nej,” mumler jeg som svar med et træk på skuldrene. ”Jeg var ikke upopulær som sådan, da jeg blev skudt, men … jeg har bare ikke haft en eneste ven på besøg. Jeg går ud fra, de er alt for bange for at se på mig. Jeg er jo ret død og ulækker at se på. Jeg ligner sikkert et lig.”

  ”Hvis du gør, så ligner du i hvert fald et kønt lig,” forsikrer han mig om, hvilket får mig til at le. Synes han, jeg er køn?

  ”Ih, nu ser jeg helt frem til at få dig på besøg!” hviner jeg og griber uventet fat i hans hænder som en automatisk reaktion, men det fortryder jeg straks, da et mærkeligt stød går igennem mig, og jeg trækker forhastet min berøring tilbage. Med læberne presset sammen stirrer jeg lidt ned på mine hænder. Jeg må lære at styre mig selv nu, hvor jeg rent faktisk har nogen at snakke med. Jeg er bare lidt af en kontaktsøgende person. Hver gang jeg bliver begejstret for noget, klynger jeg mig til den nærmeste person på af ren og skær glæde. Det er bare en vane. En Samantha-ting.

  ”Undskyld,” beklager jeg lavmælt. ”Jeg ved ikke lige, hvorfor jeg gjorde det …”

  ”Du skal da ikke undskylde,” siger han forhastet med et lille smil. ”Det er helt okay!”

  Mit hjerte slår et slag over, da jeg mærker hans slanke fingre flette sig ind i mine, og igen bevæger et sitrende stød sig op gennem hele min arm som en smidig slange. Det er ikke som sådan et stød, man får, når man rører ved den, man kan lide. Det er helt bogstaveligt talt et elektrisk stød. Men alligevel gør det ikke ondt. Det er bare … mærkeligt. Ingenting giver mening i den her komaverden.

  Jeg stirrer ned på vores sammenflettede hænder med let adskilte læber, inden jeg igen stirrer op på Lucas.

  ”Kan du også … mærke det?” tillader jeg mig selv en anelse pinlig til mode at spørge. Hvad er det også for noget at spørge om? Men Lucas nikker med hovedet let på skrå.

  ”Måske har det noget at gøre med den her drømmeverden – eller måske er det noget med den forbindelse, vi har til hinanden.”

  ”Ja,” svarer jeg en anelse stakåndet. Jeg har aldrig følt sådan her før. Det er, som om en ukendt energi strømmer fra ham og over til mig, og den energi gør alt så … lyst. Alle omgivelserne omkring mig er blevet malet i helt nye farver, og det er, som om hele verden bare er blevet til et nyt sted. Hele komaverdenen.

  Rundt om mig er mætningen på farverne blevet justeret drastisk. Himlen, som før var grå, er nu helt blå og klar uden en eneste sky at se. Tøjet på folk er også blevet ualmindeligt livligere, og det er i det hele taget, som om mit syn på verden ikke længere er den mindste smule negativt.

  Pludselig mærker jeg en kraft trække i mig, og min egen viljestyrke bliver svagere og svagere.

  ”For fanden da også,” bander jeg for mig selv, hvilket får Lucas til at sende mig et undrende blik.

  ”Hvad er der galt?”

  ”Hey!” udbryder jeg arrigt. ”Gider du godt slippe min søster?”

  Åh Gud. Stop det.

  Folk begynder at kigge i vores retning, men mit blik er fæstnet til manden foran mig, som har min lillesøsters håndled i et stramt greb. Alt, jeg kan fokusere på, er de isnende blå øjne, som stirrer faretruende ind i mine.

  Stop det, stop det, stop det.

  ”Hallo, hørte du ikke, hvad jeg sagde?” bjæffer jeg. ”Slip hende!

  Nej, nej, nej, lad være – rejs dig ikke. Rejs dig ikke! Men det gør jeg. Jeg skubber mig forbi Lucas, som kigger fortvivlet på mig, og jeg har mest af alt lyst til bare at sætte mig ned igen og snakke videre med ham, men jeg kan ikke kontrollere mine handlinger. Og få sekunder efter jeg har rejst mig op, kommer det første skud. Og derefter et til. Jeg kan mærke kuglerne bore sig ind i mit kød og blod, og folk mumler uroligt i munden på hinanden, men alt, jeg kan fokusere på, er den forfærdelige smerte i min mave og mine ribben. Jeg falder sammen.

  ”Sam!” Emma. ”Sammy?”

  ”Vær sød at blive hos mig, Sam!” Selvom hun kun er en rekvisit, er det forfærdeligt at høre hendes stemme i et så forpint tonefald. Det giver mig lyst til bare at trække hende ind i et kram. Det kan jeg bare ikke.

  Sorte pletter er begyndt at danse foran mit syn, og en svimmelhed overtager mig.

  ”Ring til alarmcentralen!”

  Og så kommer rejsen, hvor det er som at få trukket sin sjæl ud kroppen. Den rejse, hvor det er som at være i midten af en orkan, hvilket – hvis I nu skulle være i tvivl – er utrolig ubehageligt. Og det er en underdrivelse.

  Da jeg langt om længe kan se noget igen, er alt, mit syn møder, mørke. Bedrøvet trækker jeg benene op til mig og lader min hage hvile mod mine knæ, og jeg tænker på den mærkelige fornemmelse, Lucas gav mig, da vores hænder fik kontakt med hinanden. Man kan ikke beskrive følelsen, for det er virkelig ikke sådan en følelse af forelskelse. Det er på et helt nyt plan. Selvom jeg føler mig så død, som man nu kan føle sig, har Lucas en eller anden evne til at give mig liv. Energi. Hans nærvær får mig til at føle mig helt levende igen, og det er nok den dejligste følelse i verden.

  Langsomt giver jeg mig til at tælle sekunderne, der går. For hvert sekund, der går, nærmer jeg mig hans næste drøm. For hvert sekund, der går, nærmere jeg mig min skudepisode. For hvert sekund, der går, nærmere jeg mig det sted, hvor jeg igen vil møde Lucas.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...