Før du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

61Likes
70Kommentarer
3177Visninger
AA

7. Samantha

Jeg nød virkelig at snakke med Lucas der i drømmen. Det er, som om han bare gør et eller andet ved mig. Eller også har jeg bare været isoleret fra alt og alle i alt, alt for lang tid.

  Jeg sidder med benene trukket op under mig og hagen hvilende på mine knæ. Efterscenariet er nok det værste ved denne komatilstand, for jeg kan ikke lave andet end at stirre ud i luften. Alt, jeg kan sige om stedet her, er, at der er sort. Alt er sort. Det er som et rum uden lys. Men alligevel kan jeg se mig selv, og det er det, der er mærkeligt. Et kæmpe spotlight følger mig, hvor end jeg går hen. Og lige meget hvor jeg går hen, vil jeg altid være i det mørke rum. For rummet har ingen størrelse. Det er uendeligt.

  ”Hej, Sam!” Emma? Jeg løfter interesseret og nysgerrigt hovedet. Er det Emmas stemme? Et kæmpe smil former sig på mine læber, og jeg spidser umage mine ører. Hun er tilbage!

  ”Jeg beklager for, at jeg ikke har været her i jeg-ved-ikke-hvor-lang-tid.

  ”Det siger du ikke? Du har været væk i alt, alt for lang tid!” Jeg ved det godt. Hun kan ikke høre mig. Det kan ingen. Så det gør vel ingen forskel, at jeg snakker til luften. Jeg er bare virkelig glad for, hun er tilbage. Så har hun altså ikke glemt mig helt alligevel.

  Hendes stemme har forandret sig. Jeg har altid husket den virkelig lys og barneagtig, men nu er den ligesom blevet mere … voksen. Emma er blevet mere voksen. Moden. Og jeg har slet ikke haft mulighed for at følge med i hendes udvikling. Jeg har slet ikke haft mulighed for at fortælle hende om ens første brud med en fyr, fortælle om, hvor forfærdeligt menstruation er (en af de eneste positive ting ved den her komating er, at jeg slipper for det), låne hende noget af mit tøj, klæde hende flot på til skolebal, så hun kan imponere den fyr, hun er lun på – jeg har slet ikke haft mulighed for at være en god storesøster overhovedet.

  ”Jeg har haft virkelig travlt med skolen. Jeg vidste ikke, syvende klasse ville blive så travlt.” Åh, søs … det bliver kun værre. ”Men jeg er her nu. Jeg har virkelig savnet at snakke med dig. Du er lidt som en dagbog for mig. Jeg ved ikke rigtig, om du kan høre mig eller ej, men ja – vi delte jo altid alle vores problemer med hinanden, da vi var små, så selvfølgelig skal vi blive ved med det.

  Hun lyder så moden. Jeg ved ikke, om det er godt eller ej. Jeg har altid vidst, der ville komme et tidspunkt, hvor et eller andet i hendes liv ville vende op og ned på alt. Et eller andet, der ikke ville give hende andet valg end at vokse op. Et eller andet, der ville ødelægge hendes perfekte hjerte uden ar. Og den ting har vist sig at være mig. Hun så mig blive skudt, da hun var ti. Det er vist ret traumatisk.

  ”Jeg savner dig virkelig. Jeg ville ønske, du kunne hjælpe mig med alle de lektier, jeg er begravet i. Jeg forventede altid, du ville være der til at hjælpe mig med alle de ting, jeg døjer med i den her alder, dengang jeg var ti. Jeg forventede aldrig nogensinde, at du ville blive skudt. Hvem forventer også sådan noget?” Jeg udstøder et tungt suk, og en tåre forlader min øjenkrog. Hendes stemme er så skrøbelig og på en eller anden måde en smule bittersød.

  ”Jeg savner at høre dig øve på din violin hver aften. Jeg savner at åbne døren for alle de naboer, der klagede over det, fordi du altid spillede så sent.” Spillede jeg violin? Jeg kigger funderende op i det mørke, uendelige loft, eller hvad man ellers kan kalde det. Noget siger mig, jeg har fået det fortalt før i min komatilstand, men jeg har bare glemt det med tiden. Men nu, hvor hun nævner det, kan jeg godt huske det hele. Jeg hadede virkelig vores nabo. Frøken Schneider. En gammel, vrissen kone, der altid klagede over mig. Jeg husker, at jeg altid gik ud fra, at grunden til, at hun var så sur og muggen altid, var, at hun ikke havde fået noget i for mange år. Ja, ja, jeg var måske en smule ond, men hun var altså ikke meget bedre. Jeg tør vædde med, hun er vildt glad for, at jeg nu er væk. Da min familie og jeg flyttede ind i vores bolig, syntes jeg, hun var meget sød, men så døde hendes mand. Det ændrede hende fuldstændig, og tja – jeg forstår da godt, det er hårdt at miste nogen. Især nu, hvor jeg er den person, en masse mennesker har mistet. Jeg har også indset, at alle de minutter, jeg spildte på at hade hende, kunne være blevet brugt på så meget andet fornuftigt. Men nu er de forsvundet.

  En af de ting, jeg husker mest af alt ved min violinundervisning, er, at jeg altid blev kørt hjem af den samme buschauffør. Han var der bare altid. Og jeg elskede ham. Jeg så virkelig altid frem til at møde ham i bussen, og jeg aner seriøst ikke, hvorfor jeg elskede ham så meget – der var bare et eller andet specielt over ham. Jeg tror, jeg fik lidt ondt af ham, allerede fra første gang jeg så ham der i bussen. Følelsen kom bare, da han trak en pose op fra bageren, hvori der lå en croissant, hvorefter han tog en bid af den. For der gik det op for mig, at han rent faktisk var nødt til at arbejde så meget, at han ikke engang havde tid til at holde en spisepause. Det var der, jeg opdagede, hvor heldig jeg egentlig var. Det var så heldigt, min familie er velhavende. Jeg ved, det nok ikke giver så meget mening, men det er simpelthen bare sådan, jeg tænker. Gad vide, om han mon undrede sig over, hvor violinpigen var blevet af, da jeg en dag ikke dukkede op i bussen det sædvanlige tidspunkt? Det kommer jeg nok aldrig til at finde ud af.

  ”Der er sket en del siden sidst. Mor og far er så tætte på at blive skilt. Hver nat vågner jeg op midt om natten ved lyden af deres højlydte stemmer. De skændes dag og nat. De skændes om dig. Mor vil så gerne bare slukke for den der maskine, der holder dig i live, men far er så overbevist om, at du nok skal vågne. Det var jeg også de første par måneder, du lå i koma. Jeg ville ikke miste håbet. Men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal tro på længere. Jeg vil så gerne have, du bare vågner op, Sam. Jeg har brug for dig.” En fugtig tåre strømmer langsomt ned ad min kind, og jeg tørrer den trodsigt væk. Gid jeg bare kunne vågne. Gid det var så let. ”Udover det med mor og far er der startet en ny dreng i min klasse. Hans navn er Tyler, og han er egentlig ret sød og det hele, men folk siger alt muligt med, at han kastede en saks efter sin gamle lærer og derfor blev bortvist, så jeg er lidt bange for ham. Men som sagt er han meget sød og også forholdsvis lækker, så jeg tror, jeg vil prøve at lære ham bedre at kende. Du har jo selv engang fortalt mig, at man ikke skal dømme folk på deres udseende, fortid eller ry.” Det overrasker mig, hun stadig kan huske det, for jeg fortalte det for så lang tid siden, at det er helt vildt. Jeg husker det ikke engang selv særlig tydeligt – men det har måske noget at gøre med min komahukommelse.

  Emma holder en pause og trækker vejret dybt, inden hun fortsætter. ”Jeg har brug for dig til at rådgive mig om alt, for jeg er så forvirret lige nu. Jeg ved ikke, hvordan du håndterede teenageårene, for det virker som en umulig ting for mig. Jeg føler mig så alene om alt. Mine venner er der for mig, det ved jeg, men jeg kan alligevel bare ikke ignorere følelsen af ensomhed, og det er ikke sådan en slags ensomhed, man føler, når man ikke har nogen venner. Det er den slags ensomhed, der kommer snigende, når man føler, man mangler en vigtig del af sig selv. Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad det er, men jeg tror, det har noget at gøre med dig.

  Åh, Em … sådan er teenageårene såmænd bare. Gid jeg kunne fortælle dig om det. Gid jeg kunne fortælle dig om mit liv lige nu, så du ville forstå, hvor brændende jeg ønsker at vågne op og hjælpe dig.

  ”En sygeplejerske har lige fortalt mig, jeg er nødt til at gå nu, fordi besøgstiden er ovre.” En skuffelse rammer mig som en knytnæve i maven, og jeg giver et lille suk fra mig. Det var ellers lige så hyggeligt. ”Jeg lover at være tilbage igen, når jeg har tid, okay? Jeg savner dig umådelig meget, og jeg håber virkelig snart, du vågner op.

  Det gør jeg også, søs. Det gør jeg virkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...