Før du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

61Likes
70Kommentarer
3177Visninger
AA

5. Samantha

Tiden går. Jeg ved, skudepisoden venter mig. Der er efterhånden gået ret mange timer siden det sidste scenarie, så jeg tror snart, jeg bliver teleporteret hen til busstoppestedet igen. Det er en ret mærkelig oplevelse, for det føles altid, som om vinden river mig til stumper og stykker, hvorefter mine små partikler så danner min krop igen ved busstoppestedet. Alt, jeg ved, er, at det er en utroligt blæsende oplevelse.

  Denne gang er ventetiden anderledes. Emma har vist haft ret travlt på det seneste, for hun har slet ikke været inde hos mig de sidste par dage. Jeg prøver i hvert fald at fortælle mig selv, at det er grunden. At hun har for travlt. Men hvad, hvis sandheden er, at hun simpelthen bare er ved at komme videre, ligesom resten af verden allerede er? Hvem ved, om hun ikke er faldet for en eller anden nuttet fyr, som hun nu er helt forgabt i? Hvem ved, om hun ikke har overtaget min trone på skolen? Tja, det gør alle vel. Undtagen mig. Alle ved, hvad hun foretager sig undtagen mig.

  Jeg er nødt til at indrømme, jeg ser ret meget frem til scenariet igen, og det er altså ikke noget, der sker meget ofte. Faktisk er det aldrig sket, for helt ærligt, hvem vil gerne blive skudt igen og igen? Men det er nu heller ikke det, jeg glæder mig så meget til. Jeg glæder mig til at se, om han mon dukker op igen. Man bliver ret så ensom, når man har været sammen med de samme, kedelige mennesker i tre fucking år. Et nyt ansigt er altid rart.

  Jeg er nu stadig virkelig forvirret. Det giver ingen mening, at han er i scenariet. Han var der ikke, da jeg blev skudt. Jeg er så sikker på det. Han kan umuligt have været der. Jeg har drømt det samme igen og igen i tre år, og han har altså ikke været der. Hvis jeg skulle op til eksamen i det scenarie, ville jeg altså få 12++++++++, for jeg kender virkelig scenariet ind og ud. En anden ting, der også beviser, at han ikke hører til i scenariet, er, at han kan høre mig. Han reagerer på min stemme og mine handlinger. Nu gav jeg ham så lige det indtryk, at jeg er lidt af en psykopat, fordi jeg sagde alt muligt sindssygt, som ikke gav mening, men jeg vidste altså ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg er også kommet lidt ud af alt det der med at snakke med folk, for jeg har været isoleret i tre år. Så kommer man altså lidt ud af træning, når det kommer til at være social.

  Hans navn er Lucas. Han har chokoladefarvede, skinnende øjne, som lyser op, når de kommer i kontakt med solens stråler, to ret synlige smilehuller, som giver ham et lidt skævt smil, eftersom det ene smilehul er mere bemærkelsesværdigt end det andet, og hans hår er sat i nogle løse krøller, som giver ham et sødt, drenget look. Han var iført en sort jakke, da han kom ind i bussen, og hans mørke denimbukser sad forholdsvis stramt på ham, hvilket for resten fik hans ben til at se ualmindeligt flotte ud. Jeg kan godt forestille mig, at Lucas er sådan en populær type der, hvor han bor. Hvis han da overhovedet er en ægte person. Hvad, hvis han bare er et resultat på lidt for meget ensomhed? Måske er jeg blevet så ensom, at jeg rent faktisk er begyndt at hallucinere. Lucas virker nemlig lidt for god til at være sand, jo mere jeg tænker på det. Det ville ikke være helt så urealistisk, hvis han var grim, men han ser jo nærmest helt photoshoppet ud. Det kan ikke være normalt.

  Okay, jeg ved godt, min beskrivelse af ham virker meget, meget stalkeragtig, men jeg blev altså ret begejstret over at se ham træde ind i bussen, for det er ikke så ofte, det sker. Det er aldrig sket. Det er, ligesom hvis man ikke har fået noget at drikke i en evighed. Så drikker man jo også ret grådigt af flasken, gør man ikke? Især hvis det ikke bare er vand, men Ginger Ale! Sådan har jeg det.

  Jeg kan mærke, der ikke går lang tid, før jeg bliver til støv og bliver teleporteret hen til busstoppestedet, for vinden er allerede begyndt at trække lidt i mit hår, så det hvirvler rundt, og jeg får det i munden, hvilket er ret ubehageligt, hvis nogen skulle være i tvivl. Det giver overhovedet ingen mening, at der er vind i et aflukket, mørkt rum, det ved jeg. Men spørg ikke mig om den her verden. Jeg opfandt den ikke. Man tror altid, folk bare zapper væk eller sådan noget, når de bliver teleporteret, men så filmagtigt er det desværre ikke. Jeg skal sluge mit eget hår og begynde at tude af vinden, der bare endeløst tørrer mine øjne ud. Hver dag. Jeg skal fucking opleve det her hver evig eneste dag.

  Jeg tør først åbne mit øje på klem, da jeg mærker Emmas lille hånd i min. Jeg kaster et blik på hende, som kigger tilbage med et stort smil på hendes læber. Det er svært at fatte, hun er tre år ældre nu. Og jeg har slet ikke haft mulighed for at følge med i hendes udvikling.

  ”Billetter, tak,” grynter buschaufføren, da bussen er kommet, og vi viser begge vores månedskort, hvorefter vi finder vores sædvanlige pladser. Emma finder sin mobiltelefon frem og begynder at spille på den, mens jeg stirrer lidt ud ad vinduet for at fange omgivelserne. Jeg ved, hvornår Lucas skal stige på, for jeg husker at se et stort, hvidt hus, hvor familienavnet var indgraveret med store, gyldne bogstaver, inden han satte sig ved siden af mig.

  HVIDHØJ, stod der med tydelig skrift, som ikke var til at overse overhovedet. Måske er det der, han bor. Lucas Hvidhøj. Det lyder da heller ikke helt udelukket.

  Mit blik leder desperat efter huset, selvom jeg ved, der kommer til at gå mindst fem minutter, før vi når derover. Jeg har vist bare ikke rigtig andet at lave end at lede. Jo, jeg kan slå en eller anden i hovedet. Og jeg kan begynde at flette folks hår. Jeg kan faktisk lave en del, men jeg har jo efterhånden prøvet det hele, så det er ikke ret sjovt længere. Så er det mere spændende at følge med i det, der er udenfor vinduet.

  Endelig ser jeg det store navneskilt, og jeg kigger forventningsfuldt hen mod busdøren, som bliver åbnet. Er han der? Nej. Der er kun nogle fremmede (eller måske ikke helt fremmede længere) mennesker. Jeg ved, han kom lidt for sent hen til bussen, så måske skal jeg bare vente lidt. Jeg kan ikke ignorere det spirende håb inden i mig. Jeg er nødt til at give ham et bedre indtryk. Jeg virkede helt spåkoneagtig, da vi talte sammen, og det må altså ikke ske igen, når han kommer.

  Men han kommer ikke. Jeg ser ud af øjenkrogen, at busdøren langsomt bliver lukket, og jeg sukker en smule skuffet over, at han ikke dukkede op. Jeg har rent faktisk spoleret min eneste chance for at snakke med en. Hold da helt op, hvor er jeg dum.

  Jeg kan mærke tårerne presse på, og jeg ved godt, det er helt ufatteligt latterligt at tude over en, jeg har mødt én gang, men jeg har da for fanden ikke set en ’rigtig’ person i tre år! Og han var ret lækker.

  Ensomheden er begyndt at føles som et stort hul det sted, mit hjerte engang sad, og jeg længes virkelig bare efter at kramme Emma eller min mor eller min far. Jeg ved, at Emma er lige bag mig, men det er jo ikke den rigtige hende! Det er den mærkelige Emmaklon, som bare er en del af scenariet. En ubetydelig rekvisit, som ikke kan gøre ret meget andet end at sidde og spille på en mobil. For det er ikke meningen, hun skal gøre andet. Hun kunne lige så godt være en sten, det ville ikke gøre den store forskel. Og det er det, der er så forfærdeligt. Lucas kunne rent faktisk sige noget til mig. Han reagerede på mine handlinger. Jeg har virkelig en stor trang til at rive mig så meget i håret, at jeg til sidst bliver skaldet. Det betyder alligevel heller ikke noget, for jeg er ret sikker på, at mit hår vil være tilbage, når scenariet er ovre. Når jeg er blevet skudt. Alt gentager sig bare som et evigt mønster af ingenting. Det er som at se den samme film igen og igen. Og så endda en totalt plat film, som ikke giver mening.

  Jeg begraver mit ansigt i mine hænder og giver mig til at hulke højlydt – folk er jo alligevel ret så ligeglade, er de ikke? Lucas dukkede ikke op. Han dukkede ikke op! Jeg kan virkelig ikke beskrive mine følelser. Jeg ved godt, jeg har levet med ensomheden i tre år, men når der endelig tændes et håb, som straks slukkes igen, indser man virkelig, hvor forfærdeligt man har det. Det er tortur. Det er det rene tortur. Alt, jeg kan tænke på, er den maskine, der holder mig i live. En eller anden, sluk for den, så jeg bare kan dø og slippe for al den ensomhed.

  ”Er du okay?” Jeg spærrer øjnene op og kigger straks op i et par brune, skinnende øjne, jeg straks genkender, og jeg kan slet ikke beskrive den boblende lykke indeni mig. Han er tilbage. Jeg kunne kramme ham. Nej, jeg kunne kysse ham. Men det har måske også noget at gøre med, at han er så lækker. Og han er her! Ved siden af mig! Han kan se mig! Jeg kan næsten mærke mit inde jeg danse rundt i et hulaskørt.

  ”Lucas.” Det kommer kun ud som en hvisken, og jeg kan se på ham, at han er ret overvældet over, hvor taknemmelig og glad, jeg lyder, men jeg er lidt ligeglad med, om han så synes, jeg ligner lort, fordi jeg har grædt min makeup af og sikkert også gjort mig halvskaldet. Mine næste ord kommer mere som et slags spørgsmål end en konstatering, for en pludselig frygt skyder op i mig. Jeg vil ikke have ham til at forsvinde. Jeg har seriøst lyst til at prikke ham i kinden, lige på hans smilehul, bare for at sikre mig, han er ægte. Jeg fugter langsomt mine læber, inden jeg lader ordene slippe over min mund. ”Du kom.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...