Før du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

61Likes
70Kommentarer
3267Visninger
AA

2. Prolog

”Glem nu ikke dine frokostpenge.” Jeg smilede taknemmeligt til min far og tog imod de sedler, han rakte til mig.

  ”Tak, far,” sagde jeg og gav ham et kort kys på kinden, hvorefter jeg svang min neongrønne Eastpak taske, som var fyldt med kruseduller, tegninger og hilsner fra mine venner, over skulderen og begav mig hen mod entréen. ”Emma, kommer du?”

  Min lillesøster, Emma, kom løbende med sit store smil på læberne. Hun var en af de tiårige, som stadig elskede skolen på trods af lektierne og de mange timers kedsomhed. Jeg fattede ikke, hvordan man dog kunne elske noget så forfærdeligt, men at dømme ud fra de isblå øjne, der lyste som tusinde julelys, kunne Emma det åbenbart.

  ”Bøger?” Jeg kiggede indgående på Emma.

  ”Tjek!”

  ”Penalhus og blyanter?”

  ”Tjek!”

  ”Madpakke?”

  ”Tjek!”

  ”Godt, så lad os tage af sted! Bussen kommer om fem minutter.” Jeg greb Emmas lille og ikke mindst bløde hånd, og sammen gik vi over til busstoppestedet, hvor vi ventede i omkring tre minutter, før bussen kom og samlede os op. Månedskortene blev vist, og så satte vi os til rette i midten af bussen. Det var svært at få vejret inde i det trængte køretøj, og hvis man alligevel formåede at trække vejret, var alt, man kunne dufte, en kvalmende lugt af sved og gamle mennesker. Jeg hadede offentlige busser, for de stank altid så meget, og der var tit nogle skumle typer til stede, som jeg mere end hellere ville undgå at snakke eller overhovedet få øjenkontakt med. Jeg kunne slet ikke vente med at få mit kørekort.

  Bussen kørte, og jeg sad og stirrede lidt ud af vinduet, hvor omgivelserne flimrede forbi mig i tusinde farverige billeder. Bag mig sad Emma og spillede på sin mobil, og det var tydeligt, hun var fuldstændig opslugt af at vinde. Hun plejede aldrig at sidde ved siden af mig, for pladsen ved siden af hende var spærret af hendes fantasiven ved navn Frida. Jeg havde aldrig selv haft en fantasiven, og jeg forstod ikke, hvorfor man overhovedet kunne hallucinere sig frem til en person, som ikke fandtes, men jeg gik ud fra, mennesker vel bare var forskellige. Alligevel fandt jeg det besynderligt, at lige netop Emma fandt det nødvendigt at opfinde en ikkeeksisterende person. Det var ikke engang, fordi hun var særlig ensom.

  Det tog mig som regel lidt over 20 minutter i bus at nå frem til min skole. Det var ikke altid fedt at skulle stå op klokken lort om morgenen for at nå bussen, fordi det ofte tog mig over en time at gøre klar, men jeg havde vænnet mig til at leve sådan. Mens mine venner gik i seng lidt i 12, sov jeg allerede halv ti, så jeg kunne være frisk næste morgen – men jeg var nu aldrig helt på dupperne alligevel. Heldigvis skulle jeg op til min sidste eksamen, før jeg havde sommerferie, så det var virkelig dejligt. Egentlig skulle jeg først møde klokken ti, men jeg havde ikke kunnet få mig selv til at lade Emma tage i skole alene på sin sidste skoledag.

  Minutterne passerede, og jeg fjernede først mit blik fra vinduet, da jeg hørte min søsters lyse stemme hvine: ”Slip mig så!”

  Mit blik landede på en mand, som havde en sort hætte trukket over hovedet. Han var omkring 180 cm høj og forholdsvis magert bygget, og kun den spidse ørnenæse, som var utroligt iøjnefaldende, kunne skimtes under hætten. Jeg bemærkede, at grunden til, at Emma før havde råbt, var, at manden havde taget fat om Emmas håndled uden at gøre mine til at ville give slip, og det vækkede en indre trang til at beskytte min familie inden i mig. Sikke en psykopat.

  ”Hey!” sagde jeg med et anklagende tonefald. ”Gider du godt slippe min søster?”

  Jeg kunne mærke, folk var begyndt at kigge på os, hvilket jeg forstod, eftersom vi var ret højlydte, men jeg var ligeglad med, om jeg så skulle lave en scene. Manden ville ikke slippe sit greb om min søster. Jeg turde vædde med, at han var en af de der pædofile typer. Det her var grunden til, jeg hadede offentlig transport. ”Hallo, hørte du ikke, hvad jeg sagde?” råbte jeg. ”Slip hende!

  Da han stadig ikke viste de mindste tegn på at ville fjerne sin hånd fra Emmas håndled, rejste jeg mig arrigt fra sædet for at fjerne mandens hånd, men idet jeg rejste mig op, hørte jeg et højlydt brag og derefter et til, og det gik op for mig, at nogen var blevet skudt. Og den ’nogen’ var ikke bare en eller anden fremmed. Det var mig.

  Jeg kunne høre folk mumle i munden på hinanden, men alt lød så langt væk. Smerten i min mave og ribben, som ikke gjorde andet end at vokse, var alt, jeg kunne tænke på. Til sidst svigtede min krop, og jeg faldt sammen som en slatten kludedukke. ”Sam!” Mit øre registrerede en lys stemme, som jeg straks genkendte. ”Sammy?”

  Jeg ville gerne svare Emma, men selvom jeg prøvede, ville min krop ikke lystre. Det eneste ved mig, som stadig fungerede bare en lille smule, var mine øjne, der kørte rundt i hovedet på mig. Det var hjerteskærende at se Emma sidde der ved min side med tårer løbende ned ad hendes æblekinder. Det var ikke meningen, hun skulle overvære sådan noget her som tiårig. Hun var ti år. ”Vær sød at blive hos mig, Sam.” Hendes stemme skælvede. Jeg havde lyst til at fortælle hende, at alt ville blive okay, og at jeg nok skulle overleve, men ordene nægtede at forlade min mund, og da var det, det gik op for mig. Alt ville ikke blive okay.

  Sorte prikker begyndte at fylde mit synsfelt, og jeg gjorde alt, jeg kunne, for at holde fast i det søde, lille barneansigt, jeg så på hver eneste dag, for jeg nægtede at svigte hende. Men jeg var ikke stærk nok. Inden alt blev sort, hørte jeg en enkelt sætning runge igennem hele bussen.

  ”Ring til alarmcentralen!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...