Før du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

61Likes
70Kommentarer
3241Visninger
AA

18. Lucas

”Du er nødt til at snakke med os om det.” Igen lyder stemmen uden for døren – stemmen, der tilhører en bekymret Daniel. Det, at han sagde ’os’ må betyde, at Jonas ikke længere er vred.

  ”Kan I ikke bare lade mig være?” vrænger jeg tilbage. Jeg har ikke den mindste lyst til at snakke med nogen som helst udover Samantha lige nu. Jeg er i chok. Egentlig var jeg jo forberedt på det, men jeg havde virkelig ikke forventet, det ville føles sådan her. Hun er væk. Forsvundet. Sam er borte.

  ”Vi skal nok lade dig være, når du forklarer, hvad der er galt!” svarer Jonas og trækker endnu en gang ned i håndtaget, selvom det ikke giver sig. ”Kom nu, Lucas. Lad nu være med at være sådan.”

  ”I vil alligevel ikke forstå.” Mit tonefald er ikke længere helt så voldsomt og vrissende – nu er det nærmere bare tonløst. Alt, jeg kan mærke, er tomhed. ”Ingen vil kunne forstå mig.”

  ”Hør nu her, vi står sammen om alt, husker du? Du er ikke alene om det her lige meget hvad – vi støtter hinanden.” Jeg lytter til Daniels ord, og de når ind i mit system, men jeg reagerer alligevel ikke. Jeg svarer ikke – og døren forbliver fortsat lukket. Det er umuligt at finde ud af, hvad jeg skal stille op med mig selv.

  ”Er det her om Samantha?”

  ”Hvorfor spørger du om det?” Min stemme er hæs og skælvende, og jeg er faktisk næsten helt bange for, han ikke hører det, men det gør han.

  ”Hun er i live.” Jeg har aldrig fumlet så meget med en nøgle, og det, at jeg skynder mig så meget med at få åbnet døren, forsinker mig bare synderligt meget mere, men jeg får døren op på omkring fem sekunder, og fire nysgerrige øjne lander på mig.

  ”Hvad er hun?” Hvis det her er en joke … Jeg ved ikke, hvad jeg gør. Men hvorfor ville Daniel også sige sådan noget?

  ”Hør.” Han rækker mig min mobil, og jeg tager den tøvende op til øret, forberedt på det værste.

  ”Hej, Lucas. Hvis du ikke allerede har gættet det, så er det mig, hr. Lucina – Samanthas far. Jeg håber virkelig, du hører denne besked, som hospitalet har hjulpet mig med at indtale, for jeg vil gerne komme i kontakt med dig. Vær sød at ringe til mig.

  Han fortæller mig nummeret og bliver derefter stille et kort øjeblik, så jeg tror, det er enden på beskeden.

  ”Jeg har fået at vide af lægerne, at Samantha vågnede i går aftes, lige efter jeg var gået. De ringede først til mig her til morgen, og selvfølgelig kan jeg ikke vente med at se min datter, men jeg vil gerne have, du tager med mig. Jeg ved, du har tilbragt mange af dine dage på hospitalet, så det er selvfølgelig helt okay, hvis du ikke har tid, men giv mig et kald – så kan vi snakke om det, ikke?

  ”Jeg må hen på hospitalet.” Jeg begynder at vandre rundt, imens jeg desperat leder efter min pung, og jeg tænker slet ikke over, at Daniel har gennemlyttet mine telefonbeskeder.

  ”Lucas, kan vi lige snakke om det her?” Han render uroligt efter mig. ”Hvad er alt det her? Du er da lige nødt til at forklare, hvad der foregår.”

  ”Senere.” Lykkeligt løfter jeg den sorte læderpung op, hvorefter jeg griber min jakke og bevæger mig hen mod døren. ”Jeg har ikke tid lige nu, men jeg skal nok forklare – det lover jeg.”

  Det er, som om hele min hverdag er lyst op igen. Hun er i live. Hun er i live!

  ”Undskyld, hvis jeg har virket helt vildt afvisende.” Jeg vender mig mod de to forvirrede drenge, som alle stirrer bekymret på mig, og måske en anelse som om jeg er en galning. Forståeligt. ”Det har aldrig været min mening, men der har bare foregået en del ting i mit liv, som jeg ikke har kunnet forklare jer om. Jeg lover at give jer en forklaring – bare stol på mig i lidt længere tid.”

  Med de ord taster jeg det nummer ind, jeg af en eller anden grund husker udenad, hvorefter jeg tager min iPhone op til øret og hører den bippende tone gentage sig tre gange, inden telefonen endelig bliver taget.

  ”Ja, hallo?” lyder det i den anden ende, og jeg kan ikke skjule det smil, der er på mine læber.

  ”Hej, hr. Lucina,” hilser jeg. ”Er det virkelig rigtigt? Er hun vågnet?”

  ”Det er rigtigt.” Jeg kan høre, hvor følelsesladet han er, og for en gangs skyld kan lykke spores i stemmen. Det må også være en lettelse at få at vide efter så mange års håb.

  ”Hvor kan vi mødes henne? Og hvornår?” Min stemme glider legende let hen over ordene, og de kan ikke forlade min mund hurtigt nok. Tanken om at hun er i live har givet mig en følelse af, at jeg kan udrette alt. Det er, som om en bombe af håb har ramt mig.

  ”Så hurtigt som muligt – bare på hospitalet,” informerer han mig om, og jeg nikker, selvom han godt nok ikke kan se det.

  ”Okay, så ses vi der – jeg skynder mig derover!” Jeg lægger på og haster hen mod hoveddøren Lige ved skohylden står et spejl, og derfor kaster jeg hurtigt et blik på det for at se, om jeg ser præsentabel ud. Det her er mit første rigtige møde med Samantha, så jeg er virkelig nødt til at undgå at ligne noget, der burde være løgn.

  ”Hvor skal du hen?”

  ”Jeg skal hen på hospitalet. Jeg ved godt, jeg skal forklare jer en hel del, men det gør jeg i aften, okay? Jeg ville ikke gøre det her, hvis det ikke var vigtigt.” Jeg sender dem et stort smil, som for en gangs skyld ikke rummer den mindste smule sorg. ”Tak for det, drenge – jeg er tilbage senere!”

***

Jeg stiger ud af taxaen, da jeg langt om længe når frem til hospitalet – jeg ved slet ikke, hvor lang tid jeg har kørt, men det føles som evigheder. Sikkert fordi jeg er så spændt.

  Jeg husker stadig nummeret på Sams stue helt tydeligt, som gjaldt det liv og død at have det i hovedet. 2174. Billedet af den kedelige dør er som tatoveret i mit baghoved. Det er, som om jeg har fotografisk hukommelse, når det kommer til Sam – jeg kan nærmest bare huske alt omkring hende. Gid jeg havde den evne i skolen, for det ville godt nok have været nyttigt.

  Jeg stiger ind i en elevator, hvor jeg bliver mødt af en masse nysgerrige blikke – eller også er det bare min hjerne, der overbeviser mig om, at de er nysgerrige, fordi jeg snart kommer ud for noget virkelig vigtigt, ja, måske endda livsforandrende. I hvert fald føler jeg, de stirrer en del mere, end de burde.

  Da jeg langt om længe når anden sal, stiger jeg lettet ud. Jeg er ikke den største fan af akavet stemning.

  ”Dig her? For anden gang? Er den pige virkelig så interessant?” Sekretæren fra forleden sender mig et stramt og anstrengt smil, som jeg prøver på at gengælde.

  ”Jep, i egen høje person,” bekræfter jeg, imens jeg prøver på at ignorere hendes bitre tonefald. ”Og ja, det er hun i den grad.”

  ”Tja, Samantha er jo lidt af en charmetrold.”

  Jeg nikker. ”Hun er vågnet.”

  ”Mirakler findes jo,” siger sekretæren og trykker på en knap, som får døren, der fører til den lange gang, til at gå op. ”Du ved, hvor værelset ligger,”

  ”Tak,” smiler jeg, inden jeg skynder mig igennem døråbningen. Igen befinder jeg mig på den endeløse gang. Jeg ved ikke, hvor mange skridt jeg har taget, da jeg endelig får øje på en skikkelse, som jeg genkender som Sams far.

  ”Hr. Lucina,” hilser jeg og skynder mig over til ham. ”Har du været derinde endnu?”

  ”Nej, men det har Emma og min kone lidt tidligere her i dag, og de siger, Sam lader til at have det godt,” svarer han. ”Jeg har selv kun været her i et par minutter. Hele dagen har jeg ventet på at se hende vågen, men jeg ville vente på dig – som en tak.”

  ”Tja, nu er jeg her.” Det kribler over det hele. Jeg er virkelig spændt, men samtidig også umådelig nervøs. Hun er vågen, og jeg er kun få meter fra hende – ikke i mine drømme, men i den virkelige verden.

  Hr. Lucina tager en dyb indånding, inden han sender mig et svagt smil. ”Lad os gå derind.”

  Sams far åbner langsomt døren og træder indenfor med mig i hælene. Jeg bliver helt mundlam, da jeg ser Sams blonde hår og de øjne, der for en gangs skyld er åbne.

  ”Samantha, hvordan har du det?” Hendes far skynder sig over til hende og sætter sig i stolen ved siden af, inden han tager hendes hånd. ”Jeg er så glad for, du er vågen.”

  Jeg står lidt i baggrunden og kigger på, da Samantha og hendes far krammer hinanden uden at bemærke mig. Jeg lader dem have deres øjeblik, for jeg ved, hvor meget hun betyder for ham. Det får et smil frem på mine læber at se dem sådan, for jeg ved, hvor meget de har længtes efter at se hinanden. Først da de har trukket sig lidt fra hinanden, træder jeg lidt frem.

  ”Der er en, der gerne vil hilse på dig,” informerer Sams far hende om, inden han træder lidt væk, så jeg kan komme til, og jeg sender ham et taknemmeligt smil og mimer et tak.

  ”Hej, Sam” siger jeg og læner mig frem imod hende. Et ukontrollabelt smil har taget form på mine læber, og det kan ikke fjernes lige med det samme – troede jeg da i hvert fald.

  ”Hej!” hilser hun tilbage og sender mig et lille smil – det virker helt genert. Selv er jeg heller ikke helt klar over, hvordan jeg skal opføre mig omkring hende i denne virkelige verden.

  ”Hvordan går det? J-jeg … Det er så underligt at se dig uden for komaverdenen.”

  ”Tja, jeg har jo også ligget i koma i efterhånden mange år.” Hun griner let, og det varmer helt mit hjerte, men lægger så hovedet svagt på skrå. ”Undskyld, men jeg er altså lige nødt til at spørge om, hvor jeg kender dig fra – har vi mødt hinanden før?”

  En bølge af skuffelse rammer mig. Pludselig virker alle farverne ikke helt så forstærkede, og den boble af lykke, jeg før befandt mig i, er nu blevet sprunget med en massiv nål. Det er svært ikke at miste fatningen, for hvis hun ikke husker mig, husker hun heller ikke komaverdenen eller nogen af de øjeblikke, vi have sammen. Selvom jeg prøver på at tænke positivt og bare være glad for, hun er vågen, så kan jeg ikke ignorere den triste følelse, der gnaver i mig. Hun husker mig ikke.

  ”Nej,” svarer jeg efter lidt tids stilhed. Jeg prøver på at trække lidt i smilebåndene, men smilet bliver lettere mislykket, ”men jeg kender din far og har støttet ham gennem denne proces.”

  ”Åh, okay.” Hun nikker forstående. ”Jeg føler bare ligesom, jeg kender dig. Det er mærkeligt, det ved jeg, men det er virkelig, som om jeg har set dig før et eller andet sted.”

  Jeg har lyst til at fortælle hende om drømmene. Om komaverdenen. Om alle de samtaler, vi har ført og om alt. Men jeg lader være. Hendes førstehåndsindtryk af mig skal jo ikke være, jeg er en galning.

  ”Men jeg ville i hvert fald bare hilse på dig, nu hvor du er vågen,” forklarer jeg og tager mig god tid til at betragte hendes ansigt. Jeg troede ikke, det var muligt, men hun er smukkere i virkeligheden end i mine drømme – sikkert fordi hun er blevet ældre. Hendes øjne har aldrig haft en mere livlig glød, selvom de nu var virkelig livlige, da jeg drømte om hende med solen til at kærtegne de ravfarvede irisser.

  ”Jamen, så … må jeg vel hellere præsentere mig igen – det har min far lært mig. Jeg hedder Samantha, men folk kalder mig Sam.” Hun rækker en hånd frem imod mig og smiler endnu større, så man kan se det lille mellemrum, hun har mellem sine tænder. ”Det er hyggeligt at møde dig.”

  Jeg stirrer i lang tid på hånden, inden jeg langt om længe tager den i et blødt greb. Som altid farer et stød op igennem min arm, og en usynlig gnist blusser op imellem os – vores forbindelse vil vist aldrig forsvinde. Hendes hud er silkeblød, og for en gangs skyld er hendes hånd varm, og det er noget, der virkelig sætter et smil på mine læber. Det er vel lige meget, om hun kan huske mig eller ej – bare hun er vågen. ”Mit navn er Lucas. Fornøjelsen er på min side.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...