Før du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

61Likes
70Kommentarer
3197Visninger
AA

15. Lucas

Jeg retter mig langsomt op og gaber højlydt, inden jeg slår øjnene op. Det første, mit syn møder, er Samanthas svagt oplyste skikkelse. Hendes hud virker helt hvid og gennemsigtig i den dæmpede belysning, og det får en klump til at samle sig i halsen på mig. Drømmen.

  Alt kommer vældende op til overfladen af min hukommelse, og jeg læner mig længere hen mod Samantha, da jeg kommer i tanker om hendes ord.

  Når du har fået min far til at tro dig, skal du bede ham om at slukke for maskinen – den, der holder mig i live. Jeg har givet hende et løfte. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal kunne få mig selv til at gøre det her, for det er Samantha, vi snakker om. Jeg holder hendes liv i mine hænder, som var det en skrøbelig glaskugle.

  En del af mig har ikke lyst til at bede hendes far om at slukke for maskinen, men en anden del af mig ved, at det nok er for det bedste. Sam lider jo en ubeskrivelig pinsel hver eneste dag, og det ville være egoistisk af mig ikke at få det til at stoppe, for selvfølgelig bryder jeg mig heller ikke om at se den, jeg elsker, være i smerte. Spørgsmålet er bare, om jeg skal lytte til mit hjerte eller hjerne.

  Et kig på uret fortæller mig, at klokken er lidt over ti om morgenen. Så vidt jeg ved, vil Samanthas far komme forbi om en times tid, så jeg har 60 minutter til at tænke over, hvad jeg skal gøre. Egentlig er der jo ikke meget at tænke over, for jeg holder nok af Sam til at give slip på hende. Hun fortjener at hvile i fred i stedet for at blive skudt hver dag. Selvfølgelig fortjener hun endnu mere at leve, men som hun selv har sagt, så er der gået tre år, hvor hun stadig ikke er vågnet, så sandsynligheden for, at hun lige pludselig vågner fra sin koma, er ret minimal, selvom jeg ville ønske, det var anderledes.

  Jeg føler mig ret egoistisk, når jeg ønsker, maskinen aldrig bliver slukket, for drømmene med hendes medvirken er nærmest blevet uundværlige for mig. Jeg er blevet så vant til hendes tilstedeværelse, at jeg ikke ved, hvad jeg gør, når hun en dag ikke længere er der. Når jeg en dag vil vende tilbage til at drømme forskellige ting hver nat. Den tanke får det nærmest til at gøre helt ondt i hjertet. Jeg vil ikke have hende til at forsvinde.

  Jeg lader blidt mine fingre tørre de tårer væk, der har samlet sig i min øjenkrog i søvne. Jeg har godt nok aldrig prøvet at græde i søvne, men én gang må jo være den første. Den salte tåre tager plads på min finger, og jeg betragter den gennemsigte væske, som langsomt bliver til en hængende dråbe, der er nødt til at kæmpe sit yderste for ikke at miste grebet om min fingertip.

  ”Hvordan står det så til herinde?” Sygeplejersken fra i går er her igen, og hun ser helt ud, som hun gjorde i går.

  ”Åh, det går fint,” svarer jeg hæst og prøver ihærdigt at skjule det faktum, at jeg har grædt. ”Samantha ser ud til at have det meget godt – i hvert fald er der ikke sket det store, siden sidst du var her.”

  Der er faktisk sket en del.

  ”Jamen det lyder da godt! Jeg henter noget morgenmad til dig og justerer lige nogle få ting herinde, og så kan du være alene med Samantha igen!” meddeler sygeplejersken muntert, inden hun forlader stuen igen.

  Jeg ved, jeg skal over til Daniel og Jonas i dag, men jeg kan virkelig ikke få mig selv til at forlade Sam nu. Jeg har kun få timer tilbage med hende, hvis maskinen bliver slukket, og ikke et eneste sekund må gå til spilde.

  Daniel, kan du fortælle Jonas, jeg først kan komme i morgen? Undskyld, noget er kommet i vejen. Jeg tøver lidt, og min finger hænger i luften i noget tid, inden jeg endelig får taget mig sammen til at trykke ’Send’. De vil forstå mig. Det håber jeg i hvert fald. Inderligt.

***

”Lucas,” hilser Sams far monotont og sender et nik i min retning.

  ”Hej, hr. Lucina,” siger jeg og retter mig op, inden jeg rømmer mig. ”Jeg har ventet på dig – der er nemlig noget, jeg faktisk gerne vil snakke med dig om.”
  ”Og hvad er det?” Han løfter svagt sit øjenbryn og lægger hovedet på skrå for at betragte mine usikre bevægelser. Nervøst gnider jeg mine hænder mod hinanden og puster ud.

  ”Jeg er nødt til at bede dig om at lade mig snakke ud, lige meget hvad,” mumler jeg og sørger for at holde en høflig tone. ”For det, jeg vil fortælle dig, kommer nok til at lyde ret skørt.”

  ”Det lyder, som om du vil fortælle mig noget alvorligt,” bekendtgør Sams far, inden han fortsætter. ”Jeg kan godt love dig, at jeg ikke vil afbryde dig, men intet andet. Så må vi se, hvordan jeg reagerer over dine ord bagefter.”

  ”Jeg kan heller ikke forvente andet,” nikker jeg. ”Jo, altså …”

  Det er, som om tiden står stille. Sams fars ansigt afslører ikke noget som helst – kun at han er nysgerrig efter at vide, hvad jeg har tænkt mig at dele med ham. Pludselig føles det, som om ordene sidder fast i halsen på mig. Hvordan skal jeg forklare ham det uden at lyde komplet sindssyg? Svaret er, at det kan jeg nok ikke.

  ”Jeg har snakket med din datter,” forklarer jeg. ”Ikke før hun blev skudt, men mens hun har ligget i koma. Og jeg ved, det lyder skørt – jeg har stadig selv ret svært ved at tro på det selv – men hun blev skudt på min 17-års fødselsdag, og på en eller anden måde er der ligesom opstået en mærkelig forbindelse med os. Derfor drømmer jeg om hende hver aften.” Jeg holder en pause for at tage en dyb indånding, inden jeg igen rømmer mig. ”Det her er alt sammen ret overvældende og kompliceret, det ved jeg, og du skal nok bruge en del tid på at fordøje det hele, men jeg lyver virkelig ikke. Og jeg kan bevise det.”

  Jeg nynner langsomt og forsigtigt melodien, imens Sams far fortsat stirrer på mig uden at foretrække en mine, men nu er hans blik ikke længere kun nysgerrigt. I stedet er hans øjne næsten så store, at jeg er helt bange for, de snart popper ud af hovedet på ham, og hans underlæbe dirrer let.

  ”Det er ikke muligt,” benægter han afvisende og ryster kraftigt på hovedet. ”Sådan noget kan ikke lade sig gøre. Hør på dig selv, knægt. Det er jo noget værre sludder og vrøvl.”

  ”Jeg kendte ikke din datter før komaen. Hvordan tror du, jeg ved alle de her ting om hende? Hun bad mig om at nynne melodien for dig, fordi hun vidste, det ville få dig til at tro mig. Eller ja – det troede hun da.”

  ”Er det her en eller anden form for joke?” Hans blik er pludseligt nærmere blevet vredt, og det slår helt gnister. Noget siger mig, han ikke er helt overbevist, eftersom hans stemme stiger i takt med, at hans ord bliver mere og mere arrige. Til sidst buldrer den bare gennem hele rummet og er helt højrøstet.  ”For hvis det er, så er det kraftedeme ikke sjovt, hører du? Det er ikke nemt at have en datter, der ligger i koma, og det gør det bestemt heller ikke nemmere, når folk laver sjov med det. Jeg var ellers lige begyndt at synes om dig, Lucas, men det ser ud til, du virkelig bare er et fjols. Du er ikke anderledes fra de andre, der er kommet. Har det her hele tiden bare været planen? Hvor er kameraholdet? Er jeg med i Punk’d, eller hvad er det?”

  ”Hr. Lucina, hør nu på mig,” beder jeg desperat og prøver at få ham til at falde ned. ”Du bliver ikke narret. Det her er sandheden. Hvordan kan jeg bevise det over for dig?”

  ”Hvem har fortalt dig om melodien?” hvisler han i stedet uden at besvare mit spørgsmål.

  ”Det har Sam,” svarer jeg stædigt og sørger for at holde vores øjenkontakt, ”og hun sagde, du ville tro mig. Men det gør du åbenlyst ikke.”

  Den gale mand foran mig bryder pludselig ud i gråd. Bitre tårer strømmer ned ad hans kinder, og det resulterer i, at jeg stirrer lettere forvirret på ham, helt ude af stand til at vide hvad jeg skal stille op. For bare få sekunder siden var han vred, og nu er han jo på randen til at få et nervesammenbrud.

  ”Jeg savner hende så meget,” hulker han og gemmer sit hoved mellem sine hænder. Der går nogle sekunder, før jeg endelig får taget mig sammen til at gøre noget ved det.

  ”Shh, det skal nok gå,” trøster jeg, en smule usikker i min egen stemme. Man kan vist roligt sige, alt det her har taget hårdt på ham, hvilket er forståeligt. Det har også taget hårdt på mig, selvom jeg kun har kendt hende i en måneds tid. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle holde fast i det lille håb i tre år. Det er klart, han er lidt følelsesmæssigt ustabil.

  ”Undskyld,” fortsætter han, og jeg ved ikke helt, om han undskylder overfor mig, eller om han undskyld over for en anden.

  ”Det skal nok gå,” gentager jeg blot. ”Alt skal nok blive godt igen, det lover jeg.”
  Løfter er løfter, og de skal holdes – det ved jeg. Men jeg løj heller ikke, da jeg sagde det, for jeg er ret sikker i min sag. Alt har vel en ende. Ikke?

  Og det er der, noget går op for mig. Det faktum, at Sam ligger i koma, gør også, at hendes far ikke kan komme videre i livet. Han vil for evigt sidde fast i det stadie, hvor han håber på, at hun en dag vil vågne op. Det vil han i hvert fald med sikkerhed, hvis maskinen forbliver tændt. Jeg er nødt til at hjælpe ham videre. Nok ville jeg ønske, Sam kunne blive ved med at optræde i mine drømme, men hele resten af verden har brug for fred og en ordentlig afslutning. Det er ikke sundt for sjælen at sidde fast i den samme fase for evigt. Man er nødt til at komme videre før eller siden.

  ”Du er nødt til at tro på, jeg har snakket med Sam,” starter jeg ud i et roligt toneleje, selvom mit sind er et kaotisk rod. ”I mine drømme sidder vi altid i en bus. Sam er på vej i skole, og jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg selv er på vej hen. Vi snakker altid i nogle minutter, inden jeg vågner. Jeg vågner altid, fordi …”

  Jeg holder en pause. Sams far siger ikke noget. Det eneste, han foretager sig, er at snøfte af og til.

  ”Fordi … vi altid mødes, lidt før hun bliver skudt. Jeg har set det hele mere end 25 gange nu, tror jeg. Jeg kender til alle detaljerne omkring hendes ’død’, for det er, som om jeg har været øjenvidne til det.” Jeg kigger afventende på ham, men da han stadig ikke gør noget som helst, bryder jeg endnu en gang stilheden.

  ”Jeg har snakket en del med Sam, og hun er begyndt at betyde en hel del for mig. Du er nødt til at forstå, at hun er fanget i en komaverden, hvor hun oplever sin egen ’død’ hver evig eneste dag. Hun mærker, hvordan hun blev skudt hver evig eneste dag. Hun har forklaret mig, hvor forfærdeligt det er. Hvilken pinsel det er.” Jeg afventer endnu en gang en reaktion, men den kommer aldrig. ”Og det er derfor, hun har bedt mig om at spørge dig, om du ikke nok vil slukke for maskinen.”

  Jeg er fast besluttet på ikke at sige mere, før han har sagt bare ét ord. Og det ord kommer inden længe.

  ”Nej.” Det er kun lige med nød og næppe, jeg hører det. Det hæse, lille ord, der alligevel betyder en hel del. Desperationen, der skærer igennem hans stemme, giver næsten ordet en helt ny betydning, selvom det er så enkelt. Én stavelse, men en bombe af smerte.

  ”Jeg ønsker heller ikke det her, for Sam betyder virkelig meget for mig nu, og jeg kan ikke forestille mig et liv uden hende længere, men det her er, hvad hun ønsker. Og jeg ønsker ikke, hun skal opleve smerte hver dag, så det her er virkelig for det bedste,” prøver jeg igen med et indtrængende blik, men hans øjne nægter at møde mine.

  ”Nej.” Det lille ord fortsætter med at blive gentaget om og om igen. Hans blik er rettet mod det kedelige og støvede gulv, som gør en helt trist til mode. Alt i rummet er så gråt, at det er helt deprimerende. Lidt ligesom stemningen.

  ”Jeg beder dig, hr. Lucina. På Samanthas vegne. Det vil – ” Mere når jeg ikke at sige, før en sms tikker ind på min mobil, men jeg ignorerer den og fortsætter min snak. ”Det vil virkelig sætte – ” Igen hører jeg min sms-tone og derefter igen og igen og igen. Til sidst føler jeg mig nødsaget til at tjekke min mobil, så jeg siger hurtigt: ”Undskyld mig,” inden jeg tjekker, hvad det er, der er så vigtigt.

  Lucas, du er nødt til at komme! Daniel er kommet til skade, og jeg … DET VAR ET UHELD!! Hjælp mig, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Åh Gud, der er blod overalt. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig!

  LUCAS, HVORFOR SVARER DU IKKE?

  JEG HAR BRUG FOR DIN HJÆLP!!!!!

  Sådan bliver sms’erne ved, og med rynkede bryn rejser jeg mig hastigt op. Hvad har Jonas dog gjort?

  ”Undskyld, jeg bliver nødt til at gå,” mumler jeg hastigt til Sams far, selvom jeg ikke har lyst til at forlade hverken ham eller hende. ”Vær sød at tænke det hele igennem. Hun har brug for at få slukket den maskine. Du ville gøre hende en tjeneste.”

  Mit blik er rettet mod den sørgmodige mand, der stirrer lettere forvirret på alt det, der foregår omkring ham, da jeg går ud ad døren, og det er med et suk, jeg lader det sidste spor af blonde lokker forsvinde fra mit synsfelt. Samantha. ”Hr. Lucina, du er nødt til at slukke for maskinen!” gentager jeg, da jeg står ude på gangen.

  Jeg ved ikke, om ordene nåede ind til ham, men det håber jeg inderligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...