Før du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

61Likes
70Kommentarer
3200Visninger
AA

13. Lucas

Jeg slår mine øjne op, da solen begynder at brænde mod mine øjenlåg. Det første, mit syn møder, er Sams bevidstløse skikkelse, og det får et smil frem på mine læber. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, hun ikke er begyndt at betyde en del for mig. ’En del’ er endda lidt af en underdrivelse. Hun, en pige, jeg kun har talt med i mine drømme, betyder næsten mere end nogen anden pige på jorden (måske på nær min søster og mor) nu.

  Blidt kærtegner jeg hendes kind med bagsiden af min hånd og må igen lade mig overraske over, hvor ufatteligt blød den er. Alt ved hende virker så perfekt, at det burde være løgn. Et eller andet indeni mig insisterer ivrigt på, det her virkelig er skæbnen. At skæbnen har ført os sammen. At det her er meningen. Det her kan umuligt være en tilfældighed – det tror jeg ikke længere på.

  ”Har du været her hele natten?” En sygeplejerske kommer ind med et overrasket blik, inden hun kniber øjnene sammen med et tænksomt blik og hovedet på skrå.

  ”Jep,” svarer jeg og gaber søvnigt.

  ”Hvad bringer dig disse veje? Jeg synes ikke at have set dig her før.” Hun studerer mig nærgående.

  ”Jeg besøger såmænd bare …” jeg holder en pause og tænker lidt, ”en veninde.”

  ”Har du haft for travlt med resten af dit liv til at komme de andre år?” spørger sygeplejersken en smule skeptisk.

  ”Ikke rigtig …” svarer jeg og spidser munden. ”Lad os bare sige, mine øjne blev åbnet over for Samantha i år.”

  ”Javel. Men det er da altid dejligt med noget selskab – nu taler jeg på Samanthas vegne. Jeg er sikker på, hun sætter pris på, du sidder her.” Det ved jeg, hun gør.

  Jeg nikker. ”Siden der nu ikke kommer mange andre besøgere, tænkte jeg lige, jeg ville komme forbi, så hun heller ikke skal være helt ensom.”

  ”Tja, det er venligt af dig,” erkender hun. ”Jeg henter en kop kaffe til dig samt en croissant fra kantinen – så behøver du ikke bare sidde der med tom mave og det hele.”

  ”Tak.” Jeg smiler taknemmeligt til hende, og hun forlader lokalet. Derfra vender jeg tilbage til at betragte Sam. Jeg kunne stirre på hende hele dagen lang uden at blive træt af det. Den effekt har hun på mig. Solen, der svagt skinner ind ad vinduet, får hendes hår til at blive helt gyldent og lysende.

  Stilheden fylder hele lokalet, og det eneste, jeg kan høre, er Samanthas svage vejrtrækning og den bippende maskine ved siden af sengen. Hospitaler har altid virket så skrækindjagende for mig, for der er så … tragisk overalt.

  ”Her har du din croissant og noget kaffe!” Jeg kigger op for at møde sygeplejerskens venlige blik, og mine øjne fanger de ting, hun har i hænderne.

  ”Tak,” siger jeg og tager imod de ting, hun tilbyder mig, inden jeg stiller dem på bordet ved siden af Sams seng. Hvordan kan sygeplejersken dog være kommet igen så hurtigt? Har jeg virkelig været fordybet i mine tanker i så lang tid? Det ville faktisk ikke undre mig – jeg glemmer altid tiden, når det drejer sig om Sam.

  ”Jeg vil lade dig være alene med hende igen – jeg skulle bare lige tjekke, at hun havde det fint,” meddeler sygeplejersken, inden hun forlader stuen. Jeg er igen alene med Samantha.

  ”Godmorgen,” siger jeg og smiler lidt. ”Eller ja – jeg ved ikke, om du overhovedet har sovet som sådan, men det har jeg, og jeg er lige stået op for lidt tid siden. Så godmorgen.”

  Intet svar.

  ”Jeg kan ikke lade være med at tænke på drømmen,” betror jeg hende og tænker drømmende tilbage på følelsen af hendes læber mod mine. ”Vi glemte helt at holde styr på tiden.”

  Jeg trækker vejret dybt, inden jeg giver et lille suk fra mig. Det er virkelig ikke let at snakke med en, der praktisk taget er død.

***

Der er efterhånden gået et stykke tid, hvor jeg bare har siddet og betragtet Samantha. Det er lidt kedeligt, det kan jeg ligeså godt indrømme, men jeg kan bare ikke få mig selv til at forlade hende så sårbar og ubeskyttet.

  Hey mand, hvor er du? En sms fra Jonas tikker ind på min mobil, og jeg stirrer lidt på bogstaverne i et stykke tid, inden jeg taster et svar ind.

  Stadig på hospitalet, hvorfor?

  Daniel og jeg er bekymrede – altså, hvad laver du på hospitalet? Du siger, du besøger en pige, men hvem er hun? Hvorfor bliver du i så lang tid? Sig mig, har du en affære med en af sygeplejerskerne eller sådan noget? Jeg ryster kraftigt på hovedet ved tanken om hende sygeplejersken fra tidligere og mig sammen. Ikke at hun ikke var tiltrækkende eller noget, for hun var meget køn, men … hvorfor overvejer de overhovedet sådan noget?

  Mine fingre arbejder sig let hen over tastaturet. Nej, selvfølgelig har jeg ikke en affære med en af sygeplejerskerne – hvad tænker I dog om mig?! Jeg er altså stadig sammen med pigen. Skal jeg sende et billede, så I tror på mig?

  Nej, nej – vi tror skam på dig, Lucas! Det undrer os bare lidt, du har brugt så lang tid på hospitalet nu, men hvis det er, kan vi godt vente en dag til. Du har til i morgen, og ellers kommer vi og bortfører dig, okay?

  Tak, én dag er mere end nok! Jeg trykker ’Send’ og lægger derefter mobilen fra mig.

  ”Jeg tror, jeg bliver nødt til at gå i morgen, for Daniel og Jonas er ved at blive lidt utålmodige og trætte af at vente,” informerer jeg hende om. ”Jeg ville ellers virkelig gerne blive. Det er så hyggeligt at være i dit nærvær, selvom du godt nok ikke rigtig siger noget.”

  Roligt nusser jeg Sams hånd i et forsøg på at varme den en smule op – den er iskold.

  ”Hvad fanden laver du med min datter!” Jeg giver forskrækket slip på Sams hånd og drejer med lynets hast mit hoved for at møde en deromkring 50-årig mand stirre arrigt på mig. Noget siger mig, jeg er i knibe.

  ”Øhm, und – ” Mere når jeg ikke at sige, før jeg bliver afbrudt af hans højlydte brøleri.

  ”Du rører ikke min datter, hører du? Hold dig langt væk fra hende!” Jeg stirrer forskræmt på ham. Det er altså heller ikke, fordi jeg skulle til at voldtage hende.

  ”Jeg tror, det her er lidt af en misforståelse, hr. Lucina,” prøver jeg i et roligt tonefald, men hans blik er stadig isnende koldt, samtidig med at det nærmest brænder hul i min hud. Blikket er så koldt, at det kan brænde. Det har jeg godt nok aldrig oplevet.

  ”En misforståelse? Jeg kunne ikke være mere bedøvende ligeglad,” vrænger han fortsat. ”Du skal ikke prøve at komme her og lade, som om du kender min datter. Er det et væddemål mellem dig og dine venner? Har I da slet ikke nogen form for medlidenhed? Hun er bevidstløs og på hospitalet, for helvede da! Folk som dig kan ikke bare tillade jer at udnytte sådan noget til jeres egen fordel.”

  ”Hør, det er altså virkelig ikke derfor, jeg er kommet,” insisterer jeg, men igen bliver jeg afbrudt, inden jeg når at snakke færdigt.

  ”Ja, ja – den er god med dig.”

  ”Lyt nu til mig!” udbryder jeg frustreret, og for en gangs skyld svarer han ikke igen, før jeg når at forklare. ”Jeg kender din datter. Det lyder nok lidt mærkeligt, og jeg kan ikke forklare dig hvordan, men jeg kender hende. Jeg ved, hun plejede at tage bussen hver morgen, så hun kunne komme i skole, jeg ved, hun har en lillesøster ved navn Emma, jeg ved, hun gik til violin, og jeg ved, hun var eller er en fantastisk pige. Jeg ville aldrig gøre sådan noget her på grund af et dumt væddemål – sådan er jeg ikke.”

  ”Min datter har aldrig snakket om dig før, og jeg tror, jeg ville vide, hvis min datter kendte en som dig.” Han er stadig skeptisk.

  ”Det er kompliceret,” sukker jeg. ”Men vær sød at tro på mig, når jeg siger dig, at jeg bare er her, så hun ikke skal føle sig ensom. Jeg holder virkelig af hende.”

  ”Og hvornår mødte du hende så?” spørger han mistænksomt. ”Og hvorhenne?”

  ”Hør, bare lad mig blive én dag mere, og så er jeg væk. Vær sød,” nærmest bønfalder jeg. Jeg tror bare, han vil tro, jeg er sindssyg, hvis jeg fortæller ham, jeg ser hans datter i mine drømme. Det lyder ikke helt realistisk, vel?

  Samanthas far er virkelig trist at se på. Livsglæden er ligesom bare forsvundet fra hans øjne, og hans hår er blevet gråligt nogle steder, så de matcher hans blege hud, som lige så godt kunne have tilhørt en død. Et par dybe rander under hans øjne fortæller mig også, han ikke har sovet særlig meget de sidste par nætter. Han ser næsten mere livløs ud end Sam.

  ”Hr. Lucina, jeg lover dig altså, at jeg aldrig ville gøre noget imod din datter, som ville såre hende på nogen måde,” siger jeg indtrængende. Han ser så opgivende ud. Han svarede mig ikke engang før. ”Jeg er sikker på, Samantha er virkelig taknemmelig for alt, du har gjort for hende.”

  Selvom hun godt nok ville have foretrukket at være død frem for at ligge i koma.

  ”Undskyld,” mumler han tøvende. ”Da jeg så dig holde min datters hånd, så … jeg gik bare fuldstændig fra den, fordi jeg troede, du var en af de idioter, der bare kom for at få lidt omtale i medierne. Der har været en del indslag om Samantha i nyhederne, og derfor er der mange, der prøver at komme herind for at få fem minutters berømmelse. Men du virker ikke som en slem fyr,” mumler Sams far langsomt og hæst.

  ”Man skal vel aldrig dømme en bog på omslaget,” siger jeg med et svagt smil.

  ”Det har du ret i,” nikker han sammentyggende. ”Jeg kan godt se, hvorfor Sam kunne lide dig. Du virker som en flink, fornuftig ung mand. Jeg beklager for udbruddet fra før. Jeg troede bare virkelig, at du var her til din egen fordel.”

  ”Det er kun forståeligt,” svarer jeg. ”Alt det her må også være svært for dig at håndtere. Du er en god far – det, at du ikke ville have mig i nærheden af hende, er bare et bevis på det.”

  Antydningen af et smil dukker op på hans læber. Men kun en antydning. En meget svag en.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...