Før du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

61Likes
70Kommentarer
3197Visninger
AA

10. Lucas

Alt, jeg kan tænke på, da jeg vågner, er, at jeg er nødt til at se Samantha. Hun spurgte mig, og jeg sagde ja. Jeg er nødt til at aflægge et besøg hos hende, selvom det kun kommer til at forsinke mine studier yderligere.

  ”Godmorgen, lillebror,” hilser Isabella, da jeg står ude i køkkenet og øser noget havregryn op til mig. Jeg kan mærke, halvdelen af mig endnu klynger sig til drømmen, men jeg prøver at ryste det af mig. Det er bare ikke særlig let.

  ”Godmorgen,” svarer jeg og griber en ske fra skuffen, hvorefter jeg sætter mig til bords. Da hun har skåret sig selv en skive græskarbrød, slår hun sig ned ved siden af mig med en masse forskelligt pålæg i favnen, hvorefter hun giver sig til at smøre sig en mad.

  ”Hvad er så dine planer for i dag? Læsning?” Hun hæver et øjenbryn, inden hun tager en bid. ”Har du ikke ferie lige nu? Jeg er da ret sikker på, du har sommerferie og ikke læseferie.”

  ”Tja, sådan er det vel, når man studerer jura,” jeg udstøder et suk, ”men faktisk har jeg tænkt mig at tage til København en af de kommende dage.”

  ”Hvorfor dog det?” Hun går i stå midt i sin bevægelse, så pålægschokolademaden nu er lige uden for hendes mund.

  ”Fordi … jeg gerne vil ind til byen og se, hvordan der er. Sidst, jeg var der, var jeg ikke særlig gammel, så jeg husker ikke særlig meget, og alle siger jo, Tivoli er et must – jeg har aldrig været i Tivoli,” påpeger jeg. ”Strøget virker også meget indbydende.”

  ”Javel,” hun nikker tænksomt, ”og der er ingen anden grund?”

  ”Jo, nu, du nævner det, så har jeg tænkt mig at spørge, om jeg kan bo hos Jonas og Daniel.” Jonas og Daniel er mine venner fra gymnasiet. Efter gymnasiet besluttede de sig for at flytte til København og studere på Københavns Universitet. Der er gået ret lang tid, siden sidst jeg så dem, så det er en oplagt mulighed at spørge dem, om jeg kan bo hos dem i et par dage. Jeg er ret sikker på, de ikke ville have noget imod det.

  ”Intet andet?”

  ”Niks,” svarer jeg hurtigt.

  Hun kniber øjnene mistænksomt sammen. ”Hvad er det, du skjuler for mig, Lucas? Hvad er hendes navn?”

  ”Hvorfor tror du altid, det er en pige?”

  ”Fordi det netop altid er en pige,” svarer hun tørt og tager endnu en bid af sin mad. ”Nå, fortæl mig så hendes navn. Du kan ikke komme uden om det. Hvor mødte I hinanden? Hvor længe har I kendt hinanden?”

  Og så er det ellers i gang med afhøringen.

  ”Jo …” hun hedder Samantha, og vi mødtes i mine drømme eller nærmere mareridt, for hun ender altid med at blive skudt. Jeg har kun kendt hende i et par dage, men vi har den her forbindelse, som gør, at det sitrer helt underligt, når vi rører hinanden, og jeg tror muligvis, det her kunne føre til noget stort, for vi snakker virkelig godt sammen, og hun er utrolig køn og sød, ”det er kompliceret, men jeg skal nok forklare dig alt på et tidspunkt. Kan du ikke bare gøre mig den tjeneste at få mor med på idéen?”

  ”Hvad har man søskende til?” Hun blinkede forsikrende til mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile.

  ”Tak.”

 

To ugers tid senere

Jeg befinder mig i øjeblikket i en bus, der skal køre mig til Hvidovre, hvor Samantha er indlagt. Efter to timers kørsel og en time med færge, kan jeg langt om længe sige, at jeg nærmer mig hende – kun få timer tilbage. Imens jeg stirrer ud af vinduet, tænker jeg på, hvad jeg mon skal sige til hende. Hun kan ikke svare mig, så jeg er sikker på, det nok bliver en smule vanskeligt, men jeg skal nok klare den. Uden tvivl. Det håber jeg i hvert fald.

  Jeg er virkelig spændt, men også nervøs for det syn, der vil møde mig. Hvordan mon hun ser ud i virkeligheden? Bevidstløs? Vil hun overhovedet have den samme glød, som hun har i mine drømme? Hun beskrev trods alt sig selv som en eller anden zombie, og det lyder ikke alt for godt i mit hoved.

  Vi har snakket sammen i ret lang tid nu, og jeg kan mærke, genertheden er begyndt at overtage mig, når jeg er sammen med hende. Det er svært at fokusere på det, hun snakker om, når man så let kan komme til at fortabe sig i hendes gyldne øjne. Med andre ord tror jeg, jeg er blevet forelsket i en pige, jeg aldrig har mødt. Jeg føler mig så afslappet i hendes nærvær, og hun formår virkelig at kunne lyse alt op med sit store smil og klokkeklare latter.

  ”Så du skal til København?” En gammel dame kigger venligt på mig, og jeg føler mig nødsaget til at smile. ”Er du spændt?”

  Jeg kniber øjnene let sammen. ”Ja, det er jeg vel.”

  Normalt spørger man da mere om, hvad personen skal lave derovre, og ikke om de er spændte.

  ”Jeg overhørte dig snakke med buschaufføren om at blive kørt til Hvidovre Hospital,” betror hun mig. ”Skal du besøge nogen?”

  ”Ja,” svarer jeg med et nik. ”En pige ved navn Samantha.”

  ”Det lyder spændende.” Jeg bliver bare ved med at trække i smilebåndene, imens jeg prøver at skubbe den stemme inden i mig, der bliver ved med at fortælle mig, jeg er socialt akavet.

  ”Ja, det er derfor, jeg er spændt,” fortæller jeg hende, og derfra dør samtalen lidt ud, så jeg beslutter mig for at prøve at få noget søvn. Det er forholdsvis sent, fordi alle andre busser var bookede, så jeg har intet andet valg end at sove i bussen. Forhåbentlig vil jeg stadig kunne møde Samantha i drømmene.

  Jeg har altid haft svært ved at falde i søvn i en bus, fordi der er så meget larm overalt, og man aldrig kan finde en bekvem stilling, men jeg prøver alligevel for Sams skyld. Inden længe glider jeg ind i søvnen.

  Jeg viser min busbillet, hvorefter jeg sætter mig ned ved siden af Samantha, som straks sender mig et blændende smil.

  ”Hej!” udbryder hun og giver mig et kram, som sender sitrende stød igennem hele min krop. Da hun trækker sig, lader hun sit blik møde mit i en indgående stirren.

  ”Hey,” svarer jeg med et skævt smil, så jeg kan mærke smilehullerne dukke op. ”Hvordan går det?”

  ”Det går … stille og roligt,” siger hun med et lille træk på skuldrene. ”Same old, same old. Intet nyt.”

  ”Jeg er på vej til København nu,” informerer jeg hende om, og hendes øjne lyser op.

  ”Virkelig?” hviner hun glad og klapper hænderne sammen. ”Endelig!”

  ”Jeg glæder mig til at aflægge et besøg hos dig,” ler jeg, men jeg rynker brynene, da hendes store smil falmer en smule.

  ”Jeg ved altså ikke, hvordan jeg ser ud,” mumler hun stille. ”Jeg ved, jeg nok ikke kommer til at ligne en gudinde, og det håber jeg ikke, du forventer, men hvad hvis jeg ligefrem er ved at rådne?”

  ”Det er jeg sikker på, du ikke er,” forsikrer jeg hende om, men hendes ansigt er stadig lagt i spekulerende folder.

  ”Oh my god, hvad hvis jeg har fået et massivt akneudbrud?!” udbryder hun med store øjne, hvilket får mig til at grine højlydt.

  ”Rolig nu, Sam.” Jeg kan ikke holde mine fnis inde. ”Du er alt for forfængelig. Hold nu op med at pigefnidre så meget.”

  ”Jeg pigefnidrer da ikke!” siger hun trodsigt.

  ”Og nu er du pigefornærmet,” tilføjer jeg.

  ”Vel er jeg så,” benægter hun hovedrystende, inden hun dasker mig på skulderen, ”og selv hvis jeg er, så er jeg også en pige, så det giver kun mening.”

  ”Så siger vi det,” siger jeg og blinker til hende.

  ”Hold op med at være så flabet,” siger hun og rækker tunge af mig, inden hun giver sig til at le. ”Hvordan går det ellers med dine studier?”

  ”Det går strålende,” svarer jeg, ”egentlig har jeg ikke en speciel mængde bøger at skulle læse, for det er frivilligt, jeg gør det.”

  ”Gid jeg havde mulighed for det,” sukker hun med et skævt smil, ”men det kræver nok, jeg er ved mine fulde fem.”

  ”Årh, lad nu være med at være så negativ!” udbryder jeg og smiler opmuntrende til hende. ”Du skal nok vågne. Det er jeg sikker på.”

  ”Aha.” Hun stirrer monotont på mig med et løftet øjenbryn. ”Jeg har ligget i koma i tre år. Tror du virkelig selv på det?”

  ”Jeg tror på mirakler,” nikker jeg. ”Jeg synes, det er et mirakel, jeg kom ind på et af Londons bedste universiteter. Det har altid været min drøm.”

  ”Det kan godt være, du er et eller andet mirakelbarn, som bare er heldigt på alle punkter, men det er jeg altså ikke,” mumler hun en smule nedtrykt, og det får mig til at undre mig over, om det mon også er muligt at få menstruation i hendes komaverden? For det ville være en ret god grund til, hun ser så negativt på alt.

  ”Mirakelbarn?” ler jeg. ”Jeg er da ikke heldig.”

  ”Jo, du er så,” giver hun igen. ”Jeg mener, du synger godt, du er klog, du er sød, du er lækker – ”

  ”Er jeg lækker?” Et kækt smil former sig på mine læber, og en rosa nuance begynder at brede sig i Samanthas kinder, hvilket får mig til at grine lavmælt.

  ”Jeg fatter ikke, jeg lige sagde det højt,” halvgriner hun og ryster overbærende på hovedet, hvilket minder mig om dengang, hun sagde alt det med, at jeg var en drømmeprins, man så i film.

  ”Synes du, jeg er lækker?” Jeg har ikke tænkt mig at give slip på den her ligesom sidst.

  ”Altså ja, selvfølgelig gør jeg det! Du burde da ikke være særlig overrasket, hele verden elsker dig jo, så vidt jeg ved,” svarer hun med et træk på skuldrene, ”men lad nu være med at gøre det her til en totalt stor ting!”

  Jeg griner over hendes ihærdige forsøg på at gøre det hele en smule mindre akavet for hende.

  ”Nogle gange siger jeg ting uden at tænke mig om …” sukker hun med et lille smil.

  ”Tja, jeg er da smigret,” siger jeg i og prøver på at lette stemningen, inden jeg forsigtigt fletter vores fingre sammen. Vi er ikke et par som sådan, men vi har fået en vane med at gøre det, fordi det ligesom … det er virkelig behageligt. Ikke fordi jeg er forelsket i Samantha (det er jeg måske også), men fordi vores forbindelse giver os et eller andet energiboost, hver gang vi rører ved hinanden. Alt lyser bare op helt pludseligt. Det er, som hvis man har været blind hele livet og så bare lige pludselig kan se alt.

  ”Okay, kan vi bare lige glemme, jeg sagde det lige før?” spørger Samantha, og jeg nikker leende. Tænk, hun er så pinligt berørt over det. ”Jeg plejer altså ikke bare at kalde folk lækre, hvis jeg står ansigt til ansigt med dem, men selvom vi nu har snakket i over en måned, er jeg altså stadig lidt ude af træning, når det gælder at snakke med andre folk, så bær lige over med mig!”

  Jeg elsker, hvordan hun finder det nødvendigt at forklare sig ud af situationen. Selvom jeg allerede har forsikret hende om, det er helt okay, forsøger hun stadig. Det er nu ret sødt alligevel.

  ”Vi har omkring to minutter tilbage,” mumler Sam og stirrer ned på vores hænder, inden hendes læber adskilles let. Hendes læber er fyldige og svagt besat med lipgloss, og de frister mig virkelig til at kysse hende, men jeg lader være. Hvem ved, om hun føler det samme for mig? Jeg har aldrig følt mig så usikker i en piges nærvær. Det er, som om hun tager pusten ud af mig.

  ”Jeg glæder mig til at besøge dig,” betror jeg hende og giver hendes hånd et klem. ”Når den her drøm er ovre, befinder jeg mig i formentlig i København, og så er der ikke langt igen, før jeg er i Hvidovre – i samme by som dig.”

  ”Det er vildt,” hvisker hun og trækker let i mundvigene. ”Tænk, vi endelig skal mødes i virkeligheden!”

  ”Tiden er virkelig fløjet af sted,” nikker jeg, ”men det er nu ikke en dårlig ting. Jeg synes altid, de her drømme helt vildt hurtigt er overstået.”

  ”Det er de også,” siger hun. ”Vi sidder her jo kun i omkring 20 minutter, og så er drømmen slut for dig. Jeg skal først lige skydes ned to gange, men altså ja – sådan er drømmens gang vel.”

  ”Vænner man sig nogensinde til smerten?” spørger jeg lavmælt og kigger dybt ind i hendes øjne, som pludselig bliver fyldt op med sorg.

  Hun ryster på hovedet. ”Nej, men det hjælper mig altid at tænke på, det en dag vil være overstået. Enten vil jeg være død en dag, sådan rigtigt død og ikke fanget i en komaverden, der ikke giver mening, eller også vil jeg være vågen. Jeg håber selvfølgelig på, det bliver den sidste af de to ting, jeg lige nævnte. Men begge dele er bedre end det her. Selvom jeg godt nok er nødt til at indrømme, du gør det hele en smule nemmere for mig. Du har ligesom givet mig et helt nyt håb, for dengang ville jeg helst bare dø og slippe for det hele, men nu vil jeg faktisk gerne vågne, så jeg kan møde dig i virkeligheden – uden at være bevidstløs.”

  Jeg når kun lige at sende hende et svagt smil, inden en barnestemme skærer igennem hele bussen.

  ”Slip mig!”

  ”Hey! Gider du godt slippe min søster?” Da Sam slipper min hånd, falmer alle farverne straks og vender tilbage til at være kedelige og dystre.

  Selvom jeg kan mærke alle folks blikke i nakken på mig, holder jeg mit blik fæstnet til Sam, som ikke værdiger mig et eneste blik. ”Hallo, hørte du ikke, hvad jeg sagde? Slip hende!”

  Det er som at se et teaterstykke igen og igen. Manden reagerer stadig ikke, og det resulterer i, at Samantha vredt rejser sig op og bevæger sig hen mod manden, men hun bliver stoppet af to højlydte skud. Chokket, der er malet i hele hendes ansigt, er slet ikke til at overse.

  ”Sam!” Sams lillesøster, som, jeg har fundet ud af, hedder Emma, griber desperat Sams hånd. ”Sammy?”

  Jeg har lyst til at hjælpe Sam, men hvad kan jeg gøre? Det her er ikke virkelighed. Det er fortid. Jeg kan intet ændre.

  ”Vær sød at blive hos mig, Sam!”

  Jeg sætter mig brat op, inden jeg gnider mig døsigt i øjnene. Rummet, jeg sidder i, er fyldt med lyden af rolige åndedrag. Jeg er i bussen med de andre mennesker, som stadig sover. Jeg gad vide, hvor sent de faldt i søvn.

  I dag skal jeg se Sam. Faktisk er jeg ikke skræmt ved tanken om at skulle se hendes bevidstløse skikkelse overhovedet. Jeg er sikker på, hun stadig vil ligne en engel. Uden tvivl. En engel, der åbenbart synes, jeg er lækker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...