Før du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

61Likes
70Kommentarer
3176Visninger
AA

8. Lucas

De mange bøger, jeg mangler at læse, får langsomt slugt deres ord af min hjerne. Jeg ved, jeg sagtens kan gøre det hurtigere, men jeg er bare så fraværende. Så distraheret.

  ”Er du stadig ikke færdig med den?” spørger Isabella forbløffet og rynker panden, da hun kommer ind ad døren med en kop kamillete. ”Du mangler jo tonsvis af andre bøger. Tjep, tjep!”

  ”Undskyld,” mumler jeg med et suk. ”Jeg er vist bare ikke helt til stede her for tiden. Jeg skal nok koncentrere mig fra nu af.”

  ”Hvad er der med dig?” spørger hun og smiler af mig. ”Er det en pige?”

  Jep, hun er lidt af en drømmepige. Altså, bogstaveligt talt. Jeg har kun mødt hende i mine drømme, for hun ligger faktisk i koma i Hvidovre lige nu. Jeg ved ikke engang, om hun er ægte som sådan, eller om det bare er min fantasi, der er løbet løbsk, men ja – det er en pige.

  ”Det kan man vel godt sige,” svarer jeg i stedet og ignorerer mine ustyrlige tanker.

  ”Hm, er du nu blevet lun på en pige igen?” driller hun og dasker mig på skulderen. ”Hvad er den heldige tøs’ navn?”

  ”Det betyder ikke så meget,” siger jeg undvigende. Jeg vil helst ikke sige alt for meget om Samantha, for hun kommer bare til at grave endnu mere i det og fortælle min mor det, så de sammen kan finde ud af, at jeg kun har mødt hende i mine drømme, og så vil de nok tro, jeg er lidt syg i potten. Man kan ryge på den lukkede afdeling for sådan noget. ”Er det okay, hvis jeg bare koncentrerer mig om den her bog?”

  ”Klart, ja, selvfølgelig!” Isabella kan vist se på mig, at jeg ikke vil dele, hvem det er, og som min søster accepterer hun det – det håber jeg i hvert fald. Nogle gange ender hun bare med at prøve at finde ud af det i smug. ”Hvilket kapitel er du i gang med?”

  ”Øhm … det, øh …” jeg kigger ned i bogen, ”kapitel 14.”

  ”Wow, du er virkelig helt væk,” konstaterer hun forbløffet, inden hun giver sig til at grine.

  ”Hold nu bare op.” Jeg skubber blidt til hende, men hun ler fortsat. ”Jeg skal læse videre nu,” fortæller jeg hende, og hun nikker for derefter at rejse sig med et drilskt blik i øjnene. Hun ved, der er noget på færde.

  ”God læsning,” siger hun og blinker til mig, hvilket får mig til at rulle med øjnene.

  ”Ikke noget med at grave efter oplysninger i smug!” bliver der råbt efter hende, men hun smiler bare fortroligt og går ud.

  Jeg bladrer rundt i bøgerne i nogle timer og gør mit bedste for at bevare koncentrationen, men det er simpelthen bare så svært ikke at tænke på Samantha. Man kan vist roligt sige, det ikke går for godt.

  ”Måske du skulle holde en pause,” mumler min mor, som har sneget sig indenfor, imens jeg har været opslugt af enten Samantha eller at læse. ”Du ser lidt træt ud, Lucas. Få noget søvn, for jeg vil altså ikke se dig så sløv igen i morgen! De her bøger må ikke påvirke dig som person i hverdagen, og det føler jeg, de gør. Du er så fraværende.”

  Jeg smiler. ”Tak.”

  ”Jeg har lavet aftensmad til dig. Kom med ud og spis.” Jeg nikker, og min mor og jeg følges ud til spisebordet, hvor Isabella allerede sidder med et sultent blik i øjnene. Klokken er syv om aftenen, så det er klart, sulten gnaver sådan i mig. Jeg har bare aldrig været den bedste kok i verden, så jeg er ikke så god til at lave mellemmåltider. Dem må min mor, tante eller onkel klare.

  Da jeg træder ind i køkkenet, indhylles jeg af varmen og duften af … noget italiensk. Jeg hiver stolen ud og sætter mig derefter til rette, imens jeg suger omgivelserne til mig. I baggrunden kan jeg høre mikroovnen køre, og jeg gætter på, min mor er i gang med at varme de resterende pastapenne fra i går. Der er stille. Det eneste, jeg kan høre, er urets tikken, en klirren fra de mange bestik og mikroovnens svage rumstering. Jeg har virkelig savnet det her. I London føles alt ikke helt hjemligt, fordi jeg er tvunget til at snakke engelsk til min onkel og tante. Her kan jeg bare slappe af og være mig selv.

  Det bliver uden tvivl underligt at skulle flytte ind i en tom bolig uden hverken min mor, søster, tante eller onkel. Jeg håber, at jeg til den tid har fundet en pige, som jeg elsker højere end noget andet. Det er ikke noget, jeg har prøvet før – det at have en pige i huset. Ikke bare en pige, der kort kommer forbi og så aldrig træder over dørtærsklen igen, men en, der virkelig vil kunne få det til at boble i min mave og få mig til at smile uden grund. Sådan en pige har jeg bare ikke mødt før.

  Mikroovnens højlydte klokke trækker mig ud af mine tanker, og jeg følger duften hen til den nu varme mad, som kun venter på at blive spist. Jeg åbner sultent mikroovnslågen, hvorefter jeg løfter den lille skål med pastapenne, men jeg glemmer lidt, hvor varm den egentlig er og giver et hvin fra mig, da jeg brænder mig på den. Straks hører jeg min søster grine bag mig, og jeg skuler lidt til hende.

  ”Det er ikke sjovt,” knurrer jeg surt.

  ”Det var nu meget sjovt at overvære,” griner hun. ”Du burde nok skylle din hånd i noget koldt vand, så forbrændingerne kan fordufte lidt.”

  Så det gør jeg. Jeg bliver stående der med fingrene under koldt vand i nogle minutter, indtil smerten langsomt fortager sig. Jeg har været lidt uopmærksom på det seneste. Det er, som om de drømme virkelig bare har distraheret mig fra alt. Jeg har tænkt så meget på dem. På hende. Jeg ved ikke, hvad der er med hende, men hun virker bare så fortryllende. Hun er smuk. Snakkesalig. Sjov. Sød.

  Min mor kommer indenfor. Skålen med pastapenne står endnu i mikroovnen, fordi jeg tabte den, så hun skynder sig at tage den ud – med nogle lapper, der beskytter mod varme, fordi hun ikke er lige så dum som mig. Da de står på bordet, sætter hun sig ved siden af Isabella og smiler lidt til os. Derfra går samtalen i gang, men jeg lytter kun halvt med. Jeg er ikke så opmærksom på, hvad det er, de taler om. I stedet sidder jeg bare og stikker lidt til pastaen foran mig.

  Jeg er først helt færdig med at spise, da klokken er ca. otte. Det plejer ikke at tage mig så lang tid, men hvis appetitten ikke er der, er det svært at få noget ned. Desuden har jeg ikke rigtig travlt, så hvorfor ikke nyde min mad for en gangs skyld? Ligesom en rigtig franskmand.

  Jeg gør klar til at sove, og jeg ved godt, det er ret tidligt, men jeg skal op forholdsvis tidligt i morgen på grund af alle de resterende bøger, så det er nok en meget god idé. Et blik bliver kastet på mit spejlbillede, da jeg står ude på toilettet og børster tænder. På det seneste har jeg haft en tendens til at rynke mine øjenbryn helt ubevidst, så det får mig til at få et lidt surt blik, selvom jeg egentlig overhovedet ikke er det. Det er sikkert kommer af al den stress. Jeg burde slappe mere af.

  Da jeg har børstet mine tænder, går jeg ind på mit værelse, hvorefter jeg klæder mig af, så jeg kun er iført boksershorts, inden jeg lægger mig til rette i min bløde, behagelige seng med den varme dyne trukket over mig. Jeg ånder langsomt ud og lukker øjnene, imens jeg tæller sekunderne, der går, inden jeg falder i søvn.

  256, 257, 258 …

  Jeg viser min busbillet til chaufføren, som sender mig et nik, inden jeg træder ind i bussen. Jeg spejder lidt rundt for at se, hvor der er en ledig plads, og det er der, jeg får øje på Sam. Allerførst kan jeg ikke huske, hvor jeg har set hende henne, men langsomt begynder erindringerne at dukke op, og jeg skynder mig over til hende.

  ”Hey,” smiler jeg. Hun kigger op fra sine hænder og gengælder smilet.

  ”Lucas!” udbryder hun med en oprigtig glæde i stemmen. ”Du er tilbage!”

  ”Jeg kan vist ikke rigtig undgå at komme her i mine drømme,” indrømmer jeg med et lille træk på skuldrene, ”men jeg nyder det nu alligevel.”

  ”Jeg har lagt mærke til, du kommer på nogle vidt forskellige tidspunkter!” betror hun mig. ”Den første dag kom du, da vi kørte forbi det her hvide, store luksushus, i går kom du så nogle stop senere, og i dag kom du helt ufatteligt tidligt!”

  ”Hm,” mumler jeg med et tænksomt blik. ”Besynderligt.”

  ”Jep,” nikker hun. ”Jeg sad lige og tænkte på det, da du dukkede op.”

  ”Nå, men vi sad jo og snakkede i går, da kaosset afbrød os,” minder jeg hende om, og hun nikker med læberne presset sammen.

  ”Vi har som regel deromkring 17 minutter til at snakke,” oplyser hun mig om. ”Det er selvfølgelig forskelligt fra dag til dag, fordi du dukker op på forskellige tidspunkter, men jeg ved, det altid tager mig lidt over 20 minutters tid at køre til skole, og du plejer at dukke op et par minutter efter mig.”

  Hun har da styr på sagerne, må jeg sige.

   ”Hm,” mumler jeg med rynket pande. ”Så må vi vel bare udnytte de 17 minutter så godt som muligt! Hvad var det, vi snakkede om i går?”

  ”Det … kan jeg faktisk ikke rigtig huske,” svarer hun med ansigtet lagt i spekulerende folder.

  ”Nå, men så må vi bare finde på et nyt emne!” siger jeg friskt. ”Jeg vil gerne høre lidt mere om din verden. Hvad laver du, når du ikke optræder i mine drømme? Er du sådan en form for ånd, som kan gå rundt i den virkelige verden?”

  ”Gid jeg var,” sukker hun med en bedrøvet grimasse. ”Jeg laver faktisk ikke rigtig noget. Jeg sidder i ingenmandsland og keder mig. Det er lidt svært at forklare, hvordan min komaverden ser ud, men lad os bare sige, det er dødsygt og ensomt.”

  ”Det lyder da … deprimerende.”

  ”Det er det også,” siger hun med et træk på skuldrene. ”Men lad os nu lade være med at være helt negative og alt det der! Hvordan er din hverdag? Er der sket et eller andet totalt sejt i den virkelige verden? Åh, fortæl mig lige: hvem vandt præsidentvalget i 2012? Fortæl mig, Obama vandt.”

  ”Obama vandt,” ler jeg. ”Jeg er heller ikke den helt store fan af Mitt Romney.”

  ”Nej, vel? Stillede han op? Og denne gang rent faktisk uden at trække sig tilbage?” Hun ruller med øjnene. Jeg nikker med et skævt smil på læberne. Hun ser ud til at være ret interesseret i sådan noget politisk noget.

  ”Okay, men videre! Hvad er der ellers sket?” Hun kigger nysgerrigt og afventende på mig med store, skinnende øjne.

  ”Justin Bieber og Selena Gomez har slået op,” fortæller jeg hende, og jeg bliver mødt af et par forvirrede øjne.

  ”Har de datet? Altså, ham YouTube-sangeren og Selena Gomez?” Hun stirrer på mig med store øjne. ”Men Selena Gomez er jo så … overklasse i forhold til ham! Hun er jo nærmest guddommeligt skøn, og han er sådan en lav, lille dreng, som ikke er kommet i puberteten!”

  ”Faktisk,” griner jeg. ”har Justin Bieber udviklet sig en del siden Baby.

  ”Baby?” Hun hæver spørgende det ene øjenbryn.

  ”Nej, vel?” Jeg stirrer chokeret på hende. ”Du … du har aldrig hørt Baby?”

  ”Burde jeg da have gjort det?” Hun stirrer fortsat forvirret på mig.

  ”Det er en af de mest sete videoer på YouTube!” siger jeg. Jeg skal til at sige, at det er den mest sete video efter Gangnam Style, men jeg tvivler på, hun har hørt den før, så det kan jeg alligevel godt bare undlade at fortælle.

  ”Måske har jeg hørt den før,” mumler hun. ”Prøv at synge noget af den for mig.”

  Jeg adlyder og lader hende høre omkvædet, og hun spidser flittigt ører.

  ”Du synger jo godt,” komplimenterer hun mig, da jeg er færdig, og jeg ler lidt forlegent.

  ”Det var nu ikke, fordi jeg gjorde mig særlig umage,” indrømmer jeg med et skævt smil, ”men tak.”

  ”Du burde virkelig blive et eller andet inden for musikindustrien!” smiler hun.

  ”Nah, jeg foretrækker at studere jura. Musik er mere en fritidshobby. Jeg har ikke lyst til at leve af det.”

  ”Det forstår jeg godt. Kendislivet kan også virkelig være besværligt – det forestiller jeg mig i hvert fald. Selv er jeg ikke så musikalsk, men jeg kunne godt tænke mig at blive skuespiller.”

  ”Det lyder spændende!” Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige.

  ”Men du studerer jura? Det lyder virkelig … sejt. Meget modent. Er du sådan en målrettet person?” spørger hun.

  ”Det kan man vist godt sige,” jeg nikker, ”men jeg er ikke en af de der typer, der planlægger ting, så alt afhænger af, at jeg skal følge planen, for det ville nok være lidt stressende.”

  Hun smiler, og de honningfarvede øjne rummer intet andet end varme. ”Det er sindssygt, så meget du minder om en af de der perfekte fyre, man ser i film, men som aldrig findes i virkeligheden.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...