Før du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

61Likes
70Kommentarer
3248Visninger
AA

4. Lucas

”Vent!” udbryder jeg og vifter hysterisk med armene i et forsøg på at standse bussen, der er i færd med at køre fra mig, og jeg ånder lettet ud, da jeg ser den stoppe op. Jeg er hurtig til at løbe op til det gule køretøj, hvorefter jeg stiger på. ”Tak,” Jeg sender chaufføren et lettet smil, inden jeg viser min billet til ham. I bussen er der optaget stort set overalt – det vil sige, at der ikke er to ledige sæder ved siden af hinanden, og lad os nu alle lige indrømme, at vi foretrækker at sidde alene frem for ved siden af en fremmed. Det gør jeg i hvert fald. Jeg synes altid, det er ret akavet, når jeg skal af, hvis der er en, der sidder ved siden af mig, så jeg ikke kan komme ud, og jeg derfor er nødt til at rejse mig sådan virkelig langsomt og prøve på at vise, jeg skal af og alt muligt besværligt noget.

  Jeg får sat mig ved siden af en pige med lyst hår, mudderfarvede øjne og nogle meget kraftige ansigtstræk, fordi hun er den eneste, der er på nogenlunde samme alder som mig, og så undgår jeg vel at falde i snak med en af de gamle damer, der elsker at snakke med folk. Det er ikke, fordi jeg har noget imod at snakke med gamle mennesker, for man kommer da i det mindste ikke ud for pinlig tavshed, men om morgenen er det ikke altid den bedste idé, fordi min hjerne ikke er helt vågen der, så det er derfor, jeg har sat mig, hvor jeg har sat mig. Jeg kan ikke undgå at lægge mærke til, at hun har virkelig lange og fyldige øjenvipper, der er besat af et tyndt lag mascara, og lige som jeg får øjenkontakt med hende, kigger hun ned på sine håndflader, men i det halve sekund, vores øjne mødtes, anede jeg et glimt af forvirring.

  Jeg beslutter mig for at lade være med at tænke nærmere over hende ved siden af mig og piller derfor i stedet lidt ved stoffet på min sorte jakke. En lille tråd er gået løs, og fordi jeg ikke kan lade sådan nogle ting være, begynder jeg så småt at hive og trække i den, selvom jeg ved, det umuligt kan gøre situationen meget bedre.

  ”Jeg har aldrig set dig før her.” En lys, blød stemme når min øregang, og jeg kan høre på hendes stærke, københavnske accent, at hun ikke er herfra.

  ”Jeg har heller ikke rigtig set dig før,” svarer jeg og trækker svagt i mundvigene i en venlig gestus, selvom hendes ord mest af alt giver mig lyst til at rynke brynene. Sikke en mærkelig ting at sige. Det er vel ikke, fordi hun har set alle andre i bussen før.

  ”Hvem er du?” Hendes øjne, som næsten er helt amber på grund af solen, fanger mine, og jeg kan se nysgerrigheden lyse ud af dem og også lidt mistænksomhed, hvis jeg ikke tager fejl.

  ”Jeg er Lucas,” jeg flytter ikke mit undrende blik fra hende, ”hvem er du?”

  ”Det spiller ingen rolle. Du burde ikke være her.” Hun ryster på hovedet og stirrer skiftevis på gulvet og så derefter på mig. ”Hvordan kan du svare på alt det, jeg siger?”

  Noget fortæller mig, at hende pigen muligvis har en skrue løs i hjernen, for hun mumler fortsat for sig selv og bliver ved med at fortælle sig selv, jeg ikke burde være her, hvilket overhovedet ikke giver mening. Jeg burde nok ikke have sat mig her alligevel – hellere en plaprende gammel dame end en sindssyg teenager.

  ”Hør, du tiltrækker opmærksomhed med din opførsel …” mumler jeg til hende i et lidt usikkert tonefald, for jeg ved ikke helt, hvordan man taler til mentalt forstyrrede mennesker. Hun så ellers så normal ud, da jeg kiggede rundt for at finde en plads. Jeg må vist hellere lade være med at dømme en bog på omslaget næste gang. Hvem ville have troet, hun var sindssyg og snakkede med sig selv?

  ”Tiltrækker jeg opmærksomhed? Tiltrækker jeg opmærksomhed?” Pigens højlydte latter skærer igennem luften, og jeg tysser på hende i et forsøg på at få hende til at falde til ro. Hvad er det, der er med hende? ”Hør, Lucas, jeg ved ikke, om du har lagt mærke til det, men vi er så godt som usynlige. Det ville være et mirakel, hvis jeg tiltrak opmærksomhed.”

  Overraskende nok har pigen ret. Der er ikke et eneste blik, der har lagt sig på os. Ikke et eneste øje er vendt mod os, og det får mig til at kigge undrende på pigen, for hvorfor fortæller hun mig det, som er det en selvfølge? Jeg rynker brynene i forvirring.

  ”Hvad er det, der sker?” spørger jeg. Pludselig føles det, som om jeg er med i en eller anden fantasy-film, og i et kort øjeblik funderer jeg over, om jeg mon er den nye Harry Potter og ikke Lucas Sund. Hvad hvis jeg er dækket af et usynlighedstæppe?

  ”Det giver ikke mening, du er her,” mumler pigen og smiler ned mod jorden, hvilket igen får mit blik til at fæstne sig til hendes lange øjenvipper.

  ”Hvorfor ikke?” Jeg stirrer på hende med hovedet let på skrå. Jeg er virkelig, virkelig slet ikke med overhovedet. Pigens snak giver ingen mening. Er det med vilje, hun snakker så meget i gåder? Prøver hun på at forvirre mig?

  ”Fordi at det her er fortid,” svarer hun og fnyser, hvorefter hun med et bittert tonefald tilføjer: ”Jeg er fortid.”

  ”Jeg forstår virkelig ikke noget,” mumler jeg og ryster på hovedet. ”Kan du ikke bare forklare mig, hvad der sker her? Drop al den tågesnak.”

  Pigens blik lander på damen foran os’ armbåndsur, hvorefter hun roligt svarer: ”Vent nogle sekunder, så skal du nok se, hvad jeg snakker om.”

  Jeg opgiver at blive ved med at gætte og venter i stedet de magiske sekunder, hun snakker om. Pludselig hører jeg en lys barnestemme runge igennem bussen.

  ”Slip mig!” Jeg kigger automatisk bagud, hvor en mand har taget fat i en lille piges håndled, og det virker ikke, som om det er i et alt for behageligt greb, at dømme ud fra hendes panikslagne ansigtsudtryk.

  ”Hey! Gider du godt slippe min søster?” Denne gang er det pigen ved siden af mig, der siger noget, og jeg kan se på hendes ansigt, hun heller ikke er alt for begejstret for situationen.

  Folks blikke retter sig endelig på os, hvilket de skulle have gjort for længst, taget i betragtningen af hende pigens højlydte grin og råberi. ”Hallo, hørte du ikke, hvad jeg sagde?” Pigen ved siden af mig stirrer vredt på manden, som endnu ikke har sluppet sit greb om hende, der ser ud til at være pigen ved siden af migs lillesøster. ”Slip hende!”

  Manden reagerer stadig ikke. Han stirrer fortsat bare på pigen ved siden af mig, og til sidst baner hun sig vej ud forbi mig, men lige da hun har fået rejst sig op, høres to skud, og pigens gyldne øjne spærres op i overraskelse. Langsomt fortrækkes hendes ansigt i smerte, og inden længe ligger hun på gulvet uden at røre sig, hvilket får hjertet i mit bryst til at banke hurtigere end nogensinde.

  ”Sam!” udbryder pigens lillesøster, inden hun sætter sig på hug og tager Sams hånd. ”Sammy?”

  Sams øjne er tomme. Jeg fornemmer ingen reaktion fra hende side af, og pigen, der før fablede i gåder, minder mig nu mest af alt om en livløs dukke. Øjnene rummer ikke en eneste følelse, de er ikke rettet mod andet end det kedelige loft. Jeg kan høre folk mumle i munden på hinanden i baggrunden, men jeg tager ikke blikket fra hende.

  ”Vær sød at blive hos mig, Sam!” hulker lillesøsteren, og Sams ord runger igennem mit hoved.

   Jeg er fortid.

  Men hvordan vidste hun, det her ville ske? Var det planlagt? Var hun en eller anden selvmorderisk pige, der gerne ville dø? Så mange spørgsmål hvirvler rundt i mit hoved i et virvar af forvirring, men inden jeg kan nå at tænke nærmere over det, bliver jeg revet væk fra alt. Fra alle.

  Fra drømmen.

  Jeg sætter mig forvirret op og prøver at få et overblik over, hvor jeg er. Mit blik scanner lokalet, som er indrettet i harmoniske farver bestående af sort, grå og rød. Jeg sidder i en blød dobbeltseng, hvor flere tusinde lagener er til for at holde på min varme, og jeg kan da også i den grad sige, jeg ikke fryser. Overhovedet. Til højre for døren står et sort træskrivebord med en hvid MacBook til at dekorere det samt en rød touchlampe, som ikke er tændt, op ad væggen til venstre står en trækommode med sorte skuffer, og ved siden af den store seng er en række skuffer samt en natlampe. Lokalet virker underligt tomt med så få møbler, fordi det er mindst 18 m2. Alle møblerne virker bekendte, men fordi mit hoved ikke er helt klart om morgenen, går det først op for mig efter en hel del tid, at jeg er hjemme, i god behold.

  ”Du er vågen!” konstaterer min søster, Isabella, som åbenbart har sneget sig ind, imens jeg studerede omgivelserne. Hun sætter sig på kanten af min seng. ”Nå, hvordan har min 20-årige lillebror det så?”

  Jeg smiler lidt over, hvor ivrig og glad hun er over, at det er min fødselsdag. Hun er næsten mere begejstret, end jeg selv er.

  ”Jeg føler mig gammel,” indrømmer jeg og griner. ”Det føles ikke så anderledes.”

  ”Jeg kan virkelig ikke fatte, du er 20! Det føles, som om det var i går, du kom hjem og sagde, du havde fået arbejde i bageriet,” siger hun, hvorefter hun giver et lille suk fra sig. ”Jeg savner de tider. Du var sådan en sød, nuttet lille dreng dengang.”

  ”Det gør jeg også nogle gange …” svarer jeg med et halvhjertet smil, ”og snart skal jeg af sted til London igen. Men hey, vi får jo stadig hinanden at se, når jeg har ferie og sådan noget, ikke?”

  Grunden til, at jeg normalt bor i London, er, at jeg studerer jura derovre. Min onkel og tante bor der, så de har tilbudt mig et sted at bo. Min mor er britisk, men flyttede til Danmark, hvor hun mødte min far. Det er også grunden til, jeg hedder Lucas med C. Min mor insisterede på, at det skulle staves sådan, så jeg ville have mulighed for at flytte til udlandet i fremtiden.

  ”Det har du ret i.” Hun nikker. ”Jeg savner bare lidt kvalitetstid sammen med min lillebror.”

  ”Det her er vel kvalitetstid!” fastslår jeg og hentyder til vores samtale. ”Desuden synes jeg, det gør det endnu bedre at være sammen med dig, når det ikke er så ofte, det hænder.”

  ”Banke, banke på!” hører jeg pludselig en stemme i døråbningen sige, og jeg bliver mødt af min mors glade og ikke mindst stolte ansigt. I favnen har hun en bakke med et glas juice, en bolle, en skål yoghurt og en stak amerikanske pandekager med sirup og et fødselsdagslys i midten. ”Tillykke med fødselsdagen, skat! Hvis jeg vidste, du ville stå så tidligt op, ville jeg have haft maden klar endnu tidligere!”

  ”Det ser virkelig lækkert ud, mor,” jeg sender hende et varmt smil, ”tusind tak.”

  Hver gang nogen i familien har fødselsdag, gør vi det altid til noget stort, for man skal jo fejre personens fødsel, skal man ikke? Derfor behandler vi også altid hinanden som adelige på deres fødselsdag, og selvom jeg så småt er ved at blive lidt vant til at få særbehandling, fordi min tante og onkel propper mig med mad og dyre ting, bliver jeg aldrig træt af min mors kærlighed. Jeg er lidt af en mors dreng.

  Min mor kommer over med bakken, hvorefter hun lægger den foran mig, så jeg kan få morgenmad i sengen. Jeg kan ikke lade være med at smile stort, for det er sådan nogle øjeblikke i livet, jeg ved, man skal huske og være taknemmelig for. Det er sådan nogle små scener i livet, jeg vil huske, når jeg bliver gammel.

  ”Det smager himmelsk, mor,” roser jeg hende, allerede ved første bid.

  ”Jeg vil gerne lige sige, at jeg faktisk klækkede æggene i pandekagerne, så jeg har også været med til at lave det,” påpeger Isabella, hvorefter hun klukker.

  ”Det smager himmelsk, Isabella,” siger jeg så, hvilket får hende til at smile stort til mig.

  ”Det er helt klart noget af det lækreste, jeg har lavet på trods af mine meget dårlige evner som kok,” udbryder hun stolt, og hendes øjne nærmest glimter, hvilket får både min mor og mig til at flække af grin. Isabella kigger bare lidt surt på os og fnyser, hvorefter hun ruller med øjnene.

  Jeg spiser morgenmaden, imens jeg ivrigt fortæller min mor og Isabella om mine planer for i dag og alt, hvad de er gået glip af, men selvom jeg er lidt distraheret af alt det med min fødselsdag, kan jeg ikke lade være med at tænke på hende pigen i min drøm. Hvorfor drømte jeg om hende? Hvem er hun? Og hvad betyder drømmen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...